tirsdag den 28. februar 2017

"Over sløret" (Ilttyv #1) af Nicole Boyle Rødtnes

"Over sløret" af Nicole Boyle Rødtnes, af forlaget Alvilda, udgivet i 2015. Anmeldereksemplar fra Alvilda, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.


"Over sløret" handler om Troy og hans halvsøster Shay. I en dyster fremtid koster hvert åndedrag penge. Kun de rige har råd til kvalitetsilt, som den der fandtes før katastrofen. De fattige må nøjes med dårligere ilt, der langsomt gør dem syge. Troy og Shay kæmper for at overleve, men da Shay bliver fængslet under falske anklager og ikke har råd til at betale ilten i fængslet, bliver de tvunget ud i en livsfarlig alliance...

Jeg havde rigtig høje forventninger til denne bog, da jeg kun havde hørt gode ting om den. Den slog dog ikke benene væk under mig, men den var stadig rigtig god og spændende!

Jeg holdt meget af både Shay og Troy, der hver især kæmper med forskellige udfordringer.
Shay er den stædige pige, der nægter at gøre ting som hun synes er nedværdigende og grænseoverskridende, selvom det er for at skaffe ilt til sin familie. Hun er nemlig overbevist om, at det må kunne gøres på en anden måde. Hun er principfast og vil hellere arbejde for tingene, end få dem foræret pga. sit udeende.
Troy er den søde og hjælpesomme, men også små rebelske fyr, der hele sit liv har søgt sin stedfars accept. Han vil sin familie det bedste, og vil gøre alt for at støtte dem, også selvom det bringer ham selv i fare.
Og så er der Ian. Ian er den charmende og flabede fyr, som bliver venner med Troy, og som lærer Shay op. Ham og Shays venskab er skønt, og deres måde at snakke til hinanden på, er så sjov.

"Uanset hvor stærk og dygtig din modstander er, så må du aldrig flygte. Angreb er den eneste vej til sejr."

"Over sløret" foregår i en dystopisk fremtid, hvor vores verden er blevet ødelagt efter en katastrofe, og der er derfor blevet bygget et slør, som folk nu bor over, for at undgå stråling. Denne verden er meget anderledes end, hvad jeg før har læst, hvilket var super fedt, men jeg savnede dog at få mere af vide om, hvad der skete med verden som vi kender den, og hvordan det er blevet til denne verden over sløret. Men forhåbentlig kommer der mere om det i de næste bøger, da det kunne være ret spændende.

"Over sløret" er bygget op sådan, at kapitlerne skifter mellem Troy og Shays perspektiv. Dette fungerede rigtig godt, da vi på den måde får begge hovedpersoners syn på de forskellige begivenheder i bogen, samtidig med at vi får deres personlige oplevelser, da de sjældent laver de samme ting. Jeg kan rigtig godt lide, når man får historien fortalt fra flere perspektiver, da det er med til at give lidt mere forståelse af karakterende, men også give lidt mere spænding og dybde til historien. Derudover er kapitlerne ikke så lange, og de ender ofte på en cliffhanger, sådan at man liiige er nødt til at læse lidt mere.

"Troy kæmper, og Troy overlever. Det har han altid gjort. Og nu må jeg gøre det samme..."

"Over sløret" er en rigtig god, spændende, actionspækket og medrivende bog. Den er rigtig svær at ligge fra sig, da man bliver mere og mere nysgerrig efter, at finde ud af, hvilke hemmeligheder der gemmer sig rundt på de forskellige niveauer, da der hele tiden kommer nye twists. Jeg slugte den råt, og kan næsten ikke vente med at læse videre, og lære mere om den verden Nicole har skabt, samt finde ud af, hvad der videre skal ske med Shay og Troy.

Har du læst "Over sløret"?




2 kommentarer:

  1. Dejlig anmeldelse - Den har stået min to-read liste i en rum tid, men er SÅ bagud med læsningen ... :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er også rigtig god, så kan klart anbefale den :) måske den skulle rykkes op på læselisten ;)

      Slet