torsdag den 21. marts 2019

"Man må ikke spise sine klassekammerater" af Ryan T. Higgins

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"Man må ikke spise sine klassekammerater" (org. titel "We don't eat our classmates") af Ryan T. Higgins, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"Man må ikke spise sine klassekammerater" handler om tyrannosaurusen Rita der starter i skole, og ikke en hvilken som helst skole, men en menneske skole. Det er første skoledag for Rita Rex, og hun er nervøs. Det er nemlig ikke nemt at være en sulten dinosaur i en klasse fuld af uimodståeligt søde og saftige børn. Man må nemlig ikke spise sine klassekammerater. Vel?

Da jeg hørte titlen på bogen første gang, vidste jeg at den bog måtte jeg bare læse. Desuden er vi ret glade for dinosaurer herhjemme, så det var bare endnu mere grund til at læse den. Nu er den så læst, og den var bare helt vildt sød og sjov!

Rita Rex er en sød lille t-rex unge som har meget svært ved at få venner i sin nye klasse, men det er svært at få venner, når man finder sine klassekammerater uimodståelige, så man hele tiden kommer til at spise dem. Hun lærer dog på den hårde måde, hvordan det føles at blive en snack, og det sætter nogle tanker i gang hos Rita.

"Man må ikke spise sine klassekammerater" er en bog om at starte i skole, og de forventninger man har til det, og generelt bare det at starte op et nyt sted. Det er nemlig aldrig nemt at starte et nyt sted, og slet ikke hvis man er lidt genert, og sulten efter børn. Desuden er det en bog om venskab, og hvordan vi behandler hinanden. For vi skal alle behandle hinanden ordentlig, for ingen gider være venner med en som driller, skubber, slår eller spiser én, men hvis man er sød og gerne vil lege, så er det nemmere. Bogen fortæller om disse ting på en rigtig god og humoristisk måde, som gør det både sjovt og nemt at forstå budskabet.

Bogen er på 48 sider. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, men de er til gengæld rigtig fint illustreret af Ryan T. Higgins egne illustrationer. Jeg er helt vild med de meget søde, nærmest tegneserie agtige illustrationer, og man har da bare lyst til at kramme Rita, da hun virkelig ser nuttet ud. Nogle af illustrationerne er meget detaljerede, mens andre er holdt lidt mere enkle. De er så fine, og sjove, og passer perfekt til historien. 

"Man må ikke spise sine klassekammerater" er en super sød, hyggelig og virkelig sjov bog, som fik mig til at både smile og le. Den er oplagt som højtlæsning for børn der skal til at starte i skole, men den kan helt klart også anbefales til voksne, for den er så fin og sjov. 




mandag den 18. marts 2019

"Egtvedpigens rejse" af Karin Margarita Frei

*Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne*
"Egtvedpigens rejse" af Karin Margarita Frei, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018. 
★★★★★

"Egtvedpigens rejse" er en næsten biografisk bog, omhandlende Egtvedpigen og forskeren Karin M. Frei, der opdagede at Egtvedpigen kom langt herfra. Lige siden Egtvedpigen blev fundet i 1921, har hun været anset for noget af det mest ærkedanske i vores historie. Men ny forskning har vist, at den unge pige fra Egtved kommer langvejsfra, og at hun har rejst over lange afstande flere gang i sit korte liv for over 3300 år siden. Bag opdagelsen står Karin Margarita Frei, professor i arkæometri ved Nationalmuseet. I denne bog tager hun læseren med inde i laboratoriet, hvor nye fortællinger om vores fortid afsløres. Hun fortæller også sin egen historie om at vokse op i Argentina, men længes mod sine danske rødder. Det er en beretning om identitet og om vigtigheden af at krydse grænser, også fagligt, for at forstå vores fælles historie. 

Den store historienørd i mig hoppede og dansede da hun så at denne bog ville udkomme. Og jeg glædede mig helt vildt til at læse den, for det er vidst snart ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker historie og arkæologi, og især den forhistoriske arkæologi, som bronzealderen er en del af. Nu har jeg endelig fået den læst, og siderne vendte nærmest sig selv. Jeg er vild med denne bog!

Bogen er en biografisk fagbog, to ting jeg normalt ikke anmelder på min blog, men den her måtte jeg bare eje. Jeg ved til gengæld også, at der er nogle historieinteresserede der læser med her, så måske denne anmeldelse ikke falder helt ved siden af.

"Egtvedpigens rejse" bliver indledt af et meget fint forord af Rane Willerslev, Direktør for Nationalmuseet, hvor han snakker om nysgerrighed, og vigtigheden af den, samt det at turde følge sine drømme, som Karin M. Frei har gjort med sin forskning.

I denne bog får vi både noget af vide om, hvor og hvordan Egtvedpigen blev fundet, og hvorfor hun har været interessant lige siden. Derudover fortæller Karin M. Frei om sin families fortid og deres rejse til Argentina, og jeg må sige at det er en ret sej oldemor hun har haft sig. Desuden fortæller hun om sin opvækst, og hvordan hendes forældre tog hende og hendes søskende med på en masse ture, og fortalte dem om stederne og deres geologi og biologi. Dette blev også starten på hendes nysgerrighed og lyst til at lære mere om disse ting, hvilket hele tiden har været drivkraften i hendes liv og forskning, nemlig nysgerrigheden og viljen til at gå efter det man synes er spændende. Til slut hører vi om selve forskningen, hvordan hun udtog de mange, men små prøver, og hvordan hun efterfølgende fandt resultaterne, der senere ville overraske dem alle, og starte et større projekt end først antaget.

Identitet og nu dobbeltidentitet er blevet en bærende del af Karin M. Freis forskning. Både Egtvedpigens identitet, Karins egen identitet, og den vi som nation har givet Egtvedpigen, ved at gøre hende til noget ærkedansk. For hvordan skal vi så forholde os til Egtvedpigen, når det nu viser sig hun ikke er fra Danmark? Karin M. Frei får rodet lidt ved det billede vi havde af bronzealderfolket, og får udvidet det til et folk dér også rejste over længere distancer, end først antaget, og det var ikke kun envejs rejser, men frem og tilbage, hvilket jeg synes er rigtig spændende.
Desuden deler hun en dobbeltidentitet med Egtvedpigen, ved at de begge er dansk og noget andet. Karin M. Frei er f.eks. både argentinsk, spansk og dansk, derudover har hun også en dobbeltidentitet indenfor sit forskningsfelt, da hun er geolog og arkæolog, hun er som hun selv siger "både-og".

Jeg synes det hele er mega spændende, og især hvordan Karin M. Frei har kombineret geologien og arkæologien i sin forskning af Egtvedpigens tekstiler og hår. Jeg synes det er vildt interessant, at man kan kombinere de to studier på en tværfaglig måde, og benytte sig at geologiske metoder til at finde ud af noget om/ af tekstiler.

"Egtvedpigens rejse" er skrevet på en måde så den er let at forstå, selvfølgelig er der nogle enkelte akademiskfaglige ord, men jeg synes de ord bliver godt forklaret, sådan at man ikke bliver hægtet af.

"Egtvedpigens rejse" er en virkelig god og meget spændende bog, jeg slugte den i hvert fald råt. Jeg synes det var spændende både at høre om Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden, og om Karin M. Freis liv, forskning og den videre forskning der nu følger de nye oplysninger. Jeg er i hvert fald meget spændt på at høre, hvad de videre finder ud af om bronzealderfolkets identitet og færden rundt i landet, og jeg vil helt klart følge med på sidelinjen.

Så hvis du ligesom jeg er meget interesseret i bronzealderen, dens folk og samfund, eller generelt bare historie, vores historie, så er denne bog klart værd at læse.



onsdag den 6. marts 2019

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" af Måns Gahrton

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle mine holdninger er mine egne*
"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" (org. titel "Bosse & Bella och trumpna Donald") af Måns Gahrton, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog svensk). 
★★★☆☆

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" handler om den ret gnavne dreng Donald, der starter i Bo og Bellas børnehave. En ny dreng er begyndt i Bo og Bellas børnehave. Han hedder Donald. Han gider ikke lave noget sammen med de andre børn. Han vil bestemme alt, og han synes, at alle de andre er dumme. Men måske er det slet ikke så sjovt at lege helt for sig selv ...

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse denne bog, da den lyder virkelig sjov, og hvem nyder ikke en lille joke, om en hvis Donald? Mine forventninger var derfor også ret høje, og de blev desværre ikke indfriet helt. For jo det er en sød og sjov billedbog, den blev bare lidt for meget at gøre grin for at gøre grin, i stedet for at tage et fokuspunkt at gøre grin med, og så holde fast i det.

Donald er en virkelig irriterende, manipulerende og sur dreng, der synes alle er dumme, og at det er ham der har ret i alt og bestemmer alt. Heldigvis udvikler han sig lidt hen af vejen, og åbner lidt mere op overfor de andre.
Bo og Bella går i Donalds børnehave, de stiller kun lidt spørgsmålstegn ved Donalds skøre påfund, men de gider ikke rigtig hjælpe ham.
Jeg undrede mig dog over, at pædagogerne er så fraværende, og ikke rigtig siger noget til Donald.

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" handler rigtig meget om etik og moral, og hvordan vi behandler hinanden og vores planet. Man skal nemlig huske at være søde og hjælpesomme overfor hinanden, og ikke mobbe, bare fordi nogen er lidt anderledes end én selv, eller ikke er enige i ens holdninger. Man kan nemlig ende med at blive rigtig ensom, da der så ikke er nogen der gider lege med en. Jeg kunne rigtig godt lide disse pointer, og jeg tror det er meget vigtigt at gøre opmærksom på. Denne billedbog er derfor oplagt til at tage en snak med sit barn, om hvordan man behandler folk og hvad der er fair, samt tage en snak om, hvad der foregår ude i vores verden i dag.

Bogen er på 32 sider, og der er ikke voldsomt meget tekst på siderne, men de er fint illustreret af Amanda Eriksen. Illustrationerne er meget fine, og passer godt til historien, og viser på en sjov måde, de mange dumme ting som Donald gør.

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" levede som sagt ikke helt op til mine forventninger, men det var ikke en dårlig billedbog, den var god, sjov og havde rigtig mange gode og vigtige pointer. Jeg er vild med idéen og titlen, men jeg ville næsten have foretrukket, at man havde gjort den til en serie af bøger, hvor dumme Donald gør noget dumt og fjollet i hver bog, i stedet for at man fik det hele på en gang, da det blev lidt for meget. Men det er en oplagt højtlæsnings bog, som ligger op til samtale om rigtigt og forkert.



fredag den 22. februar 2019

"Den 10. ring" af Kasper Hoff

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"Den 10. ring" af Kasper Hoff, af forlaget Carlsen, udgivet i 2018.
★★★★☆

"Den 10. ring" handler om drengen Kalle, hvis liv bliver vendt op og ned. Kalle får et chok, da han en dag opdager, at hans mor og far slet ikke er hans rigtige forældre. De fandt ham i en kurv i haven, da han var helt lille. Men hvor kommer han fra? Og hvem er det, der hvert år på hans fødselsdag lægger en guldring i haven? Sammen med sin bedste ven, Anita, går han på jagt efter sandheden om, hvem han er. Efterforskningen fører dem langt ud i skoven og dybt ind i en fremmed verden fuld af sære væsner. Svaret viser sig at være mere fantastisk, end Kalle nogensinde kunne have forestillet sig.

Jeg er vild med forsiden på "Den 10. ring", og det var blandt andet også den, og efterfølgende bagsideteksten, der i sin tid gjorde mig nysgerrig på denne bog. Nu har jeg så fået den læst, og indholdet passer så godt til forsidens illustration, da det er en rigtig god og underholdende historie.

Kalle er en sød dreng, der altid får rodet sig ud i en masse ballade. Han elsker at drille, men det ender bare altid mere galt end det var planlagt. Han er ellers en hjælpsom og loyal dreng, der helst vil det bedste for alle, det er bare ikke altid, at det lykkes lige godt.
Anita er Kalles bedsteven. Hun er rigtig sød, forstående og tilgivende, selv når Kalle virkelig dummer sig. Hun er ikke lige sådan at slå ud, og lader sig ikke så nemt skræmme. Derudover er hun god til at få idéer, som kan hjælpe på en fornuftig måde.
Skalle, Sinka og Pif er en sød dværg, ellepige og egern, der vil hjælpe Kalle med at finde sit sande jeg, selvom det er sjældent det virker særligt hjælpsomt. Desuden er de meget skeptiske overfor mennesker, og elsker at drille alle og enhver.

Bogen foregår i vores verden og i troldfolkenes verden, som egentlig også er her i vores verden, normale mennesker kan bare ikke se dem, hvilket jeg synes er ret interessant. Generelt synes jeg at snakken om troldfolkene og deres verden og dens mystik og magi, var spændende, og jeg kunne sagtens have hørt mere om elvere, mosekoner, lygtemænd, trolde osv. og om deres leveforhold.

"Ja! Du har tydeligvis glemt, hvem du i virkeligheden er, og da vi har brug for din hjælp, er vi jo nødt til at hjælpe dig med at huske det..."

"Den 10. ring" handler om familiebånd, venskaber og identitet. For hvad sker der når ens verden bliver vendt på hovedet, og man lige pludselig bliver tvunget til at beslutte hvem eller hvad man er, og hvilke konsekvenser det har. Det er det Kalle kommer ud for. Han skal træffe nogle svære valg, og samtidig tage hensyn til andre, for igennem ens valg og handlinger kan man nemt komme til at såre folk, uden at det egentlig var meningen. Derudover snakker den om vigtigheden i at beskytte miljøet og dets dyreliv, da der findes mange truede arter af dyr og planter derude, som det er vores ansvar at beskytte, selvom vi ikke nødvendigvis kan se det eller dem.

Bogen er illustreret af Lasse B. Weinreich, som på fineste vis illustrerer de sjove og uheldige scener i bogen. Jeg er vild med dem, men jeg tror dog det ville have klædt bogen, hvis de havde været i farver, da detaljerne nogle gange forsvandt lidt da det hele er sort/ hvid. Men fine er de, og udtrykket passer godt til historien og dens personer.

"Den 10. ring" er en rigtig god, sjov og rørende bog, som flere gange fik smilet frem på læben. Jeg hyggede mig hele vejen igennem, og jeg har nydt at læse om Kalle, Anita og troldfolkene. Ja faktisk så meget, at jeg ville ønske at den havde været længere, eller en del af en serie. Den kan i hvert fald anbefales, både som selvlæsning fra omkring 9 år, men bestemt også til en hyggelig højtlæsningsstund.




torsdag den 7. februar 2019

"solen og hendes blomster" af Rupi Kaur

*Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne*
"solen og hendes blomster" (org. titel "the sun and her flowers") af Rupi Kaur, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★☆

"solen og hendes blomster" er en samling digte og tekster om sorg, om at føle sig fortabt, om at genfinde styrken, om at ære sine rødder. Den er delt op i fem kapitler - visne, falde, slå rod, rejse sig, blomstre - og er illustreret af Rupi Kaur selv. 

Sidste år læste jeg Rupi Kaurs første digtsamling "mælk og honning", en digtsamling som rørte mig dybt. Af samme grund var jeg derfor heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle læse "solen og hendes blomster" da den udkom. Den er nu læst, og den er mindst lige så smuk, rørende, hjerteknusende og hjertevarm som den anden.

Rupi Kaur forstår virkelig at skrive så man kan mærke det. "solen og hendes blomster" er en tankevækkende samling af digte og tekster, som atter ramte mig på flere måder. Man kan nemt relatere til de følelser der bliver beskrevet, især når det handler om forelskelse, selvhad og selvkærlighed. Samlingen varmer ens hjerte, samtidig med at den knuser det med sine barske skildringer, der også kan give ondt i maven. Men den formår dog også at bygge ens hjerte op igen, med sin glæde for livet og de muligheder der er, både når man bliver givet en frihed, eller selv giver den, samt når man lærer at elske sig selv.

"hvad er stærkere
end det menneskelige hjerte
som knuses igen og igen
og stadig lever"

"solen og hendes blomster" er inddelt i fem dele, der hver især rummer et bestemt tema, der fortæller om forskellige følelser og oplevelser. De fem dele indeholder barske, grumme, rørende, relaterebare, søde og fine digte og tekster om kærlighed på godt og ondt, overgreb, selvhad og selvkærlighed, familie, kultur, knuste hjerter og meget, meget andet. Jeg erfarede, at hvis man læser de enkelte dele ud i en kører, uden pauser, så føles det lidt som at læse en roman, da det hele hænger sammen, og der er en rød tråd og udvikling igennem afsnittene, som giver rigtig god mening. Det er selvfølgelig helt op til én selv, om man vil læse den sådan, eller på en helt anden måde.

"solen og hendes blomster" er desuden fint illustreret af Rupi Kaur selv, der med en enkel streg, formår at understøtte sine digte og tekster på flotteste vis. Illustrationerne gav lige lidt ekstra til teksterne, og viste på en meget skrøbelig måde de fine beskrivelser og metaforer.

"grænser
er menneskeskabte
de adskiller os kun fysisk
lad dem ikke få os til
at vende os mod hinanden
- vi er ikke fjender"

Jeg er endnu en gang dybt imponeret over, at man med så få ord, og en så simpel streg kan beskrive så store følelser, og bare ramme lige i hjertet. Rupi Kaur kan virkelig noget med ord, og hendes digte kan noget for mig, som jeg ikke har prøvet før, og som giver mig lysten til at dykke ned i denne form for litteratur. Jeg er meget spændt på, hvad hun kommer med næste gang.




tirsdag den 5. februar 2019

"Svanedrømme" af Jacob Kokkedal

*Anmeldereksemplar fra forfatteren Jacob Kokkedal og forlaget Mellemgaard, men alle holdninger er mine egne*
"Svanedrømme" af Jacob Kokkedal, af forlaget Mellemgaard, udgivet i 2018.
★★★☆☆

"Svanedrømme" handler om de tre veninder Bitten, Jeanette og Camilla, der alle drømmer om et mere eller mindre perfekt liv. Ællinger drømmer om at være svaner. Men hvad drømmer svaner om? De svaner, der har slået sig så forfærdeligt i livet, at de sidder og laver umulige lister til det perfekte, dybt materialiserede liv?

Jeg har tidligere læst Jacob Kokkedals episke fantasy bog "I døden og videre", og hans børnebøger om superhelte, og jeg var derfor meget spændt på, hvordan han ville klare chicklit genren. "Svanedrømme" er en fin bog med en del gode pointer, men der var desværre også en del der irriterede mig.

De tre piger i bogen er nogle ret irriterende typer, som man har lidt svært ved at holde af i starten.
Bitten er en buttede pige i venindeflokken. Hun drømmer om at se ud som sine veninder, og få en lækker og rig kæreste. Hendes drømme er dog ikke altid lige realistiske, men det har hun bare svært ved at indse.
Camilla er efter bruddet med sin kæreste, blevet ligeglad med alt, og næsten helt følelsesforladt. Hun knalder med stort set alle, og lader dem behandle hende som de vil, for hun er ligeglad. Hun drømmer om at få et forhold, lige som det hendes forældre har. Hun er snotforkælet, og da der kommer en sød fyr ind i billedet bliver hun i tvivl, for han er jo ikke som hun forestillede sig.
Jeanette er den flotte pige i venindekredsen, hvilket hun nogle gange udnytter. Hun er dog ret kynisk, og virker til tider ret bitter. Hun er bange for at lukke folk ind, og har det med at skubbe folk væk inden de kommer alt for tæt på, da hun også er bange for at virke sårbar og svag. Hun har et meget anstrengt forhold til sin mor, som der i løbet af bogen kommer mange farverige og ikke så pæne beskrivelser af. Nogle gange mindede hun mig lidt om Carrie fra Sex and the City. Faktisk mindede de alle tre om kvinderne fra Sex and the City, i hvert fald i deres indbyrdes dynamik og ønsker for livet. Pigerne i denne bog er dog bare lidt mere bitre.
Drengene, Kevin og Frederik, de var til gengæld skønne. De var simpelthen så søde og overbærende, men uden at blive alt for tøffelheltsagtig. For de turde nemlig godt stå fast i deres principper, sætte pigerne lidt på plads, men stadig være søde og respektfulde.

"For mig er kærlighed lige netop det at turde satse. Præcis som din ven Lasse gjorde. Det er det, der for mig gør kærlighed så fin og dyrebar. At vi ved, at den er forgængelig."

Men selvom de irriterede mig en del i starten, vores tre hovedpersonerne, så endte jeg med at holde lidt mere af dem hen mod slutningen. Især Jeanette der gennemgår en kæmpe udvikling igennem bogen. De udvikler sig alle, men jeg synes Jeanette gennemgår den største. Hun søger endda hjælp da hun er allerlængst ude, og derefter hjælper hun de to andre med at indse nogle ting, som ændrer deres tilgang til tingene i deres liv.

Sproget i bogen er meget akademisk, og mange af sætningerne er virkelig lange, hvilket for mit vedkommende sagtens kunne have været kortet lidt ned og forsimplet. Det blev nemlig ret tung læsning af den grund, hvilket var en skam. Derudover bliver der brugt rigtig mange billedlige sammenligninger, som efter min smag også sagtens kunne have været kortet lidt ned, da jeg synes det nogle gange virkede lidt påtaget og overflødigt, og ikke særlig flydende. Til gengæld synes jeg det er lidt hyggeligt og sjovt, at Simon Emil Ammitzbøll går igen som bamse i Jacob Kokkedals bøger.

"Svaghed er i min forståelse nemlig ikke det at give efter. Svaghed, tænker jeg, er derimod ikke at turde give efter. Men du er en sej tøs..." 

"Svanedrømme" indeholder som sagt en del gode pointer, bl.a. at man skal lære at elske sig selv og turde være sårbar samt åbne op for kærligheden, selvom man risikerer at blive såret. Jeg er ret glad for denne pointe, da jeg virkelig kan relatere til den. Min erfaring er nemlig, at så snart du lære at elske dig selv, og finder ro i dig selv, så kommer det andet lige så stille. Desuden bliver man nødt til nogen gange at tage chancer med kærligheden, ellers kan man risikere at blive ret ensom. Derudover kommer Jacob Kokkedal også med pointen om at livet ikke altid er perfekt og svaneagtigt, men livet er hvad man gør det til, og derfor kan man også sagtens være lykkelig og glad i den tilværelse, man måske ikke havde drømt om til at starte med. Jeg synes det er nogle ret gode og vigtige pointer, som også var med til at løfte min læseoplevelse lidt mere op.

"Svanedrømme" er en ret anderledes chicklit bog end, hvad jeg er vant til. Der var nogle ting jeg var glade for og nogle jeg var knap så glade for, men overordnet set var det en fin læseoplevelse, der både gjorde mig sur, frastødte mig (hvis I har læst den, ved I helt sikkert, hvilken scene jeg hentyder til), rørte mig og gjorde mig glad. Så hvis du er til Sex and the City, kunne det her sagtens være en bog for dig.



mandag den 28. januar 2019

Boglige gaver #8 - Jule edition


I 2018 gik december måned atter alt for hurtigt. Denne gang var det dog pga. arbejde og forberedelse af Njords første fødselsdag. Jeg kan slet ikke forstå han allerede er et år, ja faktisk 13 måneder nu, for føler jo at jeg kun lige har født. Men sådan er det, har jeg hørt, og sådan bliver det ved med at være. Så må jo nyde denne tid så længe den varer. Januar er også smuttet mellem fingrene på mig, igen pga. arbejde, og snarligt studiestart. Men forhåbentlig er jeg ved at indhente alt det, som jeg er bagud med her på bloggen. 

I år holdt vi jul med mine svigerforældre, og Rasmus' brødre. Det er første gang jeg ikke var sammen med min egen familie til jul, hvilket var lidt underligt. Men det var smadder hyggeligt, og en rigtig god aften, med lækker mad, Disney's juleshow, og gode gaver. Njord sov mens vi pakkede gaver op, så da han vågnede fik han alle sine gaver på en gang, og det synes han vidst var meget sjovt. Jeg fik mange lækre gaver i år, bl.a. en lækker strik trøje, en masse Royal Copenhagen julestel, en masse mumi kopper, en hjemmelavet karklud og så var jeg så heldig at få to bøger. Det var dog to eksemplarer af "Ravnenes hvisken - 3", så måtte ud og bytte den anden, og det kom der to andre bøger ud af. 

Jeg fik "Ravnenes hvisken - 3" og byttede den anden til "Rosie Hopkins' søde jul" og "Mægtigere end sværdet". Jeg var helt vild med "Ravnenes hvisken - 1", så derfor skulle den tredje bog i serien selvfølgelig på min ønskeliste, og nu hvor jeg har alle bøgerne, har jeg ingen undskyldning for ikke at få dem læst. Og jeg glæder mig. "Rosie Hopkins' søde jul" glæder jeg mig også til at få læst, den lyder simpelthen så sød og hyggelig, og lige som en fluffy bog til de søde december dage. Desuden har jeg aldrig læst en julebog, udover forskellige julekalenderbøger, så det glæder jeg mig til. Så må vi se om det bliver i år. 
Derudover byttede jeg over til "Mægtigere end sværdet", da jeg er ret vild med Jeffrey Archers Clifton Krønike, selvom jeg også her kun har læst den første. Jeg glæder mig dog rigtig meget til at fortsætte denne utrolig medrivende serie. 

Jeg håber I alle havde en rigtig god jul, og et rigtig godt nytår, og at I fik lige det I havde ønsket jer. Har du fået nogle gode gaver, evt. nogle nye spændende bøger? 😊



"Ravnenes hvisken - 3" (Ravnenes hvisken #3) af Malene Sølvsten:
Fimbulvinteren hærger, sygdom og sult breder sig. Intet ser ud til at kunne forhindre Vølvens spådom i at gå i opfyldelse. Men måske har Anne misfortolket tegnene? For at forstå den skæbne der truer alle, må Anne tæmme sine kræfter, og hun må lære at kende forskel på ven og fjende. Jo tættere hun kommer på sandheden om Ragnarok, jo mere står det klart, at en af hendes nærmeste modarbejder hende. Vil hun nå at afsløre forræderen, inden tiden rinder ud? Hvis Ragnarok kan afværges, er Anne parat til at betale selv med sit liv. Men prisen er højere, end hun aner... 


"Rosie Hopkins' søde jul" (Rosie Hopkins' sweet shop #2) af Jenny Colgan:
Tag med Rosie Hopkins tilbage til den lille hyggelige by Lipton, hvor hun forbereder sig på at skulle holde en ganske særlig jul. Rosie Hopkins glæder sig til julen. Hendes slikbutik er propfyldt med rød- og hvidstribede sukkerstokke, turkish delight, fyldte chokolader og sukkerklistrede børn. Hun ser frem til at skulle tilbringe juledagene med sin kæreste, Stephen, og gense sin familie fra Australien, som også har meldt sin ankomst. Men midt i alle juleforberedelserne rammes den lille by af en tragedie, og med den spoleres Rosies planer. For vil hun og Stephen egentlig det samme? Og er det helt sikkert, at hendes fremtid ligger i Lipton? Mens sneen daler, og julen nærmer sig, må Rosie overveje, om det, der er bedst for hendes lille butik, også er det bedste for hende.



"Mægtigere end sværdet" (Clifton krøniken #5) af Jeffrey Archer:
Harry Clifton, der har etableret sig som bestsellerforfatter, starter en kampagne for at få forfatteren Anatoly Babakov løsladt fra et fængsel i Sibirien. Men bringer dermed sit eget liv i fare. En IRA-bombe eksploderer om bord på skibet MV Buckingham og størstedelen af passagererne omkommer. Harrys kone, Emma, der er bestyrelsesmedlem i Barrington Shipping, er stærkt optaget af konsekvenserne af forliset, og det skaber uro i bestyrelsen. Hun har nemlig ikke kun venner.