"Stjernernes øje" (Øglejægerne #2) af Camilla Wandahl

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Camilla Wandahl, men alle holdninger er mine egne.*

"Stjernernes øje" af Camilla Wandahl, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2022.

★★★★★

Fra bagsiden:

Ærild er ikke længere den samme. Han er forræder - og på flugt. Sammen med Zira sætter han kurs mod Jorden, men de bliver taget til fange af oprørsgruppen, der tror, de er spioner for Den Øverste.

Da Den Øverste stjæler oprørsgruppens Øje for at tappe det for kræfter, er Ærild folkets eneste håb. Sammen med Zira, den oprørske Dagur, det tavse barn, Kovo og helbrederen Tryde, drager han til Base 1 for at bringe Øjet tilbage, men undervejs må han gøre op med sig selv, hvor meget han vil ofre for at redde sit folk?

Jeg har ventet længe på denne bog, og mine forventninger var høje efter slutningen i bog 1. Nu er den endelig læst, og mine forventninger blev helt klart indfriet. Min første tanke efter endt læsning var nemlig: 'Argh Camilla, giv mig bog 3 nu!!!'. "Stjernernes øje" var helt vildt god og spændende, og jeg slugte den råt.

Jeg holder stadig meget af Ærild. I denne bog kæmper han både med skylden over sin fætters død, og at han har opdaget, at hele hans liv var en løgn. Han er ikke længere en øglehybrid, men derimod et menneske, og det i sig selv kan godt være ret udfordrende. Hans mål er stadig at redde sin lillesøster, men det er ikke så simpelt. Han er stadig meget stædig, viljestærk og modig, og han kæmper for det han tror på. 

Zira kan jeg også ret godt lide. Hun er sød, hjælpsom og modig. Hun har været ude for meget, men alligevel hjælper hun Ærild og lader ham ikke stå alene med tingene. Hun er en rigtig god og loyal ven, men jeg har en fornemmelse af, at hun måske godt kan lide Ærild, men han ser det ikke rigtigt.

Dagur holder jeg også af. Han er sådan en lidt flabet, arrogant type. Han er modig, handlekraftig og hævngerrig. Jeg kan også rigtig godt lide den måde hans venskab med Ærild udvikler sig. 

Historien foregår på planeten Nærv. Jorden er blevet invaderet af parasitter, der med deres nymfer overtager folks kroppe og bruger dem som værter, og derfor er menneskene rejst til Nærv. Det er nu Den Øverste der regerer, og han har fået vårlenerne til at arbejde for sig, mod at han lader dem bo på Baserne, hvor de er beskyttet. I denne bog kommer vi rundt til nogle andre områder af Nærv. Derudover hører vi mere om oprørsgruppen, og om zårn og Øjet som er ret betydningsfuld for vårlenernes overlevelse. 

Jeg synes hele den verden der er blevet skabt er så spændende, og meget gennemført. Bogen indeholder et rigtig fint kort allerforrest, der viser det meste af planeten Nærv.

"'Det er ikke den krop, vi er født i, der bestemmer, hvem vi er!' Min stemme er et råb nu. Et råb, der giver genlyd mellem klipperne. 'Det er de valg, vi træffer, der afgør, hvem vi er - og hvem vi vil blive husket som!'"

"Stjernernes øje" er skrevet i jeg-form, ud fra Ærilds perspektiv. Man får del i hans tanker, bekymringer, frygt og oplevelser, og det fungerede rigtig godt. Derudover er bogens sprog letlæseligt og kapitlerne er ikke specielt lange, til gengæld ender de næsten alle sammen spændende, hvilket skaber et godt læse flow, som gør at man nærmest flyver igennem bogen.

"Stjernernes øje" kører lidt videre på de tematikker som den første bog havde, så som magt, og hvornår man egentlig hjælper en befolkningsgruppe, og hvornår man manipulerer og misbruger dem som ikke ligner én selv. Der er en klar henvisning til racediskrimination, slaveri og undertrykkelse, og hele den kommentar og racedebat der kommer til udtryk i bogen, er utrolig vigtig og giver stof til eftertanke. Desuden bliver der stillet spørgsmålstegn ved rigtigt og forkert, og om drab kan retfærdiggøres, hvis nu det er for et højere og bedre mål. Det er dog også en bog om identitet, familiebånd, venskab og kærlighed. 

"Stjernernes øje" er en virkelig god, spændende og fængende bog, som jeg havde utrolig svært ved at lægge fra mig. Camilla Wandahl skriver rigtig godt, og forstår virkelig at holde sin læser fast. Der er action fra start til slut, og ikke nogle kedelige øjeblikke. Historien er fyldt med hemmeligheder, politik, oprør og nogle gode plottwists. Jeg glæder mig til at læse videre, for bogen slutter på en ret vild og mystisk cliffhanger. Så please, ikke lad os vente i lige så lang tid på den næste bog, for jeg vil bare have fingrene i den nu!

"Rædsler i rummet" (Evighedens terninger #2) af Bjarne Nordberg Pedersen

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Bjarne Nordberg Pedersen, men alle holdninger er mine egne.*

"Rædsler i rummet" af Bjarne Nordberg Pedersen, af forlaget KRABAT, udgivet i 2021.

★★★★★

Fra bagsiden:

Mathilde og Oliver har fundet den anden af Evighedens Terninger. Sammen med Sebastian og den lille pige Anna må de rejse ud i rummet og bekæmpe onde rumvæsner og robotter for at gennemføre spillet og redde alle tilbage til virkeligheden. Det viser sig dog hurtigt, at skibet er inficeret med giftige rumedderkopper, hvis dronning vil gøre alt for at slå dem ihjel. Kan de overleve Rædsler i rummet?

Da jeg læste første bog af Evighedens terninger, blev jeg positivt overrasket, og jeg glædede mig derfor meget til at læse videre. "Rædsler i rummet" er en virkelig god, spændende, sjov og action spækket bog, som man bare flyver igennem.

Mathilde fortsætter sin mission om at finde Evighedens terninger, sådan at flere ikke bliver fanget i deres spil. Hun er stålfast og modig, og god til at danne sig et overblik inden hun hopper ind i et spil. Denne gang har hun Oliver med, hvilket hun er rigtig glad for. Endnu en gang har hun dog lidt svært ved at trænge igennem til en af spillerne, nemlig Sebastian, der virkelig lever sig ind i sin karakter.

Oliver har besluttet sig for at hjælpe Mathilde, efter han selv prøvede at blive fanget i et spil. Han er en god støtte og hjælp, og er mere modig i denne bog end den første, men nu ved han selvfølgelig også, hvad han er gået ind til. Han har dog lidt problemer med sin karakters store bryster.

Sebastian går meget op i spillet, og lever sig så meget ind i sin karakter, at han har svært ved at bryde sin rolle. Det viser sig dog at være brugbart på sigt. Han er dog ret arrogant og tænker sig ikke altid om.

Anna er omkring 6 år, og er havnet i spillet ved et tilfælde, da hendes storebror passede hende. Hun viser sig dog at være ret sej og modig. 

Jeg kan rigtig godt lide at bøgerne handler om rollespil med terninger, da det ikke er noget jeg rigtig har læst om før. Denne bog viser dog også at rollespil ikke kun behøver at foregår i fantasy universer med orker, elvere og troldmænd. Denne bog foregår f.eks. i en Science fiction setting med rumskibe, rumvæsner, laserpistoler og kæmpe store, dødbringende rumedderkopper, hvilket var sjovt og interessant, og giver nogle andre udfordringer til spillerne.

"Han kunne se Sebastian skrige af smerte, men den eneste lyd, han kunne høre, var vinden. Olivers blik mødte Mathildes, og han kunne se en blanding af frygt og opgivelse i hendes øjne. Hun pegede på døren, hvor Oliver kunne se et rødt håndtag. Hun råbte noget, han prøvede at mundaflæse. Nødhåndtag?"

"Rædsler i rummet" er skrevet med en altvidende fortællerstemme. Sproget er holdt nemt, og kapitlerne er ikke specielt lange, men fyldt med cliff hangers, så man flyver igennem bogen. I denne bog bliver der ikke forklaret lige så meget om, hvordan man spiller rollespil, men der er meget fokus på de forskellige karakteres evner og styrker, og hvordan de kan udnyttes bedst. Det var dog stadig nemt at følge med og forstå spillet. Der er action for fuld udblæsning, så man keder sig aldrig under sin læsning. Den egner sig godt til selvlæsning fra omkring 11 år, og højtlæsning fra ca. 8 år, man skal dog ikke være bange for edderkopper. 

Rasmus Jensen har endnu en gang illustreret bogen, og det gør han bare så godt. Hans flotte illustrationer giver liv til karakterende, og er med til at sætte stemningen under læsningen. Illustrationerne giver lige det ekstra til læseoplevelsen, og sammen med de korte kapitler gør det bogen overskuelig at komme igennem. 

"Rædsler i rummet" er en virkelig god, spændende, action spækket og medrivende bog, som holdt mig fanget fra start til slut. Den er fyldt med humor, dog stadig over i den lidt mere drengede slags, med snak om store bryster, men den kan sagtens læses af både drenge og piger. Siderne vendte nærmest sig selv, og jeg glæder mig meget til at læse næste bog, og se hvilket univers Mathilde og Oliver så havner i. 

Bøgerne kan anbefales til spilglade børn, og deres voksne. 

"Elverprinsen" (Amulet #5) af Kazu Kibuishi

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Elverprinsen" (org. titel "Prince of the Elves") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af John Lysmand.

★★★★★

Fra bagsiden: 

Emily har overlevet de dramatiske prøver på akademiet hos Stenvogternes Råd. Men Max har stjålet moderstenen. Ved hjælp af den kan elverkongen lave nye amuletter og tiltvinge sig magten over resten af Alledia. Emily og hendes venner sætter alt ind på at forhindre det - men pludselig lyder stemmen i hendes egen amulet langt mere ildevarslende og dyster end før, og hun frygter, at den er ved at overtage kontrollen fuldstændig...

Jeg burde læse den her graphic novel serie meget hurtigere efter hinanden, end jeg har gjort. For hold op, hvor er de bare gode, og hvor har jeg bare savnet universet og dets karaktere! "Elverprinsen" er en helt vildt god, spændende og medrivende bog, som jeg slugte råt!

Emily er en viljestærk og modig pige, men hun kæmper stadig med at modstå fristelsen fra sin amulet, der bliver mere og mere lokkende.

Navin får mere ansvar i denne bog, men han er modig og kaster sig ud i ting, selvom han er lidt usikker. 

Både Emily og Navin har virkelig udviklet sig meget igennem de sidste par bøger. De har taget deres opgaver og skæbne på sig, selvom det er et kæmpe ansvar at ligge på to børns skuldrer. Derudover bliver de hele tiden nødt til, at stole på det de bliver fortalt og de folk de møder på deres vej.

Trellis har fået en lidt større rolle i denne bog, og det var rigtig spændende, at følge ham og hans kamp med både sin amulet og sin familie.  

I "Elverprinsen" får vi mere baggrundsviden om Max og Trellis. Man hører mere om Max' fortid, og hvad hans motivation og bevæggrunde er. Man får næsten medfølelse med ham, og man kan måske også godt forstå lidt, hvorfor han gør, som han gør. 

Desuden hører man om Trellis og hans familie historie samt hans forfædre. Vi hører f.eks. en smule om Erle Kongen, som desværre ikke var helt god, og måske endda var besat. 

Herudover lærer man mere om stemmen i stenen, og den magt den kan få over én, hvis man ikke passer på. 

Det var spændende at høre om, og jeg glæder mig til at høre meget mere om det hele, især om Erle Kongen og hans arv. 

Kampen for at beskytte riget mod elverkongens magt og krig fortsætter og det er ikke en nem kamp, da Max har sluppet en bjerg gigant løs, samtidig med at han har styrken fra sin sten. Plottet udfolder sig mere og mere, og der kommer twist her og der, som gør historien endnu mere spændende.

"'Somme tider kan selv de klareste hjerner blive formørket af personlige længsler.'"

Bogens sprog er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den overskuelig at komme igennem. Kazu Kibuishi har selv illustreret den, og hans illustrationer er så utrolig flotte. De er dragende, detaljerede og stemningsfulde. Man kan virkelig gå på opdagelse i dem, og kigge på alle deres fine detaljer. Mængden af tekst og bogens illustrationer, fungerer rigtig godt sammen, og jeg følte aldrig, at jeg manglede noget under min læsning. Amulet anbefales fra ca. 8-9 år og op.

"Elverprinsen" er en virkelig god, spændende og nervepirrende bog, som jeg læste ud i en køre. Jeg er vild med denne serie, og de bliver mere og mere spændende, for hver bog. Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre. Jeg kan virkelig ikke anbefale denne serie nok, for helt ærligt, så burde alle læse den!

"De sidste stenvogtere" (Amulet #4) af Kazu Kibuishi

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"De sidste stenvogtere" (org. titel "The last Council") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af John Lysmand.

★★★★★

Fra bagsiden: 

Emily og hendes venner ankommer til Cielis for at få hjælp i kampen mod Elverkongen. Men noget er helt galt. De engang så travle gader er tomme, og de tilbageværende indbyggere skræmt fra vid og sans. På stenvogter-akademiet forventes Emily at konkurrere om en plads i Vogternes Råd, hvis medlemmer er de mest magtfulde stenvogtere. Samtidig med at antallet af deltagere hastigt falder, opdager de en grusom hemmelighed - som kan betyde enden på alt det, Emily kæmper for. 

Jeg er seriøst vild med den her serie. Lige så snart jeg åbnede denne bog kunne jeg mærke, hvor meget jeg havde savnet universet, og hvor godt det var at være tilbage. "De sidste stenvogtere" er en virkelig fantastisk og spændende bog, som jeg slugte råt!

Emily bliver virkelig sat på prøve i denne bog, da Vogternes Råd skal teste hendes evner som stenvogter, for at se om hun er stærk nok til at få en plads i rådet. Hun er overladt til sig selv, da der på akademiet er lukket af for stemmen i hendes sten. Hun bliver derfor nødt til at stole på folk hun ikke kender eller ikke har tillid til, hvilket er ret svært for hende. 

Hun opdager dog snart at ikke alt er som det ser ud til, og kan hun egentlig stole på dem hun regnede med. 

Max er ret hemmelighedsfuld, og ret irriterende. Han tager nogle beslutninger som ikke altid gør ham lige populær, men han ved en masse om prøverne de skal gennemføre på akademiet, han har nemlig været der et stykke tid. Emily bliver derfor nødt til at stole på ham.

Derudover møder vi nye karaktere, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.

"De sidste stenvogtere" foregår primært i byen Cielis og på stenvogter akademiet. Den før store og travle by er blevet til en spøgelsesby, hvor fremmede ikke er velkomne, og folk er skræmt fra vid og sans. Indbyggerne må dog også lære at stole på hinanden, samt folk der ser anderledes ud og som førhen er blevet set som fjender. De er nødt til at samarbejde, hvis de vil tilbage til bedre tider. Jeg synes det er rigtig spændende, når universet og de forskellige byer og områder bliver udvidet og gjort mere detaljeret. Jeg glæder mig til at høre om flere spændende steder, og se hvor historien fører mig. For plottet udfolder sig mere og mere, og der kommer stadig flere twist til historien, som er med til at gøre det hele meget medrivende og underholdende.

Sproget i bogen er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den overskuelig at komme igennem. Det er Kazu Kibuishi selv der har illustreret denne graphic novel, og de er simpelthen bare så flotte. Illustrationerne er dragende, detaljerede og stemningsfulde. Jeg er vild med farverne, og jeg kan nemt bruge lang tid på at kigge på alle detaljerne. Teksten og dialogerne spiller rigtig godt sammen med illustrationerne, og jeg følte aldrig jeg manglede noget under min læsning. Serien anbefales fra 8 år og op, men de kan læses og nydes af alle, for det passer når forlaget skriver 'let at læse, men svær at lægge fra sig'!

"De sidste stenvogtere" er en super god, spændende, medrivende og action spækket bog, som jeg først lagde fra mig da sidste side var vendt! Jeg er vild med denne serie, og jeg kan næsten kun sige, wow, hver gang jeg har læst en af dem. Der sker mere og mere i historien. Fjenden rykker nærmere og bliver kun stærkere og stærkere. Intet er som det ser ud til, hemmeligheder afsløres og fare lurer overalt. Derudover er jeg som altid, dybt imponeret over, hvordan man med så lidt tekst kan få skabt en fængende og vild historie, men det beviser Kazu Kibuishi at man sagtens kan. Jeg kan ikke anbefale denne serie nok, og jeg glæder mig så meget til at læse næste bind i serien. 

"Kloens Klippe" (Øglejægerne #1) af Camilla Wandahl

*Anmeldereksemplar modtaget af forfatter Camilla Wandahl, men alle holdninger er mine egne.*

"Kloens Klippe" af Camilla Wandahl, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2020. 

★★★★★

Fra bagsiden:

Parasitter har med avanceret teknologi invaderet planet efter planet for at bruge indbyggernes kroppe som værter. Nu er turen kommet til Nærv. Ærild bor i en menneskeskabt koloni på planeten Nærv. Da hans lillesøster bliver taget af parasitterne, sværger han at hævne hende, men først må han tæmme en flyveøgle for at komme i Astrovåbnet, så han kan få udrejsetilladelse. Sammen med en gruppe unge, der som han selv er øglehybrider, drager han til Kloens Klippe. På rejsen må de kæmpe mod både vilde dyr, naturen og nye sandheder, og snart er Ærild involveret i en langt større sag end sin søsters forsvinden.

Det er første gang jeg læser noget af Camilla Wandahl, der ikke er gys, og jeg var derfor spændt og nysgerrig på, hvordan det mon ville være. Men Camilla skriver bare virkelig godt, og "Kloens Klippe" holdt mig fanget fra start til slut. Den er spændende, mystisk og dragende, og jeg havde svært ved at ligge den fra mig!

Jeg holdt meget af Ærild, der er en sød, stædig, viljestærk og modig ung fyr, der vil hævne sig på parasitterne der tog hans søster da de var små. Han er øglehybrid, og har derfor både hale og horn, men udover det ligner han og vårlenerne ellers menneskene som beskytter dem. Hans viljestyrke og stædighed er imponerende, og jo tættere han er på at finde sin søster, jo mere samfundskritisk bliver han. 

Seir både elsker og hader man lidt. Han er Ærilds fætter, bedsteven og på sin vis også rival. Hans far har en høj rang i Astrovåbnet, og Seir går derfor meget op i reglerne. Han har svært ved at forstå Ærild og hans hævntørst, og prøver at få ham til at gøre sin pligt i stedet for at jage en håbløs drøm.

Historien foregår på planeten Nærv, som har mange spændende landskaber og væsener. Jorden er blevet invaderet af parasitter, der med deres nymfer overtager folks kroppe og bruger dem som værter, og derfor er menneskene rejst til Nærv. Jeg synes det var en virkelig spændende verden, beboet af både mennesker, vårlenere og øgler, og den vigtigste energikilde de har på planeten er zårn, som man høster i miner. Jeg glæder mig til at komme lidt mere i dybden og få udvidet hele dette univers, da det er ret interessant. Bogen indeholder et rigtig fint kort allerforrest, der viser det meste af planeten Nærv. Jeg elsker virkelig kort i bøger, og jeg fik brugt kortet rigtig meget til at orientere mig, og følge med i, hvor karakterende befandt sig. 

"Astra er min bedste ven. Og dem man elsker, kan man mærke. Når de dør, og når de er i live."

"Kloens klippe" er det meste af tiden skrevet i jeg-form, og man følger Ærild hele vejen igennem. Man følger hans tanker, bekymringer, frygt og oplevelser, og det fungerede rigtig godt. Derudover er bogens sprog letlæseligt og kapitlerne er ikke så lange, og de ender næsten alle sammen meget spændende, så man bare må læse videre. Kapitlernes længde, de spændende kapitelafslutninger og sproget i bogen giver bogen et rigtig godt læse flow, og man flyver nærmest igennem den. 

Til tider mindede bogen mig om en blanding af Avatar og "Vandrende Sjæle" af Stephanie Meyer, men den formår stadig at være helt sin egen. Jeg kunne rigtig godt lide den, og synes det var en interessant og spændende historie og problematik den tog op, om magtbalance, og hvornår man egentlig hjælper en befolkningsgruppe, og hvornår man manipulerer og misbruger dem, og om hvor bevidst man er i sine handlinger, når det handler om dem som ikke ligner én selv. Der er en klar henvisning til racediskrimination, slaveri og undertrykkelse, og hele den kommentar og racedebat der kommer til udtryk i bogen er utrolig vigtig at sætte i fokus og giver stof til eftertanke, når man tænker på, hvad der sker ude i verden lige nu.

"Kloens klippe" er en virkelig god, spændende og fængende bog, som holdt mig fast fra start til slut. Jeg blev hurtigt grebet af historien, der er fyldt med action, barske scener, hemmeligheder, politik, oprør og overraskelser. Jeg slugte den råt og måtte bare læse videre. Jeg glæder mig så meget til at læse videre i denne serie, og se hvad der kommer til at ske med Ærild og befolkningen på Nærv.

"Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" (Opdagerklubben #1 og #2) af Bobbie Peers

*Anmeldereksemplarer fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*

"Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" (org. titler "Oppdagerklubben og marshmallowsmaskinen" og "Oppdagerklubben 2 skildpaddekanonen") af Bobbie Peers, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog norsk), oversat af Lene Ewald Hesel. Begge bøger modtager samme antal stjerner.

★★★★★

Fra bagsiden af "Skumfidusmaskinen" (Opdagerklubben #1):

'Find ud af, hvorfor ubåden flyver.' Sådan lyder Opdagerklubbens første mission. Ella og Felix tager af sted i luftskibet og finder ud af, at skumfidusmaskinen ikke virker - og skumfiduser er ellers det allervigtigste brændstof. Hvem har dog ødelagt maskinen? Det bliver en rejse med skumle pirater, rare robotter og virkelig geniale opfindelser.

Fra bagsiden af "Skildpaddekanonen" (Opdagerklubben #2):

Ella og Felix lander i ørkenen, hvor det regner med skildpadder. Robotskildpadder, som går til angreb. Snart finder de ud af, at det er de lede piraya-pirater, som står bag. Hvordan klarer Opdagerklubben den, når de står ansigt til ansigt med den modbydelige piraya-piratgeneral? Er de kølige nok til at klare hans ondskab og stoppe den fæle skildpadderegn? 

Det er første gang jeg læser noget af Bobbie Peers, men bøgernes forsider og titler talte til mig, og jeg vidste at dem måtte jeg bare læse. "Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" er helt vildt gode, og jeg nød at læse dem. De er hyggelige, spændende, og virkelig sjove, og man både smiler og griner under sin læsning. Jeg elskede dem!

Jeg holder meget af både Ella og Felix. De er søde, hjælpsomme og meget nysgerrige. 

Ella er en meget modig og kvik pige, der elsker at opfinde og ombygge ting. 

Felix er en sjov og selvstændig dreng, der elsker at opdage ting, og synes selv han er ret god til det. Han hjælper, hvor han kan og går nysgerrigt og undersøgende til tingene, for at opklare, hvad det er der foregår. Han opdager Ella, og sammen med hende får han dannet et fint venskab, som bliver til Opdagerklubben. 

Derudover kan jeg ret godt lide de farlige piraya-pirater. De er nogle ret anderledes skurke, men de er sjove. 

Historien foregår i en verden der minder lidt om vores, men som alligevel er meget anderledes. Alting kører på skumfiduser, man har virkelig lange og underlige navne, og der er piraya-pirater, som er halvt robot, halvt piratfisk i en fiskebowle. Denne verden er inde i Ellas globus, og når hun bliver kaldt dertil skrumper hun. Jeg kunne ret godt lide at hun bliver suget ind i sin globus og på den måde kommer til en anden verden. Det er måske set før, men det fungerede og var et sjovt twist til historien. 

I "Skumfidusmaskinen" flyver Felix og Ella rundt i et luftskib for at finde ud af, hvorfor ubåden svæver, men bliver angrebet af piraya-piraterne. I "Skildpaddekanonen" er de ude i ørkenen, hvor de skal hjælpe en by der bliver angrebet af robotskildpadder.

"Skildpadden standsede, da skjoldet ramte styrehuset. Ella åndede lettet op. Men så skete der noget mærkeligt. Skildpadden strakte halsen, og den blev længere og længere, ligesom et teleskop. De knivskarpe tænder blinkede i solen. Felix hylede, da skildpadden tog en bid af hans jakke og guffede den i sig. 'Det er ikke almindelige skildpadder!'"

"Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" passer perfekt til højtlæsning fra ca. 4-5 år og op. Der sker hele tiden noget, og de bliver aldrig kedelig. De er spændende og underholdende hele vejen igennem, og får virkelig smilende frem. Vi læste begge bøger på et par timer, da vi kørte bil, og de var sjove for både børn og voksne. Njord er i hvert fald helt med på idéen om, at tingene kører på skumfiduser. 

Bøgerne kan også bruges til selvlæsning, fra omkring 10 år og op, for selvom de ikke er så lange, så er der nogle enkelte lange ord her og der, som kan gøre dem lidt svære at læse.

Bøgerne er illustreret af Sandra Steffensen, og jeg er vild med hendes flotte og humoristiske illustrationer, der virkelig får karakterende frem. De er så pæne, detaljerede og sjove, og de passer perfekt til historierne, hvor de på fineste vis supplerer det der sker. 

"Skumfidusmaskinen" og "Skildpaddekanonen" er nogle super gode, sjove og spændende bøger, som jeg hyggede mig meget med at læse. De er oplagte til en hyggestund med ungerne, personligt glæder jeg mig i hvert fald til at læse dem for mine drenge igen, når de er blevet lidt ældre, for det er nogle meget underholdende historier. Det er nogle af de bedste børnebøger jeg har læst længe, og jeg kan næsten ikke vente med, at komme med på flere vilde eventyr og opdagelser!

"Byen bag skyerne" (Amulet #3) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Byen bag skyerne" (org. titel "The Cloud Searchers") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af John Lysmand.

★★★★★

Fra bagsiden:

I et luftskib sætter Emily, Navin, deres mor og deres venner i modstandsbevægelsen kurs mod den mystiske by Cielis, som kun få tror eksisterer. Der håber de at få hjælp fra Vogternes Råds magtfulde stenvogtere. Kongeriget Alledias fremtid afhænger af, at missionen lykkes - men tiden er ved at løbe ud, og Emily er nødt til at finde Cielis, før den grusomme elverkonge finder hende...

Hvis der er en bog jeg har glædet mig til at læse i rigtig lang tid, så er det denne. Jeg har været total grebet af de to tidligere bøger i serien, og jeg klappede næsten i mine små hænder, da den kom ind af døren. "Byen bag skyerne" levede op til alle mine forventninger og mere til. Jeg er vild med den!

Emily kæmper stadig med at lære at styre stenen og dens kræfter, sådan at hun kan bruge dens magi, uden at miste kontrollen over sig selv.

Både Emily og Navin påtager sig et stort ansvar i al det kaos de er blevet en del af. De er modige og hjælpsomme, og de prøver at gøre det de kan, for at hjælpe andre.

I denne bog bliver vi også præsenteret for nye karaktere, nogle med mere skumle planer og bagtanker end andre. 

I "Byen bag skyerne" bliver universet udvidet mere og mere, og vi ser hvor stort det faktisk er, hvilket er super fedt. Jeg glæder mig til at lære meget mere om landet Alledia og den mystiske by Cielis, og til at finde ud af, om det lykkes dem at finde Vogternes Råd, og om de vil kunne hjælpe dem. Plottet udfolder sig virkelig i denne bog, og der kommer en del twist her og der, som gør historien endnu mere sjov og spændende.

"Nogle siger, at Vogternes Råd løftede byen op og skjulte den mellem skyerne, hvor de uforstyrret kunne genopbygge den. Andre kalder det en myte uden hold i virkeligheden. Men vi er nødt til at tro på historien, for uden Cielis og Vogternes Råd er Alledia fortabt."

Sproget i bogen er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den overskuelig at komme igennem. Kazu Kibuishi har selv illustreret den, og det gør han bare så godt. Illustrationerne er dragende, detaljerede, stemningsfulde og virkelig flotte. Jeg er vild med farverne, og jeg kan nemt bruge lang tid på, at kigge på alle detaljerne. Teksten og dialogerne spiller rigtig godt sammen med illustrationerne, og jeg følte aldrig jeg manglede noget under min læsning. Den anbefales fra 8 år og op, men de kan læses og nydes af alle, for det passer når forlaget skriver 'let at læse, men svær at lægge fra sig'! 

"Byen bag skyerne" er en super god, spændende, hæsblæsende og action spækket bog, som jeg slugte råt. Jeg bliver gang på gang imponeret over, hvordan man med så lidt tekst kan få skabt en fængende og vild historie, men det beviser Kazu Kibuishi at man sagtens kan. Jeg glæder mig til at læse næste bind, og jeg kan næsten ikke vente til den udkommer, for jeg har bare lyst til at fortsætte det vilde eventyr lige med det samme. 

"Stenvogterens Forbandelse" (Amulet #2) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Stenvogterens Forbandelse" (org. titel "The Stonekeeper's Curse") af Kazu  Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 

★★★★★

"Stenvogterens Forbandelse" starter der hvor "Stenens Vogter" sluttede. Den grusomme elverkonge har udstedt en dødsdom over de to søskende Emily og Navin. Heldigvis beslutter den gådefulde ræv Leon Rødskæg sig for at hjælpe dem. Sammen udforsker de den mystiske amulets skjulte kræfter - og dem bliver der brug for: Det viser sig nemlig, at kun en frugt fra det sjældne Gadoba-træ kan redde Emily og Navins mors liv ... 

Jeg havde virkelig glædet mig til, at fortsætte serien om stenens vogter, da den første bog i serien bare var virkelig god og spændende, så forventningerne var høje. "Stenvogterens Forbandelse" skuffede bestemt heller ikke, og jeg var så opslugt af den spændende og medrivende historie, at jeg næsten ikke kunne lægge den fra mig!

Jeg holder stadig utrolig meget af børnene Emily og Navin. De kæmper stadig med at finde deres plads i denne nye verden, men de tager udfordringerne op med løftet pande, og de gennemgår begge en stor udvikling i forhold til det ansvar der er blevet dem pålagt. 

Emily kæmper med stenens styrke, og for ikke at miste sig selv og kontrollen, da stenen kan være ret dominerende. Hun har ikke altid tålmodigheden til at lytte til gode råd, da de er meget presset på tid i forhold til at redde deres mor, men ofte bliver hun dog tvunget til det, på den ene eller anden måde.

Navin finder ud af, at han også har en bestemt rolle i det hele, og at han kan gøre mere, end han måske troede. 

Derudover bliver vi i denne bog præsenteret for ræven Leon Rødskæg, som er dusørjager. Han er hemmelighedsfuld og snedig, men rigtig sød, hjælpsom og loyal, så han er svær ikke at komme til at holde af, Emily er dog skeptisk, da han vil lære hende og styre sine nye kræfter. 

Prins Trellis, Elverkongens søn, er en ret interessant karakter at følge. Han har en del skjulte motiver, og det er nogle gange svært at bedømme om han er ond eller rent faktisk god. Men det kan jeg egentlig ret godt lide, da det gør ham lidt mystisk.

"Du kan kun styre stenen, hvis du kan styre dit eget liv."

Sproget i "Stenvogterens Forbandelse" er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den meget overskuelig at læse. Kazu Kibuishi har både skrevet og illustreret "Stenvogterens Forbandelse" og den er bare så flot. Illustrationerne er rigtig fine, detaljerede og stemningsfulde. Teksten og dialogen spiller rigtig godt sammen med illustrationerne, og man føler ikke at man mangler noget i sin læsning, tværtimod. Man bliver suget ind i historien med den spændende historie, og de stemningsfulde illustrationer, at man knap kan slippe bogen igen. 

"Stenvogterens Forbandelse" fortæller måske ikke så meget om landet Alledia som jeg havde håbet, men man hører en del om de forskellige væsener der lever der. Desuden hører man om flere forbandelser, både den der hersker over byen Kanalis og den forbandelse der ligger over stenvogterne i forhold til deres samspil og magtkamp med deres sten. Jeg synes det er interessant at høre om disse ting, og jeg kunne godt lide, at man kun fik en brøkdel af vide og ikke fik afsløret, hvad profetien går ud på, da det holder os hen i spænding og gjorde mig endnu mere nysgerrig. Derudover lærte vi mere om Elverkongen, hvilket jeg også fandt meget spændende, da der ligger mange ting bag, som gør at man forstår ham lidt bedre, hvilket var fedt.

"Stenvogterens Forbandelse" er en super god bog, som holdt mig fanget fra start til slut og som jeg slugte råt. Den er mere hæsblæsende, intens og actionspækket end den første bog, og der sker mange ting, som gjorde at man aldrig kedede sig. Jeg er helt vild med denne serie, og jeg glæder mig virkelig meget til den næste bog i rækken udkommer, selvom jeg godt ved, at jeg skal vente et godt stykke tid endnu. 

"Stenens Vogter" (Amulet #1) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*

"Stenens Vogter" (org. titel "The Stonekeeper") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 

★★★★★

"Stenens Vogter" handler om søskendeparret Navin og Emily, der sammen med deres mor flytter ind i et mystisk og gammelt hus. De opdager hurtigt, at huset er fuld af hemmeligheder. Da et monster bortfører deres mor, og fører hende igennem en magisk dør i kælderen, drager Navin og Emily afsted for at redde hende - og havner i en fantastisk verden befolket af onde elevere, hjælpsomme robotter, synske træer og talende dyr... 

Jeg har aldrig været den store tegneserie læser, og har af den grund også holdt mig lidt fra graphic novels. Men jeg havde hørt så utrolig meget godt om denne serie, så jeg blev alligevel nysgerrig. Nu er den så læst og jeg kan næsten ikke sige så meget andet end WOW, jeg vil dog gøre et forsøg. "Stenens Vogter" er en super god, medrivende og nervepirrende bog, som er virkelig svær at ligge fra sig, og så er det endda kun første bind i en serie på ni bøger!

Søskendeparret Emily og Navin er to meget søde og modige børn. De har begge oplevet et kæmpe tab tidligt i deres liv, især Emily der var tilstede på den skæbnesvangre dag. Af den grund kæmper de begge, og især Emily der er den ældste, for at holde familien samlet og beskytte sin familie lige meget, hvilke konsekvenser det kan have. Hun lytter dog også til fornuften og andres råd, for det meste i hvert fald.
Navin gør sit for at hjælpe, hvor han kan og snakke med Emily når hun handler overilet, men han er jo lillebror, så hun lytter ikke altid. Men de er som sagt meget modige begge to, og der skal meget til for at slå dem ud af kurs.
Miskit er et rigtig sødt kanin agtigt væsen, som hjælper og vejleder dem, hvor han kan. Og man kommer hurtigt til at holde af ham, og alle de andre robotter som de støder på.

Det er forfatteren selv der også har tegnet historien, og den er bare så fin. De eneste tegneserier/ graphic novels jeg sådan rigtig har læst er "W.I.T.C.H." og "Santa Claus - Historien om Julemanden" af Michael G. Ploog, og ellers har jeg aldrig fundet nogle der interesserede mig, udover måske deres flotte illustrationer. Men Kazu Kibuishi gør det godt, og jeg blev draget af de flotte og stemningsfulde illustrationer og den medrivende historie, som både teksten og illustrationerne beskriver. Illustrationerne er holdt i meget dæmpede farver, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. De underbygger rigtig fint stemningen i historien, og gør at det hele hænger sammen.

"Uden stenen vil alt omkring dig blive til støv. Lad magten blive din... så du kan redde din familie."

Jeg har nok altid frygtet at graphic novels ville mangle et eller andet, og at selve historien ville være lidt for tynd tekstmæssigt i forhold til illustrationer, men det var "Stenens Vogter" langt fra. Der står ikke meget, og sproget i bogen er holdt let, da målgruppen for denne graphic novel ligger fra 8 år og op. Men den tekst og dialog der er, spiller bare så godt sammen med illustrationerne, og jeg følte aldrig, at jeg manglede noget, det var mere som at læse en helt normal roman, bare med billeder, hvilket var super fedt. Der er nemlig så meget stemning i de illustrationer, og inden for få sider havde den mig siddende på kanten af stolen, med tårer der pressede sig på, på trods af at der næsten ikke var nogen tekst. Dette var igen super fedt, for jeg græder stort set aldrig til bøger. Nu kan jeg så sidde her og give min graviditet skylden, men selv hvis det er det som gør det, så er det sådan set ligegyldigt, for den rørte mig virkelig, hvilket var skønt. Derudover er det jo helt okay at græde og fælde en lille tåre en gang i mellem, når noget rør os, det sker bare sjældent for mig med bøger, men denne prolog rørte mig virkelig, for hold op den var intens.

"Stenens Vogter" er en utrolig spændende og god bog, som holdt mig fanget fra start til slut, og den overraskede mig virkelig positivt. Jeg ville ønske den havde fandtes da jeg var barn, for er sikker på jeg ville have elsket den, for den havde mange vibes hen af "W.I.T.C.H.". Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre i denne serie, for at finde ud af, hvad der skal ske med Emily, Navin og de andre, samt forhåbentlig at lære mere om landet Alledia, og de mange væsener der lever der, specielt de onde elevere. "Stenens Vogter" er utrolig svær at lægge fra sig når man først er gået i gang, så jeg kan kun give citatet fra bogens bagside ret når den siger: "Let at læse, men svær at lægge fra sig." For det er den virkelig, og siderne vender nærmest sig selv.

"Hummerkongens hævn" (Hummerkongen hævn #2) af Nick Clausen

"Hummerkongens hævn 2" af Nick Clausen, af forlaget Facet, udgivet i 2018. Bogen er modtaget som gave fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Hummerkongens hævn 2" starter hvor den første bog sluttede. Noget er helt galt med Karlo. Han har i hemmelighed stjålet Spiffs armbåndscomputer og er rejst til fængslet, hvor krabatalossen sidder indespærret. Han vil hjælpe den med at flygte. Spiff forsøger at forhindre det, men ender med at afsløre den sande fjende: en frygtindgydende, hævntørstig mutant, som kalder sig selv Hummerkongen. Samtidig begynder smittede væsner at dukke op på hospitaler overalt i De Kendte Universer. Snart går det op for vores helte, at hele fremtiden står på spil…

Den første bog i "Hummerkongens hævn"-serien sluttede virkelig på et spændende sted, og da dette også er den sidste bog i serien, var jeg ret spændt på, hvordan det skulle gå vores hovedpersoner. "Hummerkongens hævn 2" er en rigtig god og aktionfyldt bog, som jeg faktisk synes er mere spændende end den første! 

Karlo er en karakter jeg virkelig holder af, og jeg kunne godt lide at følge ham, og hans kamp for ikke at miste sig selv.

Spiff er også virkelig en skøn karakter. Han er meget modig, ikke kun i hans bedrifter, men også fordi han ignorerer sin kone som er meget irriteret på ham og hans job. Hold nu op, hvor jeg grinte af deres diskussioner. 

Jeg kunne også godt lide, at man i denne bog lærte Hummerkongen og hans skumle planer at kende. Ham havde jeg nemlig savnet i den første bog. 

"Hummerkongens hævn 2" foregår primært ude i rummet. Det var fedt at lære mere om De Kendte Universer, og høre om de forskellige racer der bor der. De universer man hører om virker meget gennemtænkte, og beskrivelserne gør at man kan nemt forestille sig, hvordan der ser ud. 

Bogen er bygget op sådan at kapitlerne skifter mellem de forskellige personer, man ser altså det Karlo, Jonatan, Spiff, August og Cecilie oplever og tænker. Jeg holder meget af bøger der er bygget sådan op, da man på den måde ikke går glip af noget. Du får nemlig historien fra flere vinkler, og ofte oplever personerne heller ikke de samme ting, og det er derfor skønt at følge de forskellige begivenheder. 

"August går ned ad trappen. For hvert skridt bliver han mere og mere bange. Da han kommer ud i entreen, kan han se Karlos skikkelse gennem de høje , ornamenterede ruder i døren. Det er ikke Karlo. Han er ikke længere sig selv."

Bogen har et lix-tal på 25, og anbefales som selvlæsning fra 12 år. Sproget er let forståeligt og kapitlerne er korte og overskuelige i længden. Derudover skriver Nick Clausen rigtig godt, og historien bliver aldrig kedelig. Desuden synes jeg det var en lidt sjov detalje, at tallene på kapitlerne hænger sammen med den første bog, sådan at det første kapitel hedder "kapitel 41" i stedet for "kapitel 1". Dette viser nemlig tydeligt, at de to bøger ligger i forlængelse af hinanden. 

"Hummerkongens hævn 2" er en spændende, god og sjov bog, fyldt med aktion, humor, venskab, kærlighed og hævngerrighed. Den fik mig til at le flere gange, samtidig med at de mange cliffhangers, som de fleste kapitler endte med, holdt mig fanget og fik mig til at vende side efter side. "Hummerkongens hævn 2" er en fin afslutning på historien, men for min skyld må der gerne komme flere bøger i dette univers. 

"Dusørjægerens hævn" (Rummets Detektiver #3) af Søren og Morten Ellemose

*Bogen er sponsoreret af forlaget Facet*

"Dusørjægerens hævn" af Søren og Morten Ellemose, af forlaget Facet, udgivet i 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Dusørjægerens hævn" foregår et godt stykke tid efter "Intergalaktisk eventyr" sluttede. Xander, Georg, Jeanne og Sigrid vågner i år 2155 på universets største rumskib. Om bord på Ark One forsøger de sammen med tvillingerne Tammie og Robert at løse mysteriet om tidsrejser. Denne gang kommer de på sporet af et intergalaktisk komplot. Nogen har stjålet Tidsgnisten og universet er begyndt at skrumpe. De hensynsløse dusørjægere Lord Greywood og Blade Bloodstorm er lige i hælene på de seks venner, som er udvalgt til at danne Rummets Detektiver. Bag den nådesløse jagt står den onde Kejser Blackrayn, der vil have magten over universet. 

Jeg har efterlyst mere sci-fi i de to tidligere bøger, og det må jeg sige, at jeg har fået i denne. "Dusørjægerens hævn" er efter min mening bedre end de to andre, og meget mere spændende og actionspækket!

I denne bog hører man meget mere om den rolle børnene har, og hvorfor de hver især er blevet udvalgt. Men jeg vil ikke komme meget mere ind på dette, da jeg ikke ønsker at spoile. Det er nemlig ikke helt tilfældigt, at det netop er dem som disse begivenheder er sket for. Dette var et ret interessant indblik i karakterende, da det før bare har virket til, at børnene var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Det er dog ikke tilfældet.

I "Dusørjægerens hævn" befinder vi os ude i rummet, i år 2155, på det store rumskib Ark One. Jeg var ret begejstret for det, da jeg endelig fik det sci-fi, jeg havde savnet i de andre bøger. For selvom mange af tingene virkede meget dagligdags- og hverdagsagtige, var de hele tiden omgivet af robotter og andre elementer som skilte sig meget ud, hvilket var fedt. Desuden får vi mere af vide om, hvad der er sket med Jorden og dens befolkning, hvilket var rigtig godt endelig kom med, da det er noget jeg har manglet svar på i de forrige bøger.

"Længere kom han ikke, før væggen rakte ud efter ham og sugede ham til sig. Med en slubrende lyd løftede den rumløjtnanten op fra jorden og ind gennem den hvide boblende masse. En langstrakt svvuuup fulgte. Og så var væggen borte sammen med Shivers."

Ligesom med de andre bøger ligger lix-tallet på omkring de 30, og kapitlerne er holdt i en overskuelig længde. Desuden slutter de stort set alle sammen på en dragende måde, med en lille cliffhanger, sådan at man bliver nødt til at læse videre, for at finde ud af, hvad det er der foregår og hvorfor. Dette er sammen med de mange nye oplysninger, med til at gøre bogen rigtig spændende og skabe et godt tempo hele bogen igennem, og den er derfor svær at ligge fra sig.

"Dusørjægerens hævn" er en rigtig god, spændende og actionspækket bog, som får foldet historien godt ud, da man endelig får en forklaring på de ting, som kan have undret én i de forrige bøger, samtidig med at mange nye oplysninger kommer frem på overfladen. Spændingen stiger og siderne vender nærmest sig selv, og der går ikke langt tid før man har vendt sidste side. Jeg er i hvert fald meget spændt på at læse videre i serien, for hold nu op en cliffhanger denne bog slutter på! 

"Intergalaktisk eventyr" (Rummets Detektiver #2) af Søren og Morten Ellemose

*Bogen er sponsoreret af forlaget Facet*

"Intergalaktisk eventyr" af Søren og Morten Ellemose, af forlaget Facet, udgivet i 2015. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 3/5 stjerner.

"Intergalaktisk eventyr" foregår kort tid efter "Tidsmaskinen". Xander, Georg, Jeanne og Sigrid er tilbage i 7. klasse på Tvegaardskolen. De er trætte, fortumlede og usikre på om deres oplevelser med hidsige robotter, blodtørstige Daggerrotter og rumrejsende væsener har været virkelighed eller mareridt. Midt i morgensamlingen dukker tvillingerne Robert og Tammie fra fremtiden atter op, skarpt forfulgt af en rasende Timecop. Xander har fået fingre i en magisk Tidsbog, som måske kan hjælpe de seks venner på flugt, mens tiden ubønhørligt tæller ned til dommedag. Det bliver en hæsblæsende kamp med uret, mens universets to bedste dusørjægere, Lord Greywood og Blade Bloodstorm, er lige i hælene på dem og alletiders største tidsrejsende, den nuttede, men farlige SaSaXavir. 

Da jeg for ikke så længe siden læste "Tidsmaskinen", efterlyste jeg lidt mere sci-fi, men selvom jeg fik det i denne bog, var det alligevel ikke nok. Til gengæld sker der meget mere i "Intergalaktisk eventyr", som stadig er god og hyggelig læsning. 

"Intergalaktisk eventyr" foregår kort tid efter "Tidsmaskinen", og der er derfor ikke sket så meget med de forskellige karaktere og deres udvikling. Ingen af børnene, udover Xander, kan huske hvad der er sket, og hvad de har oplevet sammen, så alt er faktisk som det plejer. Xander prøver dog desperat at få de andre til at huske, da han skal vise dem noget meget vigtigt. 

Til gengæld hører man meget mere om den berygtede tidsrøver SaSaXavir, som er en ret sjov, pelset karakter. 

Ligesom i den forrige bog, foregår "Intergalaktisk eventyr" både i nutiden og i fremtiden i 2155. I denne bog er det fordelt nogenlunde ligeligt, da man følger børnene i nutiden, og deres strabadser med daggerrotter og jordens undergang, mens man samtidig følger nogle onde dusørjægere i fremtiden, som forsøger at ødelægge børnenes planer. Jeg savner dog stadig at høre lidt mere om fremtidens verden, og alle deres regler, da jeg fandt de afsnit som foregik ude i rummet, meget mere spændende, end dem som foregik i nutiden. 

"Generalens blik skiftede mellem tre ting; Powerpulzeren der ikke ville skyde, pistolen til affyring af fangedragter og det svævende pelsdyr på den anden side af det glødende forhæng. Det lignede et smil på dens læber, da Generalen gav sig selv en lussing med Powerpulzeren og kort efter førte dispenseren med fangedragter op mod sit ansigt. Han forsøgte at kæmpe imod, men noget tvang hans fingre til at gribe om affyringsrøret." 

Bogens lix-tal ligger på 31, og anbefales til de 11 årige og op efter. Sproget er letlæseligt og kapitlerne er ikke særlig lange, og slutter ofte meget spændende. Kapitlerne skifter mellem at foregå hos børnene i nutiden, og dusørjægerne i fremtiden. Man bliver derfor nødt til hele tiden at læse videre, for at få en opklaring på, hvad der skete, da det næste kapitel ikke giver svar på det. Der bliver derved skabt et rigtig godt flow i bogen, og man flyver derfor igennem den. 

"Intergalaktisk eventyr" er en god og spændende bog, som er meget mere actionpræget end den forrige bog, da der sker en masse hele bogen igennem. Jeg synes dog det var lidt underligt, at børnene ikke kunne huske noget, og at dette ikke rigtig bliver forklaret, for pga. det, var der nogle ting fra den første bog som blev gentaget. Dette nedsatte lidt af bogens tempo i starten, da de skulle præsenteres for hinanden igen. Desuden undrede det mig også, at det første kapitel i denne bog er identisk med det sidste kapitel i "Tidsmaskinen". Man får selvfølgelig på den måde et lille resumé af sidste bog, men det virkede også lidt underligt, at man ikke bare skrev videre på historien derfra, uden at gentage et helt kapitel. Men alt i alt var det en god og hyggelig bog, jeg håber dog på, at der kommer meget mere sci-fi og fremtid i den næste bog. 

"Tidsmaskinen" (Rummets Detektiver #1) af Søren og Morten Ellemose

*Bogen er sponsoreret af forlaget Facet*

"Tidsmaskinen" af Søren og Morten Ellemose, af forlaget Facet, udgivet i 2015. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 3/5 stjerner. 

"Tidsmaskinen" handler om en gruppe børn, der oplever noget meget mærkeligt under lektiecafeen på skolen. Xander er en helt almindelig dreng på 13 år, der hellere vil læse tegneserier end bøje tyske verber i 7. klasse på Tvegaardskolen. Han er lun på Jeanne fra parallelklassen, der virker mere interesseret i den nye dreng, Georg. Han kigger til gengæld mere efter Sigrid, der er Jeannes bedste veninde. Midt i det hele nødlander de tidsrejsende tvillinger Robert og Tammie, på skolen, i en defekt tidsmaskine. De er fra år 2155 og har en hidsig Timecop i hælene. Snart er de alle hvirvlet ind i alletiders største eventyr, hvor hele universets fremtid og fortid er på spil. Kan de nå at redde jorden fra undergang?

Jeg læser normalt ikke så meget sci-fi, da jeg har lidt svært ved at blive fanget af det, og jeg var derfor ret spændt på denne bog, da det nemlig er sci-fi, men til børn. Bogen overraskede mig positivt, men sjovt nok synes jeg godt, at den kunne have haft mange flere sci-fi elementer end den havde, selvom den stadig var god og hyggelig at læse.

Xander er den lidt akavede dreng, der er nået den alder, hvor piger og deres kroppe er begyndt at blive meget spændende. Meget af hans fokus er derfor på bryster, og han bliver meget irriteret på Georg, da den pige han godt kan lide, giver Georg mere opmærksomhed. Nogle gange bliver Xander lidt for meget, men han var også meget en typisk teenage dreng, så selvom jeg holdt af ham, så irriterede han mig også en gang imellem. 

Tammie og Robert kunne jeg til gengæld ret godt lide. De er tvillinger og kommer fra fremtiden. Til tider er Robert dog skide irriterende, fordi han er så stædig og ikke rigtig gider høre efter, mens Tammie prøver at få ham til at opføre sig ordentligt. De har nogle ret gode kommentarer til hinanden, og til de andre børn, når de kommer tilbage til nutiden, hvilket er ret sjovt. 

"Tidsmaskinen" foregår både i nutiden på jorden, og i 2155 på et rumskib, hvilket jeg synes fungerede rigtig godt. Jeg ville dog gerne have hørt meget mere om fremtiden, livet på rumskibet og de mange forskellige skabninger der findes ude i rummet, da det var ret spændende, men kan være der kommer mere om det i den næste bog. 

"De så begge hvordan lyset fra startknappen tog form som en rød kile, der bevægede sig dovent ud mod deres ansigter. Lyskilen blev tykkere, nærmest som klæg havregrød, mens den strakte sig stadig langsommere ud mod deres øjne. Så standsede den helt op. Frosset i tid."

Sproget i bogen er letlæseligt og lixtallet ligger på 29. Kapitlerne er ikke så lange og der er et godt flow i bogen, hvor man skiftevis følger børnene i nutiden og tvillingerne i fremtiden og deres tidsrejse. I starten er den dog en smule langtrukken, da man lige skal lære personerne og bogens univers at kende, men så begynder der også at ske noget, og man bliver grebet af historien. 

"Tidsmaskinen" er en god og hyggelig bog om rumvæsener, tidsrejser og spirende venskaber. Jeg savnede dog at der skete lidt mere, og jeg håber der kommer lidt mere action i den næste bog. Men jeg er ret spændt på den næste bog, for slutningen i "Tidsmaskinen" er virkelig spændende og overraskende, og tog lidt fusen på mig!