onsdag den 22. marts 2017

"The Graces" (The Graces #1) af Laure Eve

"The Graces" (org. titel "The Graces") af Laure Eve, af forlaget Carlsen, udgivet i 2017 (org. udgivet 2016). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne. 3/5 stjerner.

"The Graces" handler om pigen River, der lige som alle andre bliver draget af familien Grace. Alle siger The Graces er hekse... Alle på Rivers skole vil gerne være venner med de tre mystiske og fascinerende Grace-søskende. Der går rygter om, at de har magiske kræfter, og River vil gøre hvad som helst for at komme tæt på dem, ændre alt ved sig selv. Men hvorfor er det så vigtigt for hende at blive en af dem? Hvad er det for en mørk hemmelighed, hun skjuler?

Det er vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg er helt vild med hekse. Så da jeg hørte om "The Graces", og så den smukke forside, vidste jeg, at den måtte jeg lige kigge lidt nærmere på. Jeg havde dog hørt meget blandet om den, både positivt og negativt, og jeg var derfor meget spændt på at læse den. Men her efter endt læsning, sidder jeg lidt forvirret tilbage. Jeg har det som om, jeg har misset noget af en ellers ret god og spændende bog.

Jeg kunne egentlig godt lide River, selvom hun er ret irriterende og desperat efter den populære Grace-families accept. Man kan godt relatere lidt til den følelse River får, når Grace-familien giver hende opmærksomhed og bruger tid sammen med hende, nemlig følelsen af, at være noget specielt. River føler bare det hele meget mere ekstremt, hvilket gjorde at det hele nogle gange blev lidt for meget, og til tider mindede hendes besættelse af familien mig for meget om "Twilight". Det var dog meget let at relatere til hendes glæde for bøger og læsning, og hvordan hun bruger bøgerne som tilflugtssted.
De fleste af personerne i bogen har en bagtanke med deres handlinger, og man oplever dem på godt og ondt, hvilket var ret interessant og sjovt, da det ikke er noget man oplever så tit i bøger, men dette gjorde så også, at det var svært at holde af personerne hele vejen igennem.

"Jeg trivedes aldrig rigtig med folk, der var desperate efter at høre til, men inderst inde var det netop det, jeg selv drømte om."'

"The Graces" er en meget mystisk bog, og jeg kunne godt lide, at man kun fik små hints til de forskellige personers fortid, sådan at man som læser skal forsøge at stykke det hele sammen. Det lykkes dog ikke helt for mig at regne det ud.

Bogen er fortalt fra Rivers perspektiv, hvilket giver læseren et indblik i hendes tanker og følelser, og på den måde får man virkelig en idé om hendes besættelse og motiv overfor familien Grace. Der er mange følelser på spil hele bogen igennem, og især hos River, der deler sine glæder, sin smerte, sit knuste hjerte, sine frustrationer og sine kampe, hvilket jeg synes var ret spændende, og det er med til at give lidt mere dybde til River, da hun ellers holder kortene tæt ind til kroppen.

"Hvis vi tillader os selv at blive konfronteret med sandheden, bliver vi bange. Man må fortrænge den, ellers kommer man aldrig nogen vegne."

"The Graces" er en god og spændende bog, men på trods af det føler jeg, at jeg mangler noget, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg har forstået den. Jeg kan nemlig godt lide bogen, og jeg var godt underholdt i min læsning, der var både spændende og neglebidende, og jeg var begejstret for twistet. Men af en eller anden grund synes jeg, at der mangler en forklaring og uddybning af det der sker i del 2, og hvorfor det sker, eller også er det bare mig der ikke har fanget den 100%, for er ret forvirret over det.

"The Graces" er dog en gribende og god bog, som man sluger når man først er gået i gang, da den er spændende og mystisk. Så hvis du er til hekse, mystik, skjulte motiver, det overnaturlige og spænding, så synes jeg helt klart, at du skal prøve denne bog af, for det kan jo være, at du fanger det, jeg missede.

Har du læst "The Graces"? hvad var din oplevelse af bogen?




Ingen kommentarer:

Send en kommentar