Viser opslag med etiketten tegneserie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tegneserie. Vis alle opslag

mandag den 24. oktober 2022

"Den mystiske forsvinding" og "Mildørnens fjer" (Spilledåsen #4 og #5) af Gijé & Carbone

*Anmeldereksemplarer fra Forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*
"Den mystiske forsvinding" og "Mildørnens fjer" (org. titel "La boite à musique 4 - La mystérieuse disperation" og "La boite à musique 5 - Les plumes D'Aigle douce") af Gijé og Carbone, af Forlaget Cobolt, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2020 og 2021). Læst på dansk (org. sprog fransk), oversat af Lisa Kristensen Villeneuve.
Begge bøger modtager samme antal stjerner.
★★★★★

Fra bagsiden af "Den mystiske forsvinding":
Da Nola finder en mystisk nøgle blandt sin mors ting, beslutter hun sig straks for at tage tilbage til Pandorien. Men en forsvindingssag sender i stedet Nola og vennerne ud på en helt anden mission... en mission der kan vise sig at ændre livet for alle i Pandorien.

Fra bagsiden af "Mildørnens fjer":
Da Nola vil tilbage til sin egen verden, opdager hun til sin store skræk, at passagen er lukket. Fanget i Pandorien må hun finde ud af, hvad der er sket - og hvordan hun kommer hjem igen. Det skal vise sig, at både nye og gamle venner og ikke mindst den vilde mildørn spiller en vigtig rolle i den sag.

De her graphic novels har jeg virkelig glædet mig til at læse. Jeg læste de tre første sidste år, og jeg slugte dem råt. "Den mystiske forsvinding" og "Mildørnens fjer" er heldigvis lige så gode, spændende og medrivende som de første. Jeg er vild med denne serie!

Nola er en sød, nysgerrig og meget modig pige, som jeg holder meget af. Hun er blevet beskytter af Pandorien, en verden som findes inde i en spilledåse. Hun har fået gode venner derinde, og hjælper hvor hun kan. Hun har en stor retfærdighedssans, og er god til at rykke grænser. Derudover søger hun stadig svar om sin mors død og de hemmeligheder hun holdt.
Andrea og Igor står igen klar til at hjælpe og støtte Nola, og opklare nogle af de mystiske ting der sker i Pandorien. De har en god energi, og er virkelig sjove.

De to bøger foregår mest af alt i den magiske verden, Pandorien. Pandorien er meget fascinerende, og fyldt med sære væsener, hemmeligheder, mystik og magi. Der er mange småskumle typer og nogle kan man stole på, andre kan man ikke. Der er til gengæld ikke nogen tydelig skurk med, men nye trusler fra gang til gang. I “Den mystiske forsvinden” forsvinder Andrea og Igors nabos kæreste. De to har nemlig brudt loven, da det er forbudt at være i et forhold med en fra en anden race. Nola og de andre prøver at finde ud af, hvad der er sket. Derudover forsøger Nola at finde ud af mere, om den mystiske nøgle hun har fundet. 
I “Mildørnens fjer” kan Nola ikke komme hjem, da portalen er blevet lukket. Nøglen er faldet ud af spilledåsen, og de skal bruge en mildørne fjer så de kan lave en mikstur, der kan få nøglen tilbage på plads. Men det er lettere sagt end gjort.
Plottet i bøgerne udvikler sig en del og bliver mere mystisk for hver bog, for gamle hemmeligheder lurer og historierne flettes mere og mere sammen.

De to bøger er ligesom de forrige på omkring 60 sider. De er altså ikke særlig lange, men der sker virkelig mange ting i hver bog. For min skyld kunne de dog sagtens være længere, men længden er med til at gøre dem overskuelige for de yngre læsere, og jeg vil anbefale dem til selvlæsning fra ca. 8-9 år og op. Der er ikke meget tekst i bøgerne, og den tekst der er, er dialog, men det er jo graphic novels, og de er derfor rigt illustreret. Illustrationerne er virkelig flotte, farverige, detaljerige og dragende, og jeg har bare lyst til at forsvinde ind i dem. De viser virkelig historiens magi og de forskellige karakteres mimik og følelser. 

Bøgerne om Spilledåsen er virkelig gode, spændende, medrivende og rørende og jeg fløj igennem dem. Det er bøger om magi, kærlighed, venskab, familiebånd, sorg, håb, racisme og dyrevelfærd. De er dog også fyldt med hemmeligheder og mysterier, som efterlader en med spørgsmål. Jeg håber i hvert fald ikke at det er sidste bind, for den slutning lover mere, og jeg er mindst lige så nysgerrig som Nola, Andrea og Igor på at finde ud af, hvad den mystiske nøgle åbner op for. Jeg er fan af Spilledåsen, og kan ikke anbefale dem nok! Bare læs dem.

Anbefales til fans af "Amulet" af Kazu Kibuishi og "Søstrene Gyldenhjerte" af Di Gregorio.






søndag den 4. september 2022

"Tyran" (Åndevandrer #1) af Jam Aden

*Anmeldereksemplar fra forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*
"Tyran" af Jam Aden, af forlaget Cobolt, udgivet i 2022.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Inde bag hegnet er Jægeren, Seeren og Hattemageren. Og så selvfølgelig Lederen. Andre steder kendt som Loke. Andre igen som Tyrannen. Hvem er denne mystiske skikkelse, der vandrer gennem verden og efterlader forvirring og kaos på sin vej?

Da jeg hørte om denne graphic novel og så forsiden, blev jeg straks nysgerrig. Den lød ret interessant og mystisk, og det må man sige at den var. "Tyran" er en rigtig god, lidt mærkelig tegneserie, der holdt mig fanget fra start til slut.

Tyrannen, eller Lederen som han gerne vil kaldes, er manipulerende, og egentlig lidt uhyggelig med sin fugleskræmselsmaske. Alting er en leg for ham, og han snyder, udnytter og manipulerer de andre.
Den nytilkomne, bliver hurtigt kaldt "Kræmmeren" af Lederen, da han gerne vil have ham til at gå igen. Kræmmeren begynder at stille spørgsmålstegn ved det hele, hvilket truer Lederens position. Kræmmeren begynder at kalde ham Tyrannen, hvilket de andre tager til sig.
Jægeren er meget loyal overfor Lederen, og gør hvad der bliver sagt. Da den nytilkomne begynder at stille spørgsmålstegn ved tingene på byggepladsen, begynder hun dog at tvivle på det som de har fået fortalt.

Historien foregår på en øde byggeplads, uden noget rundt om sig. Når folk træder ind på byggepladsen, er de i Lederens område, og pludselig glemmer de, hvem de er, og hvor de kom fra. De mister deres menneskelige udseende og får dyremasker på. Verdenen uden for hegnet er sløret, så det virker som om, at det kun er byggepladsen der eksisterer. Det er en kold og trist verden, hvor man hurtigt kan blive undertrykt at den store, dominerende Leder. Tegneserien handler om grådighed, længsel og søgen efter magt og mening, drysset med lidt mørk magi. Derudover kigger den på flokmentalitet, og stiller spørgsmålstegn ved om vi alle er monstre under vores masker, eller om vi er noget andet end det? Det er rigtig spændende, og gjort på en ret simpel måde. 

"Tyran" er skrevet og tegnet af Jam Aden selv, der med sin meget enkle tegnestil, får formidlet en fin og små dystopisk fortælling. Illustrationerne har et lidt blødt udtryk, men det passer godt til stemningen, som faktisk er ret dyster. Der er ikke meget tekst i den, og det er også en meget kort graphic novel, men den får alligevel sagt en del om vores samfund. 

"Tyran" er en god, spændende og tankevækkende graphic novel, som med meget få ord rørte mig. Den er til tider lidt mærkelig, og hvis man ikke har læst bagsideteksten, har man ingen anelse om, at Lederen faktisk er Loke, for det bliver ikke italesat på noget tidspunkt. Men alligevel slugte jeg den, og jeg ville næsten ønske den havde været længere. Heldigvis er det første del af en serie, og jeg er meget spændt på at læse bind 2, for jeg har spørgsmål.

Anbefales fra ca. 13 år og op. 




torsdag den 18. august 2022

"Queenie - Harlems Gudmoder" af Aurélie Lévy & Elizabeth Colomba

*Anmeldereksemplar fra Forlaget Umpff, men alle holdninger er mine egne.*
"Queenie - Harlems Gudmoder" (org. titel "Queenie, la marraine de Harlem") af Aurélie Lévy & Elizabeth Colomba, af Forlaget Umpff, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2021). Læst på dansk (org. sprog fransk), oversat af Marlene Wulff Olsen.
★★★★★

Fra bagsiden:
En graphic novel bygget over den virkelige historie om Stephanie St. Clair, plantagepigen fra Martinique, der rejste sig som dronningen af undergrunds-lotteri i Harlem og blev indædt fortaler for det afroamerikanske samfunds rettigheder og kvinders muligheder. 
Det er en fortælling om den sammensatte kvinde, der havde markant betydning på begge sider af loven og stod op imod Dutch Schultz, Lucky Luciano og andre hårdkogte gangstertyper. Hun var selv en ubarmhjertig mafiaboss, men også en af de første afroamerikanske feminister. En af de få gangstere fra forbudstiden, der døde af alderdom. 

Det her er første gang jeg læser en graphic novel til voksne, så jeg var meget spændt på den. Historien om Stephanie St. Clair fangede mig ret hurtigt, og jeg blev meget grebet af den. "Queenie - Harlems Gudmoder" er en rigtig spændende og barsk historie, om en virkelig sej kvinde.

Queenie, eller Stephanie St. Clair som hun rigtig hed, har ikke haft et nemt liv. Da hun var barn arbejdede hun for en rig familie på Martinique, derefter rejste hun til New York, hvor hun arbejdede med regnskab. Da hun på et tidspunkt bliver nødt til at flygte, ender hun i kløerne på Ku Klux Klan, men undslipper heldigvis. Derefter får hun opbygget et imperium af undergrunds-lotteri i Harlem, men får sig en del fjender, som havde korrupte politibetjente i lommen. Det lykkes hende dog at overleve og trække sig tilbage. Queenie er faktisk ret badass. Selvom hun helt sikkert også har været manipulerende og en hårdkogt kriminel, så får man virkelig sympati for hende, og hepper på hende hele vejen igennem. 
Derudover har hun rigtig mange gode og loyale venner, som står ved hendes side, selv i svære tider.

"Queenie - Harlems Gudmoder" skifter mellem fortid og nutid, så man får indblik i Stephanie St. Clairs barndom, ungdom og voksenliv indtil, hvor hun er nu. Det var rigtig spændende at se, hvordan hendes liv har været, og hvilke udfordringer hun har haft som sort kvinde. For kvinder havde generelt ikke mange rettigheder i denne periode, og slet ikke hvis man så også var sort. Det har ikke været nemt at være sort og leve i Amerika på dette tidspunkt, hvor mange havde lært at se ned på dem, pga. slaveri, det syder derfor af racisme. Desværre oplever afroamerikanere det stadig den dag i dag.

Bogen giver et rigtig godt blik på samfundet i 1930'erne. I starten af bogen er der en fin introduktion, der giver lidt historisk baggrund, blandt andet bliver krakket, afskaffelsen af slavelovgivningen i 1865, og hvordan mafiaerne styrede forskellige områder i New York City beskrevet. Derudover er der bagerst i bogen et persongalleri, der fortæller om nogle af de virkelige personer, som man støder på. Det var rigtig rart og spændende at læse om dem, for dem kendte jeg ikke. Desuden er der til allersidst en ordliste, da der er forskellige udtryk i bogen, som man måske ikke kender. Den brugte jeg også en del, og det var igen meget rart med nogle forklaringer og uddybning af nogle ting. 

Det er en graphic novel, hvor historien foregår meget i illustrationerne. Elizabeth Colombas flotte sort/hvid illustrationer fanger virkelig historiens stemning og følelser. Jeg er vildt imponeret over, hvor meget historie illustrationer kan vise, når der ikke er specielt meget tekst, for jeg manglede bestemt ikke noget. Til gengæld fik jeg helt ondt i maven da jeg så de spidse KKK-huer, for så vidste man bare, hvad der ville ske.

"Queenie - Harlems Gudmoder" er en rigtig god, gribende og spændende graphic novel, og wow, hvor er den bare flot, både indvendigt, men bestemt også udvendigt, hvor forsiden er prydet med gulddetaljer. Jeg var helt opslugt af denne rørende og barske historie, om en stærk og handlekraftig kvinde, der ikke lod sig tryne. Jeg kan helt klart anbefale denne graphic novel. 




mandag den 30. maj 2022

"En Batgris bog - Når grise flyver" (Batgris #1) af Rob Harrell

*Anmeldereksemplar fra forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*
"En Batgris bog - Når grise flyver" (org. titel "Batpig - When pigs fly") af Rob Harrell, af forlaget Cobolt, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2021). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Dennis Jacob Rosenfeld.
★★★★★

Fra bagsiden:
Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er ... Batgris!
Av! Hvem havde troet, man kunne få superkræfter af at blive bidt i trynen af en flagermus? Ingen! Absolut ingen! Men det er lige præcis, hvad der sker for grisen Gary. Et uheldigt bid, lidt fumleri - og så er han Batgris. En megastærk, svævende og kan-flytte-ting-med-hjernen-superhelt, som snart står overfor to superskurke: Et enormt firben med trang til ødelæggelse og en slagter med ultraskumle planer. Kan Gary bevare sin hemmelighed og redde alle uden at miste sine venner?

Jeg læser normalt ikke bøger i kategorien sjove bøger, da de ofte ikke er min humor, men jeg har vovet mig ud i det med denne tegneserie. Og hold nu op, hvor er den bare god og virkelig sjov. "Batgris" havde mig grinende flere gange!

Gary er en gris, som godt kan lide at hænge ud med sine venner og spille videospil. Han bliver ved en fejl bidt at sin veninde, flagermusen Brooklyn, der har en lille hemmelighed, der får stor betydning for Gary.
Brooklyn, også kaldet Brook, er en flagermus med højdeskræk. Hun er en lille, bitte smule radioaktiv, men det er aldrig kommet på tale, da ingen før har spurgt. Hun støtter Gary i hans forvandling til Batgris, og er med til at designe hans superheltedragt. Hun er også lidt sarkastisk, og det er svært ikke at holde af hende.
Carl er en fisk som elsker tryllekunster og toiletjokes, og så er han ekstremt dårlig til at holde på hemmeligheder. Så Gary og Brook holder Batgris hemmeligt for ham. Det viser sig dog at være en dårlig idé, for Carl kan godt blive lidt bitter. 

"Batgris" er en tegneserie som er bygget op som en bog, opdelt i kapitler. Faktisk rummer den 3 historier, hvor Batgris kommer ud i nogle ret store problemer. Som da en kæmpe reptil med hang til ulækre vittigheder sender ham med en raket ud i rummet, og han skal finde ud af, hvordan han overvinder den, ved hjælp af grisesodavand og chips. Derudover er Carl ved at afsløre hans hemmelighed i den ene historie, da Carls crush spørger ind til hans weekend. I den sidste historie skal Batgris bekæmpe Slagteren og hendes minions, og deres drøm om at overtage verdensherredømmet. Her finder han desuden også ud af, hvad der er Batgris' kryptonit. Alle historierne er ret skøre og fjollede, og jeg må indrømme, at jeg er vild med det!

"Batgris" rummer ikke særlig meget tekst og sproget er holdt let. Dialogerne i tegneserien er bare rigtig gode og sjove, og særligt dialogen mellem Gary og fortælleren er bare virkelig sjov. Illustrationerne er desuden alt, hvad man kunne håbe på. Tegneserien er illustreret af Rob Harrell selv, og hans farvestrålende illustrationer rammer det barnlige og lidt skøre univers helt perfekt, og er fyldt med en skøn humor. 

"Batgris" er en virkelig god og rigtig sjov tegneserie, som havde mig grinende og smilende flere gange. Jeg har læst den højt for mine 4,5 årige, og han er også ret begejstret for den. Jeg kan dog godt mærke, at jeg ikke er vant til at læse tegneserier højt, men det kan sagtens lade sig gøre med lidt øvelse. Jeg vil nok anbefale den til højtlæsning fra 5-6 år, men man skal være forberedt på spørgsmål og snakke om illustrationerne. Tegneserien kan også bruges som selvlæsning fra ca. 10 år. "Batgris" er et hit herhjemme, og det er jeg næsten sikker på, at den også vil være om nogle år, når mine børn selv kan læse den. Jeg er i hvert fald fan af Gary aka Batgris, og hans venner, så jeg glæder mig til flere sjove eventyr. 

Anbefales til fans af Hundemand og Kaptajn Underhyler. 






mandag den 2. maj 2022

"Urhistorien" tegnet og fortalt af Peter Madsen

*Anmeldereksemplar fra Bibelselskabets Forlag, men alle holdninger er mine egne."
"Urhistorien" af Peter Madsen, af Bibelselskabets Forlag, udgivet i 2021.
★★★★★

Fra bagsiden:
Urhistorien er Bibelens berømte fortællinger om liv og død, godt og ondt og om dengang, alt var nyt. De beskriver, hvordan Gud skabte jorden og menneskene, hvordan Adam og Eva blev fristet af slangen i Paradis, og hvordan Kain slog sin bror Abel ihjel. Fortællingerne om Noa og den ødelæggende oversvømmelse og om det himmelstræbende tårn i Babel findes også i de tidsløse tekster. 
Peter Madsen står bag klassikerne Valhalla og Menneskesønnen. Han har modtaget en lang række priser, senest Statens Kunstfonds Hædersydelse. Den anerkendte tegneserieskaber har i Urhistorien gendigtet Bibelens første 11 kapitler i ord og billeder. 

Herhjemme er vi ret begejstrede for Peter Madsen og hans historier om guderne i Valhalla og troldene i Troldeliv. Hans tegnestil er fantastisk og jeg var derfor spændt på, hvordan han ville gribe det an at illustrere og genfortælle Bibelhistorier. "Urhistorien" skuffede bestemt ikke. Det er en virkelig god og flot bog.

"Urhistorien" indeholder de 11 første kapitler i Bibelen. Det er historierne om Skabelsen, Adam og Eva, Kain og Abel, Noas ark og Babelstårnet. Det er historier om tro, håb, kærlighed, venskab, jalousi, hovmod, det gode og det onde, samt liv og død, og hvor menneskenes plads er i det hele. Historien om Babelstårnet, og hvordan menneskets hovmod blev straffet af Gud ved at splitte os gennem sproget, har altid fascineret mig, og det var interessant at få den fortælling illustreret. Hver historie bliver introduceret med at lille tekststykke, der kommenterer på det der sker og det der kommer til at ske. Det var en rigtig fin detalje, som gav det en blød overgang, når man skiftede til en ny historie. Alle historierne bliver fortalt virkelig godt, og jeg føler ikke at man mangler noget når man læser dem.

I Bibelen fylder disse historier ikke meget tekstmæssigt, men med sine illustrationer får Peter Madsen detaljerne og stemningerne frem, hvilket gør at historierne folder sig ud på en anden måde. Tegneserien holder sig ret godt til teksten i Bibelen, hvilket er godt. Der står selvfølgelig ikke lige så meget på siderne, men de detaljerede illustrationer supplerer teksten og historierne rigtig fint. Nogle gange er illustrationerne næsten alt man behøver. I historien om Kain og Abel bliver det broderdrab der finder sted på grund af jalousi, illustreret meget mørkt og dystert, hvorimod Skabelsesberetningen er mere farverig og fyldt med liv. Personernes sindsstemninger og mimik kommer frem, og det er så fint. Man kan som læser virkelig mærke det hele, hvilket er fedt.

"Urhistorien" er en rigtig god, gribende og rørende tegneserie, der fortæller nogle håbefulde men barske historier. Jeg blev virkelig grebet af den og fløj bare igennem den. Der er en del vold, død og ødelæggelse i den, og den er derfor ikke til de helt små børn, men den er oplagt at forære i gave til en konfirmand i konfirmationsgave, som alternativ til den klassiske Bibel. "Urhistorien" kan dog også sagtens læses selvom man ikke er troende.

"Urhistorien" er en fin og let måde at læse Bibelhistorierne på, og jeg vil næsten ønske at Peter Madsen kaster sig over resten af Bibelen, for det fungerer så godt. Jeg vil i hvert fald gerne læse den. Man kan dog supplere med at læse "Menneskesønnen", der handler om Jesus. 





tirsdag den 22. marts 2022

"Elverprinsen" (Amulet #5) af Kazu Kibuishi

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Elverprinsen" (org. titel "Prince of the Elves") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af John Lysmand.
★★★★★

Fra bagsiden: 
Emily har overlevet de dramatiske prøver på akademiet hos Stenvogternes Råd. Men Max har stjålet moderstenen. Ved hjælp af den kan elverkongen lave nye amuletter og tiltvinge sig magten over resten af Alledia. Emily og hendes venner sætter alt ind på at forhindre det - men pludselig lyder stemmen i hendes egen amulet langt mere ildevarslende og dyster end før, og hun frygter, at den er ved at overtage kontrollen fuldstændig...

Jeg burde læse den her graphic novel serie meget hurtigere efter hinanden, end jeg har gjort. For hold op, hvor er de bare gode, og hvor har jeg bare savnet universet og dets karaktere! "Elverprinsen" er en helt vildt god, spændende og medrivende bog, som jeg slugte råt!

Emily er en viljestærk og modig pige, men hun kæmper stadig med at modstå fristelsen fra sin amulet, der bliver mere og mere lokkende.
Navin får mere ansvar i denne bog, men han er modig og kaster sig ud i ting, selvom han er lidt usikker. 
Både Emily og Navin har virkelig udviklet sig meget igennem de sidste par bøger. De har taget deres opgaver og skæbne på sig, selvom det er et kæmpe ansvar at ligge på to børns skuldrer. Derudover bliver de hele tiden nødt til, at stole på det de bliver fortalt og de folk de møder på deres vej.
Trellis har fået en lidt større rolle i denne bog, og det var rigtig spændende, at følge ham og hans kamp med både sin amulet og sin familie.  

I "Elverprinsen" får vi mere baggrundsviden om Max og Trellis. Man hører mere om Max' fortid, og hvad hans motivation og bevæggrunde er. Man får næsten medfølelse med ham, og man kan måske også godt forstå lidt, hvorfor han gør, som han gør. 
Desuden hører man om Trellis og hans familie historie samt hans forfædre. Vi hører f.eks. en smule om Erle Kongen, som desværre ikke var helt god, og måske endda var besat. 
Herudover lærer man mere om stemmen i stenen, og den magt den kan få over én, hvis man ikke passer på. 
Det var spændende at høre om, og jeg glæder mig til at høre meget mere om det hele, især om Erle Kongen og hans arv. 
Kampen for at beskytte riget mod elverkongens magt og krig fortsætter og det er ikke en nem kamp, da Max har sluppet en bjerg gigant løs, samtidig med at han har styrken fra sin sten. Plottet udfolder sig mere og mere, og der kommer twist her og der, som gør historien endnu mere spændende.

"'Somme tider kan selv de klareste hjerner blive formørket af personlige længsler.'"

Bogens sprog er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den overskuelig at komme igennem. Kazu Kibuishi har selv illustreret den, og hans illustrationer er så utrolig flotte. De er dragende, detaljerede og stemningsfulde. Man kan virkelig gå på opdagelse i dem, og kigge på alle deres fine detaljer. Mængden af tekst og bogens illustrationer, fungerer rigtig godt sammen, og jeg følte aldrig, at jeg manglede noget under min læsning. Amulet anbefales fra ca. 8-9 år og op.

"Elverprinsen" er en virkelig god, spændende og nervepirrende bog, som jeg læste ud i en køre. Jeg er vild med denne serie, og de bliver mere og mere spændende, for hver bog. Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre. Jeg kan virkelig ikke anbefale denne serie nok, for helt ærligt, så burde alle læse den!





søndag den 20. marts 2022

"Sarahs drøm" (Søstrene Gyldenhjerte #1) af Di Gregorio i samarbejde med Barbucci

*Anmeldereksemplar fra forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*
"Sarahs drøm" (org. titel "Les soeurs Grémillet") af Di Gregorio i samarbejde med Barbucci, af forlaget Cobolt, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2020). Læst på dansk (org. sprog fransk), oversat af Lisa Kristensen Villeneuve.
★★★★★

Fra bagsiden:
Det kan være svært at være søstre. Især når man er så forskellige som Lucille, Cassiopeia og Sarah. Lucille vil helst tilbringe tid med sin kat. Cassiopeia er en håbløs romantiker. Og den alvorlige Sarah hjemsøges af den samme drøm om igen og om igen. Sammen med sine søstre flyder hun gennem skoven omringet af små vandmænd, men drømmen slutter altid samme sted. Når de når frem til det store glaspalads i træet, vågner hun. Heldigvis har de tre søstre en klub - og trods deres forskelligheder findes der ikke det mysterie, de ikke kan løse. 

Da jeg så Søstrene Gyldenhjerte første gang, blev jeg virkelig draget af den smukke forside. Jeg vidste, at den tegneserie måtte jeg læse. Det har jeg så gjort nu, og sikke en fin oplevelse. "Sarahs drøm" er en rigtig god, rørende, spændende og mystisk tegneserie, som jeg hyggede mig meget med at læse. 

Sarah er den ældste og hun har taget det ansvar på sig, at passe på sine søstre, også selvom hun ikke har fået besked på det. Hun bestemmer en del, men hun er også meget omsorgsfuld, og meget nysgerrrig.
Cassiopeia er mellemste søsteren. Hun er en drømmer og romantiker. Hun er lidt irriteret på Sarah, da hun føler at Sarah bestemmer lidt for meget og så bare lader hende og Lucille om at gøre alting. Hun er meget kreativ og elsker pæne ting der glimter.
Lucille er lillesøsteren. Hun elsker katte, nogle gange foretrækker hun katte frem for mennesker, da der ikke er så meget drama og vrøvl med dem.
Familien bliver kaldt skør af en del folk ude i byen, men de holder sammen i familien, selvom det virker til at deres mor har en hemmelighed. En hemmelighed hun ikke vil dele med pigerne. Pigerne har dog andre planer, og de beslutter sig for, at finde ud af, hvad det er deres mor skjuler. 

"Den lille vandmand, det kæmpe store træ, paladset af glas... Hvad mon det betyder? Jeg bliver vanvittig af at lede efter svar! Jeg går ned i køkkenet med en følelse af håbløshed... Jeg forstår ikke min egen familie og da slet ikke mine drømme!"

"Sarahs drøm" er en sød tegneserie, der handler om søskendeforhold, familie hemmeligheder, sorg og det at miste, samt underlige magiske drømme. De tre piger er meget forskellige, men de forstår at støtte hinanden og bakke op om hinanden, selv når de ikke er helt enige. Men Sarahs drømme får deres mor til at opføre sig mærkeligt. Man bliver som læser virkelig nysgerrig på, hvad det er moren prøver at skjule, og hvordan glaspaladset i træet og de svævende vandmænd i skoven hænger sammen med resten. 

Tegneserien er på ca. 72 sider, og er skrevet i et let forståeligt sprog. Jeg vil anbefale den til selvlæsning fra ca. 8-9 år og op. Barbucci har illustreret tegneserien, og hans illustrationer er virkelig fantastiske. De suger én ind i sig med deres detaljer og magi, så man slet ikke kan lade hver med at kigge på dem. Nogle af illustrationerne indeholder endda små hints til, hvad der kommer til at ske senere i bogen. Teksten og dialogerne spiller rigtig godt sammen med illustrationerne, og man kan virkelig mærke alle de følelser der er på spil hos pigerne og deres mor. Jeg følte aldrig jeg manglede noget under min læsning, selvom historien tog en anden drejning, end jeg havde regnet med i starten. 

"Sarahs drøm" er en rigtig god, spændende og rørende tegneserie, som jeg virkelig glæder mig til at læse videre i. Jeg blev lidt overrasket over historien, da jeg havde forestillet mig noget andet. Jeg blev dog bestemt ikke skuffet, for den rørte mig meget og jeg nød virkelig at læse den og kigge på de flotte illustrationer. Det er en rigtig god start på en ny serie, og jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske med søstrene, og hvor historien kommer til at føre os hen, med al sin mystik. Jeg ser frem til næste bind om Søstrene Gyldenhjerte. 





torsdag den 20. januar 2022

"Forklædt som voksen" af StineStregen

*Lånt på biblioteket*
"Forklædt som voksen" af StineStregen, af Gads Forlag, udgivet i 2021.
★★★★☆

Fra forlagets hjemmeside:
En ung kvindes vej til selvstændighed set gennem StineStregens sårbare, sjove og skarpe pen.
Efter successen med stribebogen Det bliver et langt liv til unge teenagere (piger) henvender Forklædt som voksen sig til det lidt ældre publikum og beskriver alle de mulige og umulige situationer, man kommer ud i, når man befinder sig i tusmørkelandet mellem barn og voksen.
Hvordan i alverden håndterer man forældre, venner, kærester, sex, når man ser voksen ud udenpå, men stadigvæk ikke er så voksen indeni?

Sidste år læste jeg StineStregens "Det bliver et langt liv", som jeg var helt vild med, forventningerne til denne var derfor ret høje. "Forklædt som voksen" er en rigtig god og meget humoristisk bog, den levede bare ikke helt op til mine forventninger, men jeg er stadig meget glad for den, og så fik den mig til at smile.

"Forklædt som voksen" er opbygget som tegneseriestriber, med små illustrerede historier på hver side. StineStregen tegner og skriver striberne selv, og hun gør det med humor og relaterebare historier. Hendes illustrationer er skønne og de er gennemsyret af personlighed, charme og skævhed, som bare gør det sjovt at læse. Selvom hendes streg er relativ simpel, får hun givet personerne meget liv og mimik, og man kan virkelig mærke alle de følelser de har, i hendes illustrationer, hvilket er skønt.

Ligesom "Det bliver et langt liv" rummer "Forklædt som voksen" mange relaterebare scener fra et liv som ung, når man lige er flyttet hjemmefra, og er ved at finde sig selv i voksenlivet. Jeg tror de fleste vil kunne finde noget i bogen de kan nikke genkendende til, hvor man kan tænke, "Ja, det har jeg også prøvet" eller "Det er præcis sådan jeg har det lige nu" eller noget der bare kan bringe et smil frem på læben, da man kan huske de tanker og følelser. Jeg havde dog lidt sværere ved at relatere til denne bog, end jeg havde til den anden, og det er måske fordi jeg aldrig har prøvet at bo helt alene, jeg flyttede direkte ind hos min kæreste. Jeg kan dog godt genkende nogle af tankerne ved at flytte hjemmefra, det at have ansvar for alt, lige fra madlavning til rengøring, samt de ting man egentlig ikke vil have ens forældre opdager man har, og alt den usikkerhed man går igennem som ung, og nyselvstændig i voksenlivet. Derudover var scenerne med studielivet spot on. Så selvom jeg måske ikke kunne relatere til det hele, morede jeg mig meget med bogen, for hvor er StineStregen altså god til at tage lidt pis på det hele, og være lidt selvironisk med sine karaktere. Det er ret forfriskende. 

"Forklædt som voksen" er en rigtig god og sjov bog, som jeg har hygget mig meget med. Den fik mig til at smile og grine flere gange under min læsning. Jeg glæder mig til at se, hvad StineStregen finder på næste gang, for det kan kun blive sjovt. 

Så hvis du, lige som jeg, er til sjove tegneseriestriber eller er glad for StineStregen og hendes humor, så synes jeg du skal kaste dig over hendes bøger.  





torsdag den 30. december 2021

"Velkommen til Pandorien", "Cypriens hemmelighed" og "Jagten på Pandesien" (Spilledåsen #1, #2 og #3) af Gijé & Carbone

*Anmeldereksemplarer fra Forlaget Cobolt, men alle holdninger er mine egne.*
"Velkommen til Pandorien", "Cypriens hemmelighed" og "Jagten på Pandesien" (org. titel "La boite à musique 1 - Bienvenue à Pandorient", "La boite à musique 2 - Le secret de Cyprien" og "La boite à musique 3 - À la recherche des origines") af Gijé og Carbone, af Forlaget Cobolt, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog fransk), oversat at Lisa Kristensen Villeneuve.
Alle bøgerne modtager samme antal stjerner.
★★★★★

Fra bagsiden af "Velkommen til Pandorien":
Da Nola fylder 8 år, får hun en smuk spilledåse. Den spiller helt magiske melodier, men vent... Den er også magisk. Inde i spilledåsen er en lille pige, der har brug for Nolas hjælp. Og snart er Nola trukket ind i en spændende verden fyldt med fabelagtige skabninger og farlige missioner.

Fra bagsiden af "Cypriens hemmelighed":
Nola vender tilbage til Pandorien midt under fejringen af kongens 350 års-fødselsdag. Der er fest og farver i gaderne, og alle er glade. Næsten! En mystisk tyverisag bringer nemlig Nola, Andrea og Igor på sporet af en uhyggelig plan og ud på endnu en farlig mission.

Fra bagsiden af "Jagten på Pandesien":
Nola får et chok, da nogen har sneget sig fra Pandorien og ind i Heksoverdenen. Heldigvis hjælper Andrea og Igor med at opklare sagen, men snart er der igen ubudne gæster i Nolas hus. Og denne gang må de tre venner hente forstærkninger i Pandorien for at stoppe de farlige væsener. 

Lige siden jeg så de her graphic novels første gang, har jeg vidst, at jeg ville læse dem. For prøv lige at se, hvor flotte de er! Heldigvis er indholdet mindst lige så flot, magisk og fantasifuldt som forsiderne, og Spilledåsen er generelt bare en virkelig, virkelig god serie! Jeg er i hvert fald solgt.

Nola er en sød og nysgerrig pige, som man hurtigt kommer til at holde af. Hun har mistet sin mor, og kæmper dagligt med savnet af hende, og har ikke lyst til at fejre ting, fordi hun synes det føles forkert at være glad, når hendes mor er død. Da Nola fylder 8 år, får hun en spilledåse af sin far, den har tilhørt hendes mor, og snart bliver Nola suget ind i en magisk verden. 
Nola får af vide at hun er beskytteren af både Pandorien og sin egen verden, som i Pandorien bliver kaldt Heksoverdenen. Hun påtager sig ansvaret, selvom hun også er lidt bange for det. Hun står dog ikke helt alene med det, og hun får hjælp af sine nye venner Andrea og Igor, deres mor samt Anton der er Merliner i Pandorien. De er gode til at udnytte hinandens styrker og støtte hinanden, hvor de kan. Nola er utrolig modig, og hun udvikler sig virkelig meget i løbet af de tre bøger. Hun bliver mere håbefuld, tillidsfuld og glad. 
Andrea og Igor er nogle ret sjove børn, som hun møder i Pandorien. De er den sidste familie åbenhjerte, som gør at de har nogle lidt specielle evner, og kan fornemme ting med deres hjerteøje. De bliver hurtigt Nolas venner, og de hjælper hinanden igennem flere udfordringer. 
Nolas far er super sød. Han kæmper selv med sorgen over sin afdøde hustru, og vil så gerne hjælpe Nola igennem sorgen bedst muligt, og se hende glad igen. Han prøver at få hverdagen til at hænge sammen og hjælpe og støtte Nola så godt han kan. Han får heldigvis hjælp fra gode venner, som hjælper hvor de kan.  

De to første bøger foregår primært i den magiske verden Pandorien, som befinder sig inde i spilledåsen. I den tredje bog foregår meget af historien dog i vores verden, og man opdager at de to verdener måske er tættere forbundet end man først troede. Pandorien er et meget fascinerende univers, fyldt med sære væsener, hemmeligheder, mystik og magi. Der er skumle og mystiske typer og nogle kan man stole på, andre kan man ikke. Der er til gengæld ikke nogen tydelig skurk med, men nye trusler fra gang til gang. Plottet udvikler sig dog og bliver mere og mere mystisk for hver bog, for gamle hemmeligheder lurer og historierne flettes sammen. 

Spilledåsen er en stærk serie om håb, sorg og det at bearbejde sorg, særligt sorgen over en afdød forælder. Alle bøgerne er fyldt med håb, og gennem bøgerne oplever Nola at finde mere fred i sig selv og sin sorg, da hun i Pandorien føler hun kommer tættere på sin mor. Hun lærer sin mor bedre at kende og ser nye sider af hende, sider hun ikke vidste hun havde. Man mærker virkelig alle Nolas følelser og båndet til hendes mor, og det er virkelig rørende. 
 
De tre bøger er alle på 60 sider. De er altså ikke specielt lange, men der sker virkelig mange ting i hver bog. For min skyld måtte de gerne være længere, men længden er med til at gøre dem ret overskuelige for de yngre læsere, og jeg vil anbefale dem til selvlæsning fra ca. 8-9 år og op. Der er ikke meget tekst i bøgerne, og den tekst der er, er dialog, til gengæld er det jo graphic novels, og de er derfor rigt illustreret. Illustrationerne er simpelthen så smukke, farverige, detaljerige og dragende, og jeg kan stirre på dem i timevis. De viser virkelig historiens magi og de forskellige karakteres mimik og følelser. Jeg er vild med dem. 

De tre bøger om Spilledåsen er virkelig gode, spændende, medrivende og rørende og jeg fløj igennem dem. Det er bøger som er fyldt med magi, kærlighed, venskab, familiebånd, sorg og håb. Håb om at tingene bliver bedre, og at man ikke behøver være alene med tingene, for der er mange som holder af én og gerne vil hjælpe én, når tingene bliver svære. Nola finder både venner og glæde i Pandorien, og hun tør åbne mere op. Derudover oplever hun at selvom sorgen og savnet altid vil være til stede hos hende, så er det også okay at være glad. 

Spilledåsen giver mig vibes hen af Amulet af Kazu Kibuishi, Spilledåsen er dog til de lidt yngre læsere. De har lidt af den sammen stemning og magi, uden at de egentlig er ens. Men jeg er sikker på, at hvis man er fan af den ene serie, så vil man næsten helt sikkert også kunne lide den anden. Jeg kan virkelig ikke anbefale serien om Spilledåsen nok. De er skønne, så tag lige og læs dem. Du vil ikke fortryde det! 








onsdag den 8. december 2021

"Heartstopper" (Heartstopper #2) af Alice Oseman

*Lånt på biblioteket"
"Heartstopper 2" (org. titel "Heartstopper wolume 2") af Alice Oseman, for Politikens Forlag, udgivet i 2021 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Anne Matthiesen.
★★★★★

Fra bagsiden:
Nick og Charlie er bedste venner. Nick ved, at Charlie er homoseksuel, og Charlie er sikker på, at Nick ikke er det. Men kærlighedens veje er uransagelige, og Nick opdager alt muligt om sine venner, sin familie...og sig selv. 

Jeg elskede seriøst den første bog i Heartstopper serien, og jeg glædede mig til at læse bog 2. Jeg endte da også med at sluge den ud i en køre, og endnu en gang var det som et varmt kram. "Heartstopper 2" er fantastisk, rørende og fin, og jeg smilte hele vejen igennem min læsning. 

Jeg holder meget af både Charlie og Nick.
I denne bog er det meste af fokus dog på Nick, da han går igennem noget af en identitetskrise efter han har kysset med Charlie. Nick har altid troet, at han var heteroseksuel, da han aldrig har følt forelskelse overfor en dreng før, så han er ret forvirret. Han prøver at finde svar på internettet, men han ender med at finde forståelse hos en pige han kender, der er homoseksuel. Han ved bare, at han rigtig godt kan lidt Charlie og har lyst til at kysse og holde i hånden med ham. Det er så fint og sårbart at følge Nick i denne proces, hvor han er ved at finde ud af, hvem han er, og den accept af at det er okay.
Charlie er bare den sødeste. Han forsørger at hjælpe Nick alt det han kan, og give ham plads og lytte til hans tvivl og forvirring, så Nick føler sig tryg i det. 
Begge drenge udvikler sig gennem hele bogen. I starten er de begge meget usikre, både på hinanden, men også på dem selv. De er til gengæld rigtig gode til at tale om tingene, være åbne og uden at dømme, sådan at tingene bliver nemmere, hvilket er super vigtigt i både et venskab, men også i et forhold.
Derudover hører vi meget mere til deres forskellige vennegrupper i denne bog, da de begynder at hænge mere ud sammen. Det var ret interessant at opleve de forskellige dynamikker, der er i de forskellige grupper.

"Heartstopper 2" er en bog om kærlighed, identitet, familie, venskab og det at acceptere sig selv og dem omkring en. Vi er alle forskellige, men der skal være plads til alle. Bogen har meget fokus på identitet og det at sige højt, hvem man er. Nick vil rigtig gerne fortælle sin mor at han er biseksuel, men det er rigtig svært for ham, da han ikke ved, hvordan hun vil reagere. Den episode i bogen er bare så fin, rørende og hjertevarmende, og man bliver helt glad. Det er jo sådan det burde være, selvom jeg godt er klar over, at det kan være svært. 
Bogen tager mange tabubelagte emner op, som f.eks. homofobi, transfobi, mobning, jalousi og ensomhed, hvilket er godt, for det er utrolig vigtigt at der bliver talt højt om disse ting. Bøgerne i serien prøver at aftabuisere nogle af tingene, hvilket er rigtig godt, og det bliver gjort på en fin og respektfuld måde. Desuden er de meget inkluderende, både i forhold til forskellige kønsidentiteter og seksualitet, men også i forhold til etnicitet, hvilket er fedt. Det giver alle noget af spejle sig i, hvilket er vigtigt i ungdomslitteraturen. 

"Nick...lad være med at tro, at du skal springe ud over for nogen, før du er klar. Rygterne løber virkelig hurtigt på vores skoler...Det kan være rigtig svært at klare, hvis man dårligt selv ved, hvem man er."

Det er en graphic novel, hvor historien foregår meget i illustrationerne, og hvor sproget er holdt nemt. Man flyver bare igennem den, da man bliver så engageret i drengenes liv og følelser. "Heartstopper 2" er et virkelig godt eksempel på, hvordan en graphic novel med billeder og meget lidt tekst, kan fascinere, fange og vække følelser, der både sætter tænker i gang, men som også varmer én om hjertet. Jeg kan virkelig godt lide illustrationerne, som Alice Oseman selv har lavet. Hun er virkelig dygtig, og formår at putte en masse humor, mimik og personlighed ind i illustrationerne, og det er meget imponerende. 

"Heartstopper 2" er en helt igennem skøn, sød, hjertevarmende, rørende og tankevækkende bog, der fik mig til at smile, grine og faktisk næsten græde. Jeg er vild med denne serie, og jeg kan næsten ikke vente til bog 3 bliver oversat, så jeg kan fortsætte Nick og Charlies historie, for det kan kun blive godt. Jeg vil virkelig anbefale alle at læse serien. Vi kan alle lære noget af Heartstopper serien, da den giver god indsigt i nogle problematikker vi ikke alle kender til, da vi ikke selv har oplevet det. Så tag lige og læs dem!