onsdag den 16. december 2015

"Som en skygge" (Night Angel #1) af Brent Weeks


"Som en skygge" (org. titel "The way of shadows") af Brent Weeks, af forlaget Tellerup, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2008). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra Tellerup, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.


"Som en skygge" handler om drengen Azoth der bor i slummen, men som drømmer om mere, han vil nemlig gerne være blodsvend. For Durzo Blint er snigmord en kunstart, og han er byens mest talentfulde kunstner. For Azoth er overlevelse en daglig kamp. Han er opvokset i Slummen, og har lært på den hårde måde at bedømme folk hurtigt og at tage chancer. Chancer som at bede Durzo Blint om at tage ham i lære som blodsvend. Men for at blive antaget må Azoth lægge sit liv bag sig, skifte identitet til Kylar Stern og lære at navigere i blodsvendenes verden af politiske intriger og mystisk magi. Og først og fremmest må han lære at udvikle sans for drab.

Jeg kendte ikke noget til denne forfatter eller bog, før den udkom på dansk i år, men jeg blev hurtig nysgerrig efter at vide mere, da den lød virkelig interessant. Den skuffede heller ikke, og jeg er glad for at jeg fik den læst, på trods af den skræmmende tykkelse. Den mindede mig om nogle af de bøger jeg læste, da jeg var 13-14 år og bare slugte alt middelalderligt fantasy, og det var skønt at komme tilbage til denne type fantasy igen. "Som en skygge" er virkelig god.

Jeg holdt meget af Azoth og Kylar som han bliver senere, som Azoth er han lidt bange af sig, men er villig til at ofre meget, for at hans venner og især Dukkepigen skal have det godt. Men som Kylar er han derimod handlekraftig og villig til at tage nogle chancer. Han er meget opsat på at tingene er retfærdige, og han finder det ikke let at dræbe. Derudover kunne jeg godt lide at man følger personerne over flere år, da vi f.eks. lære Azoth at kende som 10-11 årig og bogen slutter når han er omkring 20, hvilket er super fedt, da man kan se, hvordan de forskellige karakterer udvikler sig over en årrække.
Desuden holdt jeg også meget af Durzo og Momma K. Durzo med hans kolde tilgang til tingene, men alligevel med at strejf af humor, og Momma K der ejer en række bordeller og som hjælper Durzo og Kylar.

",,Livet er tomhed. Når vi tager et liv, tager vi intet af værdi. Blodsvende er dræbere. Det er hvad vi gør. Det er hvad vi er. Der er ingen digtere i vores triste branche," sagde Blint"

I "Som en skygge" bliver man præsenteret for rigtig mange personer, relativt hurtigt i bogen, og selvom nogle af dem ikke virker særlig vigtige, og man lidt tænker "hvorfor skulle vi lige præsenteres for denne person?" så giver det god mening senerehen, da alle de præsenterede personer man følger, kommer til at spille en rolle, af den ene eller anden slags, til sidst. Ved at man ikke blot følger Kylar, men faktisk følger flere, giver det lidt mere til fortællingen, hvilket gør at den hele tiden er interessant. Jeg var i hvert fald nysgerrig efter at lære mere om de forskellige personer, og deres rolle i historien.

Det er dog en bog, hvor man skal holde tungen lige i munden, og kunne jonglere med mange navne, noget jeg ikke var i stand til hele tiden, da jeg har haft en masse andre ting i hovedet. Men lige så snart jeg havde fået nogle ting på plads, så vendte jeg side efter side, og kunne knap nok stoppe.

"Som en skygge" er en virkelig spændende og hæsblæsende bog. Den er aldrig kedelig og det er kun lige i starten at det går lidt langsomt, men så tager den ellers fat, hvilket jeg synes er ret imponerende i forhold til hvor tyk en bog det er. Men når man først sætter sig med den, så er den også svær og ligge fra sig, og man må bare læse videre. Den føles slet ikke så lang, for der sker noget hele tiden, og nogle gange er det svært at regne ud, hvad der vil komme til at ske senere.

"Som en Skygge" er en actionspækket og god bog, fyldt med kampscener, vold, politiske intriger, magi, venskab og lidt kærlighed. Der er fart over feltet og man keder sig aldrig. Man skal ikke lade sig skræmme af tykkelsen, for den er skrevet i et ret let og flydende sprog.
Jeg glæder mig rigtig meget til at læse den næste i serien, og se hvad der videre sker med Kylar og riget Cenaria.

Derudover er det også bare et virkelig flot cover den har, med og uden dust-coveret.





2 kommentarer:

  1. Åh, hvor er jeg glad for at du også kunne lide den! :D
    Og sikke en fin anmeldelse også.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig god :) er glad for jeg endelig fik læst den, den næste i rækken skal bare læses udenfor eksamensperioden, så jeg ikk bliver lige så forvirret :P haha

      Slet