tirsdag den 4. august 2020

"En ny chance" af Alexandra Potter

*Anmeldereksemplar fra forlaget NB Books, men alle holdninger er mine egne.*
"En ny chance" (org. titel "Don't you forget about me") af Alexandra Potter, af forlaget NB Books, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Nanna Birch.
3,5/ 5 stjerner. 


Fra bagsiden:
Hvis din kæreste har slået på, hvad vil du så ønske? At ekskæresten forbliver single for altid? Eller måske emigrerer til en fjern, ubeboet ø? Eller endnu bedre, at du aldrig havde mødt ham! Men hvad nu, hvis dit ønske går i opfyldelse? Tess bliver knust af kærestesorg, da Seb slår op med hende, og hun kan ikke lade være med at bebrejde sig selv. Hvis bare hun havde gjort alt anderledes. Hvis bare kun kunne rette op på alle sine fejl. Men det kan hun ikke. Det er forbi. Hun er nødt til at glemme ham. Fuld og oprørt nytårsaften ønsker hun, at hun aldrig havde mødt ham. Men da hun vågner og opdager, at hendes ønske er gået i opfyldelse, indser hun, at hun har fået endnu en chance. En chance for at gøre det hele om. Og gøre det ordentligt denne gang...

Det er første gang jeg læser noget af Alexandra Potter, men min nysgerrighed blev vakt, da den lød meget anderledes end, hvad jeg før har læst inden for chick-lit genren. "En ny chance" er en ægte feel-good roman, der passer godt til afslapning i solen. Den er sød og humoristisk, og jeg hyggede mig under min læsning.

Tess er en lidt naiv kvinde, uden det helt store selvværd. Jeg holdt meget af hende, men til tider irriterede hun mig dog også, og jeg fik nogle gange lyst til at ruske hende lidt til fornuft. Hun træffer ikke altid så smarte valg, og konsekvenserne rammer hende ret hårdt. Hun prøver at ændre og skjule de fejl ved sig selv, som hun tror andre ikke kan lide, sådan at hun bliver perfekt i deres øjne. Derudover kan hun ikke forstå, at hendes veninde ikke kan finde ud af at sige fra, og lader folk vade henover sig, selvom det egentlig er meget det samme Tess selv kæmper med.
Jeg elskede til gengæld hendes bedstefar. Han er så sød og hjælpsom, og elsker Tess overalt på jorden.
Seb brød jeg mig ikke rigtig om, for han er godt nok irriterende og egoistisk.

"En ny chance" er en historie om at se sit eget værd, og at lære at elske sig selv for den man er. For hvis man ikke selv er i stand til det, hvordan skal andre så kunne det? Og hvis folk ikke kan lide én for den man er, er de så egentlig værd at samle på? Tess gennemgår en stor udvikling gennem bogen, og hun får åbnet øjnene i forhold til det forhold hun har været i. Det er nogle rigtig gode og vigtige pointer der kommer frem i bogen, og noget der er relevant for mange, især i denne perfekthedskultur vi lever i. For vi skal huske på, at vi er gode nok lige som vi er, og kan mere end vi tror. 

"En ny chance" er ret lang tid om at starte, og man sad nogle gange og ventede på, at nu ville der ske noget. Senere hen bliver den lidt langtrukken igen, og personligt synes jeg godt man kunne have kortet bogen lidt ned. Den er også lidt forudsigelig, med nogle enkelte klichéer her og der, men det anderledes plot, hvor Tess får mulighed for at få en ny chance med eks-kæresten, opvejede det lidt.

Når det så er sagt, så hyggede jeg mig under min læsning, og jeg kunne godt lide historien, selvom jeg blev sur på både Tess og Seb. Af og til mindede bogen mig lidt om "Bridget Jones' dagbog", men det gjorde ikke noget. Jeg kunne godt lide de små bider af Tess' dagbog der dukker op indimellem, da de giver en lille kommentar til, hvad der skete før og hvad der måske vil ske denne gang.

"En ny chance" er en sød, hyggelig og god bog, hvor den ene side tager den næste. Det er en kærlighedshistorie som viser, at man kan finde kærlighed på de mest uventede steder, og når man mindst venter det. Men det er også en bog om selvværd og det at tro på sig selv og sine evner. Særligt selvværdet spiller en vigtig rolle i bogen, da det er noget vi alle kæmper med fra tid til anden. "En ny chance" blæste mig ikke omkuld, men jeg hyggede mig, og det er bestemt ikke sidste gang jeg læser noget af Alexandra Potter


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar