søndag den 21. august 2016

Bloggerbrunch med Katja Berger


Lørdag d. 13. august var jeg inviteret til brunch i Vejle, sammen med en del andre bogbloggere. Vi var blevet inviteret af forfatter Katja Berger og hendes forlag Dreamlitt, for at høre om hendes nye debut bog "De 7 synder" der udkommer d. 22. september.

Så lørdag morgen tog jeg toget fra Roskilde kl. 06:45 mod Høje Taastrup, for så at skifte til lyntoget i Høje Taastrup mod Vejle. Togturen blev brugt på at læse lidt, selvom det var ret svært at koncentrere sig, da jeg var ret træt. Da klokken var blevet 09:00 ankom jeg til Vejle, og så blev det rigtig spændende, for nu skulle jeg finde ud af, hvor jeg skulle hen, og da det var første gang jeg var i Vejle, blev det altså med hjælp fra GPS at jeg fandt hen til det sted, hvor brunchen skulle afholdes. Arrangementet blev afholdt i den mest hyggelige lille boghandel med navnet Bogdrømme, som også er der hvor forlaget Dreamlitt har til huse. Bogdrømme er indrettet med gamle mørke træmøbler, en fin sofa og mange små detaljer såsom ugler og perleplader. Der var virkelig hyggeligt og stemningsfuldt.

Da vi alle var samlet og var blevet budt velkommen af Katja og Rikki fra Dreamlitt, tog vi plads, og fik serveret den lækreste brunch, med fade fyldt med forskelligt kødpålæg og dips, og noget rigtig godt brød. Mens vi spiste blev der snakket om løst og fast. Vi fik blandt andet vendt emner som Pokémon Go, blogs, bøger og erfaringer med blogging og diverse forlag.

Efter et par timer var det blevet tid til, at Katja skulle fortælle lidt om sin nye bog, og grunden til at vi alle var der, nemlig "De 7 synder". Katja fortalte lidt om sit liv, et liv fyldt med mobning, manglende selvtillid og kærestesorger, og hvordan hun i disse svære perioder af sit liv, fandt trøst hos bøgerne og i sine skriverier. Hun fortalte, hvordan hun havde fundet inspiration til "De 7 synder" under en samtale med en ven, og hendes fascination af en verden, hvor der fandtes 7 guder, og at de hver havde en modsætning, en synd. Faktisk var hun så småt begyndt at skrive på historien i sine teenage år, så historien om Kane og de 7 synder, har været undervejs længe, og nogle få steder i den færdige bog, er scener hun skrev på, for flere år siden.

Hun fortalte om sin skriveprocess, om hvordan hun havde haft en idé til starten og til slutningen, men uden at vide hvordan historien skulle komme derhen. Her havde hun fået hjælp af en anden forfatter hun kendte, som vejledte hende til at skrive det ned hun havde en idé til, lige meget om det så var i kronologisk rækkefølge eller ej, og på den måde fik hun bygget videre på sin historie. 

Derudover fortalte hun om, hvordan det var at sende det færdige manuskript ud til forskellige forlag, og få afslag på afslag, eller slet ikke høre tilbage fra et forlag, selvom de havde vist interesse, for til sidst at få et ja, og skrive under på kontrakten. Herefter skulle hun igennem rigtig meget redigering, scener der skulle slettes eller laves om, udtryk der skulle ændres osv., for til sidst at have den helt færdig og klar til at blive sendt til tryk. Katja fortalte, hvordan hun selv havde fået lov til at vælge illustrator til at designe forsiden, og at hun derfor havde valgt en illustrator hun var rigtig glad for, nemlig Peter Nielsen, og startet samarbejde med ham. Hun fortalte om de længere mails de havde haft om idéer til forsider, om hvad hun kunne lide og ikke kunne lide, samt hvad der var vigtigt for Katja, at der kom med på forsiden. Desuden var det rigtig vigtigt for Katja, at hele bogen blev illustreret, sådan at der også er motiv på bagside og bogryggen. Det havde været en længere process, før hun var helt tilfreds, og der var mange detaljer som ansigter og kjoler der blev ændret op til flere gange. Det endelig resultat er hun dog rigtig glad for, og det forstår jeg skam godt, for det er godt nok flot, og man bliver helt draget af den. Den har i hvert fald vækket min nysgerrighed endnu mere!

Efter Katja havde fortalt, var det blevet tid til at stille spørgsmål, både til hende, men også til Rikki. Katja fortalte blandt andet om de tanker hun havde gjort sig i forhold til nogle af de emner, der bliver taget op i "De 7 synder", såsom hvordan vi taler til hinanden, og hvordan vi tænker om os selv, og hvilke konsekvenser vores tanker og handlinger har. Derudover fortalte hun at det ikke er en serie, så der kommer ikke flere bøger om Kane, men hun er dog ikke afvisende overfor flere bøger i dette univers.
Rikki fortalte lidt om forlaget og boghandlen Bogdrømme og konceptet bag det.

Omkring kl. 14:30 gik turen atter mod Roskilde. Det var en rigtig hyggelig, spændende og inspirerende dag, og jeg glæder mig nu rigtig meget til at få fingrene i "De 7 Synder", og dykke ind i Kanes historie.

Tusind tak til Katja Berger og Rikki fra Dreamlitt, for invitationen til et rigtig godt og interessant arrangement. Desuden var det rigtig hyggeligt at hilse på de andre søde bogbloggere.

"De 7 Synder" udkommer d. 22. september, og der bliver holdt bogreception på udgivelsesdatoen hos Arnold Busck i Valby fra kl. 16-18, hvor der er mulighed for at møde Katja, og få sin bog signeret.
 





2 kommentarer:

  1. Åh, hvor er det bare et fint indlæg Amalie. <3 Tusind tak for de flotte billeder og mange fine ord om mig og min lille bogbaby. Det er som at opleve dagen på ny, når jeg læser jeres indlæg, og jeg elsker at I har taget jer tid til at skrive så meget ned. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Katja, og endnu en gang tak fordi jeg måtte være med, det var en rigtig god dag :) og er glad for at høre at du også havde en god dag :) Glæder mig rigtig meget til at læse din bog :)

      Slet