mandag den 5. august 2019

"E.T." Baseret på filmen skrevet af Melissa Mathison og instrueret af Steven Spielberg

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"E.T." (org. titel "E.T. - The Extra-Terrestrial") bearbejdet af Jim Thomas men baseret på filmen skrevet af Melissa Mathison og instrueret af Steven Spielberg, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"E.T." handler om drengen Elliot, og den dag han finder rumvæsenet E.T., og det specielle bånd de får skabt. 

Mange af os kender nok historien om drengen Elliot og hans ven E.T., da vi så filmen, da vi var børn. Men nu er historien om det umage venskab altså kommet i billedbogsformat, og glæden var stor da jeg så det. Billedbogen om E.T. er så fin, rørende og god, og er helt klart værd at læse.

Bogen er på knap 40 sider. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, men sproget er let, og den kan derfor sagtens læses som selvlæsning/ letlæsning, men den er også rigtig fin til en hyggelig højtlæsningsstund. Derudover er alle siderne illustreret af Kim Smiths rigtig flotte illustrationer, som passer godt til historien, og giver den et sødt, lidt barnligt udtryk. Jeg er vild med illustrationerne, og at historien i princippet allerede starter når man åbner bogen, da illustrationerne der fint indleder historien om E.T., inden den egentlige historie begynder. Illustrationerne er også meget troværdige og genkendelige i forhold til filmen, hvilket er fedt.

"E.T." holder sig rigtig godt til filmudgaven, og formår på meget lidt plads, og med meget lidt tekst at få alle de vigtige aspekter af filmen og historien med. Der mangler ikke noget til historien, men den er selvfølgelig forkortet og med meget minimale ændringer. Desuden er tempoet højt, da der som sagt skal nås meget, på meget lidt plads, da det jo skal passe til billedbogsformatet, men det fungerer bare super godt.

"E.T." er en virkelig god, flot og hyggelig billedbog, om venskab, mod og at kæmpe for det man tror på. Folk i alle aldre kan læse den, både store og små, fans af kultfilmen, folk der vil introducere sine børn til historien eller store som små, der endnu har historien om Elliot og rumvæsenet E.T. tilgode. Billedbogsudgaven af E.T. er helt klart værd at læse, om det så er for at forkæle én selv eller sine børn. 

Jeg er vild med idéen om at lave kultfilm om til billedbøger, da det er en rigtig god og hyggelig måde, at introducere ens børn for de film man selv voksede op med, og måske endda elskede, også inden de er helt gamle nok til at se filmen. Foreløbig er der udkommet to billedbøger i denne serie med filmklassikere, nemlig "E.T" og "Tilbage til Fremtiden".



mandag den 29. juli 2019

"Historierne om Hanne Hundige" af Tomas Lagermand Lundme

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Historierne om Hanne Hundige" af Tomas Lagermand Lundme, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019.
★★★☆☆

"Historierne om Hanne Hundige" handler om den lille pige Hanne, som drømmer om en tilværelse som prinsesse i Hundige med tre ponyer i flot seletøj og med vandtrug af guld. Og hun kalder sine to pudler for Mary og Frederik. Det må man nemlig godt - også selvom det er to hanhunde. Men nogle gange har Hanne altså lidt svært ved at opføre sig præcis, som mor og far gerne vil have. For sådan kan det jo gå, når fjernsynet kalder på hende, når hun er alene hjemme. Og når bandeordene bare sådan lige flytter ind i Hannes mund. Men det er egentlig okay, for selv en prinsesse har vel i bund og grund ret til at fejle. 

Jeg kendte ikke rigtig noget til denne bog inden jeg fik den tilsendt, udover at den handler om en sød og lidt skør pige fra Hundige, med prinsessedrømme. Men nu er den læst, og de tre historier om Hanne Hundige er søde, sjove og hyggelige.

Hanne er en lille pige, som er helt vild med kongehuset. Vi følger hende i tre små historier, en hvor hun skal være alene hjemme, en hvor hun har fødselsdag og en hvor hun besøger sin onkel og sin pony. Hendes hunde hedder Frederik og Mary, selvom det er to hanhunde, hendes største drøm er at blive prinsesse, og så er hun bare virkelig glad for at se tv. Hun får mange skøre ideer, og de ender heldigvis ofte godt. 
Hendes mor og far er meget søde, og giver hende lov til mange ting, men de sætter dog også grænser for hende, som Hanne prøver at overholde på bedste vis. 

"Grønne Lise? Ja, det hedder Hannes dukke. Grønne Lise. Om der er nogen speciel årsag? Nej, men Hanne fik den af en af fars arbejdskollegaer, der havde haft den med helt fra Grønland, som ligger langt fanden i voldsomhederne, og så passede navnet godt, mente Hannes mor, fordi dukken var lidt grøn i det. Altså i bomuldsstoffet. Så Grønne Lise er Grønne Lise."


De tre historier om Hanne er alle på mellem 20-30 sider. Der står ikke voldsomt meget på siderne, og enkelte af siderne er også fint illustreret. Den passer derfor perfekt til højtlæsning med ungerne, da man nemt lige kan snuppe en hurtig historie, eller nogle enkelte kapitler. Den er illustreret af Thomas Hjorthaab, som har lavet nogle fine illustrationer, der klæder historierne om Hanne Hundige rigtig godt. Personligt savnede jeg dog lidt flere billeder, selvom jeg også godt ved at det ikke er en billedbog, men tror nu det ville klæde bogen. 

Sproget i bogen er let og forståeligt så de små i børnehaven sagtens kan være med, men den er også underholdende for voksne, når Hanne nogle gange kludrer lidt rundt i ordsprog og metaforer. 

"Historierne om Hanne Hundige" er en sød, sjov og god bog, som fungerer godt til højtlæsning. De tre historier har før været udgivet som enkeltstående bøger, men synes de fungerer rigtig godt samlet i et bind. Dog synes jeg personligt at der manglede noget, det kunne f.eks. være lidt længere historier, lidt flere billeder, og måske flere bandeord, da den lidt ligger op til at Hanne bander rigtig meget, men det er reelt set kun på en side i hele bogen. Men når det så er sagt, så er det en underholdende bog, som jeg er sikker på rigtig mange børn omkring 4-5+ vil kunne lide. 





søndag den 14. april 2019

"Projekt luftballon" af Jes Buster Madsen

*Anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Egolibris, men alle holdninger er mine egne*
"Projekt luftballon" af Jes Buster Madsen, af forlaget Egolibris, udgivet i 2019.
★★★☆☆

"Projekt luftballon" handler om 15-årige Bjørn, der udtænker en plan, for at opfylde sin mors sidste ønske... Når ens far er forsvundet ind i en verden af legetøjssoldater og druk, ens geniale storebror nægter at komme ud af sit laboratorium i kælderen, ens mor er gået bort, og ens far truer med at få hende kremeret, fordi det er det billigste, hvad gør man så? Man udtænker naturligvis en genial plan for at forhindre det. Planen involverer at 15-årige Bjørn stjæler et lig, rekrutterer sin morfar og hans medbeboere på plejehjemmet, lokker sin storebror ud af kælderen, bliver brandstifter og iværksætter "Projekt luftballon".

Vi har vidst alle sammen prøvet af miste en vi  havde kær til kræft. Det gør hovedpersonen i denne bog også, da hans mor lige er død af kræft, og hele hans verden bryder sammen. Jeg havde dog ret blandede følelser omkring denne bog, det er nemlig en rørende historie, den rørte mig bare ikke lige så meget, som jeg havde håbet på, men det var stadig en sød og fin læseoplevelse, og en fin debutroman fra forfatteren.

Jeg holdt meget af Bjørn. Han er en rigtig sød dreng, der elskede sin mor overalt på jorden, og som vil gøre alt for at hendes sidste ønske bliver opfyldt. Han tager drastiske midler i brug, og helmer ikke før hans plan er lykkes.
Erwin er Bjørns far, og han er virkelig irriterende. Man forstår godt at han er ked af det, men hele hans verden er brudt sammen, og alkoholen har taget over, sådan at han ikke formår at være der for sine børn. Han forsvinder lidt ind i sin egen verden, med sine legetøjssoldater.
Frank er Bjørns chef, og en virkelig flink mand, der gerne vil hjælpe Bjørn, men som ofte vil have noget til gengæld. De har et lidt underligt forhold, synes jeg, men han er en god støtte for Bjørn.
Bjørns morfar var herlig. Selvom han af mange bliver set som landsforræder, så har han en stor kærlighed til Danmark, og har et gåpåmod som ingen kan tage fra ham. Han hjælper Bjørn med hans skøre plan, og gør den lidt mere vild og skør hen af vejen.
Og så er der Bjørns storebror Kaspar, som Bjørn aldrig rigtig har mødt, før nu, da han bor i kælderen og aldrig kommer op. Han er en ret sjov personlighed.

"Projekt luftballon" mindede mig en del om "Kidnapning" af Bjarne Reuter, da den er sjov på samme måde, med den skøre plan og de fjollede kostumer. Denne bog passer bare bedst til de lidt ældre læsere. Desuden er der mange fagtermer med, som godt kan gøre den lidt tung til tider. Nogle gange synes jeg også den var lidt langtrukken, i forhold til at det er en kort bog. Der er nogle scener som sagtens kunne være kortet ned, da det blev meget langt, uden der rigtig skete det store, i forhold til den plan Bjørn var ved at sætte til værks.

Til gengæld kunne jeg godt lide de tilbageblik der kom en gang imellem, da de gav et godt indblik i moren, faren, Kaspar, Frank og morfarens liv. Afsnittene forklarede nemlig rigtig meget om personerne, og om deres reaktioner og fælles historier, og hvorfor tingene er som de er i dag. Jeg synes det var meget interessant og fungerede rigtig godt.

"Projekt luftballon" er en historie om en familie i opløsning, men den handler faktisk også om en anden familie som er gået i opløsning, hvilket jeg synes var en ret fin detalje. "Projekt luftballon" viser, hvordan man som familie i fællesskab kan redde det som er ved at gå i stykker, og samarbejde, selvom det er svært. Den handler om den kærlighed vi har til vores familie og forældre, og alt det vi vil gøre for at beskytte og ære dem vi elsker, samt hvordan vores tilvalgte familie, venner og i nogle tilfælde kollegaer, kan hjælpe en igennem en stor sorg.

"Projekt luftballon" er en sød, og lidt skør bog, om en drengs kærlighed til sin mor, og den sorg han føler. Man kunne godt genkende lidt af den sorg, frustration og magtesløshed som Bjørn føler, men for ham bliver den lidt mere ekstrem. Jeg har som sagt haft lidt blandede følelser omkring bogen, da den til tider var lidt langtrukken og ikke rigtig rørte mig som jeg havde ønsket, men det var en sød bog, som jeg er sikker på vil røre nogle andre.




tirsdag den 26. marts 2019

"Riverdale - Dagen før dagen" (Riverdale #1) af Micol Ostow

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Riverdale - Dagen før dagen" (org. titel "Riverdale: The day before") af Micol Ostow, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★☆

I de tidlige morgentimer den 4. juli runger et pistolskud gennem skoven ved Sweetwater River og sætter hele Riverdale på den anden ende. Men hvordan så livet i byen egentlig ud, før tragedien ramte? Dagen før Jason Blossom forsvinder, er fire teenagere godt i gang med at nyde sommeren. Archie er forelsket, Betty er i praktik i LA, Veronica lever det søde liv på Manhattan, og Jughead forsøger bare at klare sig igennem. Kom med til Riverdale, og hør fire af seriens hovedpersoner fortælle om dagen før dagen, hvor alting ændrede sig. 

Jeg har faktisk kun fået set et par afsnit af Riverdale, men selvom jeg egentlig godt kunne lide den, så kom jeg aldrig videre med tv-serien. Derfor var jeg også ret spændt på, om bogen ville vække min interesse lidt mere. Jeg endte med at sluge bogen råt, da den er utrolig medrivende og virkelig god!

Vi følger de fire hovedpersoner Archie, Jughead, Betty og Veronica dagen før den begivenhed der starter tv-serien Riverdale.
Archie irriterede mig lidt, selvom han er den søde og loyale fyr, som altid gør det der bliver forventet af ham, i hvert fald indtil nu. Han er begyndt at have hemmeligheder, og glemmer sine venner og sin far i processen og han er i det hele taget blevet meget egoistisk. Han er nemlig blevet forelsket, og det er det eneste han tænker på.
Jeg holder meget af Jughead. Han er Archies bedsteven, eller det var han indtil Archie ikke længere havde tid til ham, nu har han ikke rigtig nogen. Han prøver at have håb og tillid til ting og folk, men med en far der gang på gang svigter ham, og en mor som er skredet, så er det svært. Da han opdager sin fars hemmelighed, vælter hele hans verden, og hans ven er der ikke til at hjælpe.
Betty er den klassiske udgave af naboens datter, sød og flot, men i dette tilfælde kun som en ven. Hun er forelsket i Archie, som har været hendes ven foreviget, men han ser hende kun som en ven. Hun er meget let at relatere til, og man forstår godt hendes behov for at tage til LA, og ikke kun for praktikpladsen, men også for at komme lidt væk hjemmefra.
Veronica er sådan en type man både elsker og hader. Hun er nemlig ret manipulerende, men hun er også ret naiv, og prøver egentlig at hjælpe folk omkring sig, så godt som hun nu kan. Hun elsker sin familie, og har et tæt forhold til sine forældre, eller det tror hun. Hun er meget populær, men de fleste er bange for hende. Hun lever luksuslivet i New York, indtil hele hendes trygge verden bliver vendt på hovedet, og hendes sikkerhedsnet bliver revet væk under hende.

Jeg kunne godt lide at bogen foregår i både lille Riverdale, solrige LA og travle New York. Det gav lige lidt ekstra til historien, at vi fik et indblik i karakterenes liv og oplevelser inden de kom tilbage til Riverdale, sådan som de er i tv-serien. Derudover var det sjovt at opleve New York fra eliten, og alle dens intriger, samt mærke solens varme i LA.

"Men, du ved, folk ændrer sig nogle gange, udvikler sig, vokser fra hinanden … og selv om det er trist - ja, nærmest tragisk faktisk - så er der ikke altid så meget at gøre ved det."

"Riverdale - Dagen før dagen" er bygget sådan op, at kapitlerne skifter mellem Jughead, Archie, Betty og Veronica, hvilket jeg synes fungerede rigtig godt. Jeg kan nemlig godt lide, at man lærer karakterende i bøgerne at kende, gennem de personlige kapitler, hvor man oplever tingene fra deres perspektiv, og ser hvad de tænker, og dermed forstår deres reaktioner. Det synes jeg er interessant.
Desuden er der indimellem sms'er, emails, annoncer, blogindlæg og dagbogsnoter. Disse ting var med til at give lidt mere viden til historien, men helt klart også mere mystik, da det kun var små sekvenser, og ikke hele samtaler, og det fungerede bare rigtig godt.

"Riverdale - Dagen før dagen" er en rigtig god, spændende og medrivende bog, hvor siderne nærmest vender sig selv. Den kan sagtens læses selvom man ikke har set tv-serien, da man ret hurtigt lærer personerne at kende, og bliver grebet af deres individuelle historier, der hen af vejen binder dem stille og roligt sammen. Det er dog ikke fordi der sker vanvittig meget i denne bog, den bygger ligesom bare op til den næste bog, og det som sker næste dag, den dag der ændrede alt for hele byen. Men selvom der ikke sker så meget, er den som sagt meget medrivende og spændende, med de forskellige historier og de små sekvenser med sms, email osv. der lige gav lidt ekstra mystik og drama til historien. Jeg slugte den i hvert fald råt, og hvis jeg havde haft mere tid, så havde jeg nok læst den ud i en kører. Jeg glæder mig til at den næste bog udkommer, men i mellemtiden skulle jeg måske se lidt videre i tv-serien.

Hvad synes du om Riverdale? 


torsdag den 21. marts 2019

"Man må ikke spise sine klassekammerater" af Ryan T. Higgins

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"Man må ikke spise sine klassekammerater" (org. titel "We don't eat our classmates") af Ryan T. Higgins, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"Man må ikke spise sine klassekammerater" handler om tyrannosaurusen Rita der starter i skole, og ikke en hvilken som helst skole, men en menneske skole. Det er første skoledag for Rita Rex, og hun er nervøs. Det er nemlig ikke nemt at være en sulten dinosaur i en klasse fuld af uimodståeligt søde og saftige børn. Man må nemlig ikke spise sine klassekammerater. Vel?

Da jeg hørte titlen på bogen første gang, vidste jeg at den bog måtte jeg bare læse. Desuden er vi ret glade for dinosaurer herhjemme, så det var bare endnu mere grund til at læse den. Nu er den så læst, og den var bare helt vildt sød og sjov!

Rita Rex er en sød lille t-rex unge som har meget svært ved at få venner i sin nye klasse, men det er svært at få venner, når man finder sine klassekammerater uimodståelige, så man hele tiden kommer til at spise dem. Hun lærer dog på den hårde måde, hvordan det føles at blive en snack, og det sætter nogle tanker i gang hos Rita.

"Man må ikke spise sine klassekammerater" er en bog om at starte i skole, og de forventninger man har til det, og generelt bare det at starte op et nyt sted. Det er nemlig aldrig nemt at starte et nyt sted, og slet ikke hvis man er lidt genert, og sulten efter børn. Desuden er det en bog om venskab, og hvordan vi behandler hinanden. For vi skal alle behandle hinanden ordentlig, for ingen gider være venner med en som driller, skubber, slår eller spiser én, men hvis man er sød og gerne vil lege, så er det nemmere. Bogen fortæller om disse ting på en rigtig god og humoristisk måde, som gør det både sjovt og nemt at forstå budskabet.

Bogen er på 48 sider. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, men de er til gengæld rigtig fint illustreret af Ryan T. Higgins egne illustrationer. Jeg er helt vild med de meget søde, nærmest tegneserie agtige illustrationer, og man har da bare lyst til at kramme Rita, da hun virkelig ser nuttet ud. Nogle af illustrationerne er meget detaljerede, mens andre er holdt lidt mere enkle. De er så fine, og sjove, og passer perfekt til historien. 

"Man må ikke spise sine klassekammerater" er en super sød, hyggelig og virkelig sjov bog, som fik mig til at både smile og le. Den er oplagt som højtlæsning for børn der skal til at starte i skole, men den kan helt klart også anbefales til voksne, for den er så fin og sjov. 




mandag den 18. marts 2019

"Egtvedpigens rejse" af Karin Margarita Frei

*Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne*
"Egtvedpigens rejse" af Karin Margarita Frei, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018. 
★★★★★

"Egtvedpigens rejse" er en næsten biografisk bog, omhandlende Egtvedpigen og forskeren Karin M. Frei, der opdagede at Egtvedpigen kom langt herfra. Lige siden Egtvedpigen blev fundet i 1921, har hun været anset for noget af det mest ærkedanske i vores historie. Men ny forskning har vist, at den unge pige fra Egtved kommer langvejsfra, og at hun har rejst over lange afstande flere gang i sit korte liv for over 3300 år siden. Bag opdagelsen står Karin Margarita Frei, professor i arkæometri ved Nationalmuseet. I denne bog tager hun læseren med inde i laboratoriet, hvor nye fortællinger om vores fortid afsløres. Hun fortæller også sin egen historie om at vokse op i Argentina, men længes mod sine danske rødder. Det er en beretning om identitet og om vigtigheden af at krydse grænser, også fagligt, for at forstå vores fælles historie. 

Den store historienørd i mig hoppede og dansede da hun så at denne bog ville udkomme. Og jeg glædede mig helt vildt til at læse den, for det er vidst snart ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker historie og arkæologi, og især den forhistoriske arkæologi, som bronzealderen er en del af. Nu har jeg endelig fået den læst, og siderne vendte nærmest sig selv. Jeg er vild med denne bog!

Bogen er en biografisk fagbog, to ting jeg normalt ikke anmelder på min blog, men den her måtte jeg bare eje. Jeg ved til gengæld også, at der er nogle historieinteresserede der læser med her, så måske denne anmeldelse ikke falder helt ved siden af.

"Egtvedpigens rejse" bliver indledt af et meget fint forord af Rane Willerslev, Direktør for Nationalmuseet, hvor han snakker om nysgerrighed, og vigtigheden af den, samt det at turde følge sine drømme, som Karin M. Frei har gjort med sin forskning.

I denne bog får vi både noget af vide om, hvor og hvordan Egtvedpigen blev fundet, og hvorfor hun har været interessant lige siden. Derudover fortæller Karin M. Frei om sin families fortid og deres rejse til Argentina, og jeg må sige at det er en ret sej oldemor hun har haft sig. Desuden fortæller hun om sin opvækst, og hvordan hendes forældre tog hende og hendes søskende med på en masse ture, og fortalte dem om stederne og deres geologi og biologi. Dette blev også starten på hendes nysgerrighed og lyst til at lære mere om disse ting, hvilket hele tiden har været drivkraften i hendes liv og forskning, nemlig nysgerrigheden og viljen til at gå efter det man synes er spændende. Til slut hører vi om selve forskningen, hvordan hun udtog de mange, men små prøver, og hvordan hun efterfølgende fandt resultaterne, der senere ville overraske dem alle, og starte et større projekt end først antaget.

Identitet og nu dobbeltidentitet er blevet en bærende del af Karin M. Freis forskning. Både Egtvedpigens identitet, Karins egen identitet, og den vi som nation har givet Egtvedpigen, ved at gøre hende til noget ærkedansk. For hvordan skal vi så forholde os til Egtvedpigen, når det nu viser sig hun ikke er fra Danmark? Karin M. Frei får rodet lidt ved det billede vi havde af bronzealderfolket, og får udvidet det til et folk dér også rejste over længere distancer, end først antaget, og det var ikke kun envejs rejser, men frem og tilbage, hvilket jeg synes er rigtig spændende.
Desuden deler hun en dobbeltidentitet med Egtvedpigen, ved at de begge er dansk og noget andet. Karin M. Frei er f.eks. både argentinsk, spansk og dansk, derudover har hun også en dobbeltidentitet indenfor sit forskningsfelt, da hun er geolog og arkæolog, hun er som hun selv siger "både-og".

Jeg synes det hele er mega spændende, og især hvordan Karin M. Frei har kombineret geologien og arkæologien i sin forskning af Egtvedpigens tekstiler og hår. Jeg synes det er vildt interessant, at man kan kombinere de to studier på en tværfaglig måde, og benytte sig at geologiske metoder til at finde ud af noget om/ af tekstiler.

"Egtvedpigens rejse" er skrevet på en måde så den er let at forstå, selvfølgelig er der nogle enkelte akademiskfaglige ord, men jeg synes de ord bliver godt forklaret, sådan at man ikke bliver hægtet af.

"Egtvedpigens rejse" er en virkelig god og meget spændende bog, jeg slugte den i hvert fald råt. Jeg synes det var spændende både at høre om Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden, og om Karin M. Freis liv, forskning og den videre forskning der nu følger de nye oplysninger. Jeg er i hvert fald meget spændt på at høre, hvad de videre finder ud af om bronzealderfolkets identitet og færden rundt i landet, og jeg vil helt klart følge med på sidelinjen.

Så hvis du ligesom jeg er meget interesseret i bronzealderen, dens folk og samfund, eller generelt bare historie, vores historie, så er denne bog klart værd at læse.



onsdag den 6. marts 2019

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" af Måns Gahrton

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle mine holdninger er mine egne*
"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" (org. titel "Bosse & Bella och trumpna Donald") af Måns Gahrton, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog svensk). 
★★★☆☆

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" handler om den ret gnavne dreng Donald, der starter i Bo og Bellas børnehave. En ny dreng er begyndt i Bo og Bellas børnehave. Han hedder Donald. Han gider ikke lave noget sammen med de andre børn. Han vil bestemme alt, og han synes, at alle de andre er dumme. Men måske er det slet ikke så sjovt at lege helt for sig selv ...

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse denne bog, da den lyder virkelig sjov, og hvem nyder ikke en lille joke, om en hvis Donald? Mine forventninger var derfor også ret høje, og de blev desværre ikke indfriet helt. For jo det er en sød og sjov billedbog, den blev bare lidt for meget at gøre grin for at gøre grin, i stedet for at tage et fokuspunkt at gøre grin med, og så holde fast i det.

Donald er en virkelig irriterende, manipulerende og sur dreng, der synes alle er dumme, og at det er ham der har ret i alt og bestemmer alt. Heldigvis udvikler han sig lidt hen af vejen, og åbner lidt mere op overfor de andre.
Bo og Bella går i Donalds børnehave, de stiller kun lidt spørgsmålstegn ved Donalds skøre påfund, men de gider ikke rigtig hjælpe ham.
Jeg undrede mig dog over, at pædagogerne er så fraværende, og ikke rigtig siger noget til Donald.

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" handler rigtig meget om etik og moral, og hvordan vi behandler hinanden og vores planet. Man skal nemlig huske at være søde og hjælpesomme overfor hinanden, og ikke mobbe, bare fordi nogen er lidt anderledes end én selv, eller ikke er enige i ens holdninger. Man kan nemlig ende med at blive rigtig ensom, da der så ikke er nogen der gider lege med en. Jeg kunne rigtig godt lide disse pointer, og jeg tror det er meget vigtigt at gøre opmærksom på. Denne billedbog er derfor oplagt til at tage en snak med sit barn, om hvordan man behandler folk og hvad der er fair, samt tage en snak om, hvad der foregår ude i vores verden i dag.

Bogen er på 32 sider, og der er ikke voldsomt meget tekst på siderne, men de er fint illustreret af Amanda Eriksen. Illustrationerne er meget fine, og passer godt til historien, og viser på en sjov måde, de mange dumme ting som Donald gør.

"Dumme Donald bygger en mur i børnehaven" levede som sagt ikke helt op til mine forventninger, men det var ikke en dårlig billedbog, den var god, sjov og havde rigtig mange gode og vigtige pointer. Jeg er vild med idéen og titlen, men jeg ville næsten have foretrukket, at man havde gjort den til en serie af bøger, hvor dumme Donald gør noget dumt og fjollet i hver bog, i stedet for at man fik det hele på en gang, da det blev lidt for meget. Men det er en oplagt højtlæsnings bog, som ligger op til samtale om rigtigt og forkert.



fredag den 22. februar 2019

"Den 10. ring" af Kasper Hoff

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"Den 10. ring" af Kasper Hoff, af forlaget Carlsen, udgivet i 2018.
★★★★☆

"Den 10. ring" handler om drengen Kalle, hvis liv bliver vendt op og ned. Kalle får et chok, da han en dag opdager, at hans mor og far slet ikke er hans rigtige forældre. De fandt ham i en kurv i haven, da han var helt lille. Men hvor kommer han fra? Og hvem er det, der hvert år på hans fødselsdag lægger en guldring i haven? Sammen med sin bedste ven, Anita, går han på jagt efter sandheden om, hvem han er. Efterforskningen fører dem langt ud i skoven og dybt ind i en fremmed verden fuld af sære væsner. Svaret viser sig at være mere fantastisk, end Kalle nogensinde kunne have forestillet sig.

Jeg er vild med forsiden på "Den 10. ring", og det var blandt andet også den, og efterfølgende bagsideteksten, der i sin tid gjorde mig nysgerrig på denne bog. Nu har jeg så fået den læst, og indholdet passer så godt til forsidens illustration, da det er en rigtig god og underholdende historie.

Kalle er en sød dreng, der altid får rodet sig ud i en masse ballade. Han elsker at drille, men det ender bare altid mere galt end det var planlagt. Han er ellers en hjælpsom og loyal dreng, der helst vil det bedste for alle, det er bare ikke altid, at det lykkes lige godt.
Anita er Kalles bedsteven. Hun er rigtig sød, forstående og tilgivende, selv når Kalle virkelig dummer sig. Hun er ikke lige sådan at slå ud, og lader sig ikke så nemt skræmme. Derudover er hun god til at få idéer, som kan hjælpe på en fornuftig måde.
Skalle, Sinka og Pif er en sød dværg, ellepige og egern, der vil hjælpe Kalle med at finde sit sande jeg, selvom det er sjældent det virker særligt hjælpsomt. Desuden er de meget skeptiske overfor mennesker, og elsker at drille alle og enhver.

Bogen foregår i vores verden og i troldfolkenes verden, som egentlig også er her i vores verden, normale mennesker kan bare ikke se dem, hvilket jeg synes er ret interessant. Generelt synes jeg at snakken om troldfolkene og deres verden og dens mystik og magi, var spændende, og jeg kunne sagtens have hørt mere om elvere, mosekoner, lygtemænd, trolde osv. og om deres leveforhold.

"Ja! Du har tydeligvis glemt, hvem du i virkeligheden er, og da vi har brug for din hjælp, er vi jo nødt til at hjælpe dig med at huske det..."

"Den 10. ring" handler om familiebånd, venskaber og identitet. For hvad sker der når ens verden bliver vendt på hovedet, og man lige pludselig bliver tvunget til at beslutte hvem eller hvad man er, og hvilke konsekvenser det har. Det er det Kalle kommer ud for. Han skal træffe nogle svære valg, og samtidig tage hensyn til andre, for igennem ens valg og handlinger kan man nemt komme til at såre folk, uden at det egentlig var meningen. Derudover snakker den om vigtigheden i at beskytte miljøet og dets dyreliv, da der findes mange truede arter af dyr og planter derude, som det er vores ansvar at beskytte, selvom vi ikke nødvendigvis kan se det eller dem.

Bogen er illustreret af Lasse B. Weinreich, som på fineste vis illustrerer de sjove og uheldige scener i bogen. Jeg er vild med dem, men jeg tror dog det ville have klædt bogen, hvis de havde været i farver, da detaljerne nogle gange forsvandt lidt da det hele er sort/ hvid. Men fine er de, og udtrykket passer godt til historien og dens personer.

"Den 10. ring" er en rigtig god, sjov og rørende bog, som flere gange fik smilet frem på læben. Jeg hyggede mig hele vejen igennem, og jeg har nydt at læse om Kalle, Anita og troldfolkene. Ja faktisk så meget, at jeg ville ønske at den havde været længere, eller en del af en serie. Den kan i hvert fald anbefales, både som selvlæsning fra omkring 9 år, men bestemt også til en hyggelig højtlæsningsstund.




torsdag den 7. februar 2019

"solen og hendes blomster" af Rupi Kaur

*Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne*
"solen og hendes blomster" (org. titel "the sun and her flowers") af Rupi Kaur, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018 (org. udgivet i 2017). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★☆

"solen og hendes blomster" er en samling digte og tekster om sorg, om at føle sig fortabt, om at genfinde styrken, om at ære sine rødder. Den er delt op i fem kapitler - visne, falde, slå rod, rejse sig, blomstre - og er illustreret af Rupi Kaur selv. 

Sidste år læste jeg Rupi Kaurs første digtsamling "mælk og honning", en digtsamling som rørte mig dybt. Af samme grund var jeg derfor heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle læse "solen og hendes blomster" da den udkom. Den er nu læst, og den er mindst lige så smuk, rørende, hjerteknusende og hjertevarm som den anden.

Rupi Kaur forstår virkelig at skrive så man kan mærke det. "solen og hendes blomster" er en tankevækkende samling af digte og tekster, som atter ramte mig på flere måder. Man kan nemt relatere til de følelser der bliver beskrevet, især når det handler om forelskelse, selvhad og selvkærlighed. Samlingen varmer ens hjerte, samtidig med at den knuser det med sine barske skildringer, der også kan give ondt i maven. Men den formår dog også at bygge ens hjerte op igen, med sin glæde for livet og de muligheder der er, både når man bliver givet en frihed, eller selv giver den, samt når man lærer at elske sig selv.

"hvad er stærkere
end det menneskelige hjerte
som knuses igen og igen
og stadig lever"

"solen og hendes blomster" er inddelt i fem dele, der hver især rummer et bestemt tema, der fortæller om forskellige følelser og oplevelser. De fem dele indeholder barske, grumme, rørende, relaterebare, søde og fine digte og tekster om kærlighed på godt og ondt, overgreb, selvhad og selvkærlighed, familie, kultur, knuste hjerter og meget, meget andet. Jeg erfarede, at hvis man læser de enkelte dele ud i en kører, uden pauser, så føles det lidt som at læse en roman, da det hele hænger sammen, og der er en rød tråd og udvikling igennem afsnittene, som giver rigtig god mening. Det er selvfølgelig helt op til én selv, om man vil læse den sådan, eller på en helt anden måde.

"solen og hendes blomster" er desuden fint illustreret af Rupi Kaur selv, der med en enkel streg, formår at understøtte sine digte og tekster på flotteste vis. Illustrationerne gav lige lidt ekstra til teksterne, og viste på en meget skrøbelig måde de fine beskrivelser og metaforer.

"grænser
er menneskeskabte
de adskiller os kun fysisk
lad dem ikke få os til
at vende os mod hinanden
- vi er ikke fjender"

Jeg er endnu en gang dybt imponeret over, at man med så få ord, og en så simpel streg kan beskrive så store følelser, og bare ramme lige i hjertet. Rupi Kaur kan virkelig noget med ord, og hendes digte kan noget for mig, som jeg ikke har prøvet før, og som giver mig lysten til at dykke ned i denne form for litteratur. Jeg er meget spændt på, hvad hun kommer med næste gang.




tirsdag den 5. februar 2019

"Svanedrømme" af Jacob Kokkedal

*Anmeldereksemplar fra forfatteren Jacob Kokkedal og forlaget Mellemgaard, men alle holdninger er mine egne*
"Svanedrømme" af Jacob Kokkedal, af forlaget Mellemgaard, udgivet i 2018.
★★★☆☆

"Svanedrømme" handler om de tre veninder Bitten, Jeanette og Camilla, der alle drømmer om et mere eller mindre perfekt liv. Ællinger drømmer om at være svaner. Men hvad drømmer svaner om? De svaner, der har slået sig så forfærdeligt i livet, at de sidder og laver umulige lister til det perfekte, dybt materialiserede liv?

Jeg har tidligere læst Jacob Kokkedals episke fantasy bog "I døden og videre", og hans børnebøger om superhelte, og jeg var derfor meget spændt på, hvordan han ville klare chicklit genren. "Svanedrømme" er en fin bog med en del gode pointer, men der var desværre også en del der irriterede mig.

De tre piger i bogen er nogle ret irriterende typer, som man har lidt svært ved at holde af i starten.
Bitten er en buttede pige i venindeflokken. Hun drømmer om at se ud som sine veninder, og få en lækker og rig kæreste. Hendes drømme er dog ikke altid lige realistiske, men det har hun bare svært ved at indse.
Camilla er efter bruddet med sin kæreste, blevet ligeglad med alt, og næsten helt følelsesforladt. Hun knalder med stort set alle, og lader dem behandle hende som de vil, for hun er ligeglad. Hun drømmer om at få et forhold, lige som det hendes forældre har. Hun er snotforkælet, og da der kommer en sød fyr ind i billedet bliver hun i tvivl, for han er jo ikke som hun forestillede sig.
Jeanette er den flotte pige i venindekredsen, hvilket hun nogle gange udnytter. Hun er dog ret kynisk, og virker til tider ret bitter. Hun er bange for at lukke folk ind, og har det med at skubbe folk væk inden de kommer alt for tæt på, da hun også er bange for at virke sårbar og svag. Hun har et meget anstrengt forhold til sin mor, som der i løbet af bogen kommer mange farverige og ikke så pæne beskrivelser af. Nogle gange mindede hun mig lidt om Carrie fra Sex and the City. Faktisk mindede de alle tre om kvinderne fra Sex and the City, i hvert fald i deres indbyrdes dynamik og ønsker for livet. Pigerne i denne bog er dog bare lidt mere bitre.
Drengene, Kevin og Frederik, de var til gengæld skønne. De var simpelthen så søde og overbærende, men uden at blive alt for tøffelheltsagtig. For de turde nemlig godt stå fast i deres principper, sætte pigerne lidt på plads, men stadig være søde og respektfulde.

"For mig er kærlighed lige netop det at turde satse. Præcis som din ven Lasse gjorde. Det er det, der for mig gør kærlighed så fin og dyrebar. At vi ved, at den er forgængelig."

Men selvom de irriterede mig en del i starten, vores tre hovedpersonerne, så endte jeg med at holde lidt mere af dem hen mod slutningen. Især Jeanette der gennemgår en kæmpe udvikling igennem bogen. De udvikler sig alle, men jeg synes Jeanette gennemgår den største. Hun søger endda hjælp da hun er allerlængst ude, og derefter hjælper hun de to andre med at indse nogle ting, som ændrer deres tilgang til tingene i deres liv.

Sproget i bogen er meget akademisk, og mange af sætningerne er virkelig lange, hvilket for mit vedkommende sagtens kunne have været kortet lidt ned og forsimplet. Det blev nemlig ret tung læsning af den grund, hvilket var en skam. Derudover bliver der brugt rigtig mange billedlige sammenligninger, som efter min smag også sagtens kunne have været kortet lidt ned, da jeg synes det nogle gange virkede lidt påtaget og overflødigt, og ikke særlig flydende. Til gengæld synes jeg det er lidt hyggeligt og sjovt, at Simon Emil Ammitzbøll går igen som bamse i Jacob Kokkedals bøger.

"Svaghed er i min forståelse nemlig ikke det at give efter. Svaghed, tænker jeg, er derimod ikke at turde give efter. Men du er en sej tøs..." 

"Svanedrømme" indeholder som sagt en del gode pointer, bl.a. at man skal lære at elske sig selv og turde være sårbar samt åbne op for kærligheden, selvom man risikerer at blive såret. Jeg er ret glad for denne pointe, da jeg virkelig kan relatere til den. Min erfaring er nemlig, at så snart du lære at elske dig selv, og finder ro i dig selv, så kommer det andet lige så stille. Desuden bliver man nødt til nogen gange at tage chancer med kærligheden, ellers kan man risikere at blive ret ensom. Derudover kommer Jacob Kokkedal også med pointen om at livet ikke altid er perfekt og svaneagtigt, men livet er hvad man gør det til, og derfor kan man også sagtens være lykkelig og glad i den tilværelse, man måske ikke havde drømt om til at starte med. Jeg synes det er nogle ret gode og vigtige pointer, som også var med til at løfte min læseoplevelse lidt mere op.

"Svanedrømme" er en ret anderledes chicklit bog end, hvad jeg er vant til. Der var nogle ting jeg var glade for og nogle jeg var knap så glade for, men overordnet set var det en fin læseoplevelse, der både gjorde mig sur, frastødte mig (hvis I har læst den, ved I helt sikkert, hvilken scene jeg hentyder til), rørte mig og gjorde mig glad. Så hvis du er til Sex and the City, kunne det her sagtens være en bog for dig.



mandag den 28. januar 2019

Boglige gaver #8 - Jule edition


I 2018 gik december måned atter alt for hurtigt. Denne gang var det dog pga. arbejde og forberedelse af Njords første fødselsdag. Jeg kan slet ikke forstå han allerede er et år, ja faktisk 13 måneder nu, for føler jo at jeg kun lige har født. Men sådan er det, har jeg hørt, og sådan bliver det ved med at være. Så må jo nyde denne tid så længe den varer. Januar er også smuttet mellem fingrene på mig, igen pga. arbejde, og snarligt studiestart. Men forhåbentlig er jeg ved at indhente alt det, som jeg er bagud med her på bloggen. 

I år holdt vi jul med mine svigerforældre, og Rasmus' brødre. Det er første gang jeg ikke var sammen med min egen familie til jul, hvilket var lidt underligt. Men det var smadder hyggeligt, og en rigtig god aften, med lækker mad, Disney's juleshow, og gode gaver. Njord sov mens vi pakkede gaver op, så da han vågnede fik han alle sine gaver på en gang, og det synes han vidst var meget sjovt. Jeg fik mange lækre gaver i år, bl.a. en lækker strik trøje, en masse Royal Copenhagen julestel, en masse mumi kopper, en hjemmelavet karklud og så var jeg så heldig at få to bøger. Det var dog to eksemplarer af "Ravnenes hvisken - 3", så måtte ud og bytte den anden, og det kom der to andre bøger ud af. 

Jeg fik "Ravnenes hvisken - 3" og byttede den anden til "Rosie Hopkins' søde jul" og "Mægtigere end sværdet". Jeg var helt vild med "Ravnenes hvisken - 1", så derfor skulle den tredje bog i serien selvfølgelig på min ønskeliste, og nu hvor jeg har alle bøgerne, har jeg ingen undskyldning for ikke at få dem læst. Og jeg glæder mig. "Rosie Hopkins' søde jul" glæder jeg mig også til at få læst, den lyder simpelthen så sød og hyggelig, og lige som en fluffy bog til de søde december dage. Desuden har jeg aldrig læst en julebog, udover forskellige julekalenderbøger, så det glæder jeg mig til. Så må vi se om det bliver i år. 
Derudover byttede jeg over til "Mægtigere end sværdet", da jeg er ret vild med Jeffrey Archers Clifton Krønike, selvom jeg også her kun har læst den første. Jeg glæder mig dog rigtig meget til at fortsætte denne utrolig medrivende serie. 

Jeg håber I alle havde en rigtig god jul, og et rigtig godt nytår, og at I fik lige det I havde ønsket jer. Har du fået nogle gode gaver, evt. nogle nye spændende bøger? 😊



"Ravnenes hvisken - 3" (Ravnenes hvisken #3) af Malene Sølvsten:
Fimbulvinteren hærger, sygdom og sult breder sig. Intet ser ud til at kunne forhindre Vølvens spådom i at gå i opfyldelse. Men måske har Anne misfortolket tegnene? For at forstå den skæbne der truer alle, må Anne tæmme sine kræfter, og hun må lære at kende forskel på ven og fjende. Jo tættere hun kommer på sandheden om Ragnarok, jo mere står det klart, at en af hendes nærmeste modarbejder hende. Vil hun nå at afsløre forræderen, inden tiden rinder ud? Hvis Ragnarok kan afværges, er Anne parat til at betale selv med sit liv. Men prisen er højere, end hun aner... 


"Rosie Hopkins' søde jul" (Rosie Hopkins' sweet shop #2) af Jenny Colgan:
Tag med Rosie Hopkins tilbage til den lille hyggelige by Lipton, hvor hun forbereder sig på at skulle holde en ganske særlig jul. Rosie Hopkins glæder sig til julen. Hendes slikbutik er propfyldt med rød- og hvidstribede sukkerstokke, turkish delight, fyldte chokolader og sukkerklistrede børn. Hun ser frem til at skulle tilbringe juledagene med sin kæreste, Stephen, og gense sin familie fra Australien, som også har meldt sin ankomst. Men midt i alle juleforberedelserne rammes den lille by af en tragedie, og med den spoleres Rosies planer. For vil hun og Stephen egentlig det samme? Og er det helt sikkert, at hendes fremtid ligger i Lipton? Mens sneen daler, og julen nærmer sig, må Rosie overveje, om det, der er bedst for hendes lille butik, også er det bedste for hende.



"Mægtigere end sværdet" (Clifton krøniken #5) af Jeffrey Archer:
Harry Clifton, der har etableret sig som bestsellerforfatter, starter en kampagne for at få forfatteren Anatoly Babakov løsladt fra et fængsel i Sibirien. Men bringer dermed sit eget liv i fare. En IRA-bombe eksploderer om bord på skibet MV Buckingham og størstedelen af passagererne omkommer. Harrys kone, Emma, der er bestyrelsesmedlem i Barrington Shipping, er stærkt optaget af konsekvenserne af forliset, og det skaber uro i bestyrelsen. Hun har nemlig ikke kun venner. 

onsdag den 23. januar 2019

Året der gik og 2018's bøger


Endnu et år er gået, og januar måned er næsten slut. Tiden går alt for hurtigt, og igen, igen er jeg langt bagud. 2018 har været et meget stille og roligt år, da jeg det meste af året har været på barsel med min søn Njord, der allerede er blevet et år, jeg kan ikke følge med! Meget af min tid er derfor gået med at finde ud af forældrerollen, og lære min søn at kende. Det går heldigvis rigtig godt, og han er en glad og nysgerrig dreng, hvis bedste legetøj er bøgerne (for det meste dem af pap), så jeg er meget glad og stolt 😜 haha. 
I 2018 kom jeg ind på studiet Bibliotekar DB, som jeg starter op på her til februar, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg skal samarbejde med Roskilde bibliotek, og jeg er sikker på det nok skal blive rigtig godt.

Men nu skal det handle om bøgerne. Mit læsemål for 2018 var 25 bøger, da jeg de sidste år har ligget deromkring, og tænkte at med en lille baby, var det nok ikke realistisk med flere. Men ved årets udgang havde jeg altså læst 36 bøger! Okay der er en del billedbøger og børnebøger i blandt, men stadig, det er 36 bøger, og jeg er meget godt tilfreds. 

De 36 læste bøger, svarer til 8064 læste sider i 2018. Den længste bog jeg læste var "Heksejægerens bytte" af Pernille Eybye, der er på 606 sider. Den korteste bog jeg læste var "Hvor er Kubbu?" af Sissel Bøe og Peter Madsen, der er på knap 18 sider. 

Ligesom sidste år, er det svært at sige hvilken eller hvilke bøger der har været den bedste i 2018, da der har været mange gode læseoplevelser. Jeg nød at fortsætte rejsen til Panteon i "Akkanas gåde" af Boris Hansen, som er en serie jeg virkelig glæder mig til at læse videre i, for hold op, hvor er den god. 
Bøgerne har taget mig med til mange forskellige og spændende universer. Nogle der ligner vores verden, men rummer hemmeligheder, paralleluniverser, nogle lange tilbage i fortiden og andre langt ude i fremtiden, ja sågar hele planeten jorden og rummet, samt fantastiske fantasy universer. 
I 2018 læste jeg mange bøger der rørte mig på den ene eller anden måde, lige fra at gøre mig trist til at give mig ondt i maven. Blandt disse var "Mælk og honning" af Rupi Kaur, det er en digtsamling, og på trods af at jeg normalt ikke læser digte, så ramte denne noget inde i mig. Desuden blev jeg også meget rørt under min læsning af Carlsens billednoveller, der er billedbøger for unge. De er skrevet af nogle af landets førende forfattere inden for YA, og tager svære og tunge emner op, og de gør det virkelig godt, sådan at man virkelig kan mærke de følelser der er på spil i bøgerne. 
Igen i år har jeg læst rigtig mange bøger af danske forfattere, lige fra fantasy, gys og paranormal, børnebøger og krimi. Vi har virkelig nogle skrappe forfattere i Danmark, og jeg nyder at læse mere dansk litteratur. 
Desuden har mit læseår været tydeligt præget af, at jeg har fået et barn, da der er kommet flere børnebøger og billedbøger blandt det jeg læser, men jeg håber I synes, det er lige så hyggeligt som jeg gør. Jeg bliver i hvert fald gang på gang, imponeret over, hvor meget sådan en bog kan få ud, på så få sider. Og så er de fleste af dem jo vildt flot illustreret!

I år har jeg været så heldig, at få lov til at interviewe Signe Fahl, forfatter til "Ellekongen" og Alexandra Nilsson, forfatter til "Skæbnebrevet", på min blog, og jeg er så utrolig beæret over, at de har ville lege med. I slutningen af september havde forlaget Alvilda inviteret mig, og en del andre bogbloggere, i biografen til forpremieren på "Vildheks", som er en ret god, dansk fantasy familiefilm. Den overraskede mig positivt, og det var et rigtig hyggeligt arrangement. 
Derudover var jeg endnu en gang taget afsted til Bogforum, og traditionen var det sammen med min gode veninde Louise. I 2018 var vi dog afsted i to dage, og det var bare super godt. Bogforum skuffer aldrig, og jeg glæder mig allerede til det i år. I 2018 fik jeg igen hilst på Josefine Ottesen og Malene Sølvsten. Desuden fik jeg hilst på Sara Bouchet, Boris Hansen, Christina Bonde, Haidi W. Klaris og Signe Fahl, som alle signerede mine bøger. Du kan læse om min dage på Bogforum her og her
Den første søndag i advent havde Signe Fahl inviteret mig til julemarked og bogreception på "Elleskudt", så vi drog mod Leestrup, og det var virkelig et hyggeligt lille julemarked, og så var det hyggeligt at hilse på Signe igen. 

2018 var alt i alt et skønt år, både privat men også på bogfronten. Mit år var fyldt med rigtige mange gode, rørende og skræmmende læseoplevelser, og hyggelige boglige begivenheder, så jeg glæder mig til at se, hvad 2019 har at byde på. 

For 2019 har jeg sat mit læsemål til 30 bøger, så må vi se om jeg når det. 

Tak til alle jer der læser med på bloggen, det betyder rigtig meget for mig, at I har lyst til at læse med, og jeg nyder sådan at læse jeres kommentarer og tanker. Desuden et kæmpe tak til alle de søde forlag og forfattere, der har givet mig en masse skønne oplevelser i årets løb. Det er jeg meget taknemmelig over!

Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år, og at I alle får et rigtig dejligt læseår! 😊








tirsdag den 1. januar 2019

"Så god som ny" af Kristina Aamand

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"Så god som ny" af Kristina Aamand, af forlaget Carlsen, udgivet i 2018.
★★★★☆

"Så god som ny" handler om Maryam der snart skal giftes, og derfor tager en meget drastisk beslutning, for at holde på sin hemmelighed og beskytte familiens ære. Maryam betyder ærbar på arabisk. Og Maryam ved godt, at man for alt i verden må være ærbar. Det betyder, at man skal passe på sig selv - og især drengene. Men hvad gør man, når man møder en planet, der hedder Pelle med verdens blåeste øjne og universets stærkeste tyngdekraft. Maryam lyver. Hendes moster siger, at det vil vise sig, om hun taler sandt, når hun bliver gift. En mand kan mærke, om man er brugt. 

Jeg var ret spændt på at læse Carlsens billednoveller for unge, da jeg synes det er et virkelig fedt koncept, som jeg tror kan blive meget populært. Det er i hvert fald en smart måde, at nå ud til den unge målgruppe, og især den del af målgruppen der normalt ikke læser. For her kommer en lille og overskuelig bog med illustrationer, som på trods af sin størrelse, berører hårde emner og stærke følelser. Følelser som kan være svære at sætte ord på, for mange unge mennesker. Men disse bøger gør det på sparsom plads, i stedet for en lang historie på mellem 300-500 sider, ja så gør de her det på knap 50 sider. Det er sgu meget godt gået. Der er blevet sagt om novelleserien, at det er korte historier med meget på hjertet, og det er de virkelig. Her kommer min anmeldelse af "Så god som ny" af Kristina Aamand.

"Så god som ny" er den første bog jeg læser af Kristina Aamand, men jeg har hørt meget godt om hendes bøger, så jeg var meget spændt. Hun skriver virkelig godt, og "Så god som ny" er en rigtig god, rørende og ubehagelig bog.

Maryam er en ung, muslimsk kvinde, der snart skal giftes med en mand hendes familie har fundet til hende. Men hun er forelsket i Pelle, som hun har mødt på sit studie. En dansk dreng, som hun slet ikke forstår er interesseret i en pige som hende. Hun er en sød og loyal pige, der aldrig har gjort noget der kunne skabe skam over hendes familie. Indtil hun møder Pelle, og hun mister sin mødom. Man føler virkelig med Maryam hele vejen, og med den sladder der går i hendes familie og morens omgangskreds, så forstår man godt lidt hendes valg, selvom det er meget voldsomt og drastisk.
Pelle er en sød dreng, der selvom han er såret, stadig vælger at hjælpe og støtte Maryam.
Lægen i bogen gjorde mig så sur. I starten virkede hun flink og rar, men så vender det hele, og man har bare lyst til at råbe af hende.

"Så god som ny" er en utrolig vigtig bog, både fordi den viser en anden kultur, men også fordi den viser vigtigheden i oplysning, så sådan noget her ikke sker for andre. Det sørgelige er at dette ikke kun sker i bogen, men at der også er unge piger der tyer til dette, fordi de ikke ved bedre, og at de tror det vil redde deres liv og ry. Det er virkelig skrækkeligt at fortællinger om jomfruhinden og sex skal skabe så stor frygt og skam, især når en smule oplysning sandsynligvis vil kunne hjælpe. Og det er derfor denne bog er så vigtigt, den stiller nemlig spørgsmålstegn ved dette og det uetiske i ikke at dele sin viden med folk, men i stedet udnytte det på det groveste. Hvilket er det lægen i bogen gør.

"Den dag forstod jeg, at jeg havde noget meget dyrebart mellem benene, og at det kunne gå i stykker, hvis jeg ikke passede på."

Historien bliver fint suppleret af Solveig Agerbaks grafiske/ collage agtige illustrationer. Illustrationerne er rigtig gode, og det grafiske udtryk passer godt til Maryams tanker og sammenligninger. Det hele bliver utrolig grotesk, men det passer virkelig godt til historien.

"Så god som ny" er en ubehagelig, men god og rørende bog, som vækkede mange følelser hos mig under min læsning. Det er en historie om skam, uvidenhed og det at leve op til sin families forventninger. Kristina Aamand skriver så man kan mærke det, og hele vejen igennem føler man med Maryam, og mærker hendes sorger og frustrationer. Jeg blev utrolig grebet af historien, der både rørte og forargede mig.

Jeg glæder mig allerede til at læse den næste billednovelle. Skal du læse med?