Viser opslag med etiketten papbog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten papbog. Vis alle opslag

onsdag den 2. marts 2022

"Pegebogen" af HuskMitNavn

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Pegebogen" af HuskMitNavn, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021.
★★☆☆☆

Fra bagsiden:
Kan du gætte, hvad der sker, når du peget på de røde prikker?
Hils på et rumvæsen. Giv elefanten en snabel. Send raketten ud i det ydre rum, eller pil næse på en dreng.
Leg med, og lad din finger blive en del af billedet!

Ikke alle bøger er for alle, og "Pegebogen" af HuskMitNavn er desværre ikke en bog for mig, eller mine børn for den sags skyld. Jeg synes idéen bag bogen er sjov, og jeg kan godt se, hvorfor det vil tiltale nogle, hos os faldt den bare lidt til jorden, desværre.

"Pegebogen" er en bog, hvor man kan lade sin egen eller barnets finger blive en del af bogen. Hver side har nemlig en rød prik, hvor det er meningen man kan sætte sin venstre pegefinger, og dermed skabe noget ekstra på illustrationen. Man giver f.eks. elefanten en snabel, redder en kvinde fra at blive spist af en farlig krokodille, giver en myg mad og meget andet. Bogen er meget interaktiv, hvilket mange børn helt sikkert vil synes er sjovt. Man leger sig ind i bogen og illustrationerne, og kan snakke med børnene om illustrationerne, og hvad det giver at sætte sin finger på prikken. 

Bogen er på 32 sider, og hver side har en fin illustration af HuskMitNavn, og en rød prik, som man kan føle på og dermed indgå i bogen. Personligt savnede jeg dog lidt farver på illustrationerne. Jeg kan normalt godt lide HuskMitNavns kunst, og er vild med alle de glade og kraftfulde farver, som normalt er en del af dem, sådan som man også kan se på bogens forside. Illustrationerne inde i bogen er dog hvide, med farvede kanter, og min 4 årige spurgte om det var en malebog første gang han så bogen. Efter min mening ville det klæde bogen med flere farver, da det også er med til at gøre det sjovt og sprudlende. 

"Pegebogen" er en interaktiv pegebog, der inviterer sine læsere til at lege med bogen. Det er en bog med meget potentiale, og jeg ved der er flere som er rigtig glade for den og som synes den er rigtig sjov. Den fungerede bare ikke rigtig hos os. Mine drenge synes dog det var sjovt at sende rumraketten ud i rummet, men ellers fangede den dem desværre ikke. Heldigvis har vi alle jo forskellig smag, og selvom denne bog ikke lige var mig og min familie, så kan det jo sagtens være at den er lige dig og dine børn. 

Så hvis I søger en anderledes og interaktivbog der inviterer til leg, så giv "Pegebogen" et skud. 
Anbefales fra ca. 2 år. 




mandag den 1. november 2021

"Nu er det jul igen - og andre julesange for børn" illustreret af Lea Letén

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Nu er det jul igen - og andre julesange for børn" illustreret af Lea Letén, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Syng med på disse kende og herlige julesange, som er sødt illustreret af Lea Letén. Sangbogen indeholder: Dejlig er den himmel blå, På loftet sidder nissen, Nu' det jul igen, Der bor en lille nissemand, Søren Banjomus, Rudolf med den røde tud, Højt fra træets grønne top, Sankta Lucia, Bjældeklang og Et barn er født i Betlehem. 

I vores familie elsker vi at synge, og særligt vores mange sangbøger er populære og flittigt brugt. "Nu er det jul igen - og andre julesange for børn" er bestemt ingen undtagelse, vi har allerede sunget sangene flere gange, og drengene nyder at bladre i den. "Nu er det jul igen - og andre julesange for børn" er en rigtig fin og hyggelig julesangbog, som allerede har bragt masser af julestemning ind i vores hjem.

Bogen indeholder 10 kendte juleklassikere blandt børn og voksne, som helt sikkert vil sprede en masse julehygge. Den indeholder både de klassiske julesalmer som Dejlig er den himmel blå og Et barn er født i Betlehem, men også de lidt mere børnede julesange der er lidt mere gang i som Søren Banjomus, På loftet sidder nissen og Bjældeklang. Jeg er så glad for at Søren Banjomus og Bjældeklang er med, da det er nogle af mine personlige favoritter, og derudover vil På loftet sidder nissen altid have en speciel plads i mit hjerte, da min farfar elskede den, og han sang den gerne hele året rundt. Der er noget til alle, og jeg tror de fleste har hørt alle sange før, og vil kunne synge med på dem. 

"Nu er det jul igen - og andre julesange for børn" er fint illustreret af Lea Letén, som er rigtig god til at lave hyggelige og stemningsfulde illustrationer. Hendes streg er meget enkel og let, med farver i klarer toner. Hendes illustrationer er søde og viser fint sangene og giver masser af julestemning. 
Bogens sider er lavet i kraftigt pap, sådan at bogen er lidt mere robust, så den kan holde til at små børn kigger i den, tygger lidt i den og kaster lidt med den. Det er fedt når sangbøger har lidt tykkere sider, da de bliver brugt meget og af børn i flere aldre. 

"Nu er det jul igen - og andre julesange for børn" er en god, hyggelig og flot julesangbog, som med garanti vil sprede julestemning og juleglæde ude i stuerne. Vi har i hvert fald hygget os, og jeg glæder mig til at synge en masse julesange med mine børn hele december måned, selvom vi så småt er tyvstartet.

Hvilken julesang bringer gode minder frem hos dig?






mandag den 13. september 2021

"Dine 100 første ord - løft flappen" og "Gurli Gris' første 100 ord"

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Dine 100 første ord - løft flappen" og "Gurli Gris' første 100 ord" (org. titel "Peppa's first 100 words"). Gurli Gris er baseret på TV-serien af Neville Astley & Mark Baker. Bogen er udgivet af forlaget Alvilda, begge er udgivet i 2020 ("Gurli Gris' første 100 ord" er org. udgivet i 2016). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Julie Bloch Korsemann. Begge bøger modtager sammen antal stjerner.
★★★★☆

Fra bagsiden af "Dine 100 første ord - løft flappen":
Løft flapperne, og se, hvad der gemmer sig. Denne bog bugner af flotte billeder, som den lille kan pege på, og som I sammen kan tale om. Billederne er opdelt i genkendelige temaer som legetøj, sengetid, mad, kroppen, følelser, kæledyr, udeliv og mange flere. Nyd en rolig hyggestund, mens dit barn leger sig til et større ordforråd og bedre koncentration. 

Fra bagsiden af "Gurli Gris' første 100 ord": 
Følg med Gurli og Gustav, og lær over 100 nye ord. Vend siderne, og løft flapperne! Denne bog bugner af sjov og læring!

Herhjemme øver vi næsten dagligt de 200 ord, disse to bøger tilsammen rummer. For med en på snart 2 år, er det en rigtig god idé at få stimuleret hans sprog og udvidet hans ordforråd. "Dine 100 første ord" og "Gurli Gris' første 100 ord" er perfekte til dette, da de med deres fine billeder og flapper er sjove at kigge i for de små.

De to papbøger er meget søde og hyggelige, og hvor den ene er meget klassisk i sit udtryk med fotografier fra velkendte ting i barnets liv, så spiller den anden på en anden form for genkendelighed, nemlig den meget kendte figur, Gurli Gris. Nogle af ordene går igen i de to bøger, men hvor de i "Dine 100 første ord" er realistiske fotos, så er det i "Gurli Gris' første 100 ord" illustrationer fra Gurli Gris' univers. I begge bøger er tingene delt op i temaer, lige fra mad, kroppen, bondegården til supermarkedet og haven, hvilket er med til at give et godt overblik over, hvor man kan finde de forskellige ting, i situationer og steder barnet kender til. 

Bøgerne er på henholdsvis 12 og 14 sider, med rigtig mange billeder på hver side. Siderne er lavet i pap, men i den lidt tynde ende, og jeg synes personligt godt de kunne have været lidt tykkere, da de er nemme at bukke, hvilket er lidt ærgerligt. Flapperne er til gengæld et hit. Begge mine drenge elsker dem og det gav lige lidt ekstra til bøgerne. Drengene synes det var sjovt at løfte flapperne, for at se hvad der gemte sig bag dem. Flapbøger er dog altid lidt risikable til den aldersgruppe, og nogle af flapperne er derfor allerede revet ud.

"Dine 100 første ord" og "Gurli Gris' første 100 ord" er nogle søde og gode papbøger, der med deres farvestrålende og genkendelige illustrationer og fotografier stimulerer de små børns sprogudvikling og ordforråd. De ligger op til at man kan snakke med sine børn om deres kroppe, de forskellige følelser man kan udtrykke, hvad dyrene siger samt spørge dem om de kan finde de forskellige karakterer fra Gurli Gris. Dette er alt sammen med til at udvikle børnenes sprog. Freyr på knap 2 år er rigtig glade for begge bøger, og kigger næsten dagligt i dem. Nogle gange bliver han dog lidt ivrig med flapperne, så man skal ikke være bange for at flapperne går i stykker når man køber disse bøger, for det gør de nok. Jeg vil klart anbefale bøgerne til de 0-3 årige, da de er hyggelige og sjove for børnene. 





søndag den 2. maj 2021

"Gurli Gris' store billedordbog" og "Gurli Gris' opgavebog" af Neville Astley & Mark Baker

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Gurli Gris' store billedordbog" og "Gurli Gris' opgavebog" (org. titel "Peppa Pig - Bildwörterbuch" og "Peppa Pig - Rätseln, Stickern, Basteln") af Neville Astley & Mark Baker, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020. Læst på dansk (org. sprog tysk), oversat af Louise Bloch Korsemann.
Begge bøger modtager samme antal stjerner.
★★★★☆

Fra bagsiden af "Gurli Gris' store billedordbog":
Lær ord med Gurli Gris! Bogens seks flotte opslag er fyldt med ord fra hjemmet, børnehaven, parken, trafikken og meget mere. Lad dit barn sætte navn på de små billeder, og find dem så i det store billede. Den perfekte bog til en hyggestund, hvor der samtidig trænes ordforråd, forståelse og koncentration.

Fra bagsiden af "Gurli Gris' opgavebog":
Kom med ind i Gurli Gris' farverige og kreative verden! Denne bog bugner af sjov! Opfindsomme opgaver, der skal løses, fantasifulde billeder, som skal farvelægges, og flotte figurer, skilte og kroner, der skal klippes ud. Pep det hele op med de mere end 100 stickers, der følger med!

Mine drenge er vilde med Gurli Gris, og disse to bøger blev taget i brug lige med det samme. De har siddet og bladret især billedordbogen igennem, og vi har snakket meget om de forskellige billeder og farver. Både "Gurli Gris' store billedordbog" og "Gurli Gris' opgavebog" er nogle flotte og spændende bøger, der stimulerer børnenes ordforråd og øver deres koncentration. 

"Gurli Gris' store billedordbog" er en papbog, med seks opslag med ord fra hjemmet, parken, børnehaven, supermarkedet, stranden og trafikken. Hvert opslag rummer et stort billede, hvor der sker mange forskellige ting. På billederne er de velkendte figurer fra Gurli Gris' univers. Til hvert opslag er der 15 små billeder med ord, som man kan øve med sit barn. Derefter kan man prøve, om man kan finde de forskellige ting på det store billede, og på den måde skabe sammenhæng, mellem ordene og det store billede. Hvert opslag har desuden forskellige farvenuancer af rød, grøn og blå, hvilket er med til at skabe endnu mere blikfang, men man kan også snakke om de forskellige farver. Det hele er med til at stimulere barnets sprogudvikling og udvide dets ordforråd.

"Gurli Gris' opgavebog" er en rigtig fin opgavebog med sider med klistermærker, klippe klistre og andre aktiviteter som billedsudoku, ordlege, labyrinter, prik til prik og meget andet. Den ser rigtig flot ud, og der er klart til flere timers sjov. Nogle af opgaverne er stadig for svære for Njord på 3 år, men han er begyndt at vise interesse for den, og vil gerne kigge mere og mere i den. Han er også vild med klistermærkerne. Vi vil tage bogen mere frem, så han kan øve det, for jeg er sikker på den vil blive et hit. Den vil i hvert fald være god som lidt ferieunderholdning. 

"Gurli Gris' store billedordbog" og "Gurli Gris' opgavebog" er nogle fine bøger, med inspirerende og genkendelige billeder fra børnenes hverdag og fra Gurli Gris' universet. De velkendte figurer fra Gurli Gris er med til at skabe genkendelse, hvilket børn godt kan lide, og så får de samtidig stimuleret børnenes sprog. Mine drenge har i hvert fald hygget sig meget med at kigge i dem, og vi har snakket både om ordene, fundet tingene på billedet samt talt om, hvad det er der sker på det store billede. De kan klart anbefales, og så vil vi glæde os til at tage opgavebogen mere i brug.  







tirsdag den 10. november 2020

"Gurli Gris får besøg af lægen - Gode vaner, håndvask og helbred" og "Gurli Gris på mudderfestival" af Neville Astley & Mark Baker

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Gurli Gris får besøg af lægen - Gode vaner, håndvask og helbred" og "Gurli Gris på mudderfestival" (org. titel "Peppa Pig Loves Doctors and Nurses" and "Peppa's Muddy Festival") af Neville Astley & Mark Baker, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2020 og 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk), af Julie Bloch Korsemann. 
★★★★☆

Fra bagsiden af "Gurli Gris får besøg af lægen - Gode Vaner, håndvask og helbred":
Gurli og hendes venner får besøg af doktor Bjørn og sygeplejerske Ræv. De lærer børnene, hvordan de holder sig sunde og raske, og hvordan de vasker hænderne rigtig grundigt! Og bagefter er det Gurlis tur til være læge!

Fra bagsiden af "Gurli Gris på mudderfestival":
Gurli er på børnefestival med sin familie. Der er aktiviteter, musik og sjov overalt, men Mor Gris er lidt bekymret. Hvad nu, hvis det begynder at regne, og alt bliver til det rene pløre? Læs bogen, løft flapperne og tag en hoppetur i mudderet sammen med Gurli. 

Gurli Gris er et stort hit herhjemme, og disse to fine bøger blev også taget i brug med det samme. Både "Gurli Gris får besøg af lægen" og "Gurli Gris på mudderfestival" er nogle søde og hyggelige bøger, som man kan bruge lang tid på at snakke om og undersøge.

I "Gurli Gris får besøg af lægen" får Gurli og hendes venner besøg af doktor Bjørn og sygeplejerske Ræv, som skal lære børnene om sundhed og hygiejne. Børnene er meget begejstrede, især da de selv får lov til at lege læger og sygeplejersker. Doktor Bjørn kommer i hvert fald ud for lidt af hvert. 
I "Gurli Gris på mudderfestival" er familien Gris taget til børnefestival, hvor der foregår mange forskellige aktiviteter. I løbet af natten regner det dog en del, så næste morgen er festivals pladsen fyldt med mudder. Men er det nu også så slemt? Begge bøger er rigtig gode og underholdene. I "Gurli Gris får besøg af lægen" kan man lære om hygiejne og helbred, hvilket jo er utrolig aktuelt lige nu. Billedbogen indeholder desuden "vaske hænder"-sangen, som man kan synge med på, hvis man selvfølgelig kender melodien, og ellers må man improvisere. Det gjorde jeg i hvert fald. 

"Gurli Gris får besøg af lægen" er en billedbog på ca. 40 sider, mens "Gurli Gris på mudderfestival" er en papbog på 10 sider, med flapper rundt omkring. Flapperne i papbogen fungerede rigtig godt, og gav lige lidt ekstra til bogen, og drengene synes det var sjovt at løfte flapperne, for at se hvad der gemte sig bag dem. Der er ikke meget tekst på siderne i nogle af bøgerne, men skriften er til gengæld stor. Begge bøger er gode til højtlæsning for de små på omkring 2-3 år, da mængden af tekst er meget overskuelig. Derudover er siderne fint illustreret med de velkendte ansigter fra tv-serien, som børnene kan finde genkendelse i. Illustrationerne er hyggelige og farverige, og skaber et godt blikfang.

Både "Gurli Gris får besøg af lægen" og "Gurli Gris på mudderfestival" er nogle søde historier, som vi har hygget os meget med herhjemme. De er hurtige at læse, og børnene synes de er sjove. Derudover ligger "Gurli Gris får besøg af lægen" op til nogle gode snakke om sundhed og hygiejne. Så hvis du kender en lille Gurli Gris fan, så er de her bøger et sikkert hit. 







onsdag den 28. oktober 2020

"Bro, bro, brille - og andre børnesange" og "Giraffen Gumle - og andre børnesange" illustreret af Bente Bech

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Bro, bro, brille - og andre børnesange" og "Giraffen Gumle - og andre børnesange" illustreret af Bente Bech, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020. 
★★★★☆

Fra bagsiden af "Bro, bro, brille - og andre børnesange":
Sæt jer godt til rette, og syng med på fem af de mest klassiske og højt elskede børnesange. Imens kan I gå på opdagelse i Bente Bechs farverige illustrationer af de søde og sjove figurer fra sangene.
Bogen indeholder: 
Mariehønen Evigglad,
Bro, bro, brille,
Her er højre, her er venstre,
Hjulene på bussen, 
Ole har fødselsdag.

Fra bagsiden af "Giraffen Gumle - og andre børnesange":
Sæt jer godt til rette, og syng med på fem af de mest klassiske og højt elskede børnesange. Imens kan I gå på opdagelse i Bente Bechs farverige illustrationer af de søde og sjove figurer fra sangene.
Bogen indeholder: 
Den lille, frække Frederik,
Giraffen Gumle, 
Der bor en bager, 
I en skov en hytte lå, 
Jeg gik mig over sø og land.

Herhjemme elsker vi at synge, og vi synger gerne dagligt, og så er det altså rart med sangbøger. Disse to fine sangbøger blev taget i brug med det samme de kom ind af døren. Både Njord og Freyr tager dem frem og bladrer i dem, og insisterer på at vi sætter os og synger og kigger på illustrationerne. "Bro, bro, brille og Giraffen Gumle" er nogle søde sangbøger, med kendte sange og virkelig fine illustrationer. Begge drenge elsker dem, men efter min mening kunne de godt have indeholdt flere sange. 

Bøgerne indeholder hver 5 sange, som de fleste nok kender, der var faktisk kun en sang jeg ikke kendte, men jeg har fundet en melodi der passer til den, så det går. Det er en god blanding af kendte sange, både de lidt kortere som I en skov en hytte lå, og dem hvor man næsten kan fortsætte sangen i en evighed som f.eks. Jeg gik mig over sø og land og Hjulene på bussen. Njord kan synge med på mange af dem nu, så han er god til at deltage, især hvis det er Den lille, frække Frederik vi synger, da han er rigtig glad for biler. 

Hver sang fylder to sider, og udover selve teksten, er siderne prydet med de fineste illustrationer, lavet af Bente Bech. Bente Bech laver nogle virkelig fine, detaljerede og stemningsfulde illustrationer, som man rigtig kan gå på opdagelse i, hvilket bare er super hyggeligt. Bøgernes sider er lavet i kraftig pap, som gør at de kan holde til lidt mere, og bedre kan klare at blive kastet med. Derudover gør det, det lidt nemmere for de små hænder at få fat og bladrer i bøgerne. De bliver flittigt brugt herhjemme, men Freyr på knap 1 år, vil rigtig gerne tygge lidt i dem, og det kan de altså ikke lige klare, så derfor vil jeg anbefale dem fra ca. 1,5-3 år. 

"Bro, bro, brille og Giraffen Gumle" er nogle meget flotte og søde sangbøger, som vil bringe mange hyggestunder med sig. Vi hyggede os i hvert fald med dem, men 5 sange var næsten for lidt, og jeg synes sagtens de kunne have indeholdt mange flere sange, da man alt for hurtigt kom igennem dem. Når det så er sagt, så hyggede vi os med at synge sangene og kigge på de fine illustrationer, og der er ingen tvivl om at de vil blive slidt op herhjemme. 







tirsdag den 13. oktober 2020

"Baby - Sans & Lær - Søde Dyr" og "Baby - Sans & Lær - Biler og både"

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Baby - Sans & Lær - Søde Dyr" og "Baby - Sans & Lær - Biler og både" (org. titel "Baby Touch - Animals" og "Baby Touch - Vehicles", af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Julie Bloch Korsemann. Begge bøger modtager samme antal stjerner. 
★★★★★

Fra bagsiden af "Baby - Sans & Lær - Søde Dyr":
Sæt navn på de søde dyr, og kild dem på maven, mens de rapper, muher og brøler! Lad din baby gå på opdagelse i denne farverige og holdbare bog, som stimulerer sanserne og den tidlige sprogudvikling. Sæt navn på dyrene, og udforsk de bløde, glatte, rillede og skinnende teksturer.

Fra bagsiden af "Baby - Sans & Lær - Biler og både":
Sæt navn på de flotte køretøjer, skibe og fly, som siger tøf, dyt og wruuum! Lad din baby gå på opdagelse i denne farverige og holdbare bog, som stimulerer sanserne og den tidlige sprogudvikling. Sæt navn på de mange billeder, og udforsk de bløde, glatte, rillede og skinnende teksturer.

Papbøger, og særligt rør og føl bøger, er et kæmpe hit herhjemme, med deres sjove teksturer og fine billeder. Disse to papbøger er bestemt ingen undtagelse, og vi blev hurtigt alle fire glade for dem. "Baby - Sans & Lær - Søde Dyr og Biler og både" er nogle rigtig gode og flotte papbøger, med fine og farverige illustrationer. 

De to papbøger er søde, hyggelige og sjove at læse i. Det er nogle super flotte rør og føl bøger, som er anderledes i udseendet og opsætning end, hvad jeg før har set. Illustrationerne i papbøgerne er meget flotte og farverige, og med fine mønstre, og jeg fandt dem meget inspirerende, både i forhold til sprogstimulering, men også i forhold til kreative aktiviteter. Freyr på knap 11 måneder elsker dem begge to, og kan godt lide at undersøge og røre ved de forskellige effekter i bogen, og bruger meget tid på det og på at bladre frem og tilbage. Njord på knap 3 år, er ret glad for den med biler, da han bare elsker biler, så vi har snakket meget om, hvad de forskellige transportmidler hedder. 
Derudover synes jeg det er en rigtig sjov idé at gøre bogen til en finde-leg også, ved at gå på jagt efter den mariehøne, der gemmer sig på hver side i bogen. Det hyggede vi os i hvert fald med. 

"Baby - Sans & Lær - Søde Dyr og Biler og både" er lavet i en god kvalitet, med gode tykke sider og sjove effekter, som riller, glimmer og bløde og glatte teksturer. Bøgerne er på 10 sider, med mange fine illustrationer på hver side. De er utrolig fint sat op, og dyrehovederne og transportmidlerne i kanten gør det nemt for små hænder at gribe fat i siderne og dermed bladre i bogen.

"Baby - Sans & Lær - Søde Dyr" og "Baby - Sans & Lær - Biler og både" er nogle meget fine papbøger, der med deres farvestrålende og mønstrede illustrationer stimulerer de små børns sprogudvikling og ordforråd. De ligger op til at man kan snakke med sine børn om, hvad dyrene og transportmidlerne hedder, hvordan de ser ud og hvad de siger, men man kan også snakke om farver og mønstrer, hvilket alt sammen er med til at udvikle børnenes sprog. Desuden er de mange effekter inde i bøgerne med til at stimulere deres taktile sanser. Papbøgerne er anbefalet til de helt små på 0 år, men de lidt ældre børn kan også finde glæde i den. Vi har i hvert fald hygget os meget med dem, og de bliver flittigt brugt af begge børn.






mandag den 31. august 2020

"Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne - Blid og nænsom putning for de allermindste." af Emilie Melgaard Jacobsen

*Anmeldereksemplar fra forlaget Aronsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Natbjørnene Tjugga & kærlighedsblomsterne - Blid og nænsom putning for de allermindste" af Emilie Melgaard Jacobsen, af forlaget Aronsen, udgivet i 2020.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Det er puttetid, og dagens mange indtryk kan gøre det svært at give sig hen til søvnen. "Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne" er en søvnmeditation fyldt med magiske og beroligende illustrationer, der skaber tryghed og ro ved sengetid. Med enkle, søvndyssende og meditative redskaber hjælper Tjugga dit barn med at give slip på dagens mange indtryk på en blid og kærlig måde. Rigtig god tur i Natskoven!

Jeg har tidligere læst billedbogen "Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne", og kendte derfor lidt til bogen og dens præmis. Jeg synes det er en rigtig fin idé også at lave den som papbog, hvor det hele er gjort lidt mere enkelt, da det er til de helt små. Herhjemme har vi i hvert fald hygget os med at læse om Tjugga.

Inden historien rigtig starter, er der en lille introduktion til, hvordan papbogen kan bruges, og hvordan den kan læses med barnets navn, gab, indånding og udånding og indsnusning, og hvilket tonefald man kan læse den i, for at få den rette beroligende effekt. Papbogen fungerer fint som en slags intro til selve billedbogen. For i papbogen planter man sin helt egen kærlighedsblomst, sammen med Tjugga, og ser hvordan den vokser og spirer og bliver unik. I billedbogen bliver kærlighedsblomsterne rigtig præsenteret og kommer mere i spil, da fokusset er meget mere på selvværdet, og det at komme ned i gear efter en lang dag.

"Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne" er en sød papbog, der kan tåle både at blive kastet med og suttet på. Den er fyldt med farverige illustrationer, som Emilie Meldgaard Jacobsen selv har tegnet. Illustrationerne har et sødt look, og de klare farver er med til at fange de smås opmærksomhed, og så er det akvarellook de har virkelig fint. Derudover er Tjugga at finde på samtlige illustrationer, hvilket skaber noget genkendelighed, som børn jo godt kan lide. Dette er også godt senerehen, hvis man har tænkt sig at gå videre med Tjuggas afslappende univers, for så kender de allerede Tjugga.

"Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne" er en meget sød og hyggelig papbog, der passer rigtig godt til de helt små, da den gennemgår tingene i et stille og roligt tempo. Børnene følger oplæserens tonefald og energi fra kroppen, og kan måske, hvis man er heldig, finde ro og slappe af efter en dag med mange indtryk.
Freyr på 9 måneder er ret glad for den, og snakker ivrigt med Tjugga når vi læser bogen, men om historien virker beroligende på ham ved jeg ikke, måske gør den. De fine illustrationer har i hvert fald været gode til at distrahere ham, når han har været lidt ked af det.




mandag den 17. august 2020

"Min lille billedbog - De første 100 dyr og De første 100 ord"

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Min lille billedbog - De første 100 dyr" og "Min lille billedbog - De første 100 ord" (org. titel "Look & learn - My first 100 animals" og "Look and learn - My first 100 words"), af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Julie Bloch Korsemann. Begge bøger modtager samme antal stjerner.
★★★★☆

Fra bagsiden af "Min lille billedbog - De første 100 dyr":
Denne bog er fyldt med flotte og farverige dyr - lige til at pege på og tale om"

Fra bagsiden af "Min lille billedbog - De første 100 ord":
Denne bog er fyldt med flotte, farverige billeder - lige til at pege på og tale om!


"Min lille billedbog - De første 100 dyr og De første 100 ord" blev taget i brug med det samme de kom ind af døren. Njord gik straks i gang med at remse op, hvad der var på billederne og Freyr smagte lidt på dem. "Min lille billedbog - De første 100 dyr og De første 100 ord" er nogle fine papbøger, med flotte og farverige billeder som er med til at stimulere børnenes ordforråd. 

De to papbøger er meget søde, hyggelige og klassiske i deres udtryk, og indeholder hver 100 fotografier og ord. Billederne er delt op i temaer, som f.eks. tøj, kroppen og mad i "De første 100 ord" og kæledyr, skovens dyr og dyr i bjergene osv. i "De første 100 dyr". Det fungerede rigtig godt med temaerne, da man fik et godt overblik over, hvor de forskellige ting og dyr hører til. Derudover har hvert billede fået en farverig baggrund. Den kraftige farver og fotografierne af de velkendte ting og dyr danner blikfang, og ligger op til mange snakke. Man kan f.eks. snakke om dyrene, hvad de hedder, hvad de siger og hvordan de ser ud, men man kan også snakke om farverne som er i baggrunden. Desuden kan man snakke om tingenes farver, mønstrer og former. Alle tingene er med til at stimulere barnets sprogudvikling og udvide dets ordforråd. 

Papbøgerne er lavet i en god kvalitet, med den god tyk forside, som også er lidt blød og lækker at røre ved, og som godt kan tåle at blive tygget lidt i. Bøgerne er på ca. 24 sider, med mange billeder på hver side. Siderne er lavet i pap, men i den lidt tynde ende, og jeg synes personligt godt de kunne have været lidt tykkere, da de er nemme at bukke, hvilket er lidt ærgerligt. Jeg tror det ville klæde den med lidt kraftigere sider, der kan holde til lidt mere. 

"Min lille billedbog - De første 100 dyr og De første 100 ord" er nogle meget fine papbøger, med inspirerende og genkendelige billeder, som børn bliver nysgerrige på. Njord har i hvert fald kigget meget i dem, og fortalt om dyrene og snakket om bilerne. De er anbefalet fra 2 år, men man kan sagtens læse dem med yngre børn. Jeg læser den med Freyr der er knap 9 måneder, hvor jeg læser ordene og peger på billedet, og snakker om farverne. Det hele er nemlig med til at stimulere sprogudviklingen, og han får koblet ordet og lyden ordet laver til tingen eller dyret, som han vil møde ude i virkeligheden.

Udkommer d. 18/8-20





fredag den 3. april 2020

"Gurli Gris' Huskespilsbog" af Neville Astley & Mark Baker

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Gurli Gris' Huskespilsbog" (org. titel "Mein Memo-buch mit Peppa Pig") af Neville Astley & Mark Baker, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk (org. sprog tysk). 
★★★★☆

Fra bagsiden:
Tag med Gurli Gris og alle hendes venner på legepladsen, i børnehaven, på hospitalet og mange andre steder, som børn kender til. Kan du finde alle de sjove og genkendelige ting? Prøv også det underholdende huskespil med Gurli og vennerne. Bogen udvider barnets ordforråd. Huskespillet styrker finmotorikken og koncentrationsevnen. 

Gurli Gris er et kæmpe hit herhjemme, så der var ingen tvivl om, at denne fine bog også ville blive et hit. "Gurli Gris' Huskespilsbog" har allerede bragt stor begejstring hos min 2 årige. Den er sød og hyggelig, og man kan bruge lang tid på huskespillet. 

Der er ingen decideret historie i bogen, det er mere små hverdagsglimt, hvor der står lidt om, hvad Gurli og hendes familie og venner laver, samt ord fra de forskellige scener. I køkkenet er det f.eks. gryde, køleskab og mælk, og på legepladsen er det f.eks. gynge og sjippetov. De små hverdagsglimt og de mange forskellige ord, indgår alle i temaer som de fleste børn vil kunne relatere til, og bogen får på den måde åbnet op for en mulig snak omkring, hvad der sker på siderne, hvad tingene hedder og om børnene kan genkende de mange ting. Dette er en god måde at øve ordene med ens børn, og dermed udvikle deres ordforråd ud fra noget de kan genkende.

"Gurli Gris' Huskespilsbog" indeholder, udover de små hverdagsglimt og ord, også et huskespil eller vendespil om man vil, med alle de skønne Gurli Gris figurer. Bogen kommer desuden med en lille introduktion til spillet, og hvordan man kan gribe det an. Jeg synes det er en meget sjov detalje, hvor man samtidig kan snakke med børnene om motivet på brikkerne, eller man kan nøjes med at spille spillet, hvilket er med til at udvikle børnenes koncentrationsevne. Der er altså en del læring i denne bog, men helt bestemt også mange hyggestunder. Njord på 2 år er vild med spillet, selvom han ikke spiller det helt efter reglerne endnu, men han øver sig og er meget koncentreret. 
Jeg savner dog lidt, at det rum brikkerne er i, er lidt mere holdbart, i forhold til låget, da det er tyndt plastik der bare kan tages af. Brikkerne er derfor over det hele, og vi må finde en lille æske til dem, så de ikke bliver væk. Men udover det fungerer det rigtig godt.

Siderne er lavet i tyk pap, og kan derfor tåle lidt af hvert.
Derudover er alle siderne fint dekoreret med de velkendte figurer og scener fra Gurli Gris universet, sådan at børnene har noget genkendeligt at kigge på undervejs i læsningen, hvilket også kan gøre det sjovere for dem at udforske ordene og spille huskespillet.

"Gurli Gris' Huskespilsbog" er en sød og hyggelig papbog, som man kan bruge mange hyggelige stunder med. Jeg vil anbefale den fra 2,5-3 år og op, i forhold til spillet, men ellers er den rigtig fin, også bare til at øve en masse ord. Njord er i hvert fald begejstret, og vi har allerede brugt meget tid på både at læse og spille spil. Og hvad er mere oplagt i disse dage, end en bog, hvor der også følger et spil med? 

Er Gurli Gris også et hit hjemme hos jer?