Viser opslag med etiketten jeg græd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jeg græd. Vis alle opslag

fredag den 25. oktober 2019

"Stenens Vogter" (Amulet #1) af Kazu Kibuishi

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Stenens Vogter" (org. titel "The Stonekeeper") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"Stenens Vogter" handler om søskendeparret Navin og Emily, der sammen med deres mor flytter ind i et mystisk og gammelt hus. De opdager hurtigt, at huset er fuld af hemmeligheder. Da et monster bortfører deres mor, og fører hende igennem en magisk dør i kælderen, drager Navin og Emily afsted for at redde hende - og havner i en fantastisk verden befolket af onde elevere, hjælpsomme robotter, synske træer og talende dyr... 

Jeg har aldrig været den store tegneserie læser, og har af den grund også holdt mig lidt fra graphic novels. Men jeg havde hørt så utrolig meget godt om denne serie, så jeg blev alligevel nysgerrig. Nu er den så læst og jeg kan næsten ikke sige så meget andet end WOW, jeg vil dog gøre et forsøg. "Stenens Vogter" er en super god, medrivende og nervepirrende bog, som er virkelig svær at ligge fra sig, og så er det endda kun første bind i en serie på ni bøger!

Søskendeparret Emily og Navin er to meget søde og modige børn. De har begge oplevet et kæmpe tab tidligt i deres liv, især Emily der var tilstede på den skæbnesvangre dag. Af den grund kæmper de begge, og især Emily der er den ældste, for at holde familien samlet og beskytte sin familie lige meget, hvilke konsekvenser det kan have. Hun lytter dog også til fornuften og andres råd, for det meste i hvert fald.
Navin gør sit for at hjælpe, hvor han kan og snakke med Emily når hun handler overilet, men han er jo lillebror, så hun lytter ikke altid. Men de er som sagt meget modige begge to, og der skal meget til for at slå dem ud af kurs.
Miskit er et rigtig sødt kanin agtigt væsen, som hjælper og vejleder dem, hvor han kan. Og man kommer hurtigt til at holde af ham, og alle de andre robotter som de støder på.

Det er forfatteren selv der også har tegnet historien, og den er bare så fin. De eneste tegneserier/ graphic novels jeg sådan rigtig har læst er "W.I.T.C.H." og "Santa Claus - Historien om Julemanden" af Michael G. Ploog, og ellers har jeg aldrig fundet nogle der interesserede mig, udover måske deres flotte illustrationer. Men Kazu Kibuishi gør det godt, og jeg blev draget af de flotte og stemningsfulde illustrationer og den medrivende historie, som både teksten og illustrationerne beskriver. Illustrationerne er holdt i meget dæmpede farver, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. De underbygger rigtig fint stemningen i historien, og gør at det hele hænger sammen.

"Uden stenen vil alt omkring dig blive til støv. Lad magten blive din... så du kan redde din familie."

Jeg har nok altid frygtet at graphic novels ville mangle et eller andet, og at selve historien ville være lidt for tynd tekstmæssigt i forhold til illustrationer, men det var "Stenens Vogter" langt fra. Der står ikke meget, og sproget i bogen er holdt let, da målgruppen for denne graphic novel ligger fra 8 år og op. Men den tekst og dialog der er, spiller bare så godt sammen med illustrationerne, og jeg følte aldrig, at jeg manglede noget, det var mere som at læse en helt normal roman, bare med billeder, hvilket var super fedt. Der er nemlig så meget stemning i de illustrationer, og inden for få sider havde den mig siddende på kanten af stolen, med tårer der pressede sig på, på trods af at der næsten ikke var nogen tekst. Dette var igen super fedt, for jeg græder stort set aldrig til bøger. Nu kan jeg så sidde her og give min graviditet skylden, men selv hvis det er det som gør det, så er det sådan set ligegyldigt, for den rørte mig virkelig, hvilket var skønt. Derudover er det jo helt okay at græde og fælde en lille tåre en gang i mellem, når noget rør os, det sker bare sjældent for mig med bøger, men denne prolog rørte mig virkelig, for hold op den var intens.

"Stenens Vogter" er en utrolig spændende og god bog, som holdt mig fanget fra start til slut, og den overraskede mig virkelig positivt. Jeg ville ønske den havde fandtes da jeg var barn, for er sikker på jeg ville have elsket den, for den havde mange vibes hen af "W.I.T.C.H.". Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre i denne serie, for at finde ud af, hvad der skal ske med Emily, Navin og de andre, samt forhåbentlig at lære mere om landet Alledia, og de mange væsener der lever der, specielt de onde elevere. "Stenens Vogter" er utrolig svær at lægge fra sig når man først er gået i gang, så jeg kan kun give citatet fra bogens bagside ret når den siger: "Let at læse, men svær at lægge fra sig." For det er den virkelig, og siderne vender nærmest sig selv.




lørdag den 23. april 2016

"Mig uden dig" af Kelly Rimmer


"Mig uden dig" (org. titel "Me Without You") af Kelly Rimmer, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne. 5/5 stjerner. 

"Mig uden dig" handler om Callum og Lilah der mødes på færgen på vej hjem fra arbejde, de ved dog ikke at deres liv vil forandres for altid. Callum tror ikke på kærlighed ved første blik, men da han en dag på færgen hjem fra Sydney falder i snak med Lilah, er han solgt. De er forskellige som nat og dag, og alligevel ender deres første møde med middag og gåtur langs stranden. Callum er dybt fascineret og vil gerne ses igen, men Lilah opfinder den ene undskyldning efter den anden, som om hun ikke tør give kærligheden en chance. Til sidst giver hun dog efter og må indrømme, at hun langsomt er ved at forelske sig i Callum, og det er gensidigt. Alt ser lyst ud, og kærligheden blomstrer. En dag kan Lilah dog ikke længere ignorere de små sygdomstegn, hun har holdt hemmelige for Callum, og som hun har frygtet skulle vende tilbage... 

Jeg var lidt nervøs for at læse denne bog, i frygt for at den ville minde alt for meget om Jojo Moyes' "Mig før dig", og jo de havde da nogle få lighedspunkter, men så alligevel ikke. "Mig uden dig" er sin helt egen, den er rigtig god og den overraskede mig positivt, den endte med at røre mig dybt og knuse mit hjerte!

Lilah og Callum er to virkelig skønne karakterer, som jeg holdt meget af at følge. Lilah er lidt en hippie, hun er veganer, og hun hader at gå med sko, og går derfor altid barfodet rundt, bortset fra når hun er på arbejde, hvor hun er advokat inden for miljøret. Callum er derimod reklamemand og bliver klippet en gang om ugen. De er vidt forskellige, men de fungerer bare så godt sammen, og de giver hinanden liv. De udvikler hinanden og giver hinanden så meget, hvilket jeg synes var så fint, og hvad jeg tror er det der sker, når man møder den rigtige. Den person man har manglet, selvom man ikke vidste det. 

"Du ved godt, at det her vand dækker halvfjerds procent af jordens overflade, ikke? Hvis du træder to småbitte skridt frem, kan du i et kort øjeblik være en del af noget, der er næsten lige så stort som hele jorden." 

Jeg kunne godt lide at den foregik i Australien, og at man fik lov til at opleve Sydney og områderne tæt på, på denne måde. Man skulle dog lige vænne sig til, at årstiderne ligger på et andet tidspunkt på året end her, sådan at de holder jul, der hvor vi har sommer. Jeg fik virkelig lyst til at tage til Australien nytårsaften og se fyrværkeriet ude fra vandet af, sådan at man kunne se ind over operahuset og byen, det lød bare så flot!

"Mig uden dig" sætte mange tanker igang hos mig, både i forhold til det at finde kærligheden og den eneste ene, men også i forhold til spørgsmålet om en værdig død, og om man kan tillade sig at være egoistisk i den situation, både som den døende og som pårørende. 

"Når det her engang ender, skal han huske mig dér, i tryghed på mit fristed, helt i live og helt mig selv."

"Mig uden dig" er bygget op sådan at kapitlerne skifter mellem Callum og Lilahs perspektiv. Lilahs kapitler er dog skrevet sådan at det virker som om, hun skriver i en dagbog. Jeg synes det fungerer rigtig godt, og det giver lidt mere til begge karakterer, at man hører hvad de hver især tænker og føler. 

Jeg havde tårer i øjnene mens jeg læste de sidste 50 sider af bogen, for hold nu op det er en hård bog, men så utrolig fin samtidig. "Mig uden dig" er så god, og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og grine, flere gange var jeg ved at græde fordi den er så trist, men det er også bare en bog der er så sød og hjertevarmende. Den er fyldt med kærlighed, familiebånd og de svære ting i livet, som at miste den man elsker, alt for tidligt. 

Har du læst "Mig uden dig"? og hvad synes du? 




tirsdag den 16. februar 2016

"Monster" af Patrick Ness

"Monster" (org. titel "A Monster Calls") af Patrick Ness, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 5/5 stjerner.

"Monster" handler om den 13 årige dreng Conor, hvis mor er alvorligt syg. Men en nat sker der noget mystisk. Monstret kom lige efter midnat. Som de jo gør. Men Conor er ikke bange. Han har frygtet et helt andet uhyre. Uhyret fra det mareridt, han har haft næsten hver nat, siden hans mor blev syg. Mareridtet med mørket, vinden og skrigene. Men monstret uden for vinduet er noget andet, noget vildt. Og det vil have det farligste af alt: Det vil have sandheden. 

Jeg havde virkelig høje forventninger til denne bog, da jeg kun havde hørt positive ting om den. Så jeg glædede mig helt vildt til at læse den, og nu er det endelig sket, og alle mine forventninger blev indfriet, den er fantastisk rørende. Og nøj hvor jeg tudede!

",,Du må være lige så vred, det skal være, lige så vred, som du har brug for," sagde hun. ,,Du skal ikke høre på, hvad andre siger. Hverken din mormor eller din far, ingen. Og hvis du trænger til at ødelægge noget, så ødelæg det godt og grundigt." 

Conor er en virkelig sød dreng, der virkelig kæmper for at hjælpe sin mor, og vise at han er stærk og sagtens kan klare sig. Han er en lidt stille dreng, der ikke er så vild med at gøre opmærksom på sig selv, og det allervigtigste for ham er, at hjælpe sin mor og sørge for at hun har det godt. Men det er svært og han plages af mareridt, som han ikke helt ved, hvordan han skal tackle. 
Jeg kunne også ret godt lide monstret, det er så mystisk og dystert, samtidig med at det går meget op i at ting er fair, nogle gange var monstret faktisk helt komisk.

Jeg kunne godt lide monstrets tre historier, deres pointer og moraler, hvor der bliver stillet spørgsmålstegn ved rigtig og forkert, god og ond, og hvad der definerer de forskellige ting. For kan en ond person ikke også blive uretfærdigt behandlet og omvendt? 

"Der er ikke altid en helt. Der er heller ikke altid en skurk. De fleste mennesker er et sted midtimellem." 

Jim Kay har illustreret "Monster" og det har han gjort utrolig godt. De er meget dystre i deres udtryk, men samtidig så fine. Jeg kan virkelig godt lide at de er holdt i sort og hvide nuancer, da det passer virkelig godt til historien og dens udtryk. Jeg tror simpelthen at farvede illustrationer, ville have ødelagt det skrøbelige ved denne bog. 

"Monster" er en bog der virkelig sætter en masse følelser og tanker i gang. Jeg græd så tårene trillede ned af kinderne på mig, og det var så svært at stoppe med at græde. Ikke udelukkende på grund af historien, men på grund af de minder og erfaringer man selv har, i forhold til at have mistet en. Den satte bare så mange ting i perspektiv, og rigtig mange af de stadier og følelser Conor gennemgik, er nogle man kan genkende, og det hele er bare så sandt, og smukt fortalt.

Det er længe siden jeg har grædt så meget over en bog, som "Monster" fik mig til. De sidste 30 sider var virkelig hårde. Men det er en virkelig god og smuk fortælling, og den rørte mig dybt i hjertet, og vil nok altid have en særlig plads hos mig!

"Monster" er en fortælling om at acceptere tab og acceptere sandheden, selvom det er hårdt. Det er en rørende fortælling som vil få dig til at smile og græde. Den kan klart anbefales!

Filmatiseringen kommer vidst en gang i år, og jeg er meget spændt. 

Har du fået læst "Monster"? og skal du ind og se filmen?





fredag den 30. oktober 2015

"Isla og Jagten på Lykke" af Stephanie Perkins

"Isla og Jagten på Lykke" (org. titel "Isla and the Happily Ever After") af Stephanie Perkins, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2015 (org. udgivet 2014). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmelder eksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne. 
5/5 stjerner. 

"Isla og Jagten på Lykken" handler om pigen Isla, der i tre år har været forelsket i den indadvendte tegner Josh, som hun går i klasse med på School of America i Paris. I sommerferien møder hun ham tilfældigt på Manhattan, og romantikken begynder at blomstre. Men i løbet af skoleåret bliver både Isla og Josh, tvunget til at konfrontere nogle svære udfordringer, som mange unge må igennem: drama i familien, usikkerhed omkring ens valg af fremtid og sig selv, og risikoen for at blive adskilt.

Jeg må nok indrømme, at jeg var ret skeptisk overfor denne bog, for helt ærligt så irriterede den mig lidt. Det kom derfor meget bag på mig, at det var denne bog, der i sidste ende rørte mig dybest og som jeg elskede mest!

Josh er en virkelig sød og skøn fyr, der er vildt ligeglad med reglerne. Han er spontan og fantastisk dygtig til at tegne, og han vandt en stor plads i mit hjerte, sammen med Cricket fra "Lola og Naboens Søn", nej nogle herlige drenge!
Isla derimod irriterede og frustrerede mig derimod gevaldigt. Hun er meget usikker på sig selv, og er overbevidst om, at hun ikke er værd at blive elsket, og da slet ikke af den fyr som hun elsker. Hendes usikkerhed gør, at hun tager nogle beslutninger, som bare giver én lyst til at ryste hende. Det gik dog op for mig, de sidste 100 sider af bogen, at grunden til at hun irriterede mig så meget, er nok fordi vi minder så meget om hinanden, og jeg kan nemt relatere til hendes lille "besættelse" af Josh i starten, og den usikkerhed hun føler senere hen. At se de tanker og følelser på skrift, fik mig i hvert fald til at knibe en lille tåre eller to (eller mange)!

"Alle er værdige til at blive elsket. Selv en dum søster som dig."

Jeg synes, at deres kærlighedshistorie startede ret hurtigt i bogen, hvilket jeg, til at starte med, ikke var helt tilfreds med, der kunne jeg bedre lide, hvordan "Anna og det franske kys" og "Lola og naboens søn" var bygget op. Men da jeg, igen på de sidste 100 sider, fik afslutningen af bogen, gav det fuldstændig mening, hvorfor den var bygget sådan op, og jeg ville ikke have været det foruden, for hold da op en slutning! Let's face it, Stephanie Perkins kan bare noget med romantik.

Derudover elskede jeg, at være tilbage i Paris, byen over alle byer, men det var også fedt at blive taget med til smukke Barcelona, og opleve Gaudís finurlige og eventyrlige arkitektur, som også er flot i virkeligheden, kan jeg hilse og sige.

Så på trods af min skepsis og frustration over Isla, viste det sig at jeg havde taget fejl, denne bog endte med, at slå benene fuldstændig væk under mig, og rørte mit hjerte, og endda få mig til at græde. Den er sød, hyggelig, sjov, hjertevarmende og rigtig god, derudover er det en historie om, at turde at tage nogle chancer, også selvom det måske kommer til at gøre ondt. Det er en perfekt afslutning, på nogle gode bøger.

Jeg forstår derimod også godt nogle af dem, der ikke synes denne bog var den bedste, for jeg sad med præcis den samme følelse i lang tid. Men det vendte og "Isla og Jagten på Lykke" er nok en af de bedste YA-bøger, jeg har læst i år.



torsdag den 11. juni 2015

"The Lovely Bones" af Alice Sebold

"The Lovely Bones" af Alice Sebold, fra forlaget Picador, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2002). 
4/5 stjerner. 

"The Lovely Bones" handler om pigen Susie Salmon, der som 14 årig, bliver myrdet af en mand fra sit nabolag. Nu sidder hun i himlen og betragter sin familie og venner, og hvordan deres sorg river dem fra hinanden, hvordan deres liv går videre, og hvordan de kan ting hun ikke vil komme til at opleve. Hun drømmer om hævn, og at være i live. 

Da jeg for nogle år siden, tog med en ven og veninde i biografen for at se filmen, vidste jeg faktisk ikke at den var lavet efter en bog. Men da jeg fandt ud af dette, vidste jeg, at jeg var nødt til at læse den. Jeg elskede filmen, der på trods af det dystre tema, var virkelig flot. Så jeg blev nysgerrig efter, om bogen mon ville være lige så god, og jeg blev ikke skuffet. Bogen er lige så flot som filmen. Alice Sebold forstår at sætte billeder på forskellige følelser, så man virkelig føler dem selv. Der var flere gange, hvor jeg fik ondt i maven over de barske afsnit, og jeg græd da jeg nåede slutningen. 

"The Lovely Bones" starter ud med en prolog, der meget fint beskriver et af Susies barndomsminder med sin far, hvor de kigger på en ensom pingvin i en snekugle, hvor hendes far siger:

"Don't worry, Susie; he has a nice life. He's trapped in a perfect world."

Dette beskriver egentlig meget godt, hvordan Susie har det, efter at hun er død. Hun føler sig fanget, i hendes egen version af himlen, mens alt hun drømmer om, er at leve og være sammen med dem hun elsker. Hun ser til, mens hendes familie næsten falder fra hinanden af sorg, og hun prøver at hjælpe dem, til at komme videre med deres liv, selvom hun gerne vil have dem til at fange hendes morder. 

"Heaven wasn't perfect. But I came to believe that if I watched closely, and desired, I might change the lives of those I loved on Earth."

Bogen er bygget op, sådan at det er Susie der fortæller historien. Man får som læser en masse af vide om, hvad der skete, hvem der gjorde det og hvorfor, alt dette er information, som de andre karakterer i bogen ikke har. Man føler Susies frustration over ikke at få lov til at vokse op, og få de oplevelser der høre til, og man føler hendes vrede mod hendes morder.

"The Lovely Bones" er en virkelig rørende bog, om sorg, at holde sammen på sin familie, at tackle et dødsfald, og i dette tilfælde et dødsfald af sit barn og sin søster, og sidst, men ikke mindst handler den om at give slip og at livet går videre, selv i døden. 

"If you stop asking why you were killed instead of someone else, stop investigating the vacuum left by your loss, stop wondering what everyone left on Earth is feeling, you can be free. Simply put, you have to give up on Earth."

Jeg græd, jeg smilede, og jeg fik ondt i maven under min læsning, men det var det hele værd. Det er en virkelig god bog, og den beskriver virkelig godt, de følelser man har i en sorgproces, selvom emnet her er lidt mere barskt. 



mandag den 1. juni 2015

"Mig før Dig" af Jojo Moyes

"Mig før Dig" (org. titel "Me before You") af Jojo Moyes, af forlaget Cicero, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 5/5 stjerner.

"Mig før Dig" handler om Louisa Clark, og den handicappede mand Will Traynor, hvis liv krydses ved et tilfælde. Bogen starter i år 2007, hvor vi møder Will, en frisk ung mand der har styr på sit liv, han har et godt arbejde og en lækker kæreste, og nyder ekstreme aktiviteter. Men en regnfuld dag, bliver han kørt ned af en motorcykel, og han bliver lam, han kan kun lige løfte sin ene arm få centimeter. To år senere møder vi Louisa, også kaldet Lou, som sidder lidt fast i sit liv, hun er 27 år, bor hjemme hos sine forældre, som hun hjælper med at forsørge økonomisk, hun har en kæreste, som hun ikke helt ved, hvad hun føler for mere, og hun har et job på en café som hun holder meget af. Men da hun pludselig mister sit job, finder hun ud af, et det ikke er så nemt at få et nyt, og slet ikke uden en uddannelse. Hun har ikke råd til at være kræsen, så da hun ser et opslag om at blive medhjælper hos en handicappet mand, bliver hun nødt til at søge. Hun får jobbet, men indser hurtigt at hun ikke kun er der for at underholde Will, men at der er meget mere på spil. 

Da jeg sad med "Mig før Dig" i hånden, inden jeg begyndte at læse, troede jeg, at det ville være en klassisk kærlighedshistorie jeg trådte ind i, men det var det ikke. "Mig før Dig" er mere en historie om skæbner, og hvordan ens liv kan forandre sig på et split sekund. Den handler om at finde ud af, hvad der er det rigtige for én selv, og tage kontrol over sit eget liv, selv i det mest mørke perioder af ens liv. Jeg siger jer, jeg kunne ikke stoppe tårene fra, at trille ned af mine kinder, og det er ellers ikke særlig tit, at jeg græder på den måde til en bog. Men "Mig før Dig" ramte mig dybt i hjertet. 

Lou og Will, er to karakterer man kommer til at holde rigtig meget af, selvom de begge er lidt egocentrerede. Lou på grund af hendes gode humør, hendes spraglede tøj, som hun nogle gange selv designer, og hendes gåpåmod. Will er herlig, når han driller Lou, med et eller andet hun har sagt eller hendes kæreste, han er dybt sarkastisk og til tider lidt grov. 
I starten af bogen kan de ikke rigtig lide hinanden, Will fordi han kender grunden til, at hans mor har ansat hende, og Lou fordi hun synes han er grov. De finder dog hurtigt ud af det sammen, og tingene udvikler sig, og de kommer til at forandre hinandens liv for altid. 

Will prøver at få Lou til at leve livet, og få så meget ud af det som muligt, mens hun stadig har chancen, mens Lou prøver at overbevise Will om, at han sagtens kan have et godt liv, selvom han sidder i kørestol.

"Du sagde, at jeg selv kunne afgøre, hvem jeg var. Men så behøver du jo heller ikke at lade den ... den kørestol dér afgøre, hvem du er."

"Mig før Dig" satte mange tanker i gang hos mig, både i forhold til det at acceptere sin skæbne, men også i forhold til at nyde livet så længe man har det, livet er en gave, og nogle gange bliver man nødt til, at træde ud af sin egen comfort zone, og tage nogle chancer, sådan at man ikke kan fortryde alt det man ikke gjorde.  

"Jeg vil aldrig nogensinde fortryde de ting, jeg har foretaget mig. For når man er tvunget til at sidde i sådan én her, så har man for det meste ikke andet end minderne at drage hen til..Så hvis du spørger mig, om jeg hellere vil tænke tilbage på udsigten op til slottet nede fra kiosken, eller den yndige række butikker nede ved rundkørslen, så nej. Mit liv var lige præcis sådan, som det skulle være, tak."

Bogen er bygget op, sådan at du ser det hele fra Louisas perspektiv, men en gang imellem kom der et kapitel, fra Wills forældres perspektiv, Louisa søster og Nathan, Wills sygeplejerske. Jeg kan godt lide, at se fortællinger fra flere vinkler, men jeg savnede et kapitel fra Wills persektiv, da jeg nogle gange var ret nysgerrig efter, at finde ud af, hvad der foregik i hans tanker. 

Jeg græd så tårene trillede, da jeg nåede slutningen af "Mig før Dig". Jeg tror ikke en bog har ramt mig så dybt, siden jeg læste "The Fault in Our Stars", men det gjorde denne. Den er sjov så man griner, den er trist så man græder, men mest af alt er den sød og hjertevarmene. Jeg elskede den!