lørdag den 13. marts 2021

"En lille hvid løgn" af Sofie Boysen

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"En lille hvid løgn" af Sofie Boysen, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021.
★★★★★

Fra bagsiden:
"Hvordan er det at kysse?" spørger en af Astrids klassekammerater hende en dag. Astrid aner ikke, hvordan man kysser. Men hun er god til at lyve. Faktisk er hun så god, at ingen har opdaget, at hendes kæreste slet ikke eksisterer! Hun har kun fundet på ham for at hænge ud med de populære piger. Nu vil de andre piger have hende til at tage sin kæreste med til skolefesten. Astrid løber hurtigt tør for gode undskyldninger. Men så starter en ny dreng på skolen, og Astrid er ikke i tvivl om, at han er svaret på hendes problem. Nu skal hun bare overbevise ham om, at han gerne vil være hendes 'kæreste' i et par uger... Hvor svært kan det være?

Argh, jeg er vild med denne bog! Ja, den er lidt kliché en gang imellem, men jeg elskede den! Jeg havde faktisk lyst til at starte forfra, da jeg vendte sidste side. "En lille hvid løgn" er fantastisk, og så er den sød, sjov og hjertevarmende.

Astrid er meget relaterebar, selvom jeg aldrig har løjet lige som hende. Men hendes usikkerhed, ensomhed og higen efter at blive set at sine klassekammerater, samt forelskelsen i den populære fyr som alle kan lide. De følelser tror jeg der er flere der kan nikke genkendende til. Jeg kan i hvert fald.
Tristan er skøn. Ud fra Astrids beskrivelser af ham, forventer man nok en lidt nørdet fyr, men i stedet er han ret mystisk og tilbagelænet i sin stil. Han er sød, eftertænksom og hjælpsom, på trods af at Astrid afpresser ham til at være hendes kæreste. Men han har også krav som hun ikke er helt fan af.
Jeg holdt også meget af Freja, hun er der for Astrid no matter what, og synes hun er mega modig, fordi hun tør lyve så meget.

"En lille hvid løgn" er en bog fyldt med drama og forvirrede følelser samt mange sjove episoder, hvilket var skønt og underholdende at læse. Astrid får viklet sig længere og længere ind i sine løgne, indtil hun er ved at drukne lidt i dem, hvilket gør det hele værre. Konsekvenserne rammer hende hårdt, men hun forstår det ikke og ved ikke helt, hvordan hun skal løse det. Men det var ret underholdende at læse. 
Derudover var det virkelig sjovt og tåkrummende, den episode der involverer en kysseguide på YouTube og en meget nysgerrig far. 

"Tristan: 'Du har jo allerede mig! Hvad mere vil du have?', Astrid: 'Åh, jeg ved ikke - en RIGTIG kæreste?', Tristan: Du finder ikke en bedre kæreste end mig. Nyd det, mens du har mig.'" 

Sproget er holdt let og kapitlerne er relativt korte. Nogle gange bliver teksten suppleret af sms beskeder, hvilket fungerede rigtig godt og gav et godt flow. Desuden gav det et godt indblik i Astrids og hendes venskaber. "En lille hvid løgn" er en del af sommerfugleserien, hvor tema, sprog og følelser er nøje tilpasset målgruppen. Bogen er perfekt til selvlæsning fra omkring 10-11 år og op. 

"En lille hvid løgn" er en utrolig god, sød og sjov bog, og jeg blev virkelig grebet af historien, som jeg endte med at sluge råt. Jo, den var lidt forudsigelig, men slutningen tog mig alligevel med storm. Jeg kunne slet ikke ligge denne bog fra mig. Den varmede mit hjerte og jeg var meget tæt på at knibe en tårer til sidst. Hold op, hvor er den bare god! Så gør dig selv den tjeneste og læs den.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar