Viser opslag med etiketten børne fagbog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børne fagbog. Vis alle opslag

tirsdag den 11. oktober 2022

"FIFA World Cup. Qatar 2022 - Den officielle VM-guidebog" af Kevin Pettman

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"FIFA World Cup. Qatar 2022 - Den officielle VM-guidebog" (org. titel "FIFA World Cup 2022 Kids' Handbook") af Kevin Pettman, af forlaget Alvilda, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2022). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Sofie Boysen, Trine Glud og Tine S. Norbøll.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Spændingen stiger i optakt til verdens største fodboldkonkurrence! Den officielle VM-guidebog til VM i Qatar 2022 er perfekt til unge fodboldfans.
Denne guidebog er spækket med spændende viden om værtsnationen, superstadionerne, stjernespillerne og masser af VM-fakta og statistikker. Her er alt, hvad du skal vide for at blive VM-ekspert. Test dig selv med en række fodboldquizzer og opgaver, og skriv kampresultaterne ned i skemaerne, så denne bog bliver dit helt eget, personlige minde om VM 2022!

Til november skal vi til det igen. Fodboldfeberen vil sikkert ramme de fleste, og vi vil heppe på Danmark, for måske er det vores tur denne gang. Ja, VM nærmer sig med hastige skridt. Den 21. november går det løs, og med denne bog kan dit fodboldglade barn blive helt klar. "Den officielle VM-guide bog" er en sjov bog, fyldt med masser af spændende viden for fodbold fans, og mange sjove aktiviteter. Vidste du f.eks. er det er første gang at VM starter i november?

Bogen indeholder en masse facts om VM i fodbold, Qatar, nogle af de bedste målmænd, midtbanespillere, angribere og forsvar, og hvilke spillere man skal holde øje med. Man hører forskellige rekorder og statistikker, som man måske ikke lige vidste i forvejen. Det er f.eks. den tyrkiske spiller Hakan Şükür der har rekorden i hurtigst scorede mål ved verdensmesterskaberne, da han scorede kun 11 sekunder efter kampstart mod Sydkorea ved VM 2002. Derudover fortæller bogen, hvad man skal holde udkig efter når kampene bliver spillet, som man så kan krydse af. Det er alt fra super-udskiftere, jublende spillere, sensationelle straffesparkskonkurrencer, men også meget andet. Desuden er der sjove aktiviteter i bogen, som quizzer, tal lege og finde ord lege og meget andet. Til allersidst i bogen er der skemaer, hvor man kan skrive kampenes resultater ned, så man kan følge med i, hvem holdene kan spille mod og deres point.

"Den officielle VM-guide bog" er på 48 sider, og sproget er holdt let forståeligt. Siderne har billeder af forskellige fodboldspillere eller billeder fra mindeværdige VM-kampe. Bogen egner sig godt til selvlæsning fra ca. 9-10 år.

"Den officielle VM-guidebog" er en god og fin bog til fodboldinteresserede børn. Den rummer flere timers sjov, med aktiviteter og facts. Det er en sjov bog at have under VM, så man kan følge med og holde styr på kampenes resultater.
 


mandag den 8. august 2022

"Kvindelige opfindere og deres opfindelser" af Aitziber Lopez

*Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co, men alle holdninger er mine egne.*
"Kvindelige opfindere og deres opfindelser" (org. titel "Inventoras y sus inventos") af Aitziber Lopez, af forlaget Straarup & Co, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog spansk), oversat af Anne-Sofie Duch Teglgaard.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Kig godt på alle genstande, maskiner og møbler omkring dig. Hver eneste af dem blev opfundet af nogen. Og mange af dem blev skabt af kvinder, der ville gøre verden til et bedre sted. Det er umuligt at skrive om hver eneste kvindelige opfinder og deres opfindelser, men i denne bog kan du se et udvalg af nogle af de kvinder, der har gjort en forskel.
Find ud af mere, og dyk ned i en verden af fremskridt!

Som så mange andre har jeg egentlig aldrig spekuleret særlig meget over, hvem der har opfundet de forskellige ting som jeg benytter mig af hver dag. "Kvindelige opfindere og deres opfindelser" giver et hurtigt overblik over 14 ret banebrydende opfindelser, der alle er opfundet af kvinder, hvilket er ret sejt.

"Kvindelige opfindere og deres opfindelser" fortæller om 14 innovative og kreative kvinder, der har set muligheder og søgt løsninger, som vi alle kan værdsætte i dag. Man hører om Margaret A. Wilcox der har opfundet den første bilvarmer, og Marion O'Brien Donovan der udviklede de første engangsbleer. Derudover hører vi blandt andet om kvinder som Martha Coston, Sarah Mather og Mary Anderson samt Ángela Ruiz Robles der står bag opfindelser som nødblus, ubådsperiskop, vinduesviskere og forløberen til E-bogen. 
Der er mange geniale ting, som enten er opfundet af en kvinde eller udviklet ud fra en idé en kvinde fik. Jeg er ret imponeret over disse kvinder, for ikke nok med at de har opfundet nogle virkelig seje ting og været med til at ligge grundstenen for andre opfindelser. Så har de gjort det i nogle perioder i historien, hvor kvinder ikke blev anerkendt for deres arbejde og der generelt blev set ned på kvinder. Billedbogen giver nogle ret spændende fakta om samfundet på tidspunktet for opfindelserne, og de udfordringer det kan have givet kvinderne, som f.eks. at få patent på en opfindelse, fordi man er kvinde og ikke mand. 
Billedbogen viser os som sagt 14 ret smarte kvinder. Jeg synes dog det er lidt en skam, at der ud af de 14 kvinder, kun er to kvinder som ikke er fra Amerika. Jeg ved godt at man selvfølgelig bliver nødt til at begrænse sig, men der må da være flere kvinder rundt om i verden der har opfundet nogle seje og betydningsfulde ting, som har gjort en forskel og gjort hverdagen nemmere.

Billedbogen er ikke specielt teksttung, og de fakta og informationer der kommer er korte og præcise. Til gengæld er billedbogen rigt illustreret af Luciano Lozano, der med en sød, lidt barnlig streg får vist kvinderne og deres opfindelser, og nogle af de situationer der skabte idéerne til opfindelserne. Illustrationerne er så fine, og supplerer teksten rigtig godt. 

"Kvindelige opfindere og deres opfindelser" er en rigtig god og spændende billedbog, som viser at hvis man kan forestille sig det, kan det måske blive til virkelighed. Ingen idé er for skør, man skal bare prøve sig frem, og ikke lade sig stoppe af forhindringer. Det er en bog fyldt med bad ass kvinder, og den viser både piger og drenge, at man kan blive lige det man vil, så længe man har viljen, ser muligheder og tør drømme stort. Jeg håber der kommer flere af denne type bøger, med innovative kvinder fra hele verden.

God til nysgerrige piger og drenge, fra ca. 7 år, selvlæsning fra ca. 9-10 år. 




søndag den 25. april 2021

"Vilde vidunderlige dyr" af DR Ramasjang

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Vilde vidunderlige dyr - Fantastiske fortællinger fra Danmarks natur." af DR Ramasjang, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Kom helt tæt på Danmarks vidunderlige natur i 40 fortællinger om de vilde danske dyr. Tag på en rejse gennem skoven, ud til hav og kyst, hen over det åbne landskab, ned i søer og vandløb og ind til byen. Her er en spændende verden af små og store dramaer i dyrenes kamp for føde og overlevelse. Efter hvert afsnit i bogen får du en række forslag til, hvordan du selv kan komme endnu tættere på dyrene og få vilde vidunderlige oplevelser i naturen. 

Mit ældste barn går i naturbørnehave, hvor de har meget fokus på natur og dyrene omkring os. Derfor synes vi alle at det var sjovt sammen at dykke ned i denne bog, og snakke om de dyr der lever omkring os og deres levesteder. For hold op, hvor lever der egentlig mange flotte og fantastiske dyr i "lille" Danmark. "Vilde vidunderlige dyr" er en god og rigtig fin bog om det vilde dyreliv der findes i Danmark. 

Bogen er baseret på den populære Ramasjang serie af samme navn, der er en børneversion af DR1-serien Vilde vidunderlige Danmark. Bogen rummer en masse virkelig flotte og store billeder af de forskellige dyr relateret til teksten. Billederne er dem fra dokumentaren, og til tider er teksten taget ordret ud af dokumentaren, hvilket jeg egentlig godt kunne lide, da det skaber en fin sammenhæng. Det ekstra man får er så de forslag der kommer til ting, man kan lave ude i naturen til gavn for både dyr og natur.

Jeg kunne godt lide måden bogen er opbygget på. Den er ikke som klassiske opslagsværker om dyr, hvor man kun får en masse fakta og beskrivelser af dyrene. Denne bog fokusere mere på dyrenes liv og deres kamp for føde, parring og overlevelse. Desuden kunne jeg virkelig godt lide at fortællingerne om dyrene nærmest bliver små historier om dem, selvom det ikke er fiktion. Dog savnede jeg en lille bitte smule fakta, f.eks. hvor store dyrene kunne blive og sådan. 

"Vilde vidunderlige dyr" forklarer børn på en rigtig god måde, om den natur og det dyreliv der omgiver os. Efter hvert afsnit, der er delt op i SkovenHav og KystDet åbne landSøer og Vandløb og Byen, kommer der en række forslag til, hvad man kan lave ude i naturen for at komme tættere på dyrene og for at hjælpe dem. Det er f.eks. at bygge et sted til pindsvinene, hvor de kan sove, eller plante blomster til bierne og lave insekthoteller. Det er en meget fin idé at det er kommet med, og er nogle relativt nemme ting, som man kan lave sammen som familie.

Begge mine drenge holder meget af dyr, og de var begge meget optaget når vi læste i "Vilde vidunderlige dyr", som enten godnatlæsning eller på bilturen. Afsnittene om de forskellige dyr er nemlig ikke specielt lange, hvert dyr har ca. 3 sider, og de var hurtige og nemme at læse, og ikke alt for komplicerede i sproget, så selv de små kan være med. Desuden supplerer de mange fine billeder teksten rigtig godt, så der var rigeligt at kigge på for de små. Vi hyggede os i hvert fald meget med at læse "Vilde vidunderlige dyr", og kommer helt sikkert til at kigge i den flere gange. 

Anbefales fra ca. 3 år og op.





tirsdag den 20. april 2021

"Fortnite - Den ultimative guide til chapter 2" af Kevin Pettman

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvildamen alle holdninger er mine egne.*
"Fortnite - Den ultimative guide til chapter 2" (org. titel "The Ultimate Fortnite Chapter 2 Guide") af Kevin Pettman, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Anne Lund Gillesberg & Tine S. Norbøll.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Kalder alle Fortnite-Fans! Her er den guidebog, du skal bruge for at overleve Fortnites Chapter 2. 

Jeg har stadig ikke prøvet at spille Fortnite selv, men efter jeg læste den første guidebog blev jeg alligevel nysgerrig på denne mere opdaterede version, for det Fortnite den anden bog snakker om er blevet lavet om, og universet er fornyet og opdateret i chapter 2. "Fortnite - Den ultimative guide til chapter 2" er en god og meget detaljeret guide til spillet, opdateringerne og universet.

"Fortnite - Den ultimative guide til chapter 2" forklarer via tekst og billeder fra spillet, hvad der skete da det sorte hul kom frem, og hvordan spillerne måtte vente i 37 timer før der blev åbnet op for chapter 2. Derudover fortæller den en masse om de nye våben der er kommet, de nye måder hvorpå man kan eliminere sine fjender på f.eks. ved at springe en benzinpumpe i luften. Man får viden om nye skjulesteder, man får tips og tricks til at overleve chapter 2, og generelt hører man om mange af de nye ting som er kommet med chapter 2, og der er sket en del. Desuden indeholder bogen fun facts og facts omkring spillet og dets skabere, der er episke Fortnite-fails, der er tests og sider, hvorpå man selv kan skrive, bl.a. sit spillernavn og hvilke våben og køretøjer man foretrækker. Bogen er altså mere interaktiv end den anden bog, hvilket jeg synes er en ret sjov detalje. Der er også nogle sider om internetsikkerhed, da det jo ofte er børn der spiller Fortnite.

Jeg kan godt lide, at at bogen går så meget i dybden med spillet, og alt hvad der foregår, så man får et godt overblik over spillet. Jeg kunne også godt lide at der er billeder fra selve spillet med, så man også får et bedre visuelt indtryk af Fortnite universet. Det er med til at gøre det lettere at sætte sig ind i spillet, da man vil kunne genkende dem når man spiller. Man lærer en del om Fortnite gennem denne bog, og den kan læses af både Fortnite fans som vil lære meget mere, og blive bedre til spillet. Men den kan med fordel også læses af nysgerrige forældre, der gerne vil vide mere om det spil deres børn elsker. Bogen giver i hvert fald et godt indblik i spillet.

"Fortnite - Den ultimative guide til chapter 2" er interessant læsning, og jeg forstår spillet mere og mere. Jeg kan godt se det sjove i spillet, med alle de forskellige skins, våben og sejrsdanse, men jeg kommer nok ikke selv til at spille Fortnite. Men hvis du vil have mere viden om Fortnite, så kig i denne bog.




fredag den 6. november 2020

"Fortnite - Den ultimative guidebog" af Kevin Pettman

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Fortnite - Den ultimative guidebog" (org. titel "Fortnite - Battle Royale Ultimate Winners Guide Independent and Unofficial") af Kevin Pettman, af forlaget Alvilda, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat at Iben Falden og Tine S. Norbøll. 
★★★☆☆

Fra bogens bagside:
Dette er den eneste guide, du behøver for at BYGGE, OVERLEVE og til slut vinde VICTORY ROYALE i Fortnite Battle Royale! Få al den vigtigste info - fra BASALE SPILLETRICKS til EKSPERTTIPS. Derudover er der en Save the World.guide som bonus. Lær de VIGTIGSTE KAMPTRICKS, find ud af, hvad der er de BEDSTE VÅBEN, og byg de FARLIGSTE FÆLDER og de mest ROBUSTE BYGNINGER. Denne ultimative guide er smækfuld af livsvigtig info og alle de tips og tricks, du skal bruge for at blive DEN SIDSTE, DER ER TILBAGE!

Jeg har aldrig spillet Fortnite før, og kendte faktisk ikke rigtig noget til det, før jeg fik denne bog i hænderne. "Fortnite - Den ultimative guidebog" er en god og detaljeret guide ind i spillet og dets univers. 

Bogen forklarer via tekst og billeder fra spillet, hvad Fortnite går ud på, hvad man skal gøre for at overleve, og hvordan man lægger fælder. Derudover forklarer den, hvilke våben der er bedst, og hvordan man laver en sej og kampdygtig karakter, og gerne med et sjovt dance move. Desuden kommer den med en guide til de forskellige ord og udtryk man støder på i spillet, så man kan forstå, hvad der foregår. Der er også nogle sider om internetsikkerhed, da det jo ofte er børn der spiller Fortnite. 

Jeg kunne godt lide, at bogen går så meget i dybden med spillet, og alt hvad der foregår, så man får et godt overblik over spillet. Jeg kunne også godt lide at der er billeder fra selve spillet med, så man også får et visuelt indtryk af spillet og dets univers. Samtidig gør det, det nemmere at sætte sig ind i spillet, når man har et billede af de forskellige ting, og derfor vil kunne genkende dem når man spiller. Jeg har dog på fornemmelsen, at en del ting har ændret sig siden denne bog udkom, for spil ændrer sig konstant. Derfor er denne bog måske heller ikke så aktuel mere, men jeg synes stadig man kan lære en del af den, da det er en meget grundig introduktion til Fortnite.

"Fortnite - Den ultimative guidebog" er interessant læsning, og jeg forstår nu mere om det spil, som mange børn kommer og spiller på biblioteket. Og selvom bogen måske er lidt forældet nu, så er den stadig god, og man kan lære mange ting af den. Jeg vil anbefale den til fans af Fortnite, men især nye spillere af Fortnite. Den kan også anbefales til forældre hvis børn spiller Fortnite. Det er nemlig en god og nem måde, at få mere viden om det spil ens børn måske elsker, og måske lader de endda én spille med. 





mandag den 9. marts 2020

"Fuglene omkring os - En bog med fuglestemmer for hele familien"

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Fuglene omkring os - En bog med fuglestemmer for hele familien" (org. titel "Bird Song"), af forlaget Carlsen, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

Fra bagsiden:
Kender du fuglene i din have? Kan du se forskel på en spurv og en stær? FUGLENE OMKRING OS er en guide til de mest almindelige danske fugle. Lær at genkende fuglene på deres udseende og stemme, og find ud af, hvor de lever, hvad de spiser, og hvordan de opfører sig. Brug de detaljerede billeder og 10 fuglelyde som en hjælp til at identificere de enkelte fuglearter. FUGLENE OMKRING OS er både en guide til ivrige begynder og til mere erfarne fugleentusiaster. 

Jeg kender en del fugle, men kun af navn og udseende, nogle fuglestemmer kan jeg dog sagtens placere, men det er langt fra alle. Men med en 2 årig der spørger, hvad alting er, så tænkte jeg at denne bog kunne være spændende og lærerig for os begge, selvom den er ret teksttung for en på 2 år. "Fuglene omkring os" er en rigtig flot og hyggelig bog, som både små og store kan lære noget af.

Bogen har en fin introduktion til det at kigge på fugle, og hvordan vi alle mere eller mindre ubevidst kigger på fugle og har et forhold til fugle. Om det er at kigge på dem af interesse, om det er at fodre dem, eller om det er at deres kvidder minder os om ting og stemninger. Fuglene og ikke mindst deres sang, er noget de fleste af os har et forhold til, på den ene eller anden måde.
Efter introduktionen bliver vi præsenteret for ti danske fugle. Vi får noget af vide om de forskellige arter, deres udseende og levesteder, og hvordan de er blevet udbredt gennem tiden. Vi får blandet andet noget af vide om, hvor mange ynglepar der er, og hvor mange kuld de kan få årligt. Udover disse informationer er der også en lille fakta boks omkring den pågældende fugl, med udseende, størrelse, stemme, levested, udbredelse og føde, samt fuglens latinske navn. Til allersidst i bogen bliver der givet gode råd til fuglekiggeri, hvis man skulle få lyst til at gå ud i naturen og kigge på fugle, samt links til, hvor man kan finde flere oplysninger om fuglene.

Jeg har altid været fascineret af fugle og tanken om at flyve som dem. Jeg elsker fuglekvidder, der for det meste er super hyggeligt. Noget lyder rigtig godt og andet er lidt mere irriterende, men jeg elsker det. For mig varsler fuglesang forår og varmere tider, men også sommer og hygge. Jeg har mange gode minder fra sommerferier, hvor jeg har siddet og læst udenfor, mens jeg har hørt lærken og bogfinken synge, uden jeg dog har vidst at det var disse fugle, men det gør jeg så nu pga. denne bog. For mig er de to fugle og deres sang lyden af sommer, hygge, Jylland, marker og gode stunder, så jeg bliver rigtig glad, når jeg hører dem. Men jeg har også lige lært, at de to fugle er mest udbredte i Jylland, så det giver jo god mening, at det er der jeg har hørt dem.
Derudover har jeg altid holdt rigtig meget af gråspurven, musvitten og rødkælken, da jeg synes de er så flotte og nuttede. Jeg holder også meget at solsortens sang, da den er så fin, men også fordi da jeg var lille, havde en solsort i vores have der på et tidspunkt kunne fløjte Barbie Girl af Aqua. Bogen her fortæller så, at det er normalt for solsorte at gentage lyde, hvilket den solsort var et tydeligt bevis på.
Jeg har spurgt Njord, når vi har kigget på billederne, hvilken fugl han bedst kan lide, og det er uden tvivl duen, og han render tit rundt og siger duelyden, du-duuu.

"Fuglene omkring os" er en rigtig fin bog, på ca. 24 sider, med nogle gode tykke papsider. Det er ikke fordi der står meget på siderne, men der kommer alligevel nok information om de forskellige fugle til, at man lærer noget om dem. Tekstmæssig er den dog lidt tung, og er derfor også anbefalet fra de ca. 7 år og op efter, men hvis interessen er der, kan den godt læses med en der er lidt yngre. Derudover kunne jeg rigtig godt lide fakta boksene, der lige gav det sidste overblik, så man rigtig kan spotte dem ude i naturen, og det overraskede mig, hvor store nogle af dem egentlig er. Desuden er der to-tre billeder af den pågældende fugl, samt en blyanttegnet skitse af fuglen. Jeg kan rigtig godt lide detaljen med skitsen af fuglen og de små noter der er skrevet til, men som også bliver tydeliggjort i fakta boksen. "Fuglene omkring os" er nærmest sat op som en notesbog, hvilket er en rigtig sjov og fin idé. Jeg kan også godt lide at man har givet bogen lyd, sådan at man også får mulighed for at høre fuglenes sang. For nogle gange er de jo det eneste man ser og hører til fuglen, og så er det jo rart, hvis man kan spotte den ud fra dens sang. Lyden i bogen er i virkelig god kvalitet, og man er slet ikke i tvivl om, at det er optagelser af ægte fuglekvidder.

"Fuglene omkring os" er en rigtig god og lærerig bog, som folk i alle aldre vil kunne hygge sig med og lære noget af. Den måde bogen formidler informationen på, både gennem facts, men også gennem billeder og lyd, er meget anderledes end, hvad jeg er vant til i fagbøger for både børn og voksne, og det er en virkelig spændende og forfriskende måde at gøre det på. Det bliver nemlig ret håndgribeligt og mere levende for børnene, da man kan snakke om både billederne og lydene, og snakke om, om man har set eller hørt dem før.

 "Fuglene omkring os" er en rigtig god introduktion til fuglene som lever tæt omkring os, og er en hyggelig måde at lære sine børn om fuglene på. Jeg glæder mig i hvert fald til at Njord bliver lidt ældre, så vi kan læse og snakke om fuglene i bogen, for lige nu det mest lydene der trækker, men de bliver så også gennemgået flittigt. Han bladre bogen igennem, og finder den tilsvarende fugl og hygger sig med det, og her er jeg lykkelig for den tykke kvalitet på papsiderne, de kan nemlig tåle lidt af hvert. Så har du en lille fugleentusiast derhjemme, så er denne bog et oplagt bud til fordybelse, for den er godt nok fin.