"Den mystiske forsvinding" og "Mildørnens fjer" (Spilledåsen #4 og #5) af Gijé & Carbone

*Anmeldereksemplarer fra Forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*

"Den mystiske forsvinding" og "Mildørnens fjer" (org. titel "La boite à musique 4 - La mystérieuse disperation" og "La boite à musique 5 - Les plumes D'Aigle douce") af Gijé og Carbone, af Forlaget Cobolt, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2020 og 2021). Læst på dansk (org. sprog fransk), oversat af Lisa Kristensen Villeneuve.

Begge bøger modtager samme antal stjerner.

★★★★★

Fra bagsiden af "Den mystiske forsvinding":

Da Nola finder en mystisk nøgle blandt sin mors ting, beslutter hun sig straks for at tage tilbage til Pandorien. Men en forsvindingssag sender i stedet Nola og vennerne ud på en helt anden mission... en mission der kan vise sig at ændre livet for alle i Pandorien.

Fra bagsiden af "Mildørnens fjer":

Da Nola vil tilbage til sin egen verden, opdager hun til sin store skræk, at passagen er lukket. Fanget i Pandorien må hun finde ud af, hvad der er sket - og hvordan hun kommer hjem igen. Det skal vise sig, at både nye og gamle venner og ikke mindst den vilde mildørn spiller en vigtig rolle i den sag.

De her graphic novels har jeg virkelig glædet mig til at læse. Jeg læste de tre første sidste år, og jeg slugte dem råt. "Den mystiske forsvinding" og "Mildørnens fjer" er heldigvis lige så gode, spændende og medrivende som de første. Jeg er vild med denne serie!

Nola er en sød, nysgerrig og meget modig pige, som jeg holder meget af. Hun er blevet beskytter af Pandorien, en verden som findes inde i en spilledåse. Hun har fået gode venner derinde, og hjælper hvor hun kan. Hun har en stor retfærdighedssans, og er god til at rykke grænser. Derudover søger hun stadig svar om sin mors død og de hemmeligheder hun holdt.
Andrea og Igor står igen klar til at hjælpe og støtte Nola, og opklare nogle af de mystiske ting der sker i Pandorien. De har en god energi, og er virkelig sjove.

De to bøger foregår mest af alt i den magiske verden, Pandorien. Pandorien er meget fascinerende, og fyldt med sære væsener, hemmeligheder, mystik og magi. Der er mange småskumle typer og nogle kan man stole på, andre kan man ikke. Der er til gengæld ikke nogen tydelig skurk med, men nye trusler fra gang til gang. I “Den mystiske forsvinden” forsvinder Andrea og Igors nabos kæreste. De to har nemlig brudt loven, da det er forbudt at være i et forhold med en fra en anden race. Nola og de andre prøver at finde ud af, hvad der er sket. Derudover forsøger Nola at finde ud af mere, om den mystiske nøgle hun har fundet. 
I “Mildørnens fjer” kan Nola ikke komme hjem, da portalen er blevet lukket. Nøglen er faldet ud af spilledåsen, og de skal bruge en mildørne fjer så de kan lave en mikstur, der kan få nøglen tilbage på plads. Men det er lettere sagt end gjort.
Plottet i bøgerne udvikler sig en del og bliver mere mystisk for hver bog, for gamle hemmeligheder lurer og historierne flettes mere og mere sammen.

De to bøger er ligesom de forrige på omkring 60 sider. De er altså ikke særlig lange, men der sker virkelig mange ting i hver bog. For min skyld kunne de dog sagtens være længere, men længden er med til at gøre dem overskuelige for de yngre læsere, og jeg vil anbefale dem til selvlæsning fra ca. 8-9 år og op. Der er ikke meget tekst i bøgerne, og den tekst der er, er dialog, men det er jo graphic novels, og de er derfor rigt illustreret. Illustrationerne er virkelig flotte, farverige, detaljerige og dragende, og jeg har bare lyst til at forsvinde ind i dem. De viser virkelig historiens magi og de forskellige karakteres mimik og følelser. 

Bøgerne om Spilledåsen er virkelig gode, spændende, medrivende og rørende og jeg fløj igennem dem. Det er bøger om magi, kærlighed, venskab, familiebånd, sorg, håb, racisme og dyrevelfærd. De er dog også fyldt med hemmeligheder og mysterier, som efterlader en med spørgsmål. Jeg håber i hvert fald ikke at det er sidste bind, for den slutning lover mere, og jeg er mindst lige så nysgerrig som Nola, Andrea og Igor på at finde ud af, hvad den mystiske nøgle åbner op for. Jeg er fan af Spilledåsen, og kan ikke anbefale dem nok! Bare læs dem.

Anbefales til fans af "Amulet" af Kazu Kibuishi og "Søstrene Gyldenhjerte" af Di Gregorio.

"Elverprinsen" (Amulet #5) af Kazu Kibuishi

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Elverprinsen" (org. titel "Prince of the Elves") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af John Lysmand.

★★★★★

Fra bagsiden: 

Emily har overlevet de dramatiske prøver på akademiet hos Stenvogternes Råd. Men Max har stjålet moderstenen. Ved hjælp af den kan elverkongen lave nye amuletter og tiltvinge sig magten over resten af Alledia. Emily og hendes venner sætter alt ind på at forhindre det - men pludselig lyder stemmen i hendes egen amulet langt mere ildevarslende og dyster end før, og hun frygter, at den er ved at overtage kontrollen fuldstændig...

Jeg burde læse den her graphic novel serie meget hurtigere efter hinanden, end jeg har gjort. For hold op, hvor er de bare gode, og hvor har jeg bare savnet universet og dets karaktere! "Elverprinsen" er en helt vildt god, spændende og medrivende bog, som jeg slugte råt!

Emily er en viljestærk og modig pige, men hun kæmper stadig med at modstå fristelsen fra sin amulet, der bliver mere og mere lokkende.

Navin får mere ansvar i denne bog, men han er modig og kaster sig ud i ting, selvom han er lidt usikker. 

Både Emily og Navin har virkelig udviklet sig meget igennem de sidste par bøger. De har taget deres opgaver og skæbne på sig, selvom det er et kæmpe ansvar at ligge på to børns skuldrer. Derudover bliver de hele tiden nødt til, at stole på det de bliver fortalt og de folk de møder på deres vej.

Trellis har fået en lidt større rolle i denne bog, og det var rigtig spændende, at følge ham og hans kamp med både sin amulet og sin familie.  

I "Elverprinsen" får vi mere baggrundsviden om Max og Trellis. Man hører mere om Max' fortid, og hvad hans motivation og bevæggrunde er. Man får næsten medfølelse med ham, og man kan måske også godt forstå lidt, hvorfor han gør, som han gør. 

Desuden hører man om Trellis og hans familie historie samt hans forfædre. Vi hører f.eks. en smule om Erle Kongen, som desværre ikke var helt god, og måske endda var besat. 

Herudover lærer man mere om stemmen i stenen, og den magt den kan få over én, hvis man ikke passer på. 

Det var spændende at høre om, og jeg glæder mig til at høre meget mere om det hele, især om Erle Kongen og hans arv. 

Kampen for at beskytte riget mod elverkongens magt og krig fortsætter og det er ikke en nem kamp, da Max har sluppet en bjerg gigant løs, samtidig med at han har styrken fra sin sten. Plottet udfolder sig mere og mere, og der kommer twist her og der, som gør historien endnu mere spændende.

"'Somme tider kan selv de klareste hjerner blive formørket af personlige længsler.'"

Bogens sprog er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den overskuelig at komme igennem. Kazu Kibuishi har selv illustreret den, og hans illustrationer er så utrolig flotte. De er dragende, detaljerede og stemningsfulde. Man kan virkelig gå på opdagelse i dem, og kigge på alle deres fine detaljer. Mængden af tekst og bogens illustrationer, fungerer rigtig godt sammen, og jeg følte aldrig, at jeg manglede noget under min læsning. Amulet anbefales fra ca. 8-9 år og op.

"Elverprinsen" er en virkelig god, spændende og nervepirrende bog, som jeg læste ud i en køre. Jeg er vild med denne serie, og de bliver mere og mere spændende, for hver bog. Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre. Jeg kan virkelig ikke anbefale denne serie nok, for helt ærligt, så burde alle læse den!

"Snefræserduellen" (Opdagerklubben #4) af Bobbie Peers

"Snefræserduellen" (org. titel "Oppdagerklubben 4 - Snøfreserduellen" af Bobbie Peers, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog norsk), oversat at Lene Ewald Hesel.

★★★★★

Fra bagsiden:

De livsfarlige og fæle snefræsere har overtaget toppen af fjeldet, hvor sneskovlerne ellers bor. Og de kan kun vinde deres hjem tilbage, hvis de takker ja til udfordringen om en sneduel. Men de hverken tør, vil eller kan kaste snebolde helt derop. Er det noget, som Ella og Felix kan løse?

Herhjemme er vi store fans af Opdagerklubben. Ella og Felix kommer altid ud på spændende og sjove eventyr, som opsluger sine læsere eller lyttere, og "Snefræserduellen" er ingen undtagelse. "Snefræserduellen" er virkelig god, fængende og sjov, og både mine drenge og jeg var fanget fra start til slut.

Jeg holder virkelig meget af både Ella og Felix. De er begge søde, hjælpsomme, opfindsomme, nysgerrige og modige. De kaster sig bare ud i tingene, også selvom nogle af de udfordringer de støder på skræmmer dem. Ella er til tider lidt mere handlekraftig end Felix. Felix er dog god til at berolige dem omkring ham. 

Historierne om Opdagerklubben foregår i en verden der er inde i Ellas ombyggede globus, og når Felix trykker på kaldeknappen skrumper hun og bliver suget ind i globussen, hvilket jeg synes er ret sjovt og fedt. I "Snefræserduellen" havner de i et meget koldt snelandskab. De skal hjælpe de kæmpe, store sneskovlere, som lidt ligner yetier. De er nemlig blevet jaget væk fra deres hjem på fjeldets top, og er nu ved at gå til af hedeslag. De endnu større og meget farlige snefræsere har jaget dem væk, og har nu udfordret dem til en sneboldsduel. Eller det tror sneskovlerne, Ella og Felix i hvert fald. Men der er noget mystisk ved snefræserne, og der venter Ella, Felix og sneskovlerne en stor, men lille overraskelse. 

"De stirrede hjælpeløst på den kæmpestore snebold, der kom buldrende ned imod dem. Da den kun var nogle få meter væk, kneb Ella øjnene hårdt i. Hun, som ellers elskede sne!"

Sproget i bogen er let forståeligt, og kapitlerne er korte. Kapitlernes længde gør den overskuelig for de mindste at følge med. "Snefræserduellen" passer perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund for de ca. 4-5 årige og op. Den er nemlig rigtig underholdende, også for de lidt ældre børn og voksne. Bøgerne i serien kan dog også sagtens bruges til selvlæsning fra omkring 9 år og op. Der er dog enkelte ord som kan være lidt svære, da Felix er kendt for at snakke lidt sært. Derudover indeholder bogen de skønneste illustrationer lavet af Sandra Steffensen. Hun laver nogle virkelig flotte og meget humoristiske illustrationer, så man nemt kan se hele historien for sig. De er detaljerige og sjove, og jeg er bare vilde med dem!

"Snefræserduellen" er en virkelig god, spændende, sjov og action spækket bog, som min familie og jeg har hygget os med at læse. Bøgerne om Opdagerklubben er altid et hit hjemme hos os, og de bliver læst igen og igen. Begge mine børn elsker dem, den lille på 2 år, har dog lidt svært ved at koncentrerer sig om dem i længere tid, men min 4 årige kan dem snart udenad. Vi er vilde med Ella og Felix, og de vilde eventyr de tager os med ud på, og vi glæder os til mange flere. 

Jeg vil virkelig anbefale alle at kaste sig over denne serie, den er herlig!

"Velkommen til Pandorien", "Cypriens hemmelighed" og "Jagten på Pandesien" (Spilledåsen #1, #2 og #3) af Gijé & Carbone

*Anmeldereksemplarer fra Forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*

"Velkommen til Pandorien", "Cypriens hemmelighed" og "Jagten på Pandesien" (org. titel "La boite à musique 1 - Bienvenue à Pandorient", "La boite à musique 2 - Le secret de Cyprien" og "La boite à musique 3 - À la recherche des origines") af Gijé og Carbone, af Forlaget Cobolt, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog fransk), oversat at Lisa Kristensen Villeneuve.

Alle bøgerne modtager samme antal stjerner.

★★★★★

Fra bagsiden af "Velkommen til Pandorien":

Da Nola fylder 8 år, får hun en smuk spilledåse. Den spiller helt magiske melodier, men vent... Den er også magisk. Inde i spilledåsen er en lille pige, der har brug for Nolas hjælp. Og snart er Nola trukket ind i en spændende verden fyldt med fabelagtige skabninger og farlige missioner.

Fra bagsiden af "Cypriens hemmelighed":

Nola vender tilbage til Pandorien midt under fejringen af kongens 350 års-fødselsdag. Der er fest og farver i gaderne, og alle er glade. Næsten! En mystisk tyverisag bringer nemlig Nola, Andrea og Igor på sporet af en uhyggelig plan og ud på endnu en farlig mission.

Fra bagsiden af "Jagten på Pandesien":

Nola får et chok, da nogen har sneget sig fra Pandorien og ind i Heksoverdenen. Heldigvis hjælper Andrea og Igor med at opklare sagen, men snart er der igen ubudne gæster i Nolas hus. Og denne gang må de tre venner hente forstærkninger i Pandorien for at stoppe de farlige væsener. 

Lige siden jeg så de her graphic novels første gang, har jeg vidst, at jeg ville læse dem. For prøv lige at se, hvor flotte de er! Heldigvis er indholdet mindst lige så flot, magisk og fantasifuldt som forsiderne, og Spilledåsen er generelt bare en virkelig, virkelig god serie! Jeg er i hvert fald solgt.

Nola er en sød og nysgerrig pige, som man hurtigt kommer til at holde af. Hun har mistet sin mor, og kæmper dagligt med savnet af hende, og har ikke lyst til at fejre ting, fordi hun synes det føles forkert at være glad, når hendes mor er død. Da Nola fylder 8 år, får hun en spilledåse af sin far, den har tilhørt hendes mor, og snart bliver Nola suget ind i en magisk verden. 

Nola får af vide at hun er beskytteren af både Pandorien og sin egen verden, som i Pandorien bliver kaldt Heksoverdenen. Hun påtager sig ansvaret, selvom hun også er lidt bange for det. Hun står dog ikke helt alene med det, og hun får hjælp af sine nye venner Andrea og Igor, deres mor samt Anton der er Merliner i Pandorien. De er gode til at udnytte hinandens styrker og støtte hinanden, hvor de kan. Nola er utrolig modig, og hun udvikler sig virkelig meget i løbet af de tre bøger. Hun bliver mere håbefuld, tillidsfuld og glad. 

Andrea og Igor er nogle ret sjove børn, som hun møder i Pandorien. De er den sidste familie åbenhjerte, som gør at de har nogle lidt specielle evner, og kan fornemme ting med deres hjerteøje. De bliver hurtigt Nolas venner, og de hjælper hinanden igennem flere udfordringer. 

Nolas far er super sød. Han kæmper selv med sorgen over sin afdøde hustru, og vil så gerne hjælpe Nola igennem sorgen bedst muligt, og se hende glad igen. Han prøver at få hverdagen til at hænge sammen og hjælpe og støtte Nola så godt han kan. Han får heldigvis hjælp fra gode venner, som hjælper hvor de kan.  

De to første bøger foregår primært i den magiske verden Pandorien, som befinder sig inde i spilledåsen. I den tredje bog foregår meget af historien dog i vores verden, og man opdager at de to verdener måske er tættere forbundet end man først troede. Pandorien er et meget fascinerende univers, fyldt med sære væsener, hemmeligheder, mystik og magi. Der er skumle og mystiske typer og nogle kan man stole på, andre kan man ikke. Der er til gengæld ikke nogen tydelig skurk med, men nye trusler fra gang til gang. Plottet udvikler sig dog og bliver mere og mere mystisk for hver bog, for gamle hemmeligheder lurer og historierne flettes sammen. 

Spilledåsen er en stærk serie om håb, sorg og det at bearbejde sorg, særligt sorgen over en afdød forælder. Alle bøgerne er fyldt med håb, og gennem bøgerne oplever Nola at finde mere fred i sig selv og sin sorg, da hun i Pandorien føler hun kommer tættere på sin mor. Hun lærer sin mor bedre at kende og ser nye sider af hende, sider hun ikke vidste hun havde. Man mærker virkelig alle Nolas følelser og båndet til hendes mor, og det er virkelig rørende. 

 

De tre bøger er alle på 60 sider. De er altså ikke specielt lange, men der sker virkelig mange ting i hver bog. For min skyld måtte de gerne være længere, men længden er med til at gøre dem ret overskuelige for de yngre læsere, og jeg vil anbefale dem til selvlæsning fra ca. 8-9 år og op. Der er ikke meget tekst i bøgerne, og den tekst der er, er dialog, til gengæld er det jo graphic novels, og de er derfor rigt illustreret. Illustrationerne er simpelthen så smukke, farverige, detaljerige og dragende, og jeg kan stirre på dem i timevis. De viser virkelig historiens magi og de forskellige karakteres mimik og følelser. Jeg er vild med dem. 

De tre bøger om Spilledåsen er virkelig gode, spændende, medrivende og rørende og jeg fløj igennem dem. Det er bøger som er fyldt med magi, kærlighed, venskab, familiebånd, sorg og håb. Håb om at tingene bliver bedre, og at man ikke behøver være alene med tingene, for der er mange som holder af én og gerne vil hjælpe én, når tingene bliver svære. Nola finder både venner og glæde i Pandorien, og hun tør åbne mere op. Derudover oplever hun at selvom sorgen og savnet altid vil være til stede hos hende, så er det også okay at være glad. 

Spilledåsen giver mig vibes hen af Amulet af Kazu Kibuishi, Spilledåsen er dog til de lidt yngre læsere. De har lidt af den sammen stemning og magi, uden at de egentlig er ens. Men jeg er sikker på, at hvis man er fan af den ene serie, så vil man næsten helt sikkert også kunne lide den anden. Jeg kan virkelig ikke anbefale serien om Spilledåsen nok. De er skønne, så tag lige og læs dem. Du vil ikke fortryde det! 

"De sidste stenvogtere" (Amulet #4) af Kazu Kibuishi

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"De sidste stenvogtere" (org. titel "The last Council") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af John Lysmand.

★★★★★

Fra bagsiden: 

Emily og hendes venner ankommer til Cielis for at få hjælp i kampen mod Elverkongen. Men noget er helt galt. De engang så travle gader er tomme, og de tilbageværende indbyggere skræmt fra vid og sans. På stenvogter-akademiet forventes Emily at konkurrere om en plads i Vogternes Råd, hvis medlemmer er de mest magtfulde stenvogtere. Samtidig med at antallet af deltagere hastigt falder, opdager de en grusom hemmelighed - som kan betyde enden på alt det, Emily kæmper for. 

Jeg er seriøst vild med den her serie. Lige så snart jeg åbnede denne bog kunne jeg mærke, hvor meget jeg havde savnet universet, og hvor godt det var at være tilbage. "De sidste stenvogtere" er en virkelig fantastisk og spændende bog, som jeg slugte råt!

Emily bliver virkelig sat på prøve i denne bog, da Vogternes Råd skal teste hendes evner som stenvogter, for at se om hun er stærk nok til at få en plads i rådet. Hun er overladt til sig selv, da der på akademiet er lukket af for stemmen i hendes sten. Hun bliver derfor nødt til at stole på folk hun ikke kender eller ikke har tillid til, hvilket er ret svært for hende. 

Hun opdager dog snart at ikke alt er som det ser ud til, og kan hun egentlig stole på dem hun regnede med. 

Max er ret hemmelighedsfuld, og ret irriterende. Han tager nogle beslutninger som ikke altid gør ham lige populær, men han ved en masse om prøverne de skal gennemføre på akademiet, han har nemlig været der et stykke tid. Emily bliver derfor nødt til at stole på ham.

Derudover møder vi nye karaktere, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.

"De sidste stenvogtere" foregår primært i byen Cielis og på stenvogter akademiet. Den før store og travle by er blevet til en spøgelsesby, hvor fremmede ikke er velkomne, og folk er skræmt fra vid og sans. Indbyggerne må dog også lære at stole på hinanden, samt folk der ser anderledes ud og som førhen er blevet set som fjender. De er nødt til at samarbejde, hvis de vil tilbage til bedre tider. Jeg synes det er rigtig spændende, når universet og de forskellige byer og områder bliver udvidet og gjort mere detaljeret. Jeg glæder mig til at høre om flere spændende steder, og se hvor historien fører mig. For plottet udfolder sig mere og mere, og der kommer stadig flere twist til historien, som er med til at gøre det hele meget medrivende og underholdende.

Sproget i bogen er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den overskuelig at komme igennem. Det er Kazu Kibuishi selv der har illustreret denne graphic novel, og de er simpelthen bare så flotte. Illustrationerne er dragende, detaljerede og stemningsfulde. Jeg er vild med farverne, og jeg kan nemt bruge lang tid på at kigge på alle detaljerne. Teksten og dialogerne spiller rigtig godt sammen med illustrationerne, og jeg følte aldrig jeg manglede noget under min læsning. Serien anbefales fra 8 år og op, men de kan læses og nydes af alle, for det passer når forlaget skriver 'let at læse, men svær at lægge fra sig'!

"De sidste stenvogtere" er en super god, spændende, medrivende og action spækket bog, som jeg først lagde fra mig da sidste side var vendt! Jeg er vild med denne serie, og jeg kan næsten kun sige, wow, hver gang jeg har læst en af dem. Der sker mere og mere i historien. Fjenden rykker nærmere og bliver kun stærkere og stærkere. Intet er som det ser ud til, hemmeligheder afsløres og fare lurer overalt. Derudover er jeg som altid, dybt imponeret over, hvordan man med så lidt tekst kan få skabt en fængende og vild historie, men det beviser Kazu Kibuishi at man sagtens kan. Jeg kan ikke anbefale denne serie nok, og jeg glæder mig så meget til at læse næste bind i serien. 

"Byen bag skyerne" (Amulet #3) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Byen bag skyerne" (org. titel "The Cloud Searchers") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af John Lysmand.

★★★★★

Fra bagsiden:

I et luftskib sætter Emily, Navin, deres mor og deres venner i modstandsbevægelsen kurs mod den mystiske by Cielis, som kun få tror eksisterer. Der håber de at få hjælp fra Vogternes Råds magtfulde stenvogtere. Kongeriget Alledias fremtid afhænger af, at missionen lykkes - men tiden er ved at løbe ud, og Emily er nødt til at finde Cielis, før den grusomme elverkonge finder hende...

Hvis der er en bog jeg har glædet mig til at læse i rigtig lang tid, så er det denne. Jeg har været total grebet af de to tidligere bøger i serien, og jeg klappede næsten i mine små hænder, da den kom ind af døren. "Byen bag skyerne" levede op til alle mine forventninger og mere til. Jeg er vild med den!

Emily kæmper stadig med at lære at styre stenen og dens kræfter, sådan at hun kan bruge dens magi, uden at miste kontrollen over sig selv.

Både Emily og Navin påtager sig et stort ansvar i al det kaos de er blevet en del af. De er modige og hjælpsomme, og de prøver at gøre det de kan, for at hjælpe andre.

I denne bog bliver vi også præsenteret for nye karaktere, nogle med mere skumle planer og bagtanker end andre. 

I "Byen bag skyerne" bliver universet udvidet mere og mere, og vi ser hvor stort det faktisk er, hvilket er super fedt. Jeg glæder mig til at lære meget mere om landet Alledia og den mystiske by Cielis, og til at finde ud af, om det lykkes dem at finde Vogternes Råd, og om de vil kunne hjælpe dem. Plottet udfolder sig virkelig i denne bog, og der kommer en del twist her og der, som gør historien endnu mere sjov og spændende.

"Nogle siger, at Vogternes Råd løftede byen op og skjulte den mellem skyerne, hvor de uforstyrret kunne genopbygge den. Andre kalder det en myte uden hold i virkeligheden. Men vi er nødt til at tro på historien, for uden Cielis og Vogternes Råd er Alledia fortabt."

Sproget i bogen er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den overskuelig at komme igennem. Kazu Kibuishi har selv illustreret den, og det gør han bare så godt. Illustrationerne er dragende, detaljerede, stemningsfulde og virkelig flotte. Jeg er vild med farverne, og jeg kan nemt bruge lang tid på, at kigge på alle detaljerne. Teksten og dialogerne spiller rigtig godt sammen med illustrationerne, og jeg følte aldrig jeg manglede noget under min læsning. Den anbefales fra 8 år og op, men de kan læses og nydes af alle, for det passer når forlaget skriver 'let at læse, men svær at lægge fra sig'! 

"Byen bag skyerne" er en super god, spændende, hæsblæsende og action spækket bog, som jeg slugte råt. Jeg bliver gang på gang imponeret over, hvordan man med så lidt tekst kan få skabt en fængende og vild historie, men det beviser Kazu Kibuishi at man sagtens kan. Jeg glæder mig til at læse næste bind, og jeg kan næsten ikke vente til den udkommer, for jeg har bare lyst til at fortsætte det vilde eventyr lige med det samme. 

"Dyndkarlens tårer" (Liljas eventyr #1) af Josefine Ottesen

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Dyndkarlsens tårer" af Josefine Ottesen, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019.

★★★★☆

Fra bagsiden:

Alfeprinsessen Lilja bor ved Nøkkerosesøen sammen med sin far Alfekongen, og vagtfrøerne Kvæk og Kvak. Lilja er sorgløs og elsker at flyve omkring sammen med sine alfevenner. En dag møder Lilja moslingen Mossi - en lille, grønhåret jordling, der slet ikke kan flyve. Til gengæld er Mossi modig og en god ven. Lilja får hurtigt brug for sit nye venskab, da alfedrengen Duni pludselig forsvinder. Måske er han blevet taget til fange af selveste Dyndkarlen? 

Jeg er vokset op med Josefine Ottesens bøger om fepigen Roselil, og jeg var derfor spændt på, hvor tæt op af dem "Dyndkarlens tårer" ville ligge. "Dyndkarlens tårer" er heldigvis helt sin egen, og jeg nød at læse denne søde og hyggelige bog, om den nysgerrige alfepige Lilja.

Lilja er en sød, venlig, legesyg og utrolig nysgerrig alfepige, som man hurtigt kommer til at holde af. Hun gør ikke altid som hendes far ønsker, men vil meget hellere ud på eventyr og opleve verden. 

Mossi er en sød, sjov og skøn mosling, der også elsker eventyr. Jeg holdt meget af ham og hans nysgerrighed, og hvordan han modigt kaster sig ud i tingene. 

Lilja og Mossi bliver venner, selvom det ikke er normalt for en søalf og en jordbo, da de er alt for forskellige. De viser dog alle, at de ting de har fået fortalt, ikke stemmer helt overens med virkeligheden.

Jeg holdt også meget af Kvæk og Kvak, Liljas to skøre frøvagtmænd. De bliver sat på lidt af en prøve, med at holde øje med Lilja, og som voksen fik man lidt ondt af dem.

Josefine Ottesen er rigtig god til at fange læseren med sine beskrivelser af omgivelser og stemninger. Man bliver hurtigt grebet af universet og dets karaktere, og historien egner sig rigtig godt til en hyggelig højtlæsningsstund for de omkring 4-5 årige. Der er dog nogle steder, hvor den godt kan blive lidt uhyggelig for de små, men det bliver aldrig så skræmmende, at de ikke godt vil kunne klare det i selskab med en voksen. Bogen vil også sagtens kunne fungere til selvlæsning, da sproget er forholdsvist let og kapitlerne har en overskuelig længde, der er dog enkelte komplicerede ord, blandt andet nogle af navnene.

"Selv om vi måske ikke ved det, bærer vi alle på en sorg eller en længsel. I Spejldammen får vi øje på det. Lige i det øjeblik tager Dyndkarlen fat om ens hjerte og klemmer til, indtil man slipper sine tårer."

"Dyndkarlens tårer" er illustreret af Christian Højgaard, der på fineste vis fanger stemningerne og karakterende. Illustrationerne er rigtig flotte, og Njord på 2,5 år var meget optaget af dem under vores læsning. Det eneste lille men jeg har, er dog at illustrationerne er skiftevis sort/ hvid og i farver. Begge typer illustration er pæne, men jeg savnede at man havde været mere konsekvent, og valgt kun at gøre en af tingene, for det var tydeligt at dem med farver fangede min lille lytter mest.

Bogen indeholder desuden et flot kort over Nøkkerosesøen og det omkringliggende område, hvilket var fedt. Vi brugte det en del, da Njord synes det var sjovt at se, hvor Lilja og Mossi havde været.  

"Dyndkarlens tårer" er en rigtig god, spændende og sjov bog for små og store. Det er en historie om venskab, sorg og mod, og det at acceptere hinandens forskelligheder og ikke frygte hinanden, for vi er jo slet ikke så forskellige. Bogens hovedfokus er dog sorg, og modet til at vise sine følelser, da det er noget vi alle føler fra tid til anden. Den viser at det er okay at give disse følelser plads, da det kan være med til at hjælpe os igennem svære tider.

Historien ligger op til mange gode snakke med ens børn, og Njord og jeg fik os en god snak om det at græde og være ked af det. Jeg glæder mig dog til at læse den igen for ham og Freyr, når de bliver ældre, da det er en hyggelig historie.   

"En fabel om Fausto" af Oliver Jeffers

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*

"En fabel om Fausto" (org. titel "The Fate of Fausto") af Oliver Jeffers, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 

★★★★★

"En fabel om Fausto" handler om manden Fausto, der mente, at han ejede alt i verden, og som drog ud for at se alt der var hans. Han fik både blomsten, træet, fåret og bjerget til at bukke for sig. Men det var ikke nok for Fausto, så han tog ud på det store åbne hav. Men havet er ikke nemt at styre...

Det er snart ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker Oliver Jeffers historier og illustrationer. Jeg er vild med det poetiske i hans verden, og "En fabel om Fausto" er bestemt ingen undtagelse. "En fabel om Fausto" er en virkelig fin, sød og egentlig også rørende billedbog, som sætter tanker i gang. 

"En fabel om Fausto" er historien om en grådig og arrogant mand, som ikke har respekt for noget. Får han ikke sin vilje, råber og skriger han og tramper i jorden, lige indtil tingene gør som han ønsker det. Det er en historie om at værdsætte, hvad man har og at det man har også kan være nok, samt at vide at der er andre ting som betyder noget her i livet, i stedet for behovet for hele tiden at ville have mere. Fausto får sig dog også noget af en lærestreg, da havet nægter at lade sig underkaste af en mand, der hverken elsker det eller forstår dets vildskab.

Bogen er på knap 100 sider, men der er ikke meget tekst på siderne og skrift størrelsen er stor, så den er hurtig at komme igennem. Der er mange sider, hvor der bare er en enkelt linje med tekst og ikke andet, men den er til gengæld virkelig flot illustreret af Oliver Jeffers selv. I denne bog er illustrationerne lavet som litografier, og de er bare så fine. Jeg kan rigtig godt lide Oliver Jeffers lidt skæve streg, der er fyldt med personlighed og humor. En ting jeg godt kan lide ved illustrationerne i "En fabel om Fausto" er at farverne er holdt i naturlige og dæmpede farver, med enkelte sprælske farveklatter rundt omkring, som f.eks. pink/ neon laksefarvet og gul. Det er enkelt, men det passer så godt til historien og dens budskab.

En fabel er en fortælling, der ofte er moraliserende, og hvor man ikke er i tvivl om, hvad moralen er. Det er noget som "En fabel om Fausto" klart kan leve op til. Det er som sagt en historie om at værdsætte, hvad man har, men den handler også om, hvordan vi behandler hinanden og vores natur. Det er en meget tankevækkende historie, som klart ligger op til samtale omkring blandt andet menneskets forhold til naturen. For selvom mennesket prøver at styre naturen, så kan det ikke rigtig lade sig gøre, hvilket Fausto erfarer på den hårde måde.

"En fabel om Fausto" er en virkelig god, sød, flot og meget tankevækkende bog, om grådighed, magt, værdsættelse af det man har og måske vigtigst af alt, naturen. Jeg nød at læse den og smilte flere gange under min læsning. Bogen er perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund for de omkring 5-6 årige, men det er klart en bog alle vil kunne hygge sig med og få noget ud af, børn som voksne.
Jeg glæder mig i hvert fald til at læse og dele den med mine drenge.

"Carlsens Eventyr for de mindste" af blandede forfattere

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*

"Carlsens Eventyr for de mindste" af blandede forfattere, af Forlaget Carlsen, udgivet i 2019.

★★★★☆

Fra bagsiden:
CARLSENS EVENTYR FOR DE MINDSTE indeholder syv klassiske eventyr, der er udvalgt til at skabe en god og hyggelig læsestund med barnet.

Bogen indeholder:
H.C. Andersen: Svinedrengen.
Asbjørnsen og Moe: De tre Bukke Bruse.
Brødrene Grimm: Rødhætte.
H.C. Andersen: Klods-Hans.
Æsop: Bymusen og landmusen.
Jan Mogensen: Vanten.
H.C. Andersen: Fyrtøjet.

Jeg har altid holdt meget af eventyr, og især H.C. Andersen og Brødrene Grimm har en særlig plads i mit hjerte. Jeg nyder at læse de søde, rørende og til tider ret barske eventyr, og alle de budskaber de får ud. I "Carlsens Eventyr for de mindste" er der samlet syv kendte og elskede eventyr, som samtidig også er ret børnevenlige, og ikke alt for voldsomme. "Carlsens Eventyr for de mindste" er en rigtig god og sød eventyrbog, som børn og voksne kan hygge sig med.

"Carlsens Eventyr for de mindste" er historier der alle har været udgivet før i den udgave som bliver vidst i bogen, men som individuelle udgivelser, hvor de her er samlet i én eventyrbog. Dette er også grunden til at de forskellige eventyr har forskellige typer illustrationer, der er nemlig flere kunstnere inde over. Jan Mogensen har f.eks. illustreret både sit eget eventyr og "Rødhætte", men derudover finder man også fine illustrationer af Mårdøn Smet, Birde Poulsen, Iben Clante og Thierry Capezzone.

Jeg blev dog lidt overrasket over den slutning "De tre Bukke Bruse" havde fået, den var i hvert fald blevet lidt mere børnevenlig end da jeg selv var barn. Og selvom det jo er fint nok, så undrede det mig også lidt, at man ikke bare har beholdt den originale historie. For selvom den måske er lidt uhyggelig den gamle version, så ender det jo godt for gederne, og den er jo ikke mere uhyggelig end f.eks. "Rødhætte". "De tre Bukke Bruse" er desuden den historie som Njord på 2 år allerbedst kan lide, og som vi har læst flest gange, men "Vanten" er han også ret glad for.

"Carlsens Eventyr for de mindste" er en rigtig god og hyggelig bog, som passer perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund. Eventyrerne er hurtige at læse, hvilket gør den overskuelig for de små at lytte til. Desuden er der ikke meget tekst på siderne og hver side er prydet med en flot, og farverig illustration, som børnene vil elske. I "Fyrtøjet" er det f.eks. Rasmus Klump der er hovedpersonen, og det skabte stor begejstring herhjemme, da det var en figur Njord kendte. Så alt i alt en rigtig fin eventyrbog, med gode og sjove historier.

"Stenvogterens Forbandelse" (Amulet #2) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Stenvogterens Forbandelse" (org. titel "The Stonekeeper's Curse") af Kazu  Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 

★★★★★

"Stenvogterens Forbandelse" starter der hvor "Stenens Vogter" sluttede. Den grusomme elverkonge har udstedt en dødsdom over de to søskende Emily og Navin. Heldigvis beslutter den gådefulde ræv Leon Rødskæg sig for at hjælpe dem. Sammen udforsker de den mystiske amulets skjulte kræfter - og dem bliver der brug for: Det viser sig nemlig, at kun en frugt fra det sjældne Gadoba-træ kan redde Emily og Navins mors liv ... 

Jeg havde virkelig glædet mig til, at fortsætte serien om stenens vogter, da den første bog i serien bare var virkelig god og spændende, så forventningerne var høje. "Stenvogterens Forbandelse" skuffede bestemt heller ikke, og jeg var så opslugt af den spændende og medrivende historie, at jeg næsten ikke kunne lægge den fra mig!

Jeg holder stadig utrolig meget af børnene Emily og Navin. De kæmper stadig med at finde deres plads i denne nye verden, men de tager udfordringerne op med løftet pande, og de gennemgår begge en stor udvikling i forhold til det ansvar der er blevet dem pålagt. 

Emily kæmper med stenens styrke, og for ikke at miste sig selv og kontrollen, da stenen kan være ret dominerende. Hun har ikke altid tålmodigheden til at lytte til gode råd, da de er meget presset på tid i forhold til at redde deres mor, men ofte bliver hun dog tvunget til det, på den ene eller anden måde.

Navin finder ud af, at han også har en bestemt rolle i det hele, og at han kan gøre mere, end han måske troede. 

Derudover bliver vi i denne bog præsenteret for ræven Leon Rødskæg, som er dusørjager. Han er hemmelighedsfuld og snedig, men rigtig sød, hjælpsom og loyal, så han er svær ikke at komme til at holde af, Emily er dog skeptisk, da han vil lære hende og styre sine nye kræfter. 

Prins Trellis, Elverkongens søn, er en ret interessant karakter at følge. Han har en del skjulte motiver, og det er nogle gange svært at bedømme om han er ond eller rent faktisk god. Men det kan jeg egentlig ret godt lide, da det gør ham lidt mystisk.

"Du kan kun styre stenen, hvis du kan styre dit eget liv."

Sproget i "Stenvogterens Forbandelse" er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den meget overskuelig at læse. Kazu Kibuishi har både skrevet og illustreret "Stenvogterens Forbandelse" og den er bare så flot. Illustrationerne er rigtig fine, detaljerede og stemningsfulde. Teksten og dialogen spiller rigtig godt sammen med illustrationerne, og man føler ikke at man mangler noget i sin læsning, tværtimod. Man bliver suget ind i historien med den spændende historie, og de stemningsfulde illustrationer, at man knap kan slippe bogen igen. 

"Stenvogterens Forbandelse" fortæller måske ikke så meget om landet Alledia som jeg havde håbet, men man hører en del om de forskellige væsener der lever der. Desuden hører man om flere forbandelser, både den der hersker over byen Kanalis og den forbandelse der ligger over stenvogterne i forhold til deres samspil og magtkamp med deres sten. Jeg synes det er interessant at høre om disse ting, og jeg kunne godt lide, at man kun fik en brøkdel af vide og ikke fik afsløret, hvad profetien går ud på, da det holder os hen i spænding og gjorde mig endnu mere nysgerrig. Derudover lærte vi mere om Elverkongen, hvilket jeg også fandt meget spændende, da der ligger mange ting bag, som gør at man forstår ham lidt bedre, hvilket var fedt.

"Stenvogterens Forbandelse" er en super god bog, som holdt mig fanget fra start til slut og som jeg slugte råt. Den er mere hæsblæsende, intens og actionspækket end den første bog, og der sker mange ting, som gjorde at man aldrig kedede sig. Jeg er helt vild med denne serie, og jeg glæder mig virkelig meget til den næste bog i rækken udkommer, selvom jeg godt ved, at jeg skal vente et godt stykke tid endnu.