fredag den 7. juli 2017

Filmatisering af "Alt eller intet"



Biografbilletterne er venligst sponsoreret af Forlaget Carlsen.

Forlaget Carlsen var så søde, at forære mig to biografbilletter til filmatiseringen af "Alt eller intet". Jeg var ret spændt på at se filmen, da den så rigtig sød og rørende ud. Jeg slæbte min mand med ind og se den, og det eneste han brokkede sig over, var at han var den eneste mand inde i salen.

Jeg var ikke blevet helt færdig med at læse bogen, da vi så filmen, så blev selvfølgelig spoilet, men det var nu alligevel sjovt at se de scener som jeg havde læst, for at se om de stemte overens med bogen.

"Alt eller intet" fungerer rigtig godt både på den store skærm og som bog, og jeg kunne rigtig godt lide filmen. Jeg har dog efterfølgende læst bogen færdig, og filmen kan ikke hamle op med den, men sådan synes jeg tit det er. Men derfor er filmatiseringen stadig rigtig god og rørende.

Skuespillerne gør det rigtig godt, man kan mærke moderens frygt for at Maddy kommer noget til, og man kan mærke Maddys ensomhed og trang til at opleve verden. Desuden har Nick Robinson virkelig fanget Ollys charme og glimt i øjet, og der er en god kemi mellem ham og Amandla Stenberg som spiller Maddy. Deres kærlighedshistorie virker meget troværdig, og man bliver grebet af den. Dog var der nogle scener, hvor det blev lidt for kliche teenage-tøse-films-agtigt, som f.eks. da de kysser for første gang og der kommer fyrværkeri i baggrunden, selvom det var for at symbolisere d. 4. juli.

Jeg kunne godt lide de scener, hvor man er inde i Maddys fantasi, hvor hendes astronaut er levende. De var virkelig flot lavet, og gav et komisk indslag i mellem alle Maddy og Ollys samtaler. Det var en rigtig fin måde at gøre det på, i forhold til bogen, hvor der bliver brugt post-its og tegninger.

Der var dog nogle enkelte ting som jeg, efter endt læsning, synes filmen manglede, eller ting som jeg ikke helt forstod hvorfor de havde ændret, som f.eks. Ollys øjenfarve, haha. Men sådan er det jo altid når bøger bliver filmatiseret, der vil altid mangle noget og blive ændret noget andet. Men ellers holder den sig ret godt til bogen.

Alt i alt er "Alt eller intet" en rigtig sød, god og rørende film, som bragte smil og latter med sig, og en enkelt tåre i øjenkrogen. Så hvis du er til romantiske komedier, og ikke har noget imod lidt teenage kærlighed, så kan "Alt eller intet" klart anbefales.

Læs anmeldelse af bogen her.

Har du set filmatiseringen af "Alt eller intet"? Hvad synes du?

Trailer fundet på youtube.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar