søndag den 14. april 2019

"Projekt luftballon" af Jes Buster Madsen

*Anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Egolibris, men alle holdninger er mine egne*
"Projekt luftballon" af Jes Buster Madsen, af forlaget Egolibris, udgivet i 2019.
★★★☆☆

"Projekt luftballon" handler om 15-årige Bjørn, der udtænker en plan, for at opfylde sin mors sidste ønske... Når ens far er forsvundet ind i en verden af legetøjssoldater og druk, ens geniale storebror nægter at komme ud af sit laboratorium i kælderen, ens mor er gået bort, og ens far truer med at få hende kremeret, fordi det er det billigste, hvad gør man så? Man udtænker naturligvis en genial plan for at forhindre det. Planen involverer at 15-årige Bjørn stjæler et lig, rekrutterer sin morfar og hans medbeboere på plejehjemmet, lokker sin storebror ud af kælderen, bliver brandstifter og iværksætter "Projekt luftballon".

Vi har vidst alle sammen prøvet af miste en vi  havde kær til kræft. Det gør hovedpersonen i denne bog også, da hans mor lige er død af kræft, og hele hans verden bryder sammen. Jeg havde dog ret blandede følelser omkring denne bog, det er nemlig en rørende historie, den rørte mig bare ikke lige så meget, som jeg havde håbet på, men det var stadig en sød og fin læseoplevelse, og en fin debutroman fra forfatteren.

Jeg holdt meget af Bjørn. Han er en rigtig sød dreng, der elskede sin mor overalt på jorden, og som vil gøre alt for at hendes sidste ønske bliver opfyldt. Han tager drastiske midler i brug, og helmer ikke før hans plan er lykkes.
Erwin er Bjørns far, og han er virkelig irriterende. Man forstår godt at han er ked af det, men hele hans verden er brudt sammen, og alkoholen har taget over, sådan at han ikke formår at være der for sine børn. Han forsvinder lidt ind i sin egen verden, med sine legetøjssoldater.
Frank er Bjørns chef, og en virkelig flink mand, der gerne vil hjælpe Bjørn, men som ofte vil have noget til gengæld. De har et lidt underligt forhold, synes jeg, men han er en god støtte for Bjørn.
Bjørns morfar var herlig. Selvom han af mange bliver set som landsforræder, så har han en stor kærlighed til Danmark, og har et gåpåmod som ingen kan tage fra ham. Han hjælper Bjørn med hans skøre plan, og gør den lidt mere vild og skør hen af vejen.
Og så er der Bjørns storebror Kaspar, som Bjørn aldrig rigtig har mødt, før nu, da han bor i kælderen og aldrig kommer op. Han er en ret sjov personlighed.

"Projekt luftballon" mindede mig en del om "Kidnapning" af Bjarne Reuter, da den er sjov på samme måde, med den skøre plan og de fjollede kostumer. Denne bog passer bare bedst til de lidt ældre læsere. Desuden er der mange fagtermer med, som godt kan gøre den lidt tung til tider. Nogle gange synes jeg også den var lidt langtrukken, i forhold til at det er en kort bog. Der er nogle scener som sagtens kunne være kortet ned, da det blev meget langt, uden der rigtig skete det store, i forhold til den plan Bjørn var ved at sætte til værks.

Til gengæld kunne jeg godt lide de tilbageblik der kom en gang imellem, da de gav et godt indblik i moren, faren, Kaspar, Frank og morfarens liv. Afsnittene forklarede nemlig rigtig meget om personerne, og om deres reaktioner og fælles historier, og hvorfor tingene er som de er i dag. Jeg synes det var meget interessant og fungerede rigtig godt.

"Projekt luftballon" er en historie om en familie i opløsning, men den handler faktisk også om en anden familie som er gået i opløsning, hvilket jeg synes var en ret fin detalje. "Projekt luftballon" viser, hvordan man som familie i fællesskab kan redde det som er ved at gå i stykker, og samarbejde, selvom det er svært. Den handler om den kærlighed vi har til vores familie og forældre, og alt det vi vil gøre for at beskytte og ære dem vi elsker, samt hvordan vores tilvalgte familie, venner og i nogle tilfælde kollegaer, kan hjælpe en igennem en stor sorg.

"Projekt luftballon" er en sød, og lidt skør bog, om en drengs kærlighed til sin mor, og den sorg han føler. Man kunne godt genkende lidt af den sorg, frustration og magtesløshed som Bjørn føler, men for ham bliver den lidt mere ekstrem. Jeg har som sagt haft lidt blandede følelser omkring bogen, da den til tider var lidt langtrukken og ikke rigtig rørte mig som jeg havde ønsket, men det var en sød bog, som jeg er sikker på vil røre nogle andre.




tirsdag den 26. marts 2019

"Riverdale - Dagen før dagen" (Riverdale #1) af Micol Ostow

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Riverdale - Dagen før dagen" (org. titel "Riverdale: The day before") af Micol Ostow, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★☆

I de tidlige morgentimer den 4. juli runger et pistolskud gennem skoven ved Sweetwater River og sætter hele Riverdale på den anden ende. Men hvordan så livet i byen egentlig ud, før tragedien ramte? Dagen før Jason Blossom forsvinder, er fire teenagere godt i gang med at nyde sommeren. Archie er forelsket, Betty er i praktik i LA, Veronica lever det søde liv på Manhattan, og Jughead forsøger bare at klare sig igennem. Kom med til Riverdale, og hør fire af seriens hovedpersoner fortælle om dagen før dagen, hvor alting ændrede sig. 

Jeg har faktisk kun fået set et par afsnit af Riverdale, men selvom jeg egentlig godt kunne lide den, så kom jeg aldrig videre med tv-serien. Derfor var jeg også ret spændt på, om bogen ville vække min interesse lidt mere. Jeg endte med at sluge bogen råt, da den er utrolig medrivende og virkelig god!

Vi følger de fire hovedpersoner Archie, Jughead, Betty og Veronica dagen før den begivenhed der starter tv-serien Riverdale.
Archie irriterede mig lidt, selvom han er den søde og loyale fyr, som altid gør det der bliver forventet af ham, i hvert fald indtil nu. Han er begyndt at have hemmeligheder, og glemmer sine venner og sin far i processen og han er i det hele taget blevet meget egoistisk. Han er nemlig blevet forelsket, og det er det eneste han tænker på.
Jeg holder meget af Jughead. Han er Archies bedsteven, eller det var han indtil Archie ikke længere havde tid til ham, nu har han ikke rigtig nogen. Han prøver at have håb og tillid til ting og folk, men med en far der gang på gang svigter ham, og en mor som er skredet, så er det svært. Da han opdager sin fars hemmelighed, vælter hele hans verden, og hans ven er der ikke til at hjælpe.
Betty er den klassiske udgave af naboens datter, sød og flot, men i dette tilfælde kun som en ven. Hun er forelsket i Archie, som har været hendes ven foreviget, men han ser hende kun som en ven. Hun er meget let at relatere til, og man forstår godt hendes behov for at tage til LA, og ikke kun for praktikpladsen, men også for at komme lidt væk hjemmefra.
Veronica er sådan en type man både elsker og hader. Hun er nemlig ret manipulerende, men hun er også ret naiv, og prøver egentlig at hjælpe folk omkring sig, så godt som hun nu kan. Hun elsker sin familie, og har et tæt forhold til sine forældre, eller det tror hun. Hun er meget populær, men de fleste er bange for hende. Hun lever luksuslivet i New York, indtil hele hendes trygge verden bliver vendt på hovedet, og hendes sikkerhedsnet bliver revet væk under hende.

Jeg kunne godt lide at bogen foregår i både lille Riverdale, solrige LA og travle New York. Det gav lige lidt ekstra til historien, at vi fik et indblik i karakterenes liv og oplevelser inden de kom tilbage til Riverdale, sådan som de er i tv-serien. Derudover var det sjovt at opleve New York fra eliten, og alle dens intriger, samt mærke solens varme i LA.

"Men, du ved, folk ændrer sig nogle gange, udvikler sig, vokser fra hinanden … og selv om det er trist - ja, nærmest tragisk faktisk - så er der ikke altid så meget at gøre ved det."

"Riverdale - Dagen før dagen" er bygget sådan op, at kapitlerne skifter mellem Jughead, Archie, Betty og Veronica, hvilket jeg synes fungerede rigtig godt. Jeg kan nemlig godt lide, at man lærer karakterende i bøgerne at kende, gennem de personlige kapitler, hvor man oplever tingene fra deres perspektiv, og ser hvad de tænker, og dermed forstår deres reaktioner. Det synes jeg er interessant.
Desuden er der indimellem sms'er, emails, annoncer, blogindlæg og dagbogsnoter. Disse ting var med til at give lidt mere viden til historien, men helt klart også mere mystik, da det kun var små sekvenser, og ikke hele samtaler, og det fungerede bare rigtig godt.

"Riverdale - Dagen før dagen" er en rigtig god, spændende og medrivende bog, hvor siderne nærmest vender sig selv. Den kan sagtens læses selvom man ikke har set tv-serien, da man ret hurtigt lærer personerne at kende, og bliver grebet af deres individuelle historier, der hen af vejen binder dem stille og roligt sammen. Det er dog ikke fordi der sker vanvittig meget i denne bog, den bygger ligesom bare op til den næste bog, og det som sker næste dag, den dag der ændrede alt for hele byen. Men selvom der ikke sker så meget, er den som sagt meget medrivende og spændende, med de forskellige historier og de små sekvenser med sms, email osv. der lige gav lidt ekstra mystik og drama til historien. Jeg slugte den i hvert fald råt, og hvis jeg havde haft mere tid, så havde jeg nok læst den ud i en kører. Jeg glæder mig til at den næste bog udkommer, men i mellemtiden skulle jeg måske se lidt videre i tv-serien.

Hvad synes du om Riverdale? 


torsdag den 21. marts 2019

"Man må ikke spise sine klassekammerater" af Ryan T. Higgins

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"Man må ikke spise sine klassekammerater" (org. titel "We don't eat our classmates") af Ryan T. Higgins, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"Man må ikke spise sine klassekammerater" handler om tyrannosaurusen Rita der starter i skole, og ikke en hvilken som helst skole, men en menneske skole. Det er første skoledag for Rita Rex, og hun er nervøs. Det er nemlig ikke nemt at være en sulten dinosaur i en klasse fuld af uimodståeligt søde og saftige børn. Man må nemlig ikke spise sine klassekammerater. Vel?

Da jeg hørte titlen på bogen første gang, vidste jeg at den bog måtte jeg bare læse. Desuden er vi ret glade for dinosaurer herhjemme, så det var bare endnu mere grund til at læse den. Nu er den så læst, og den var bare helt vildt sød og sjov!

Rita Rex er en sød lille t-rex unge som har meget svært ved at få venner i sin nye klasse, men det er svært at få venner, når man finder sine klassekammerater uimodståelige, så man hele tiden kommer til at spise dem. Hun lærer dog på den hårde måde, hvordan det føles at blive en snack, og det sætter nogle tanker i gang hos Rita.

"Man må ikke spise sine klassekammerater" er en bog om at starte i skole, og de forventninger man har til det, og generelt bare det at starte op et nyt sted. Det er nemlig aldrig nemt at starte et nyt sted, og slet ikke hvis man er lidt genert, og sulten efter børn. Desuden er det en bog om venskab, og hvordan vi behandler hinanden. For vi skal alle behandle hinanden ordentlig, for ingen gider være venner med en som driller, skubber, slår eller spiser én, men hvis man er sød og gerne vil lege, så er det nemmere. Bogen fortæller om disse ting på en rigtig god og humoristisk måde, som gør det både sjovt og nemt at forstå budskabet.

Bogen er på 48 sider. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, men de er til gengæld rigtig fint illustreret af Ryan T. Higgins egne illustrationer. Jeg er helt vild med de meget søde, nærmest tegneserie agtige illustrationer, og man har da bare lyst til at kramme Rita, da hun virkelig ser nuttet ud. Nogle af illustrationerne er meget detaljerede, mens andre er holdt lidt mere enkle. De er så fine, og sjove, og passer perfekt til historien. 

"Man må ikke spise sine klassekammerater" er en super sød, hyggelig og virkelig sjov bog, som fik mig til at både smile og le. Den er oplagt som højtlæsning for børn der skal til at starte i skole, men den kan helt klart også anbefales til voksne, for den er så fin og sjov. 




mandag den 18. marts 2019

"Egtvedpigens rejse" af Karin Margarita Frei

*Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne*
"Egtvedpigens rejse" af Karin Margarita Frei, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018. 
★★★★★

"Egtvedpigens rejse" er en næsten biografisk bog, omhandlende Egtvedpigen og forskeren Karin M. Frei, der opdagede at Egtvedpigen kom langt herfra. Lige siden Egtvedpigen blev fundet i 1921, har hun været anset for noget af det mest ærkedanske i vores historie. Men ny forskning har vist, at den unge pige fra Egtved kommer langvejsfra, og at hun har rejst over lange afstande flere gang i sit korte liv for over 3300 år siden. Bag opdagelsen står Karin Margarita Frei, professor i arkæometri ved Nationalmuseet. I denne bog tager hun læseren med inde i laboratoriet, hvor nye fortællinger om vores fortid afsløres. Hun fortæller også sin egen historie om at vokse op i Argentina, men længes mod sine danske rødder. Det er en beretning om identitet og om vigtigheden af at krydse grænser, også fagligt, for at forstå vores fælles historie. 

Den store historienørd i mig hoppede og dansede da hun så at denne bog ville udkomme. Og jeg glædede mig helt vildt til at læse den, for det er vidst snart ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker historie og arkæologi, og især den forhistoriske arkæologi, som bronzealderen er en del af. Nu har jeg endelig fået den læst, og siderne vendte nærmest sig selv. Jeg er vild med denne bog!

Bogen er en biografisk fagbog, to ting jeg normalt ikke anmelder på min blog, men den her måtte jeg bare eje. Jeg ved til gengæld også, at der er nogle historieinteresserede der læser med her, så måske denne anmeldelse ikke falder helt ved siden af.

"Egtvedpigens rejse" bliver indledt af et meget fint forord af Rane Willerslev, Direktør for Nationalmuseet, hvor han snakker om nysgerrighed, og vigtigheden af den, samt det at turde følge sine drømme, som Karin M. Frei har gjort med sin forskning.

I denne bog får vi både noget af vide om, hvor og hvordan Egtvedpigen blev fundet, og hvorfor hun har været interessant lige siden. Derudover fortæller Karin M. Frei om sin families fortid og deres rejse til Argentina, og jeg må sige at det er en ret sej oldemor hun har haft sig. Desuden fortæller hun om sin opvækst, og hvordan hendes forældre tog hende og hendes søskende med på en masse ture, og fortalte dem om stederne og deres geologi og biologi. Dette blev også starten på hendes nysgerrighed og lyst til at lære mere om disse ting, hvilket hele tiden har været drivkraften i hendes liv og forskning, nemlig nysgerrigheden og viljen til at gå efter det man synes er spændende. Til slut hører vi om selve forskningen, hvordan hun udtog de mange, men små prøver, og hvordan hun efterfølgende fandt resultaterne, der senere ville overraske dem alle, og starte et større projekt end først antaget.

Identitet og nu dobbeltidentitet er blevet en bærende del af Karin M. Freis forskning. Både Egtvedpigens identitet, Karins egen identitet, og den vi som nation har givet Egtvedpigen, ved at gøre hende til noget ærkedansk. For hvordan skal vi så forholde os til Egtvedpigen, når det nu viser sig hun ikke er fra Danmark? Karin M. Frei får rodet lidt ved det billede vi havde af bronzealderfolket, og får udvidet det til et folk dér også rejste over længere distancer, end først antaget, og det var ikke kun envejs rejser, men frem og tilbage, hvilket jeg synes er rigtig spændende.
Desuden deler hun en dobbeltidentitet med Egtvedpigen, ved at de begge er dansk og noget andet. Karin M. Frei er f.eks. både argentinsk, spansk og dansk, derudover har hun også en dobbeltidentitet indenfor sit forskningsfelt, da hun er geolog og arkæolog, hun er som hun selv siger "både-og".

Jeg synes det hele er mega spændende, og især hvordan Karin M. Frei har kombineret geologien og arkæologien i sin forskning af Egtvedpigens tekstiler og hår. Jeg synes det er vildt interessant, at man kan kombinere de to studier på en tværfaglig måde, og benytte sig at geologiske metoder til at finde ud af noget om/ af tekstiler.

"Egtvedpigens rejse" er skrevet på en måde så den er let at forstå, selvfølgelig er der nogle enkelte akademiskfaglige ord, men jeg synes de ord bliver godt forklaret, sådan at man ikke bliver hægtet af.

"Egtvedpigens rejse" er en virkelig god og meget spændende bog, jeg slugte den i hvert fald råt. Jeg synes det var spændende både at høre om Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden, og om Karin M. Freis liv, forskning og den videre forskning der nu følger de nye oplysninger. Jeg er i hvert fald meget spændt på at høre, hvad de videre finder ud af om bronzealderfolkets identitet og færden rundt i landet, og jeg vil helt klart følge med på sidelinjen.

Så hvis du ligesom jeg er meget interesseret i bronzealderen, dens folk og samfund, eller generelt bare historie, vores historie, så er denne bog klart værd at læse.



onsdag den 6. marts 2019

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" af Måns Gahrton

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle mine holdninger er mine egne*
"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" (org. titel "Bosse & Bella och trumpna Donald") af Måns Gahrton, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog svensk). 
★★★☆☆

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" handler om den ret gnavne dreng Donald, der starter i Bo og Bellas børnehave. En ny dreng er begyndt i Bo og Bellas børnehave. Han hedder Donald. Han gider ikke lave noget sammen med de andre børn. Han vil bestemme alt, og han synes, at alle de andre er dumme. Men måske er det slet ikke så sjovt at lege helt for sig selv ...

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse denne bog, da den lyder virkelig sjov, og hvem nyder ikke en lille joke, om en hvis Donald? Mine forventninger var derfor også ret høje, og de blev desværre ikke indfriet helt. For jo det er en sød og sjov billedbog, den blev bare lidt for meget at gøre grin for at gøre grin, i stedet for at tage et fokuspunkt at gøre grin med, og så holde fast i det.

Donald er en virkelig irriterende, manipulerende og sur dreng, der synes alle er dumme, og at det er ham der har ret i alt og bestemmer alt. Heldigvis udvikler han sig lidt hen af vejen, og åbner lidt mere op overfor de andre.
Bo og Bella går i Donalds børnehave, de stiller kun lidt spørgsmålstegn ved Donalds skøre påfund, men de gider ikke rigtig hjælpe ham.
Jeg undrede mig dog over, at pædagogerne er så fraværende, og ikke rigtig siger noget til Donald.

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" handler rigtig meget om etik og moral, og hvordan vi behandler hinanden og vores planet. Man skal nemlig huske at være søde og hjælpesomme overfor hinanden, og ikke mobbe, bare fordi nogen er lidt anderledes end én selv, eller ikke er enige i ens holdninger. Man kan nemlig ende med at blive rigtig ensom, da der så ikke er nogen der gider lege med en. Jeg kunne rigtig godt lide disse pointer, og jeg tror det er meget vigtigt at gøre opmærksom på. Denne billedbog er derfor oplagt til at tage en snak med sit barn, om hvordan man behandler folk og hvad der er fair, samt tage en snak om, hvad der foregår ude i vores verden i dag.

Bogen er på 32 sider, og der er ikke voldsomt meget tekst på siderne, men de er fint illustreret af Amanda Eriksen. Illustrationerne er meget fine, og passer godt til historien, og viser på en sjov måde, de mange dumme ting som Donald gør.

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" levede som sagt ikke helt op til mine forventninger, men det var ikke en dårlig billedbog, den var god, sjov og havde rigtig mange gode og vigtige pointer. Jeg er vild med idéen og titlen, men jeg ville næsten have foretrukket, at man havde gjort den til en serie af bøger, hvor dumme Donald gør noget dumt og fjollet i hver bog, i stedet for at man fik det hele på en gang, da det blev lidt for meget. Men det er en oplagt højtlæsnings bog, som ligger op til samtale om rigtigt og forkert.



fredag den 22. februar 2019

"Den 10. ring" af Kasper Hoff

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"Den 10. ring" af Kasper Hoff, af forlaget Carlsen, udgivet i 2018.
★★★★☆

"Den 10. ring" handler om drengen Kalle, hvis liv bliver vendt op og ned. Kalle får et chok, da han en dag opdager, at hans mor og far slet ikke er hans rigtige forældre. De fandt ham i en kurv i haven, da han var helt lille. Men hvor kommer han fra? Og hvem er det, der hvert år på hans fødselsdag lægger en guldring i haven? Sammen med sin bedste ven, Anita, går han på jagt efter sandheden om, hvem han er. Efterforskningen fører dem langt ud i skoven og dybt ind i en fremmed verden fuld af sære væsner. Svaret viser sig at være mere fantastisk, end Kalle nogensinde kunne have forestillet sig.

Jeg er vild med forsiden på "Den 10. ring", og det var blandt andet også den, og efterfølgende bagsideteksten, der i sin tid gjorde mig nysgerrig på denne bog. Nu har jeg så fået den læst, og indholdet passer så godt til forsidens illustration, da det er en rigtig god og underholdende historie.

Kalle er en sød dreng, der altid får rodet sig ud i en masse ballade. Han elsker at drille, men det ender bare altid mere galt end det var planlagt. Han er ellers en hjælpsom og loyal dreng, der helst vil det bedste for alle, det er bare ikke altid, at det lykkes lige godt.
Anita er Kalles bedsteven. Hun er rigtig sød, forstående og tilgivende, selv når Kalle virkelig dummer sig. Hun er ikke lige sådan at slå ud, og lader sig ikke så nemt skræmme. Derudover er hun god til at få idéer, som kan hjælpe på en fornuftig måde.
Skalle, Sinka og Pif er en sød dværg, ellepige og egern, der vil hjælpe Kalle med at finde sit sande jeg, selvom det er sjældent det virker særligt hjælpsomt. Desuden er de meget skeptiske overfor mennesker, og elsker at drille alle og enhver.

Bogen foregår i vores verden og i troldfolkenes verden, som egentlig også er her i vores verden, normale mennesker kan bare ikke se dem, hvilket jeg synes er ret interessant. Generelt synes jeg at snakken om troldfolkene og deres verden og dens mystik og magi, var spændende, og jeg kunne sagtens have hørt mere om elvere, mosekoner, lygtemænd, trolde osv. og om deres leveforhold.

"Ja! Du har tydeligvis glemt, hvem du i virkeligheden er, og da vi har brug for din hjælp, er vi jo nødt til at hjælpe dig med at huske det..."

"Den 10. ring" handler om familiebånd, venskaber og identitet. For hvad sker der når ens verden bliver vendt på hovedet, og man lige pludselig bliver tvunget til at beslutte hvem eller hvad man er, og hvilke konsekvenser det har. Det er det Kalle kommer ud for. Han skal træffe nogle svære valg, og samtidig tage hensyn til andre, for igennem ens valg og handlinger kan man nemt komme til at såre folk, uden at det egentlig var meningen. Derudover snakker den om vigtigheden i at beskytte miljøet og dets dyreliv, da der findes mange truede arter af dyr og planter derude, som det er vores ansvar at beskytte, selvom vi ikke nødvendigvis kan se det eller dem.

Bogen er illustreret af Lasse B. Weinreich, som på fineste vis illustrerer de sjove og uheldige scener i bogen. Jeg er vild med dem, men jeg tror dog det ville have klædt bogen, hvis de havde været i farver, da detaljerne nogle gange forsvandt lidt da det hele er sort/ hvid. Men fine er de, og udtrykket passer godt til historien og dens personer.

"Den 10. ring" er en rigtig god, sjov og rørende bog, som flere gange fik smilet frem på læben. Jeg hyggede mig hele vejen igennem, og jeg har nydt at læse om Kalle, Anita og troldfolkene. Ja faktisk så meget, at jeg ville ønske at den havde været længere, eller en del af en serie. Den kan i hvert fald anbefales, både som selvlæsning fra omkring 9 år, men bestemt også til en hyggelig højtlæsningsstund.




torsdag den 7. februar 2019

"solen og hendes blomster" af Rupi Kaur

*Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne*
"solen og hendes blomster" (org. titel "the sun and her flowers") af Rupi Kaur, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★☆

"solen og hendes blomster" er en samling digte og tekster om sorg, om at føle sig fortabt, om at genfinde styrken, om at ære sine rødder. Den er delt op i fem kapitler - visne, falde, slå rod, rejse sig, blomstre - og er illustreret af Rupi Kaur selv. 

Sidste år læste jeg Rupi Kaurs første digtsamling "mælk og honning", en digtsamling som rørte mig dybt. Af samme grund var jeg derfor heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle læse "solen og hendes blomster" da den udkom. Den er nu læst, og den er mindst lige så smuk, rørende, hjerteknusende og hjertevarm som den anden.

Rupi Kaur forstår virkelig at skrive så man kan mærke det. "solen og hendes blomster" er en tankevækkende samling af digte og tekster, som atter ramte mig på flere måder. Man kan nemt relatere til de følelser der bliver beskrevet, især når det handler om forelskelse, selvhad og selvkærlighed. Samlingen varmer ens hjerte, samtidig med at den knuser det med sine barske skildringer, der også kan give ondt i maven. Men den formår dog også at bygge ens hjerte op igen, med sin glæde for livet og de muligheder der er, både når man bliver givet en frihed, eller selv giver den, samt når man lærer at elske sig selv.

"hvad er stærkere
end det menneskelige hjerte
som knuses igen og igen
og stadig lever"

"solen og hendes blomster" er inddelt i fem dele, der hver især rummer et bestemt tema, der fortæller om forskellige følelser og oplevelser. De fem dele indeholder barske, grumme, rørende, relaterebare, søde og fine digte og tekster om kærlighed på godt og ondt, overgreb, selvhad og selvkærlighed, familie, kultur, knuste hjerter og meget, meget andet. Jeg erfarede, at hvis man læser de enkelte dele ud i en kører, uden pauser, så føles det lidt som at læse en roman, da det hele hænger sammen, og der er en rød tråd og udvikling igennem afsnittene, som giver rigtig god mening. Det er selvfølgelig helt op til én selv, om man vil læse den sådan, eller på en helt anden måde.

"solen og hendes blomster" er desuden fint illustreret af Rupi Kaur selv, der med en enkel streg, formår at understøtte sine digte og tekster på flotteste vis. Illustrationerne gav lige lidt ekstra til teksterne, og viste på en meget skrøbelig måde de fine beskrivelser og metaforer.

"grænser
er menneskeskabte
de adskiller os kun fysisk
lad dem ikke få os til
at vende os mod hinanden
- vi er ikke fjender"

Jeg er endnu en gang dybt imponeret over, at man med så få ord, og en så simpel streg kan beskrive så store følelser, og bare ramme lige i hjertet. Rupi Kaur kan virkelig noget med ord, og hendes digte kan noget for mig, som jeg ikke har prøvet før, og som giver mig lysten til at dykke ned i denne form for litteratur. Jeg er meget spændt på, hvad hun kommer med næste gang.