Viser opslag med etiketten I'm a fangirl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten I'm a fangirl. Vis alle opslag

fredag den 14. september 2018

I'm a fangirl #4 (All souls trilogy edition)


*"Livets Bog" er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. "Heksenat" og "Nattens Skygge" har jeg selv købt.*

Bloggen står lidt stille for tiden, og det er simpelthen fordi der sker så mange ting i mit liv lige for tiden. Det vildeste er dog at min søn er startet i vuggestue! Så nu er vi ved at finde ud af, hvordan den "rigtige" hverdag skal køre med et vuggestuebarn, og jeg synes det hele er lidt angstprovokerende og underligt. Men jeg er her stadig, og  jeg har flere indlæg planlagt, så håber I, mine kære læsere, vil hænge lidt ved endnu. 

Denne gang handler mit fangirl indslag om en kommende tv-serie, og ikke bare en hvilken som helst tv-serie, men "A Discovery of Witches", som jeg glæder mig rigtig meget til!

Det er vidst ingen hemmelighed at jeg er svært begejstret for Deborah Harkness All souls trilogi. Jeg begyndte derfor næsten at hoppe og danse, da jeg hørte at "A Discovery of Witches", på dansk "Heksenat", ville blive lavet til en tv-serie. For nej hvor den fortjener det, og nej hvor er jeg spændt!

Denne bogserie har det hele, den er fyldt med magi, kærlighed, action, drama og mystik. Jeg er meget spændt på, om en tv-serie kan få alt dette med, for bøgerne indeholder så mange detaljer og baggrundshistorier, som alle er vigtige for historien. Men af samme grund er jeg glad for, at det bliver en tv-serie og ikke en film, da en tv-serie kan få flere detaljer og dele af historien med, end en film normalt kan.  

Vi er blevet teaset med billeder fra tv-serien, og jeg må indrømme, at jeg er lidt skeptisk overfor dem som skal spille Diana og Matthew. Jeg synes ikke rigtig, at de ser ud som jeg forestillede mig. Hun ser lidt for ung ud og der er også et eller andet med ham der bare ikke helt stemmer overens. Men det kan jo være at de overrasker, nu må vi se. Jeg har nemlig set Matthew Goode i en anden film, hvor han var meget charmerende, så måske han dur alligevel. Til gengæld synes jeg ham der spiller Peter Knox passer meget godt, selvom han i mit hoved er lidt mere tyk.

Her den anden dag faldt jeg over traileren til tv-serien, og den vil jeg dele med jer her. Jeg synes den fanger stemningen fra bøgerne rigtig godt, og man fornemmer det lidt dystre og mystiske udtryk, som er omkring den verden der er hemmelig for os mennesker, nemlig en verden som er fyldt med hekse, vampyrer og dæmoner. Traileren har kun gjort mig endnu mere nysgerrig på tv-serien, som ud fra den virker meget lovende. Så selvom jeg lige skal overbevises om skuespillerne, så glæder jeg mig helt vildt!

Skal I se med? Og hvad er jeres tanker omkring skuespillerne?

Tv-serien har premiere d. 15. september, og kan ses på HBO Nordic. 

Trailer fundet på youtube.com, af brugeren Sky One. 


onsdag den 18. oktober 2017

I'm a fangirl #3 (Harry Potter 20 års jubilæums edition)


I morgen starter Harry Potter festivalen i Odense, en festival som jeg vildt gerne ville deltage i, men som jeg ikke har mulighed for i år. Men i den anledning har jeg lavet et lille Harry Potter fan indlæg, da det vidst ikke er nogen hemmelighed at jeg er kæmpe Harry Potter fan.

I år er det 20 år siden, at "Harry Potter og de vises sten" udkom på engelsk, hvilket jeg synes er ret vildt at tænke på! Det er 20 år siden, drengen der levede kom ind i vores verden, og fik mange til at drømme om et brev fra Hogwartz, mig selv inklusiv. Mit første møde var i år 2001, da den første film kom i biografen. Min storesøster havde allerede læst den og elskede den, men jeg var lidt bagud. Jeg kan huske at min daværende klasselærer, læste op fra den, og jeg elskede dens magi, og da filmen så kom senere det år, blev jeg bare endnu mere forelsket i universet og figurerne.

Jeg forsøgte også selv at læse den det år, men da jeg ikke kunne udtale navnene ordentligt, så gav jeg op. Jeg fik derfor først læst dem i år 2009, selvom jeg troligt havde set de nye film hvert år, og mange gange efterfølgende. Men efter at have læst dem selv, blev det noget helt særligt. Der kom pludselig mange flere dimensioner til historien og karakterende, og det var bare super fedt! Det er en af mine absolut yndlingsserier, og er en jeg altid vender tilbage til, både som bøger og som film, selvom de nogle gange bare ender med at køre i baggrunden som baggrundsstøj. Men det er bare hyggeligt!

Jeg har dog været lidt skeptisk overfor alle de nye ting, der er kommet de sidste par år. Jeg var især skeptisk overfor bogudgivelsen af "Harry Potter og det forbandede barn", da det er skrevet i manuskriptform, og at det ikke er J.K. Rowling der er forfatteren bag det. Jeg er lidt nervøs for om den vil kunne hamle op med de andre bøger, eller om den ville ende med at ødelægge det lidt. Jeg har dog næsten kun hørt godt om den, så håber også at den kommer til at overraske mig. Jeg har nemlig ikke fået den læst endnu, selvom jeg fik den af min mand på udgivelsesdagen, og at den virkelig kalder på mig.

Så blev "Fantastiske skabninger og hvor de findes" filmatiseret, og igen var jeg lidt nervøs for, hvad det ville bringe, men jeg vidste, at jeg selvfølgelig skulle ind og se den, for hallo det var jo i det magiske univers jeg elskede. Og hold nu op, hvor er det bare en fantastisk film, og hvor giver den bare meget til de karaktere man hører lidt om i Harry Potter bøgerne, som faktisk har ret stor betydning for handlingen. Jeg var dog ikke helt sikker på, at jeg ville have bogen med filmmanuskriptet, indtil jeg så hvor flot et cover den havde, og så måtte jeg bare have fingrer i det. Den er bare så flot! Den har jeg heller ikke fået læst endnu, men jeg glæder mig, for den var så skøn den film, og jeg venter utålmodigt på at den næste kommer i biografen. Skuespillerne gør det virkelig godt, og så er den bare virkelig flot lavet, med en magisk og dyster stemning.

En af de ting jeg drømmer allermest om, er at komme ind og se Harry Potter studierne i London, og se kulisserne og kostumerne, og bare suge stemningen til mig. Og selvfølgelig købe mig fattig i Harry Potter merchandise. Som I kan se, er min samling vokset lidt siden sidst, jeg har både fået flere bøger, men også flere Funko Pop figurer, og jeg har endelig fået Luna, Neville og Dobby, og jeg er bare så glad. Nu vil jeg bare vildt gerne have mig en Niffler og Newt. Desuden drømmer jeg om at købe en af de nye jubilæums edition af "Harry Potter and the sorcerer's stone", med Hufflepuffs farver. Den er så fin og det er det hus jeg hører til. Desuden har jeg på Pottermore fundet ud af, at min patronus er en delfin, hvilket er lidt hyggeligt, da det faktisk var mit yndlings dyr da jeg var yngre.

Jeg kunne som sagt også godt tænke mig, at tage til Harry Potter festival i Odense, da det ser virkelig hyggeligt og sjovt ud. Det ser nemlig ud som om det er virkelig gennemført, og jeg synes det lyder som en god måde at samle folk og fans på, og dele den glæde Harry Potter har givet folk de sidste 20 år. Men det bliver desværre ikke i år, men måske det kan lade sig gøre næste år.

Harry og hans venner er nogle jeg altid vil vende tilbage til, og jeg glæder mig sådan til at introducere bøgerne og filmene til min lille baby, sådan at den også kan få glæde af det magiske univers.

Har du læst nogle af de nye Harry Potter bøger? hvad synes du om dem (ingen spoilers, vil gerne overraskes)? Har du været i enten Harry Potter studierne i London eller festivalen i Odense, og kan det anbefales?







mandag den 1. august 2016

I'm a Fangirl #2 (Harry Potter Edition)


Den nye Harry Potter bog er landet i butikkerne, men også hjemme hos mig. Faktisk er det min forlovede der købte den, for jeg må indrømme, at jeg er lidt skeptisk overfor denne bog. Men nu hvor den ligger herhjemme og kigger på mig, bliver jeg mere og mere nysgerrig.

Jeg er ligesom mange andre vokset op med historierne om Harry Potter. Jeg kan huske at min klasselærer læste "Harry Potter og De Vises Sten" højt for os, nogle måneder inden filmen kom i biograferne. Dette var mit første rigtige møde med Harry Potter, Ron og Hermione, og jeg elskede den magiske verden. Så kom filmen og jeg vidste, at jeg helt sikkert skulle læse de bøger selv. Jeg prøvede da også at læse den første, da jeg var omkring 9 eller sådan, men jeg gav op efter et par sider, da jeg ikke følte jeg kunne udtale navnene og nogle af Rowlings opfundne ord ordentligt, og så gad jeg ikke. Der gik dog mange år efter det, før jeg forsøgte igen, og det var faktisk først i sommerferien inden jeg startede i gymnasiet, at jeg fik dem læst, men det tog mig så også kun en måned at læse dem alle. Jeg elskede dem og de blev hurtigt en af mine yndlings serier!

En af mine store drømme er at komme til Harry Potter studierne i London, og se alle de flotte kulisser, og der hvor de har filmet filmene. Det kunne være så fedt at opleve det og gå på de samme gange som skuespillerne! Derudover ville jeg selvfølgelig købe mig fattig i Harry Potter merchandise.

Så ja jeg har savnet Harry Potter universet, og genser tit filmene, men jeg må sige, at jeg blev en lille smule nervøs, da jeg så de ville udgive manuskriptet til "Harry Potter and the Cursed Child" som bog. Jeg er nok en af dem som er lidt nervøs for om den nu kan hamle op med de originale bøger, og om man ikke bare burde have stoppet mens legen var god. Men når det så er sagt, så glæder jeg mig faktisk rigtig meget til at dykke ned i denne bog, og se hvilke eventyr den gemmer på. Jeg prøver ikke at forvente alt for meget, også fordi den er skrevet på en helt anden måde end jeg er vant til, da det jo er manuskriptet til teaterstykket. Men nu hvor den ligger her, er det begyndt at krible i mine fingrer af bare nysgerrighed, så det vare nok ikke længe før jeg kaster mig over den!

Hvad er dine tanker om bogen "Harry Potter and the Cursed Child"? Skal du læse den eller ej? Men ingen Spoilers tak, vil gerne overraskes. 






Mit arbejde har i forbindelse med udgivelsen af "Harry Potter and the Cursed Child" haft en masse Harry Potter merchandise til salg, og jeg blev lokket hver gang jeg var der, så jeg endte med at købe mig et gyldent lyn og en Hogwarts notesbog, da jeg synes den var virkelig pæn. Jeg ville ellers gerne have haft den med Hufflepuff, da det er det hus Pottermore har sat mig på, men den var der ikke, og ved ikke engang om den faktisk findes. Halskæden med The Deathly Hallows fik jeg i julegave af min søster, som er endnu større Harry Potter nørd end mig, og de to Harry Potter figurer, har jeg købt i henholdsvis GameStop og Faraos Cigarer. Jeg vil vildt gerne tilføje Luna Lovegood, Neville Longbottom, Dobby og Ron til min samling, da de altid har været mine favoritter, men synes især Neville og Luna er svære at finde. Derudover, som I nok kan se, ejer jeg kun de fem første bøger, da jeg indtil jeg flyttede hjemmefra, har haft lånt dem af min søster, men nu er jeg begyndt at samle dem selv, og glæder mig til de to sidste flytter ind, og min Harry Potter samling bliver komplet.


onsdag den 2. december 2015

I'm a fangirl #1 (The Hunger Games Edition)



Min indre fangirl hoppede og dansede, da hun opdagede, at man kunne få Funkos POP! figurer med Hunger Games. Så jeg skulle selvfølgelig ud og anskaffe mig en med Katniss.

Jeg elsker The Hunger Games bøgerne, og læste dem alle sammen på en uges tid, da jeg simpelthen slugte dem råt. The Hunger Games er nogle af mine absolut yndlings bøger, og jeg holder meget af de fleste af karakterende i dem, især Katniss, Effie, Haymitch og faktisk også præsident Snow, Peeta har jeg nok mere et love/ hate forhold til, ofte synes jeg han er mega irriterende, men han er også bare virkelig sød samtidig..Haha..

Filmene synes jeg faktisk også er ret gode, der er selvfølgelig nogle ting der mangler, sådan er det jo altid, men synes nu at de gør det meget godt. Min kæreste og jeg var inde og se den sidste film på premiere dagen, og jeg var helt oppe og køre over den da den var slut, nøj den var god!
Nu har jeg det bare mærkeligt med at den er slut, det er lidt ligesom jeg havde det da Harry Potter sluttede, både som bog og som film, det er en meget underlig følelse. Heldigvis kan man jo altid genlæse dem og se filmene igen. Hvilket jeg helt sikkert kommer til mange gange.

Men tilbage til min søde og seje Katniss figur. Jeg havde søgt en del på nettet for at finde denne figur, men kunne kun finde den på engelske eller amerikanske hjemmesider. Så jeg besluttede at tage ind i Faraos Cigarer, inde i København, og se om det var noget de kunne skaffe. Det var det heldigvis, og to uger efter kom den hjem, og jeg forlod butikken som en meget glad pige!

Det viser sig dog at der findes fire forskellige Katniss figurer, den med buen, som jeg valgte, en hvor hun har den røde kjole på med ild i, en med hende i Mockingjay kjole, og en med brudekjole på, og de er alle virkelig søde. Derudover kan man få Effie, Peeta og præsident Snow. Jeg tænker på et tidspunkt at anskaffe mig Effie eller præsident Snow, kunne være fint med en lille samling.