onsdag den 23. februar 2022

"Snefræserduellen" (Opdagerklubben #4) af Bobbie Peers

"Snefræserduellen" (org. titel "Oppdagerklubben 4 - Snøfreserduellen" af Bobbie Peers, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog norsk), oversat at Lene Ewald Hesel.
★★★★★

Fra bagsiden:
De livsfarlige og fæle snefræsere har overtaget toppen af fjeldet, hvor sneskovlerne ellers bor. Og de kan kun vinde deres hjem tilbage, hvis de takker ja til udfordringen om en sneduel. Men de hverken tør, vil eller kan kaste snebolde helt derop. Er det noget, som Ella og Felix kan løse?

Herhjemme er vi store fans af Opdagerklubben. Ella og Felix kommer altid ud på spændende og sjove eventyr, som opsluger sine læsere eller lyttere, og "Snefræserduellen" er ingen undtagelse. "Snefræserduellen" er virkelig god, fængende og sjov, og både mine drenge og jeg var fanget fra start til slut.

Jeg holder virkelig meget af både Ella og Felix. De er begge søde, hjælpsomme, opfindsomme, nysgerrige og modige. De kaster sig bare ud i tingene, også selvom nogle af de udfordringer de støder på skræmmer dem. Ella er til tider lidt mere handlekraftig end Felix. Felix er dog god til at berolige dem omkring ham. 

Historierne om Opdagerklubben foregår i en verden der er inde i Ellas ombyggede globus, og når Felix trykker på kaldeknappen skrumper hun og bliver suget ind i globussen, hvilket jeg synes er ret sjovt og fedt. I "Snefræserduellen" havner de i et meget koldt snelandskab. De skal hjælpe de kæmpe, store sneskovlere, som lidt ligner yetier. De er nemlig blevet jaget væk fra deres hjem på fjeldets top, og er nu ved at gå til af hedeslag. De endnu større og meget farlige snefræsere har jaget dem væk, og har nu udfordret dem til en sneboldsduel. Eller det tror sneskovlerne, Ella og Felix i hvert fald. Men der er noget mystisk ved snefræserne, og der venter Ella, Felix og sneskovlerne en stor, men lille overraskelse. 

"De stirrede hjælpeløst på den kæmpestore snebold, der kom buldrende ned imod dem. Da den kun var nogle få meter væk, kneb Ella øjnene hårdt i. Hun, som ellers elskede sne!"

Sproget i bogen er let forståeligt, og kapitlerne er korte. Kapitlernes længde gør den overskuelig for de mindste at følge med. "Snefræserduellen" passer perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund for de ca. 4-5 årige og op. Den er nemlig rigtig underholdende, også for de lidt ældre børn og voksne. Bøgerne i serien kan dog også sagtens bruges til selvlæsning fra omkring 9 år og op. Der er dog enkelte ord som kan være lidt svære, da Felix er kendt for at snakke lidt sært. Derudover indeholder bogen de skønneste illustrationer lavet af Sandra Steffensen. Hun laver nogle virkelig flotte og meget humoristiske illustrationer, så man nemt kan se hele historien for sig. De er detaljerige og sjove, og jeg er bare vilde med dem!

"Snefræserduellen" er en virkelig god, spændende, sjov og action spækket bog, som min familie og jeg har hygget os med at læse. Bøgerne om Opdagerklubben er altid et hit hjemme hos os, og de bliver læst igen og igen. Begge mine børn elsker dem, den lille på 2 år, har dog lidt svært ved at koncentrerer sig om dem i længere tid, men min 4 årige kan dem snart udenad. Vi er vilde med Ella og Felix, og de vilde eventyr de tager os med ud på, og vi glæder os til mange flere. 

Jeg vil virkelig anbefale alle at kaste sig over denne serie, den er herlig!




tirsdag den 22. februar 2022

"Troldeliv - Isskoven" af Sissel Bøe og Peter Madsen

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Troldeliv - Isskoven" af Sissel Bøe og Peter Madsen, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020
★★★★☆

Fra bagsiden:
"Hvem er det, der banker på min dør?" brøler fjeldtrolden Gruske, da Paja og Pajko kommer på besøg med troldefar. Og ved du hvad? Gruske har TRE HOVEDER!
Men ikke nok med det. Han har også en vildt irriterende dreng, der hedder NOK. Paja og Pajko har aldrig mødt nogen, som er så underlig. Men Nok kender alle dyrene på fjeldet, og så har han sit eget slot af is! Hvem kan stå for det? ikke Paja og Pajko i hvert fald...

Herhjemme er vi ret begejstrede for Troldeliv serien, og vi hygger os altid med at følge Paja og Pajkos eventyr. "Troldeliv - Isskoven" er bestemt ingen undtagelse, og begge mine børn var meget optaget af historien og de fine illustrationer. "Troldeliv - Isskoven" er en god og hyggelig billedbog, som vil få børn og voksne til at smile.

Jeg er ret glad for troldetvillingerne Paja og Pajko. De er søde, nysgerrige, og modige. De er meget venlige, og vil gerne tro på det bedste i andre, og så er de rigtig gode til at hjælpe deres venner, og vise omsorg over for andre. 
Troldeungen Nok er lidt irriterende og underlig, hvis man spørger Paja og Pajko. Han er anderledes end dem, og så taler han sjovt. De synes nogle gange han er lidt egoistisk, og stjæler fra dyrene i fjeldet. Nok siger dog at tingene er der for hans skyld, og Nok har nok i sig selv. Han er ikke meget for at dele og hjælpe, for han har altid været alene, men på et tidspunkt får han brug for hjælp, og der lærer han noget meget vigtigt.

"Troldeliv - Isskoven" er en historie om venskab, ensomhed og selvværd. Nok har været vant til at klare sig selv, og at hans far ikke er så interesseret i ham. Men så møder han Paja og Pajko. De har hinanden, de hjælper hinanden og de har en familie der bekymrer sig for dem. De tre troldeunger lærer utrolig meget af hinanden. Nok lærer dem at klare sig i den rå natur, f.eks. hvordan de finder mad og hvordan man holder varmen en kold nat. De lærer til gengæld Nok, at man ikke altid kan klare sig selv, at man nogen gange har brug for andres hjælp og at det er rart at have gode venner, som er der for én og holder af én. Derudover viser bogen at selvom man ikke ligner hinanden, og opfører sig anderledes end de andre, så kan man sagtens blive venner. 

"Nu går der en sky for månen, og isslottet henligger i mørke. Paja og Pajko klynger sig tæt til hinanden, mens Nok ligger alene på sit uldtæppe. De kan ikke se ham, men de kan høre hans tænder klapre i mørket. Paja mærker en ishånd i ryggen, men på maven og brystet strømmer varmen fra Pajko."

Billedbogen er på knap 40 sider, med en del tekst. Sproget er dog let og forståeligt, og fyldt med dialog. Derudover er siderne rigt dekoreret med Peter Madsens fantastiske illustrationer, som er så detaljerede og stemningsfulde, og generelt bare rigtig søde. De supplerer historien rigtig godt, og der er masser at gå på opdagelse i, både under og efter læsningen. Mine drenge er i hvert fald vilde med dem. 

"Troldeliv - Isskoven" er en rigtig god, sød og hyggelig billedbog, der passer perfekt til højtlæsning for de ca. 4 årige. Vi hyggede os i hvert fald med den, og ser frem til flere sjove og spændende eventyr med Paja og Pajko, og alle de andre fra Troldehøjen. 




mandag den 14. februar 2022

Inspiration til læsning på Valentinsdag #2

*Nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer modtaget fra forlaget, andre har jeg selv købt.*

I dag er det Valentinsdag, og jeg synes derfor det kunne være hyggeligt, at komme med 10 søde, rørende og romantiske bud på bøger, som man kan læse her på kærlighedens dag, hvis man selvfølgelig ikke har andre planer. Men lidt læsning kan man vidst altid finde plads til.

Jeg har valgt kun at tag en bog af hver enkelt forfatter, for ellers ville listen blive meget længere, og præget af nogle bestemte forfattere. Desuden er det bøger der enten har fået en særlig plads i mit hjerte, og som har rørt mig dybt, eller som ganske enkelt har varmet mig under min læsning og fået mig til at smile og grine.
Det er en god blanding af Tween, YA, fantasy/ sci-fi og voksen skønlitteratur, så der burde være noget til enhver smag, også til dem der normalt ikke er til de store kærlighedserklæringer i bøger.
"Stolthed og fordom" af Jane Austen, har jeg ikke fået anmeldt på min blog, da jeg læste den inden jeg oprettede bloggen i sin tid, men ellers kan du finde mine anmeldelser ved at trykke på bøgernes titel.
 
Denne bog handler om Molly der har været hemmeligt forelsket 26 gange, snart 27 gange. Det er en virkelig skøn, hjertevarmende og underholdende bog, og jeg tog mig selv i at grine højt flere gange. Becky Albertalli skriver virkelig godt og levende, på en sådan måde at man konstant sidder med et smil på læben. Det er dog ikke kun en kærligheds historie, for den handler lige så meget om venskaber, søskende forhold, homoseksualitet, og generelt bare det at acceptere sig selv. Det giver lidt mere dybde til historien, end bare den klassiske kærlighedshistorie. Den er virkelig god! 

Selvom denne bog foregår i december måned kan den sagtens læses hele året rundt. Den er simpelthen så sød, sjov og hyggelig, og en af de bedste bøger jeg læste sidste år. Jeg både grinte og krummede tæer, over de 10 meget forskellige og akavede dates Sophies familiemedlemmer har arrangeret. Det er en skøn bog om knuste hjerter, første forelskelser, venskab og familiebånd. Så trænger du til en hyggelig kærlighedsbog, som man flyver igennem og som varmer, så er denne et godt bud. 

"Udvælgelsen" af Kiera Cass:
Dette er en bog der næsten har det hele, kærlighed, forbudt kærlighed, venskab, intriger, klasseskel
og flotte kjoler. Det er en sød og medrivende historie, der minder lidt om en blanding af tv-programmet "The Bachelor" og en slags "Cinderella story". Jeg elskede den og synes det var sjovt at følge alle forholdene. Så hvis du er til dystopiske fantasy bøger, men gerne vil læse noget med lidt mere kærlighed i, så er "The Selection"-serien et godt bud.

"A thousand pieces of you" af Claudia Gray:
Kærlighed i flere dimensioner. Dette er en kærlighedshistorie i et sci-fi univers, hvor karakterende rejser mellem flere forskellige og alternative dimensioner, men deres kærlighed fører dem sammen i alle dimensionerne, selv der hvor det virker umuligt. Det er en virkelig sød kærlighedshistorie, men derudover er historien virkelig gribende og spændende. Så hvis du ikke er så meget til den klassiske kærlighedsbog, men godt kan lide bøger med alternative universer, hemmelige plots og kærlighed, så er dette en mulighed.

Denne bog er til de lidt yngre læsere, men den er fantastisk. Det er en klassisk fake-dating historie. Astrid er god til at lyve, og hun får bildt de andre piger i sin klasse ind at hun har en kæreste, men da de vil møde ham får hun et problem. Astrid afpresser derfor en dreng hun kender, til at spille hendes kæreste i en periode, og det ender selvfølgelig ikke helt som planlagt. Jeg forelskede mig i denne historie helt fra start, og den endte med at røre mig dybt. Den er god, sød og rigtig sjov, og er letlæst. 

Denne bog foregår i min absolut yndlings by, Paris. Og hvad er næsten mere romantisk end Paris, kærligheds byen? "Anna og det franske kys" varmede mit hjerte og bragte smil frem på læben. Jeg slugte Anna og hendes crush St. Clairs kærlighedshistorie, og alle de forvirrede følelser de skulle igennem. Den parisiske stemning var lige prikken over i'et. Så trænger du til en sød, hyggelig og hjertevarmende bog, samt en rejse til det franske, så læs den her bog. 

Denne bog foregår i 1700 tallet, hvor overtroen om de underjordiske, så som elverfolket, er på sit højeste. Bogen er skrevet meget autentisk i forhold til tiden, og man føler virkelig man befinder sig i 1730'erne. Bogen bliver mere og mere spændende jo længere ind i den man kommer, også selvom det virker til at være en umulig kærlighedshistorie. Det er en rigtig god og fængende bog, som drager sine læsere med sin mystik. Så er du til paranormale romancer, og synes fortidens overtro er spændende, så giv denne bog et skud. 

❤ "Stolthed og fordom" af Jane Austen:
Denne historie er en af mine personlige favoritter, både som bog, film og tv-serie. Den er fantastisk, og fyldt med kærlighed, humor og selvfølgelig stolthed og fordomme, som fører til en masse misforståelser mellem Elisabeth og Mr. Darcy. Jane Austen forstod virkelig at skrive kærlighedshistorier, mens hun skildrede samfundet i England i 1800'tallet, og selvom de foregår for over 200 år siden, kan man stadig relatere til nogle af deres følelser og usikkerheder. Så elsker du en god klassiker fyldt med romantik, eller vil du gerne læse en god, romantisk klassiker, så anbefaler jeg denne på det højeste. Denne bog er heller ikke anmeldt på bloggen, men jeg gav den 5 stjerner på Goodreads.

"Mig før dig" af Jojo Moyes:
Dette er også en bog der er svær at komme udenom, og igen kender du den nok igennem omtale. Denne bog er en af mine yndlings bøger, og den har fået en ganske særlig plads i mit hjerte. Jeg er sikker på at den også vil røre noget i dig, og måske endda knuse dit hjerte. Det er en bog, hvor man skal have kleenex klar, for hold nu op en smuk og rørende historie! Den fortjener at blive læst af alle, også selvom det ikke er Valentinsdag! Så hvis du endnu ikke har læst den, så skynd dig at gøre det, for den er helt fantastisk!

"Julie" af Anne Fortier:
Her får vi en ny vinkel på Shakespeares "Romeo og Julie", da bogens hovedperson finder ud af at hendes familie er forbandet, og den eneste der kan redde Julie fra hendes skæbne er hendes Romeo. Det er en lidt anderledes kærlighedshistorie, da den er blandet med en spændingsroman,. Så tag med til Italien, hvor Julie søger sandheden om sin familie og Romeo og Julie. Holder du af kærlighedshistorien om "Romeo og Julie", er denne bog oplagt. Den er romantisk og spændende, hele vejen igennem.

onsdag den 9. februar 2022

"Sjælens pris" (Dæmonherskerens arving #3) af H. W. Klaris

"Sjælens pris" af H. W. Klaris, af forlaget Tellerup, udgivet i 2016.
★★★☆☆

Fra bagsiden:
Ally accepterer at blive i Underverdenen, men inden hendes venner får lov til at vende tilbage til Jorden, skal hendes dæmoniske gener vækkes. Ikke alle er lige begejstrede for hende tilstedeværelse blandt dæmonerne, og slet ikke efter at en gammel profeti går i opfyldelse. Da Tristan en dag bringer Ally med op til Jorden, får de et tilbud som kan ændre deres liv. Det er nu op til arvingerne at beslutte hvilken sti de vil følge. 

"Sjælens pris" har alt for længe stået ulæst på min reol, men nu var det altså tid til at læse den. Jeg har slugt de to første bind i serien, "Skyggernes bog" og "Skæbnens kald", og jeg var derfor meget spændt på at læse denne. Jeg endte også med at sluge "Sjælens pris" da det er en god, spændende og intens bog, desværre levede den ikke helt op til mine forventninger. 

Ally er kommet ned i Underverdenen, hvor hun nu lever som en hybrid, da hun både har hekse- og dæmon gener. Hun har udviklet sig en del igennem serien, men selvom hun er blevet bedre til at sige fra, kommer hun ud i mange situationer, hvor hun bliver tvunget til nogle ting, hun egentlig ikke har lyst til, men hvis hun ikke gør det kan de få fatale konsekvenser. Derudover kæmper hun ret meget med jalousi overfor en af Tristans tidligere 'kærester', og det kommer nogen gange lidt i vejen for hende og hendes beslutninger.
Jeg holder stadig meget af Tristan, der i denne bog viser sig fra sit sande jeg. Han er lidt mere hård i denne bog, da han har en ret betydningsfuld rolle i Underverdenen, men samtidig vil han gøre alt for Ally, også selvom det har store konsekvenser for ham selv.

Ligesom med de to forrige bøger går tingene ret stærkt i denne bog, og nogle ting kommer lidt let til dem. I "Sjælens pris" lærer vi dog mere om Underverdenen, og den profeti Ally er en del af, hvilket var rigtig interessant. Til gengæld høre vi ikke rigtig til Cathrine Larchin, og det synes jeg var lidt ærgerligt, da delen med heksene og Allys forbindelse til dem, var rigtig spændende. Jeg kunne også godt have tænkt mig at høre lidt mere om det særlige ved at være hybrid, da Ally ikke er den eneste i Underverdenen som er hybrid. Desuden høre vi om en krig der er på vej. En krig mellem dæmonerne i Underverdenen og Vogterne af Den Øvre Verden. Der blev bare aldrig rigtig gået i dybden med det. Jeg må også indrømme, at jeg synes slutningen var lidt for åben til min smag. Jeg har normalt ikke noget imod åbne slutninger, men denne bog har lagt op til så meget, og så sker det bare ikke rigtig. Slutningen ville egentlig have været okay, hvis det var fordi der kom et fjerde bind, men det gør der ikke, og det er efter min mening lidt ærgerligt, den den ellers er super god og spændende.

"'Du kan da ikke bære ansvaret for hele menneskeheden på dine skuldre.' 'Hvorfor skulle mit liv være mere værd end den?'"

Bogen er skrevet i et let sprog. Der sker hele tiden noget, og de fleste af kapitlerne slutter ret spændende, så man har bare lyst til at vende side efter side, hvilket skaber et ret godt læse flow. Så det var svært at ligge den fra sig. Jeg vil anbefale den til læsere fra 14 år og op.

"Sjælens pris" er en god, spændende og fængende bog om paranormale kræfter, kærlighed og svære valg, som holdt mig fanget fra start til slut. Slutningen var jeg dog ikke helt begejstret for, hvilket jeg er lidt øv over, da jeg ellers er rigtig glad for serien og den udvikling både karakterende og plottet har taget. Jeg havde dog en lidt flad følelse, da sidste side var vendt. Jeg kunne godt bruge en ekstra bog, så de kunne få det endelige slag. Men udover det er det en god bog.


torsdag den 3. februar 2022

"Bare numser i sneen" af Annika Leone

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Bare numser i sneen" (org. titel "Bara rumpor på backen") af Annika Leone, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2021). Læst på dansk (org. sprog svensk), oversat af Camilla Schierbeck. 
★★★★☆

Fra bagsiden:
Mira skal på skiferie med mor og far. Hun glæder sig til at stå på ski, og familien skal også prøve at vinterbade. Men bader man ikke kun udenfor om sommeren? I saunaen er der rigtig meget at kigge på - en masse nøgne kroppe, der ligner hinanden, og så alligevel ikke ...

Billedbøgerne om Mira og hendes oplevelser både i svømmehallen, på nudiststrand eller nu i sneen er meget populære hos mine børn. Endnu en gang savnede jeg dog lidt flere beskrivelser af kroppene, og alle deres forskelligheder. Men "Bare numser i sneen" er en rigtig god, sød og sjov billedbog, om Mira der er på skiferie med sine forældre, og skal ud og vinterbade. 

Jeg holder meget af Mira. Hun er en sød og nysgerrig pige, der tør kaste sig ud i mange nye ting. Selv de ting hun synes er lidt underlige, som f.eks. at vinterbade. Men hun gør det, og hun bliver overrasket over det.

"Bare numser i sneen" er på ca. 32 sider. Sproget er holdt let forståeligt, og der er ikke meget tekst på siderne. Bettina Johanssons illustrationer pryder endnu en gang historien, og de supplerer handlingen så godt. De søde illustrationer er fyldt med humor og barnlig naivitet, som klæder historien og Mira rigtig godt. Illustrationerne viser på humoristisk vis mange forskellige kropstyper, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Alt bliver vist, alt lige fra deller, appelsinhud, rynker, store, små, firkantede og runde numser, runde, hængende og strittende bryster. Der er tissemænd i forskellige størrelser, og kropsbehåring samt tatoveringer i forskellige mængder. Det hele bliver vist, men uden at det bliver for meget, da det bliver gjort med et glimt i øjet.

Jeg kan godt lide når bøger forsøger, at give et realistisk billede af, hvordan menneskekroppen ser ud, og ikke på en glansbillede agtig måde. Kroppen bliver vist som den er, og det er utrolig vigtigt. Billedbogen er skrevet af den svenske kropspositivist Annika Leone, som gerne vil give børn et sundt blik på deres kroppe og samtidig stille spørgsmålstegn ved folks krops- og nøgenhedsangst, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. Jeg synes også at det lykkes, og uden særlig meget tekst får hun fortalt i samarbejde med illustratoren Bettina Johansson, hvordan vi alle ser forskellige ud og at alle kropstyper og mennesker er rigtige, og det bliver gjort på en fin og sød måde. I denne bog er der endda en illustration af en mand i kørestol med, og det synes jeg er fedt, da det igen viser, hvor mange forskellige typer mennesker der findes, men at det hele er naturligt, og ikke noget vi skal være bange for at snakke om. Til gengæld synes jeg godt kroppene kunne være blevet beskrevet mere i teksten, lige som i den første billedbog. I denne billedbog er kroppene ikke fokusset for selve historien, men det synes jeg egentlig heller ikke de er i illustrationerne, som i de to forrige. Kroppene bliver nærmest gemt for meget væk i denne bog, og personernes ben skjuler faktisk det meste. Jeg synes det er ærgerligt, når det jo er det bogen også gerne vil vise. Jeg ville have elsket at både have set mere, men især at høre Miras beskrivelser, for beskrivelserne er sjove og så lige til, og giver billedbøgerne den barnlige charme. Der er dog stadig masser at snakke med ens børn om, da illustrationerne er meget detaljerede, og så kan man jo passende høre deres tanker om de forskellige kroppe, og hvad man siger højt.

"Bare numser i sneen" er en sød og underholdende billedbog, der tør provokere lidt med især dens illustrationer. Jeg kunne rigtig godt lide den, selvom jeg savnede at se og høre mere om kroppene. Men jeg havde et smil på læben hele vejen igennem, og begge mine drenge på henholdsvis 4 år og 2 år, har hygget sig med den. Den fungerer rigtig godt til højtlæsning fra omkring 3-4 år og op, og den ligger op til nogle gode snakke. De tre billedbøger om Bare numser er gode til små og store, og vil med garanti få folk til at smile. 




tirsdag den 1. februar 2022

"Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" af Thomas Brunstrøm

*Anmeldereksemplarer fra Forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" af Thomas Brunstrøm, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021.
★★★★★

Fra bagsiden af "Eddie skal i zoologisk have":
Eddie skal i zoologisk have. Han har glædet sig hele ugen. Og det bliver heldigvis endnu sjovere, end Eddie havde troet - og lidt vildere, end far havde håbet.

Fra bagsiden af "Eddie lærer alfabetet":
En dag får Eddie at vide, at han skal lære noget henne i børnehaven. DET gider Eddie ikke. Men hvis han absolut skal lære noget, så skal det i hvert fald være på hans egen måde.

Som jeg har nævnt flere gange før, så er vi vilde med Sallys far bøgerne herhjemme, og særligt Sallys meget opfindsomme lillebror Eddie har bragt mange smil frem. Eddie har nu endelig fået sin egen serie, og det fortjener han virkelig. "Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" er nogle virkelig søde og sjove bøger, som har skabt meget glæde hjemme hos os, hos både børn og voksne. 

I "Eddie skal i zoologisk have" er Eddie i zoologisk have med Sally og deres far. Eddie elsker at være i zoologisk have, for der er både steder man kan bade, et kæmpe klatrestativ, gode muligheder for at bygge hule og så er der utrolig lækker mad, også selvom man skal spise det fra jorden. Far og Sally får dog ret hurtigt sved på panden, for Eddie er hurtig, og mener jo ikke selv at han er blevet væk.
I "Eddie lærer alfabetet" skal de i børnehaven lærer alfabetet. Eddie plejer ellers godt at kunne lide alt det sjove i børnehaven, som at klatre i nedløbsrørende, spise regnorme og grave kæmper huller. Men at skulle lærer ting, det gider han altså ikke, det kan vente til han skal i skole. Det ændrer sig dog, da Eddie hører der er en præmie til dem som lærer alfabetet. Så hvis han absolut skal lære det, så bliver det på hans helt egen Eddie-måde. Han vil nemlig bøvse alfabetet. Men hvordan lærer man lige at bøvse?

"Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" er begge på ca. 32 sider. Der er ikke så meget tekst på siderne, og i forhold til Sallys far bøgerne, så er Eddie bøgerne mere lavet i et pegebogsformat, målrettet de små læsere. Historierne er korte, og nemme i deres sprog, og så er de fortalt set med et barns øjne. Eddie roder sig ud i nogle virkelig tossede ting, og han har mange skører påfund. Illustrationerne viser på fineste vis, hvad det egentlig er der foregår i forhold til, hvad Eddie synes han laver. Klatrestativet i zoologisk have er f.eks. i virkeligheden Zootårnet, og maden er dyrenes mad. Derudover synes Freyr på 2 år, at det er rigtig sjovt at den ene ged er ved at spise Eddies ene sko. Man kan få mange gode snakke ud af bogen, for må man egentlig de ting Eddie gør og er det rigtigt, hvad han siger. Bøgerne er perfekte til højtlæsning fra omkring 2 år, og vil bringe snak og grin med sig.

Thorbjørn Christoffersen har illustreret bøgerne, og det har han gjort med sin fine og meget humoristiske streg, som vi kender fra bøgerne om Sallys far. De supplerer historien virkelig godt, og giver den lige et ekstra lag. Illustrationerne er skæve, sjove og fyldt med personlighed, jeg er vild med det.

"Eddie skal i zoologisk have" og "Eddie lærer alfabetet" er nogle virkelig gode, sjove og hyggelige historier, hvor man som forældre får sved på panden sammen med Eddies far. Jeg kan i hvert fald godt genkende energiniveauet lidt fra især Freyr. Jeg er stor fan af de her bøger, og jeg glæder mig meget til at se, hvilke eventyr Eddie kommer ud på næste gang, og om han faktisk kommer i Tivoli. Freyr og jeg ser i hvert fald frem til at næste bog i serien udkommer.  

Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, og man behøver heller ikke have læst Sallys far bøgerne, for at kunne læse dem her. Bøgerne kan klart anbefales, også til fans af Sallys far.