lørdag den 7. juli 2018

"Rejsen til Falkien" (Izola #1) af Christina Bonde


*Bogen er sponsoreret af forlaget Tellerup*
"Rejsen til Falkien" af Christina Bonde, af forlaget Tellerup, udgivet i 2018. Anmeldereksemplar fra Tellerup, men alle holdninger er mine egne. 5/5 stjerner. 

"Rejsen til Falkien" handler 19 årige Izola, som er vokset op med sin mors fortælling af et ganske specielt eventyr. Da moren pludselig dør, får Izola overdraget en mystisk kasse. Men kassen er langt fra det eneste som moren har holdt skjult. Inden længe befinder Izola sig i en ekstrem og farlig verden hvor hun må kæmpe for at overleve og samtidig opklare morens rolle der viser sig at være skæbnesvanger for Izolas fremtid. Er eventyret sandt? Og hvad er betydningen af den magtfulde evne som ligger i Izolas sind?

Jeg var rigtig spændt på denne bog, da den lød rigtig interessant samtidig med at forsiden bare er super flot og dragende. Den var dog ikke, hvad jeg havde regnet med, nej, den var bedre, og jeg var fanget fra start til slut! "Rejsen til Falkien" er helt igennem skøn!

Jeg holdt meget af Izola. Hun er en meget viljestærk og nysgerrig kvinde, som ikke er sådan lige at slå ud af den, selv ikke da hendes mor dør, og hun finder ud af, at hendes mor har holdt en del af hendes liv hemmeligt. Selv når hun er bange, tør hun sige sin mening, og hun bliver mere og mere handlekraftig igennem bogen.
Jorian kunne jeg også godt lide. Han er utrolig charmerende og flabet på den gode måde. Derudover er han villig til at hjælpe Izola selvom han ikke kender hende og selvom han ved, at det kan få alvorlige konsekvenser.
Taito og hans ulv Tjalfe holdt jeg også meget af. Taito er en rar ældre mand, der tager Izola til sig, og Tjalfe tager det på sig at beskytte hende.
Mai, Izolas mor, var også en virkelig interessant karakter, som jeg håber man hører mere om i den næste bog.

"Ingen kan leve i frihed uden at være under ansvar. Vi har alle en pligt over for hinanden og vores samfund."

Falkien er et smukt land befolket af Upirer, som er en slags vampyrer uden rigtig at være det. De snakker det internationale sprog Esperanto, hvilket jeg synes var en rigtig god idé, da Tilkommerne kommer fra forskellige dele af Jorden. Heldigvis er der placeret oversættelser i fodnoten, sådan at vi alle kan være med. Falkien skifter navn efter Kongens navn, hvilket er et ret anderledes, men sjovt, princip. Desuden er det hele bare rigtig godt beskrevet, og alt var gennemtænkt, sådan at man virkelig kunne se stederne for sig. Derudover er der det smukkeste kort med i bogen, som jeg også fik brugt flittigt. Det er nok det pæneste kort jeg har set længe!

Bogen er skrevet i 3. person, med en personbunden fortæller, der følger Izolas oplevelser og tanker, hvilket fungerede rigtig godt. Kapitlerne havde en god længde, som ofte endte super spændende, hvilket fik skabt et godt flow i historien, som gjorde det næsten umuligt at ligge bogen fra sig.

"Rejsen til Falkien" er en virkelig god, spændende og fængende bog, som jeg endte med at sluge råt. Det er en bog fyldt med mystik, sorg, kærlighed og kampen for frihed. Nogle gange kunne jeg godt se, hvor historien ville hen, men jeg blev stadig overrasket over nogle af tvistene. Jeg vendte side efter side, og lige pludselig var sidste side vendt, og bogen var slut, uden jeg rigtig havde lagt mærke til det.  Jeg glæder mig til forhåbentlig at høre mere om Mai, Kong Falke og hans styre og Upirerne i den næste bog, men derudover glæder jeg mig bare helt vildt til at læse den næste i serien, for hold nu op en slutning!



fredag den 29. juni 2018

"Solbiens Brod" (Krøniken om Morika #2) af Sidsel Sander Mittet

"Solbiens Brod" af Sidsel Sander Mittet, af forlaget Facet, udgivet i 2017. Bogen er modtaget som gave fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 5/5 stjerner. 

"Solbiens Brod" starter kort tid efter "Sandsnogens Bid" sluttede. Komplottet mod hilaernes dronning er slået fejl, og en krig med morikanerne synes uundgåelig. Midt i den tiltagende konflikt står morikaneren Itua og hilaen Aaton. De har begge forrådt deres slægt og er blevet udelukket fra magtens inderkreds. Samtidig er deres affære blevet afsløret, og de befinder sig nu, hver for sig, i en fremmed by, hvor ingen af dem er velkomne. Spørgsmålet er, om de skal vende deres folk ryggen og søge en fælles fremtid langt fra den strid, der er under opsejling, eller om der er kampe som er vigtigere end dem selv?

Jeg havde længe glædet mig til at læse "Solbiens Brod", da den første i serien endte virkelig spændende. Nu har jeg så endelig fået den læst, og hold nu op, hvor er den altså bare skøn. Jeg var fanget fra start til slut!

Det var skønt at være tilbage hos Itua og Aaton.
Itua er stadig virkelig stædig, men hun bliver mere og mere handlekraftig gennem historien, og hun træder virkelig i karakter, som handlingen skrider frem. Hun lærer at kæmpe, da hun er træt af at være hjælpeløs, og hun vil kunne slås når det rigtig gælder.
Aaton kæmper stadig med at forstå de kræfter han besidder, og finde ud af, hvordan han kan bruge dem, uden at udnytte og skade andre. Han er handlekraftig, og ofrer alt, for at finde ud af sandheden bag den kraft han kan mærke, da det er en kraft der truer hele landet.
I denne bog lærer vi også Iton at kende. Iton er en spændende karakter, der forstår at manipulere med folk, og som virkelig har talegaverne i orden. Derudover er han meget betaget af Aaton, da han kan fornemme, at han er noget ganske særligt.

I denne bog kommer vi lidt mere rundt i landet, end vi tidligere har været. Der er dog nogle af byerne som man også besøgte i den første bog, men der kommer lidt nye områder og landskaber til, hvilket var ret interessant. Jeg brugte kortet i bogen til at følge deres færd, da det viser et ret godt billede af landene og byernes afstande til hinanden. Ja, det er vidst ingen hemmelighed at jeg er vild med kort i bøger!

"Solbiens Brod" kører lidt videre på de tematikker som den første bog havde, så som fordomsfuldhed, men den kigger også på temaer som etik og moral samt begær af forskellige former, hvilket var meget tankevækkende. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved rigtigt og forkert, og om der alligevel er noget af det der virker forkert, som kan retfærdiggøres, hvis nu det er for et højere og bedre mål. Derudover kigger den på begær, både begæret til et andet menneske, men også begæret efter magt, og hvilke konsekvenser det kan få.

"Det ædle i at dræbe. Jeg havde hørt den slags før - i Maasa-da, men ingen af de gange, jeg havde taget et liv, havde det virket ædelt."

Kapitlerne skifter mellem Itua og Aatons perspektiv, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Jeg synes det er med til at give lidt ekstra til historien, men helt klart også til personerne. Vi bliver inddraget i deres tanker, hemmeligheder og følelser omkring hinanden, men også om de begivenheder de oplever. Itua og Aaton er sjældent de samme steder, så på denne måde kan vi som læsere følge med begge steder, uden af gå glip af noget. Desuden er kapitlerne ikke særlig lange, og sammen med det spændende og actionspækkede plot, bliver der skabt et godt læseflow, og man flyver igennem bogen.

Det tog mig lidt tid at komme ind i historien, da det er meget lang tid siden, jeg læste den første i serien, men da tingene faldt lidt på plads, gik der ikke lang tid, før jeg blev grebet af historien. Sidsel Sander Mittet skriver virkelig godt, og har fået skabt en god og tankevækkende historie. "Solbiens Brod" er rigtig spændende og underholdende læsning, fyldt med krig, action, politiskespil, intriger, troskab, venskab og selvfølgelig kærlighed. Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte min læsning, og se, hvad der videre skal ske med Itua og Aaton.


torsdag den 28. juni 2018

Vinderne af giveaway - "Rød opstand" og "Kelly"


Så blev det endelig tid til at finde de to heldige vindere af min blogs fødselsdagsgiveaway!

Men først og fremmest vil jeg gerne sige tak til jer der har deltaget, jeg er glad for at kunne dele nogle gode læseoplevelser med jer.

De heldige vindere blev Benedicte der har vundet "Rød opstand" og Sophie Amalie der har vundet "Kelly"! Stort tillykke til jer begge, jeg håber I bliver glade for dem! :-) Har sendt jer en e-mail.

Jeg håber I alle får en rigtig god sommer, med mange skønne læseoplevelser under den dejlige sommersol! 

tirsdag den 12. juni 2018

"Den lange vandring" af Martin Widmark

"Den lange vandring" (org. titel "Den långa vandringen") af Martin Widmark, af forlaget Carlsen, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog svensk). Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne. 5/5 stjerner. 

"Den lange vandring" handler om en dreng ved navn Adam, hvis hund dør, og en pige ved navn Sonia, der lever på gaden. Da solen  går ned, og de første stjerner tændes på himlen, trækker Adams bedste ven, den gamle hund Rufus, vejret for sidste gang. På den anden side af havet står solen op. Sonia og hendes kat Misser begiver sig ud på en lang vandring, der til sidst fører dem til deres nye hjem. 

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse denne utrolig fine billedbog, da den simpelthen lød så sød. Og hold nu op, hvor er den bare skøn og utrolig rørende!

"Den lange vandring" er en bog om tab, hvilket forfatteren formår at vise på en god måde, som børn også vil kunne forstå. Men udover tab fortæller den også om lysten til livet, og hvordan man kan finde den frem, selv i de mørkeste øjeblikke. For selvom temaet i bogen virker ret trist, både for Adam og Sonias perspektiv, så rummer bogen alligevel en del positivitet omkring livet, og de relationer man opbygger gennem et liv.

"Det var, som om Adam sov, når han var vågen, og var vågen, når han sov. I drømmende ledte han altid efter Rufus."

Bogen er på ca. 40 sider. Nogle af siderne har ret meget tekst, mens nogle har lidt mindre tekst eller slet ingen. Derudover er stort set alle siderne fint dekoreret, med nogle vildt smukke illustrationer, der supplerer historien rigtig godt. Emilia Dziubak er virkelig god til at tegne/ male, og jeg er meget fascineret af illustrationerne og alle deres detaljer. Faktisk kunne man også bare bladre igennem bogen, og nyde dem.

"Den lange vandring" er en meget, meget rørende og livsbekræftende historie, som har fået en særlig plads i mit hjerte. Den vækker mange følelser, følelser som jeg tror vi alle har haft, på den ene eller anden måde, da de fleste har prøvet at miste nogen, om det er et familiemedlem eller et kæledyr, så er sorgen i bogen meget relaterebar. Jeg glæder mig til at dele denne smukke bog med min søn, og tage nogle samtaler om, hvad det vil sige at miste en man holder af. Men den skal nu også læses som lidt hyggelæsning.

Jeg vil klart anbefale denne bog, især hvis man søger en billedbog med lidt mere dybde, som også ligger op til samtale.


tirsdag den 5. juni 2018

"De magiske møgunger" (De magiske møgunger #1) af Neil Patrick Harris


"De magiske møgunger" (org. titel "The magic misfits") af Neil Patrick Harris, af forlaget Carlsen, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne. 5/5 stjerner. 

"De magiske møgunger" handler om drengen Carter, der stikker af fra sin onkel. Da gadedrengen Carter stikker af fra sin onkel, forventer han ikke at finde både venner og magi i en lille by på landet. Men som alle gode trylletricks, kan alt ændre sig på et øjeblik, og det gør det, da den grådige cirkusdirektør, B.B. Bosso, og hans hold ankommer til den lille flække. De har nemlig tænkt sig at stjæle alt, de kan komme i nærheden af.
Efter et afgørende møde med byens lokale magiker, Dante Vernon, rotter Carter sig sammen med fem andre børn. Sammen - og ved at bruge både magi og samarbejde - sætter de alle sejl til for at redde byen fra Bossos slyngelstreger


Jeg er meget glad for Neil Patrick Harris, efter at have set ham som playeren og magielskeren Barney, fra "How I met your mother", og jeg var derfor spændt på, hvordan han ville klare sig som børnebogsforfatter. Jeg havde dog en klar forventning om, at bogen ville være fyldt med humor og magi, men den var fyldt med meget mere end det. Jeg var vild med "De magiske møgunger", den er magisk, sjov og egentlig bare rigtig god!

Jeg holdt meget af de seks børn. Carter er en ensom dreng, der grundet sit liv på gaden, med en onkel der stjæler, ikke stoler på nogen og aldrig har haft venner. Han er dog meget loyal, og vil gerne hjælpe dem han kan, da han har en stor retfærdighedssans.
Leila elsker udfordringer, og elsker at bryde ud af ting, og er derfor ofte i spændetrøje eller i håndjern. Hun er eventyrlysten, og nysgerrig. Hun er meget venlig, og vil hjælpe der hvor hun kan, selv folk hun ikke kender. 
Theo er rigtig god til at spille violin, og at få ting til at bevæge sig uden at røre ved dem. Han er sød ved Carter og vil gerne hjælpe ham, fordi Carter har hjulpet ham.
Ridley sidder i kørestol og elsker forvandlinger, og at trylle ting om til nye ting. Hun er meget skeptisk, og er ikke meget for at lukke folk ind i sin lille vennegruppe. Hun stoler ikke på folk, og man skal gøre sig umage for at vinde hendes tillid.
Og så er der tvillingerne Olly og Izzy. De er meget nysgerrige, så hvis noget fanger deres nysgerrighed, så vil de være en del af det. De driller hinanden, men er altid sammen, og elsker at optræde.

"Magien ved sande venner er, at selv adskilt kan intet afskære dem fra det, der lever i hjertet."

Historien foregår i Kildevæld, en lille by på landet, hvor alle kender alle. Meget af handlingen foregår dog i Bossos tivoli, Hr. Vernons Magiske Butik og en lille smule på Bjerghotellet, og man hører derfor ikke til så meget at byen. Til gengæld er der et fint kort med i bogen, der viser hele Kildevæld, sådan at man kan se, hvor tingene er placeret i forhold til hinanden. Jeg brugte det dog ikke rigtig, da de ikke kom så meget rundt.

"De magiske møgunger" bliver fortalt af en altvidende fortæller, der holder af at kommentere på begivenhederne. Nogle gange afbryder fortælleren også historien, for at fortælle om et minde, eller for at lære læseren et magisk trick, og nogle gange bare for at give læseren en pause. Dette var meget anderledes end, hvad jeg er vant til, men jeg kunne godt lide det og humoren i det. Det gav i hvert fald noget ekstra til bogen, som gjorde den rigtig sjov at læse. Desuden hørte jeg Neil Patrick Harris/ Barney Stinsons stemme, når fortælleren snakkede, hvilket kun gjorde det hele bedre og sjovere. Derudover er den fint illustreret, med sort/hvide illustrationer, der supplerer historien rigtig godt.

"Magi er alle steder omkring os. Vi skal blot skærpe vores opmærksomhed for den."

Udover selve historien, rummer bogen en del interaktive elementer, så som hemmelige koder der skal knækkes, og guides til forskellige trylletricks. Jeg kunne rigtig godt lide, at bogen ligger så meget op til deltagelse og leg. Det gjorde læseoplevelsen meget anderledes, og det var sjovt at prøve at knække de forskellige koder, og det var ikke altid lige til. Desuden giver det nogle naturlige pauser i læsningen, som for nogle vil være irriterende, men for andre vil det være rart, da det giver et lille afbræk, men uden at man behøver ligge bogen fra sig. Dette kan måske gøre det at læse mere overskueligt for nogle.

"De magiske møgunger" er en virkelig god, spændende og sjov bog, som bragte smilet frem og fik mig til at grine. Jeg blev grebet af historien, og sad med næsen begravet i bogen for at løse de forskellige koder. Bogen handler om venskab, det at finde sig selv og der hvor man hører til, og selvfølgelig magi, og at magi kan være mange ting, og findes over alt, hvis blot man ser godt efter. Jeg glæder mig meget til at læse videre i denne serie, og følge de seks møgungers eventyr.
Jeg vil anbefale den til børn der elsker at lave tricks og magi, eller hvis du blot er ude efter en sjov og anderledes bog.



lørdag den 2. juni 2018

Giveaway #4 - "Rød opstand" og "Kelly" - Bloggens fødselsdag

*Denne giveaway er ikke sponsoreret, da det er bøger jeg selv har haft købt eller vundet*

Bloggen fyldte 3 år for en uge siden, 3 år det er jo helt vildt, og det skal selvfølgelig fejres!
Denne gang er der to bøger på højkant, to bøger jeg allerede har, og derfor vil jeg dele dem med jer. Hvilket betyder at to af jer skønne læsere, har mulighed for at vinde!

Jeg har læst både "Rød opstand" af Pierce Brown og "Kelly" af Lesley Livingston, og de er begge rigtig gode. De er begge første bind i en fantasyserie. "Rød opstand" er i den dystopiske genrer, mens "Kelly" er en fantasy roman inspireret af Shakespeares "En skærsommernats drøm". Du kan læse mine anmeldelse af "Rød opstand" her, og af "Kelly" her.

Fra bagsiden af "Rød opstand":
"Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød – den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars’ undergrund for at skaffe det grundstof, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.
Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. Mars har været beboelig – og beboet – i generationer af den kaste, der kalder sig de Gyldne. På Mars’ overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slutte sig til en gruppe af oprørere.
Tiden er inde til RØD OPSTAND."

Fra bagsiden af "Kelly": 
"17-årige Kelley håber og tror at rollen som alfedronningen Titianai en opsætning af Shakespeares En skærsommernats drøm, er hendes store chance for at bryde igennem som skuespiller. Men da Kelley møder den flotte Sonny,må hun indse den chokerende sandhed, at alfernes verden virkelig findes, og at hun er en del af den. Kelley er nødt til at forlige sig med sin familiearv, hvis hun vil redde ikke blot sig selv, men også Sonny og hele menneskeverdenen fra Alferigets magtfulde kræfter..."

Begge bøger er utrolig medrivende og spændende, og der er garanteret mange timers underholdning, og så er sommerferielæsningen vidst sikret. 

Det eneste du skal gøre er:
  1. Skriv en kommentar til dette indlæg, hvori du fortæller hvilken bog du gerne vil vinde. 
  2. Derudover skal du følge min blog på Facebook
  3. Husk at tilføje e-mail i kommentaren, sådan at jeg kan kontakte dig hvis du er den heldige vinder. Desuden skal du have en dansk adresse, som jeg kan sende bogen til.

Du kan deltage i konkurrencen til og med den 26. juni, hvorefter jeg hurtigst muligt finder to heldige vindere. 




torsdag den 31. maj 2018

"Maskefald" (Spirit Animals: Totemdyrenes fald #3) af Varian Johnson

"Maskefald" (org. titel "The return") af Varian Johnson, af forlaget Alvilda, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Bogen er modtaget som gave fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Maskefald" forsætter hvor "Jorden brænder" sluttede. Splittet mellem to verdner udkæmper de fire unge helte, Conor, Abeke, Meilin og Rollan, en kamp mod en ældgammel mørk og ond kraft. Ondskaben truer Erdas' eksistens, og selv det hellige bånd mellem mennesker og dyr er i fare for a blive tilintetgjort. De fire venner står over for en kraft, der kan slavebinde alle, og som kan stjæle totemdyr fra deres retmæssige partnere. En efter en bukker de fire allierede inder for mørket, og de må nu sætte deres lid til, at deres totemdyr kan lyse op for dem og vise vejen frem. Men et af disse lys er ved at gå ud. Inden rejsen er slut, vil et af de fire legendariske totemdyr være gået til grunde. 

Jeg blev så glad, da jeg modtog denne bog. Jeg har nemlig ventet på den, for hold nu op de her bøger ender på nogle irriterende cliffhangers. I "Maskefald" fortsætter spændingen, og jeg var grebet fra start til slut. Det her er altså en god serie!

Abeke og hendes totemdyr Uraza holder jeg utrolig meget af. De har et rigtig godt samarbejde, og de stoler fuldt ud på hinanden. Abeke er meget loyal overfor sine venner, men også overfor den mission hun og Rollan er blevet sendt på.
Meilin irriterer mig stadig, hun nægter at stole på folk, selvom hun nogle gange bliver tvunget til det, pga. situationerne. Hun er dog blevet en lille smule bedre til at anerkende sine fejl.
Tasha kunne jeg også rigtig godt lide. Hun er lidt usikker i starten, da hele denne verden med totemdyr og kamp er helt ny for hende, men hun er stædig og insisterer på at blive involveret.
Jeg savnede dog at høre mere til Rødkåberne, som man hørte lidt til i "Jorden brænder".

Vi følger stadig de fire børn på deres missioner. Conor og Meilin er stadig fanget under jorden, sammen med Takoda og hans totemdyr, Kovo. De kæmper for overlevelse, og for at komme hen til Evigtræet og bekæmpe Wyrmen. Abeke og Rollan er rejst til et nyt land, i selskab med Tasha, hvor de skal finde en dreng som har påkaldt et totemdyr. De skal føre ham i sikkerhed inden Zerif kommer og stjæler hans totemdyr. Jeg synes det er spændende at lære nogle forskellige områder af Erdas at kende, om det så er under jorden, til vands eller i forskellige byer.

"Hellere dø som helt end leve som kujon."

I "Maskefald" skifter kapitlerne, ligesom i de forrige, mellem Abeke og Rollans mission, og Meilin og Conors mission. Jeg kan rigtig godt lide når bøger er bygget sådan op, da man på den måde ikke går glip af noget. Man får alle deres oplevelser med, og det er rigtig fedt når nu de er ude på to forskellige missioner, da man så kan kæde de forskellige begivenheder sammen til sidst. Desuden er der også et enkelt kapitel fra Zerifs synspunkt, hvilket var super fedt!

"Maskefald" er en rigtig god og spændende bog, der holder sin læser fast og er svær at ligge fra sig. Man vender side efter side, da der sker en masse hele vejen igennem, og da de fleste kapitler slutter på cliffhangers, ja så bliver man jo lige nødt til at snuppe et kapitel mere, og så er bogen lige pludselig slut. Spændingen stiger, og efter denne slutning vil jeg bare gerne have fingrene i den næste bog i serien!



tirsdag den 29. maj 2018

"mælk og honning" af Rupi Kaur

"mælk og honning" (org. titel "milk and honey") af Rupi Kaur, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018 (org. udgivet 2014). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"mælk og honning" er en samling digte og tekster, illustreret af Rupi Kaur selv, der handler om vold, overgreb, tab, kærlighed og kvindelighed. "mælk og honning" tager læseren med på en rejse ind i livets mest sorgfulde, stærke og kærlige øjeblikke. Rupi Kaur formidler følelser og erfaringer fra et kvindeliv, der er nemt at relatere til. Med sin enkle stil har hun formået at påvirke millioner af læsere. 

For et års tids siden læste jeg nogle enkelte digte fra "milk and honey" på instagram, og jeg blev ret rørt af dem, og jeg vidste, at det var en digtsamling jeg gerne ville læse, selvom jeg egentlig ikke er til digte. Så da jeg så den udkom på dansk, blev jeg bare så glad. Nu er den læst, og den er rigtig god, rørende, hjerteskærende og hjertevarmende!

"mælk og honning" er en rørende og tankevækkende samling digte og tekster. Den rummer meget stærke og kraftfulde tekster, som rørte mange ting inden i mig, både de gode og negative følelser. En del af digtene og teksterne forargede mig, ikke fordi de som sådan var provokerende, men fordi de beskrev ting som ingen burde udsættes for, og som faktisk gav mig ret ondt i maven. Og så var der en del digte og tekster, som jeg kunne nikke genkendende til, i forhold til forelskelser, kærlighed, troen på sig selv og hvordan man kommer videre.

"Du er godt nok ikke min første kærlighed
men du var den kærlighed der gjorde 
alle andre kærligheder
ligegyldige"

Illustrationerne er super fine, med en enkel streg, der understreger de fine beskrivelser og metaforer. De gav lidt ekstra til teksterne, som jeg rigtig godt kunne lide.

"mælk og honning" er inddelt i fire dele, der hver især har et specifikt emne, som fortæller om forskellige oplevelser og følelser. De fire dele indeholder grufulde, relaterebare, søde og fine tekster og digte om overgreb, jalousi, kærlighed, knuste hjerter og at acceptere og elske sig selv, og meget andet.

"kærlighed er ikke ond
vi er onde
kærlighed er ikke et spil
vi har gjort et spil
ud af kærligheden"

Jeg er meget imponeret over, at selv de korteste digte på to linjer, kan beskrive så store følelser og bare ramme plet! "mælk og honning" fik smilet frem på læben, men den gav mig også ondt i maven. "mælk og honning" har fået en plads i mit hjerte, og jeg er meget spændt på, at læse mere fra Rupi Kaurs hånd.



onsdag den 23. maj 2018

Boglige gaver #6 Njords barnedåb


Tilbage i marts blev Njord døbt, og vi havde i den anledning inviteret vores familie og venner til sønderjysk kaffebord hjemme hos os selv, da vi simpelthen bare elsker kage.
Vi endte med at være lige omkring 50 mennesker hjemme i vores treværelsers lejlighed. Der var lidt proppet, men det gik. Vi havde alle sammen en rigtig god dag, og Njord klarede både kirken og alle gæsterne super fint, og jeg var/ er en meget stolt mor.

Vi havde selvfølgelig skrevet nogle enkelte bøger på Njords ønskeliste. Det var dog ikke mange, da vi har rimelig mange børnebøger, så vi manglede ikke sådan rigtig nogle af de bøger, man "normalt" ønsker sig i dåbsgave. Men nogle enkelte bøger blev det dog til alligevel. Bibelen fik han i gave fra kirken, hvor det er en speciel udgave, med nogle udvalgte fortællinger, og nogle fine illustrationer. Derudover fik han en "Troldeliv" bog, "Sigurd fortæller om de nordiske guder", "Richard Scarry's Den store Richard Scarry-bog", "Halfdan Rasmussens Børne rim", "Gyldendals store godnatbog for små" og så to utrolig flotte illustrerede leksikoner, med henholdsvis dinosaurer og dyr. Richard Scarry's verden kan jeg huske fra min egen barndom, hvor jeg elskede at se tegnefilmen om "Den travle by" i tv. Jeg glæder mig derfor til at dele de sjove historier med ham. Sigurd Barret er jeg også vokset op med, med "Sigurds Bjørnetime", og jeg har hørt så meget godt om hans bøger, så den skal nok blive sjov at læse højt for Njord. Men vi er simpelthen så glade for alle de bøger Njord blev forkælet med, og jeg glæder mig til at bladre i dem sammen med ham, og læse dem højt for ham. Vi er allerede så småt begyndt på højtlæsningen, og det er virkelig hyggeligt!

Kan du anbefale nogle andre børnebøger? 





mandag den 21. maj 2018

"En Ulv, en And og en Mus" af Mac Barnett

"En Ulv, en And og en Mus" (org. titel "The Wolf, the Duck, and the Mouse") af Mac Barnett, af forlaget Carlsen, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"En Ulv, en And og en Mus" handler om en mus der en tidlig morgen bliver slugt af en ulv. Inde i ulvens mave møder musen en and, som er ret glad for at bo i ulvens mave, for der behøver den ikke frygte for sit liv. Musen og anden er glade for deres liv i ulvens mave, og vil beskytte ulven mod fare.

Jeg var ret spændt på at læse denne fine billedbog, da den lød både skør og sød, hvilket den virkelig også var. "En Ulv, en And og en Mus" er en rigtig god og sjov bog, som fik mig til at le!

"En Ulv, en And og en Mus" er på 38 sider. Der er ikke meget tekst i bogen, og den smule der er fylder ikke meget på siderne, der er fint dekoreret med store billeder. 

"Jeg blev ganske vist slugt, men jeg har ingen planer om at blive ædt."

Jeg kan rigtig godt lide de søde billeder som Jon Klassen har lavet til historien. De har et fint, barnligt udtryk, der passer rigtig godt til historien. Billederne er holdt i meget dæmpede farver, men motiverne er store og der er masser af liv i dem. 

"En Ulv, en And og en Mus" er en sød, sjov og utrolig fjollet historie, som underholdt mig meget, og fik et smil frem på læben. Jeg glæder mig i hvert fald til min søn bliver lidt ældre, sådan at jeg kan læse historien om de tre dyr for ham. For jeg er næsten sikker på, at han også vil synes den er fjollet og god. Jeg kan i hvert fald klart anbefale den, da den er meget hyggelig. 



fredag den 18. maj 2018

"Heksejægerens bytte" (Dragernes Konge #1) af Pernille Eybye

"Heksejægerens Bytte" af Pernille Eybye, af forlaget Tellerup, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra Tellerup, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Heksejægerens bytte" handler om Taysin og Lill der må flygte fra alt de kender, da en gruppe heksejægere kommer til deres by. I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret... Taysin bor i den lille by Gida. Fjernt fra landets hovedstad og kongens soldater byder livet som smed ikke på mange overraskelser. Han er hemmeligt forelsket i den urtekyndiges datter, Lill, som af mange anses for at være skør. Hun tilbringer de fleste af sine dage alene og får sjældent lov til at omgås byens beboere. Taysins fredelige liv ændres den dag, hvor en familie på flugt fra kongens heksejægere har brug for hans hjælp. For i Perina er det forbudt at besidde magisk kraft. Hekse og troldmænd jagtes skænselsløst, og alene det at hjælpe dem kan betyde dødsstraf. 

Jeg har altid fundet hekse og deres kræfter spændende, og jeg var derfor spændt på at læse denne fantasybog, hvor det er livsfarligt at være heks eller troldmand. "Heksejægerens bytte" skuffede bestemt ikke, da den var rigtig god og meget medrivende!

Jeg holdt meget af bogens to hovedpersoner, Taysin og Lill. 
Taysin er en utrolig sød og loyal fyr, der hjælper alle dem han kan, også selvom det kan få konsekvenser. Han er meget modig, og sætter lidt for ofte andres behov før sine egne. Derudover er han forelsket i Lill, og har været det i mange år, han tør bare ikke sige det til hende.
Lill er en meget genert og tilbageholden pige. Hun holder sig for sig selv, både fordi hun er nervøs omkring folk, men også fordi hendes far ikke vil have hun går ud alene, desuden synes folk hun er en særling. Hun er sød og hjælpsom, og hvis Taysin beder hende om noget, stiller hun næsten ikke spørgsmålstegn ved det. Hun er nemlig forelsket i ham, men tør ikke sige det til ham. 
Artain synes jeg var en ret interessant karakter. Han er heksejæger, og en modbydelig en af slagsen. Han elsker at pine folk, og har en evne til at få dem til at snakke. Selvfølgelig hadede jeg ham, men der var nu noget spændende over ham, som jeg håber bliver udforsket mere i de næste bøger.

"Heksejægerens bytte" finder sted i Landet Perina. Jeg kunne nemt se byerne, med de snørklede gader og små boder for mig, samt landskaberne med deres støvede veje. Det hele er rigtig godt beskrevet, og vi bliver taget med til rigtig mange forskellige steder. Desuden indeholder bogen et kort, hvilket er noget jeg normalt elsker. Dette kort er da også rigtig flot, men jeg synes det er lidt underligt at det ikke er alle byer og steder der bliver vist på kortet. Jeg savnede i hvert fald, at man meget tydeligere kunne følge deres rejse ved hjælp af kortet. 

"Hun knyttede hænderne og gjorde hvad hun kunne for at blive ved med at trække vejret. Den viden at hun snart skulle dø, splintrede tankerne, men den var samtidig så uforståelig at et tæppe af uvirkelighed lagde sig omkring hende."

Bogen er bygget sådan op, at kapitlerne bliver fortalt af enten Taysin eller Lill, dog ikke i jeg-form. Jeg kan rigtig godt lide denne måde at fortælle historier på, da jeg synes det er fedt at komme ind i hovederne på de forskellige karaktere, og høre deres tanker og mærke deres følelser. I dette tilfælde følges personerne godt nok ad på deres rejse, men de har begge forskellige oplevelser af begivenhederne. Derudover har både Taysin og Lill en hemmelighed, og det var interessant at høre deres tanker om dem. Især Taysins hemmelighed er jeg nysgerrig efter at få mere af vide, men forhåbentlig kommer der mere om den i de næste bøger. Desuden var det også lidt sjovt at høre deres tanker om hinanden, da de er forelskede i hinanden, uden at den anden dog ved det. Deres forelskelse blev dog lidt irriterende til sidst, da de bruger hele bogen, som er på lidt over 600 sider, på at misforstå hinandens signaler og være usikre, og der er også lidt trekantsdrama involveret. Det blev lidt for meget til min smag, og jeg blev ret irriteret på dem. 

Når det så er sagt, så er "Heksejægerens bytte" en rigtig god, spændende og medrivende bog, der holder sine læsere fangede. Nogle gange kunne den godt virke lidt langtrukken, men så lige pludselig sker der en hel masse, og plottet udfolder sig på måder der ofte kom bag på mig, hvilket var super fedt. Bogen holdt mig fast, og den var rigtig svær at ligge fra sig, især når et kapitel endte på en spændende cliffhanger. Jeg er i hvert fald spændt på at høre mere om Taysins hemmelighed, kong Tarodan og generelt bare, hvad der videre skal ske med karakterende.

Desuden er jeg ret spændt på den næste bog i serien. Serien "Dragernes Konge" er nemlig et samarbejde mellem Pernille Eybye og Carina Evytt. Den næste bog i serien er derfor skrevet af Carina Evytt, og handler om nogle andre karaktere end dem vi har lært at kende i denne bog. Jeg er ret spændt på, hvordan det kommer til at fungere, og hvordan de to historier kommer til at hænge sammen. 



søndag den 6. maj 2018

"Skæbnebrevet" af Alexandra Nilsson

"Skæbnebrevet" af Alexandra Nilsson, af forlaget Facet, udgivet i 2018. Anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 3/5 stjerner. 

"Skæbnebrevet" handler om 16 årige Maya, der ønsker at ændre sin skæbne. Det tog tid, hvor DNA-spiralen bare drejede rundt foran hende, og hun nåede at tænke, at der slet ikke var en dato. Måske vidste man alligevel ikke, hvornår ens dødsdag var, eller hendes genom havde været så kompliceret, at Sibylla ikke kunne fremskrive dagen. Hun kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet. Men Mayas dødsdag kommer til at fremstå tydeligt, for maskinen Sibylla kan forudsige alles død ud fra en blodprøve. Datoen står i Skæbnebrevet, som alle sekstenårige modtager til den årlige Skæbneceremoni. Ikke alle er tilhængere af Sibylla, og et oprør bryder ud, som Maya og hendes ven Max ufrivilligt bliver inddraget i. Inden længe er de eftersøgt af Regeringen og på flugt i følgeskab med Ollie, en beskytter af bøger, og Hannibal, et ensomt menneske. Maya og Max skal bevise de intet har med oprøret at gøre, samtidigt med at Sibyllas Skæbnebrev bliver stadig mere håndgribeligt.

Jeg var ret spændt på at læse "Skæbnebrevet" da den lød virkelig spændende og interessant. Den levede dog ikke helt op til mine forventninger, men det var stadig en god og medrivende historie. 

Maya, bogens hovedperson, er ret bange for døden, og især det at være alene i døden. Derfor går hun imod regeringens anbefalinger der siger, at man skal være lidt mere moden end 16 år når man åbner brevet, men at det skal åbnes inden man bliver 40. Maya åbner det dog med det samme, sådan at hun kan forberede sig, og være sammen med sin bedsteven på sin dødsdag. 
Hannibal holdt jeg hurtigt af. Han er en enspænder og lidt underlig mand der lever alene ude i skoven. Han stoler ikke på nogen, og specielt ikke regeringen, og så elsker han bare gammeldagsvåben. 

"Alt er hele tiden i bevægelse. Intet forbliver som det er. Hvis ikke alting blev ved at forandres, eller dø om du vil, så ville der ikke være nogen udvikling."

"Skæbnebrevet" foregår i en nær fremtid i 2108, men det der ligger til grunde for teknologien i 2108 startede allerede i 2039, hvilket jeg synes var meget interessant og ret skræmmende. For det Sibylla kan, når den forudsiger, hvornår folk dør ud fra deres gener, er en ret skræmmende og egentlig også ret realistisk tanke. Vores teknologi udvikler sig hele tiden, og med al den forskning i gener, er det måske ikke så langt ude, at en maskine som Sibylla skulle blive opfundet. Måden Sibylla bliver brugt på til at kontrollere folk, rejser mange spørgsmål i forhold til folks frie vilje, og det etiske i brugen af teknologi og viden. Det er nemlig meningen at Sibylla skal skabe fred, da folk ikke vil have tid til at hade hinanden og gå i krig, når de ved hvornår de skal dø, for så er det nemlig vigtigere at leve livet, og få så meget ud af livet som muligt.

Sproget i bogen er letforståeligt og kapitlerne er ikke specielt lange, men slutter stort set alle sammen ret spændende. Man bliver derfor nødt til at snuppe et kapitel mere og et kapitel mere, og før man ved af det er bogen slut.  

"Hvad er et liv værd? Det har jeg spurgt mig selv mange gange de sidste par dage. Det er ikke fordi jeg ved det nu, men tro mig, når jeg siger, at det i hvert fald ikke er at ofre andre. Lige meget hvad målet er."

Det der gjorde at den ikke helt levede op til mine forventninger, var fordi det hele simpelthen gik for hurtigt. Bogen er på 248 sider og er ikke en del af en serie. Der skal derfor klemmes rigtig meget handling ind, på meget få sider, hvilket jeg synes var en skam. Jeg ville gerne have hørt meget mere til oprørsgruppen, og de eksperimenter de var i gang med. De var nemlig rigtig interessante og kunne sagtens have fyldt mere, da der igen blev stillet spørgsmål til moral og etik. Derudover ville jeg gerne have hørt mere til den gruppe af mennesker der lever i Zonen, som beskytter og bytter bøger, da papirbøger ikke er normalt i 2108. Der sker rigtig meget i bogen, rigtig mange gode og spændende ting, men jeg synes ikke rigtig man kom helt i dybden med dem. Jeg tror det ville have klædt "Skæbnebrevet" at være længere, eller være blevet gjort til en serie, sådan at man rigtig kunne gå i dybden med de ting som fungerede rigtig godt, men som desværre blev kortet alt for meget ned. Derudover kom nogle af tingene lidt for nemt til vores hovedpersoner, hvilket nok var fordi det skulle gå så stærkt.

Når det så er sagt er "Skæbnebrevet" en god, spændende og tankevækkende historie. Jeg kunne godt lide at temaet i bogen var forholdsvis realistisk i forhold til, hvad der foregår i verden lige nu både med den forøgede overvågning, men også inden for forskning i gener, og hvordan vi skal gemme og bruge denne viden. Det er i hvert fald skræmmende, hvis en maskine som Sibylla en gang kommer til. "Skæbnebrevet" sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi bruger den viden vi har tilegnet os, samtidig med at den viser os vigtigheden i at leve i nuet, og leve livet fuldt ud, sådan at man ikke behøver frygte døden. Jeg vil dog klart anbefale denne bog til dem som er interesserede i den dystopiske fantasygenrer, da den er nem at starte med. Og jeg er meget spændt på, at læse mere fra Alexandra Nilssons hånd. 



torsdag den 26. april 2018

Forfatterinterveiw med Signe Fahl

Signe Fahl er aktuel med romanen "Ellekongen - Tågespind 1", der udkom efteråret 2017. Jeg har for nyligt læst den, og efter endt læsning, havde jeg bare sådan en lyst til at stille Signe Fahl nogle spørgsmål. Heldigvis ville hun gerne svare på mine spørgsmål, hvilket jeg er rigtig glad for.
Disse besvarelser vil jeg i dag dele med jer 😊

1. Fortæl tre ting om dig selv, som vi læsere ikke vidste.
  1. Jeg hører megadårligt og bruger høreapparater.
  2. Jeg står helst op omkring kl.5 om morgenen og nyder en stund i fred og ro og en solopgang. Hvis jeg bliver liggende i sengen til kl.7, har jeg sovet længe, og det er mig fysisk umuligt at blive liggende i sengen længere. Jeg får ondt i ryggen og næsten stress.
  3. Min far er tysk, og jeg læser gerne tyske bøger for at holde sproget ved lige, men også fordi de har et bredt udvalg inden for yndlingsgenren fantasy.
2. Har du altid vidst, at du ville være forfatter?
Både ja og nej. Jeg havde drømmen, men tog den ikke seriøst, før jeg var et godt stykke oppe i 30'erne.

3. Hvordan kom du på ideen til ”Ellekongen” og Tågespinds serien?
Jeg hørte et gammelt folkesagn om en pige, der blev fortryllet af ellekongen. Hun blev reddet af præsten, men jeg syntes, hun selv skulle have lov at sige sin egen mening om den sag. Så syntes jeg, det var sjovt at lægge handlingen i den tid, hvor man fortalte de historier til hinanden, og så kunne jeg også få kanaliseret al min nørdviden om gamle tiders bondekultur ud i den. Hen mod slutningen af Ellekongen havde jeg fået så mange idéer til en fortsættelse, at jeg vidste, jeg ikke var færdig.

4. Hvor lang tid tog det at skrive ”Ellekongen”?
Det tog flere år med on/off skrivning. Det er min første færdiggjorte roman, og der var mange ting, jeg skulle lære undervejs. Jeg har opgivet den flere gange, men er blevet ved med at vende tilbage, fordi jeg bare ikke kunne slippe den. Den har været igennem et utal af omskrivninger for at finde en passende udvikling på historien, allerede inden jeg sendte den til forlag. Til gengæld blev den så antaget i første hug.

5. Hvordan holdt du styr på plottet til ”Ellekongen”? Og har du en klar idé om, hvordan historien skal starte og slutte inden du går i gang med skriveriet, eller er det noget der kommer hen ad vejen?

Ellekongen startede som en art skriveøvelse, hvor jeg beskrev fortryllelsen og gav den gas med en masse naturbeskrivelser. Først bagefter fandt jeg ud af, hvad der mere skulle ske i historien, og det er nok en del af grunden til, at det tog så lang tid, fordi jeg ikke havde en klar idé om, hvilken vej jeg skulle fra starten af.
Med den næste har jeg planlagt det fra starten af, lavet en sceneoversigt og alt muligt … men der sker altså et eller andet under skrivningen, og jeg er kommet et godt stykke væk fra min oprindelige plan. Men min sceneoversigt har alligevel været god at støtte sig til, selvom den har måttet justeres kraftigt løbende. Jeg har kun haft et år til at skrive toeren, så det har været nødvendigt at være mere struktureret, og det hjælper at have en støtteline at holde fast i, mens man famler sig gennem tågen med lygtemænd, der prøver at lokke en på afveje. (Hæ! :-))

6. Hvad var den største udfordring ved at skrive ”Ellekongen”?
At gøre den færdig. :-)

7. Er der nogle af personerne i ”Ellekongen” som du ser noget af dig selv i?
Jeg kan godt være lige så stædig som Karen, jeg er en drømmer ligesom Katrine og elsker at fortælle historier ligesom Ane.

8. Jeg var ret glad for en karakter som Daniel og hans flabethed, og din fortolkning af Mosekonen fandt jeg også meget spændende. Men hvilken karakter synes du var den sjoveste at skrive om? Og hvorfor?
Surprise, det var nok Daniel. Det var sjovt at spille hans happy go lucky ud mod Karens seriøsitet. Men jeg var ikke blevet inde i hovedet på Karen en hel bog igennem, hvis ikke jeg havde befundet mig godt. Præsten kunne jeg også godt lide at skrive om, fordi han er så ekstrem.

9. Hvad kan vi som læsere forvente af bind 2 i Tågespinds-serien?
Vi kommer til at lære Daniels verden bedre at kende og får mere at vide om hans og andre karakterers fortid. For at finde sin bror må Karen stå ansigt til ansigt med sin mors forbrydelse, samtidig med at hun skal forholde sig til sit nye liv og ikke mindst den person, hun har valgt at dele det med. Oveni det hele dukker en gammel fjende op, så de får rigeligt at bokse med.

10. Hvor meget researcher du, inden du begynder at skrive?
Jeg har interesseret mig for historie i mange år, så meget viden ligger der jo allerede klar, uden at jeg dog kan kalde mig ekspert. Men jeg læser lige op på de specifikke perioder og emner, jeg ved, jeg kommer til at beskæftige mig med. Ellers foregår det løbende, mens jeg skriver, for lige pludselig kan jeg få brug for at undersøge, hvordan man lavede tykmælk eller hvilke planter, der befinder sig i en bestemt type landskab eller hvor mange køer en jævn størrelse gård havde.

Research er ufatteligt vigtigt i min skriveproces. Man kan sige, jeg har sat virkeligheden ud af kraft ved at inkludere sagnvæsener, men i og med at jeg har valgt at skrive i en anden tid forpligter det også til at sætte sig ind i den tid, hvordan mennesker rent faktisk levede dengang. Det gør personerne mere levende, at jeg kan beskrive deres hverdag, og den respons, jeg har fået, bekræfter det.

Desuden er det sjovt.

11. Hvilke forfattere har inspireret dig igennem dit forfatterskab?
Poul Højrup! Uden ham ingen Ellekongen. Axel Steensberg og H.F. Feilberg. Jeanette Varberg som en af de nyere faglitterære. Af skønlitterære forfattere er jeg ret begejstret for Anne Marie Vedsø Olesen og en tysk forfatter, der hedder Kai Meyer. C.S. Lewis var ham, der gav mig lyst til at skrive fantasy way back i min barndom. For tyve år siden læste jeg Margit Söderholm og Helene Strange, som åbnede mine øjne for at historisk litteratur ikke behøver at handle om kongelige eller andre kendte skikkelser

12. Hvad er det bedste og det værste ved at være forfatter?
Det bedste, jeg ved, er, når jeg har en hel dag til at skrive. At sætte mig hen til computeren om morgenen og vide, at jeg har masser af tid og helst også ro til at fordybe mig. Det værste er nok, når jeg så får brugt alt for meget af den tid på ligegyldige overspringshandlinger. Eller finde tid til at skrive noget ordentligt i en hverdag med arbejde og andre forpligtelser.

13. Hvilke bøger anbefaler du oftest til folk? Hvorfor den/ dem?
Det kommer lidt an på, hvem det er. Er det en hærdet fantasylæser, så er det oversættelsen af Brandon Sandersons Stormlysfortællinger, som jeg er i næsegrus beundring over. Anne Marie Vedsø Olesens Seth-trilogi, fordi det er dansk, det er mytologi, filosofi og meget sanseligt. Til lidt yngre kan det være Nicole Boyle Rødtnes' Elverskudserie, fordi … elverpiger. Til en historisk interesseret alle Susanne Clod Pedersens udgivelser, fordi hun er så god til at bringe en periode til live, har et svulmende sprog, der passer til drama og er lige så nørdet med research som mig. Og jeg kan blive ved, så jeg stopper her.

14. Hvad læser du lige nu?
Grauballemanden – portræt af et moselig af Pauline Asingh. Lad os bare kalde det research.

15. Og så lige her på falderebet. Har du så et godt råd til sådan en som mig, og måske nogle af dine læsere, som går og drømmer om at blive forfatter?

Prioritér din tid. Sæt dine børn øverst på den liste, de bliver tids nok store og har ikke tid til at være sammen med dig. Find dig et tålmodigt (og helst også velhavende menneske) at dele dit liv med, fordi de kommer uværgerligt til at befinde sig et stykke nede på den liste. Husk at sige tak til dem engang imellem.



Du kan desuden følge Signe Fahl på forskellige sociale medier:
Facebook: Signe Fahl
Instagram: fahlsigne

Du kan læse min anmeldelse af "Ellekongen" her.

mandag den 23. april 2018

"Fordelen ved hemmelige forelskelser" af Becky Albertalli

"Fordelen ved hemmelige forelskelser" (org. titel "The Upside of Unrequited") af Becky Albertalli, af forlaget CarlsenPuls, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls, men alle holdninger er mine egne. 5/5 stjerner. 

"Fordelen ved hemmelige forelskelser" handler om 17-årige Molly, hvis tvillingesøster beslutter, at Molly skal kvinde sig op og kysse sit næste crush. Molly ved alt om at være hemmeligt forelsket. Hun har prøvet det 26 gange. For selvom hendes søster Cassie siger, at hun skal kaste sig ud i det, tør Molly ikke risikere at blive afvist. Hun er forsigtig. For det skal tykke piger altid være. Men så dukker Will op. Han er sjov, flirtende og muligt kæreste-materiale. Og med ham kan Molly måske få sit første kys. Men der er også Reid, Mollys nye kollega. Ham kan hun da umuligt falde for. Vel?

Jeg har lige siden denne bog udkom på engelsk vidst, at jeg skulle læse den, da den lød virkelig sød og sjov. Nu er den læst og mine alle mine forventninger, og mere til, er blevet indløst. "Fordelen ved hemmelige forelskelser" er super skøn og sjov, og klart en af de bedste YA bøger jeg har læst i meget lang tid!

Molly er en virkelig sød pige der, lige som så mange andre teenagere, er usikker på sig selv og sit udseende. Hun har haft 26 crushes og er tæt på crush nr. 27, men hun er bange for at blive såret, og tør ikke finde ud af, om de også kan lide hende. Hun er en god ven, der prøver at støtte sine venner, selvom hun godt kan blive misundelig på dem. Hun er utrolig nem at relatere til, og jeg kunne se meget af mig selv som teenager i hende, lige fra hendes facebook stalking til generthed og de små fjollede crushes som opstår ud af ingenting.
Cassie er Mollys tvillingesøster. Hun er homoseksuel, og har kysset med en del. Hun prøver at hjælpe Molly, det går dog bare ikke helt efter planen. Hun er meget udadvendt, og ikke bange for at sige sin mening. Hun kan dog også blive usikker og genert, men hun tør stadige tage chancer.
Will er en virkelig charmerende, chill hipster-type. Han er venlig og snaksaglig, og virker interesseret i Molly, hvilket forvirrer hende virkelig meget.
Reid er Mollys nye kollega, han er en sød nørd, der går med meget hvide sneakers og nørdede t-shirts, og som har en forkærlighed for chokolade påskeæg. Jeg elsker Reid og Mollys samtaler, da de er super søde og sjove, og så er de to bare så afslappede omkring hinanden.

"Jeg blev stort set født med evnen til sådan lidt tilfældigt at stalke folk på de sociale medier."

"Fordelen ved hemmelige forelskelser" handler om meget mere end kærlighed og hemmelige forelskelser. Den handler lige så meget om venskaber, søskende forhold, homoseksualitet, og generelt bare det at acceptere sig selv, både i forhold til ens seksualitet, men også i forhold til ens udseende. Dette kunne jeg virkelig godt lide, da det gav lidt mere dybde til historien, end bare den klassiske kærlighedshistorie. 

Sproget i bogen er let læseligt, og er fortalt fra Mollys perspektiv. Den er fyldt med humor, og sammen med den gode historie, og de søde og sjove anekdoter om Mollys crushes, bliver der skabt et godt flow, hvor siderne nærmest vender sig selv. Jeg endte med at sluge den råt!

"Men der sker bare det her forfærdelige, når en fyr tror, man er vild med ham. Det føles, som om han er fuldt påklædt, mens man selv står nøgen for øjnene af ham. Det føles, som om ens hjerte pludselig eksisterer uden for ens krop, og hvis han får lyst, kan han bare række hånden frem og knuse det."

"Fordelen ved hemmelige forelskelser" er en virkelig skøn, hjertevarmende og underholdende bog, og jeg tog mig selv i at grine højt flere gange. Becky Albertalli skriver virkelig godt og levende, på en sådan måde at man konstant sidder med et smil på læben. Slutningen var dog ret forudsigelig, men det gjorde ikke spor, da den bare var så hyggelig og relater bar, og lige præcis det jeg havde brug for.
Dette er bestemt ikke det sidste jeg læser fra Becky Albertallis hånd. 

Bogen udkommer d. 24. april.



onsdag den 18. april 2018

"Søvnløs - 5 gys" af Nick Clausen

"Søvnløs - 5 gys" af Nick Clausen, af forlaget Facet, udgivet i 2018. Bogen er modtaget som gave fra forlaget Facet, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

Advarsel! I denne bog finder du fem gysende historier. Disse historier er ikke for folk som lider af dårlige nerver, svag mave eller nervøse trækninger. De er heller ikke for folk som er bange for mørke rum, uhyrer under sengen eller uforklarlige lyde. Og de egner sig slet ikke til kyllinger, kujoner eller bangebukse. Læs kun denne bog, hvis du kan overholde dette, og hvis du ikke er bange for at ligge … SØVNLØS.

Jeg har efterhånden læst en del af Nick Clausens gysernoveller, men hvor jeg på det sidste har manglet lidt uhygge i hans noveller, så mangler denne samling bestemt ikke gys. De fleste af historierne fik nemlig hårene på armene til at rejse sig!

Da bogen består af fem noveller, vil jeg ikke gå i dybden med de forskellige historier, da jeg ikke ønsker at spoile noget, men meget hellere vil snakke om bogen som helhed.

Alle novellerne er på omkring 30 sider, hvilket fungerer rigtig godt. Nick Clausen er en super dygtig forfatter, der på få sider, formår at bygge en klam og uhyggelig stemning op, som holder læseren fanget fra start til slut. Desuden er han god til at få alle de små detaljer med, sådan at man ikke mangler noget på trods af det korte sideantal. Der var dog flere af historierne som jeg ville ønske havde været længere. Dette var "Fugleskræmslet", "Hypnotisøren" og "Under isen". De var nemlig så tilpas creepy, at jeg fik kuldegysninger, og en prikkende fornemmelse på ryggen, som om nogen holdt øje med mig. De kunne sagtens have været lidt længere, eller faktisk været selvstændige romaner. Historien "Hypnotisøren" tror jeg i hvert fald kunne være en fed og uhyggelig roman, men nok mest for voksne, den er nemlig ret skræmmende og tankevækkende, især hvis man har børn. 

"Søvnløs - 5 gys" har et lix-tal på 19, og har et nemt og flydende sprog, der sammen med historiernes mystik og spænding, giver et rigtig godt flow. Den bliver anbefalet som læs selv fra 12 år, men er bestemt ikke for sarte sjæle. 

"Søvnløs - 5 gys" er en rigtig god, spændende, tankevækkende og skræmmende samling af gysernoveller. Alle novellerne var virkelig spændende, og den stemning der var blevet opbygget gjorde, at jeg først lagde den fra mig, da jeg havde vendt sidste side. Jeg er en ret paranoid person, og jeg vil derfor give bogens bagsidetekst ret, læs ikke denne bog hvis du er bange for mørke og mystiske lyde, for den skal nok give en flossede nerver. Men er du derimod mere modig, så kan den klart anbefales. 



tirsdag den 17. april 2018

"Monsun af stjerner" (Sjælealkymi #1) af Katrine Williams

"Monsun af stjerner" af Katrine Williams, af forlaget Mellemgaard, udgivet i 2018. Anmeldereksemplar fra forfatteren, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Monsun af stjerner" handler om Stella, som opdager noget meget mystisk omkring sin fortid. Året er 1986. Den 16-årige Stella er lige flyttet til Australien efter en tragisk ulykke, hvor hun mister sin bedste veninde. På sit college får hun nye veninder, Alyssa og Nena, og møder den charmerende Castor og den mystiske Jared. Hun modtager en gave fra en mystisk dreng - en perle - der forbinder hende til en fortid fyldt med bedrageri og mord. Grænsen mellem virkelighed og hallucinationer viskes ud. Situationen spidser til, og hun er nødt til at træffe et skæbnesvangert valg mellem det gode og det onde. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun bliver indhentet af fortiden. 

Jeg kendte faktisk ikke rigtig noget til bogen, før jeg blev kontaktet af Katrine Williams der spurgte, om jeg kunne være interesseret i at læse den. Jeg var derfor meget spændt på at kaste mig over den, men jeg blev ret hurtigt grebet af historien, da "Monsun af stjerner" bare er rigtig spændende og god!

Jeg havde et lidt ambivalent forhold til Stella. Jeg kunne egentlig godt lide hende, men der var dog også perioder, hvor hun irriterede mig ret meget. Det var især når det kom til drenge, hvor hun ikke rigtig tænker over konsekvenserne af sine handlinger. Derudover bliver hun ret hurtigt forelsket i en af fyrene, og til tider bliver deres kærlighedssnak lidt for meget. 
Jared og Castor holdt jeg til gengæld meget af. Jared er den mystiske, indelukkede fyr, der helst holder folk på afstand og som taler meget gammeldags. Han er dog virkelig sød og hjælpsom, men det betyder ikke at han vil være ens ven. 
Castor er den meget snaksaglige og charmende fyr, som alle pigerne på skolen kigger efter. Han er sød og giver Stella en opmærksomhed, hun ikke er vant til at få. 
Men hen mod slutningen, var der dog en af fyrene, som jeg mistede lidt for, da han virkelig er et svin, men jeg siger ikke hvem. 

"Mit dilemma var kommet retur, og jeg vinkede afværgende med hænderne. Min personlighed var splittet mellem brutalitet og eftergivende. Det var næsten for meget for mig at stå så tæt på ham og mærke hans kærlighed."

"Monsun af stjerner" foregår i Australien og lidt i Danmark i 1986. Jeg savnede dog en meget større 80'er vibe, men var vild med referencerne til musikken, filmene og kassettebåndene. Desuden kunne jeg godt lide, at den foregik i Australien, da det ikke er et sted jeg har læst så meget om, og det var skønt at blive taget med på stranden, og ud i det australske landskab med den røde jord.

"Monsun af stjerner" bliver fortalt fra Stellas synsvinkel, men en gang i mellem, kom der et afsnit der foregik i London i 1835. Jeg kunne rigtig godt lide den måde det var delt op på, og det var fedt når vi blev bragt tilbage i tiden. Begge afsnit var virkelig spændende og fængende, men jeg kunne sagtens have brugt flere afsnit fra den periode der foregik i 1835. Det gav dog god mening til sidst, at vi som læsere ikke havde fået mere af vide. Desuden var det interessant, hvordan de to perioder hang sammen.  

"Forsigtigt trykkede jeg det røde øje ned, og en lille lem åbnede sig. Der var ingen tvivl om, at det indeholdt en værdifuld skat. Jeg vendte pendulet på hovedet, og en rund, metalskinnende kugle trillede ud i min håndflade. "Endelig er du atter min," lød min hvisken."

Jeg blev som sagt hurtigt grebet af "Monsun af stjerner", da den bare var rigtig god og spændende. Den er fyldt med mystik, venskab, skæbnesvangre valg og selvfølgelig kærlighed. Der sker mange mystiske ting i bogen, og der er mange oplysninger man skal holde styr på, især hen mod slutningen, men det hele giver bare så god mening til sidst. Bogen tog fusen på mig flere gange, og ændrede retning lige som jeg troede, at jeg var ved at regne noget ud, hvilket var super fedt. Den er virkelig svær at ligge fra sig, og jeg slugte den råt. Jeg er meget spændt på, hvad der videre skal ske, for hold nu op en spændende slutning, med en vildt irriterende cliffhanger!




fredag den 13. april 2018

"Hulebaby" af Julia Donaldson

"Hulebaby" (org. titel "Cave Baby") af Julia Donaldson, af forlaget Carlsen, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 5/5 stjerner. 

"Hulebaby" handler om en lille baby som elsker at male. Hulebaby er glad for farver og maler hulemalerier hjemme i hulen, men mor og far er ikke så begejstrede, og hvis det ikke snart stopper, kommer den brølende bjørn! I nattens mulm og mørke kommer en stor og lodden mammut og tager hulebaby med på en spændende ridetur. Her møder de en sabeltiger, en langøret hare, en hylende hyæne, og måske også den store brune bjørn. Men det bedste af det hele er mammuttens egen hule, for her må der plaskes og farves og males på væggene. En farverig historie på rim om en tegneglad hulebaby og festlige mammutter!

Jeg er ret historieglad, så da jeg så denne fine billedbog, med en lille hulebaby der rider på en mammut, vidste jeg det ville være noget for mig, og selvfølgelig min søn. Sidste år læste jeg en billedbog om en stenalder dreng, og denne gang handler det altså om en lille stenalder baby, ja jeg kører vidst et lille tema. 

Bogen er på 36 sider, med rimet tekst, der danser rundt på siderne, som også er rigt dekoreret. Der er ikke meget tekst i bogen, men det var hyggeligt med de små enderim, der gav en fin rytme til læsningen. 

Jeg kan rigtig godt lide de fine tegninger som Emily Gravett har lavet til historien. De er bløde i stregen og har nogle fine farver. Min mand og jeg læste historien højt for vores søn da han var 2,5 måned, og selvom han ikke forstår det vi læser endnu, kunne jeg se at han var meget optaget af illustrationerne, hvilket var rigtig positivt. 

"Hulebaby" er en sød og hyggelig lille historie om en stenalder babys vilde nateventyr, og hans møde med de store mammutter. Jeg glæder mig meget til, at læse den for min søn når han bliver lidt ældre, og rent faktisk forstår den, for er sikker på vi nok skal få det hyggeligt med den. 

Bogen sælges desværre ikke længere, men den kan findes rundt omkring på bibliotekerne.