mandag den 18. september 2017

Forfatterinterview med Nicole Boyle Rødtnes

Nicole Boyle Rødtnes' dystopiske roman "Ilttyv - Over sløret" er netop udkommet i butikkerne, og i den forbindelse, har jeg fået lov til at sende Nicole nogle spørgsmål, som hun har været så sød at svare på. Disse besvarelser vil jeg i dag dele med jer

1. Fortæl tre ting om dig selv, som vi læsere ikke vidste.
  1. Jeg er bange for hunde. Alle hunde – også de små. Men ellers så elsker jeg dyr. Jeg har selv to marsvin, der hedder Holger og Albert. Og har tidligere haft undulater.
  2. Jeg blev født skindød. Min tvillingesøster og jeg blev født 2 måneder for tidligt og vejede under 1 kg. Da vi kom ud, trak vi ikke vejret, men de fik genoplivet os. Det var et mirakel, at vi overlevede. Lidt skader fik vi dog. Og det er blandt andet derfor, jeg skeler på det venstre øje. Det var en hjerneblødning, jeg fik under fødslen. 
  3. Jeg elsker anime og får rigtig meget inspiration fra anime. Nogle af mine yndlingsserier er Death Note og Attack on Titan.
2. Har du altid vidst, at du ville være forfatter?
Nej, jeg var virkelig dårlig til at stave som barn. Jeg var sådan en, der havde 30 fejl i diktat. Og derfor troede jeg, at jeg skulle være revisor som voksen. Heldigvis blev det ikke sådan. For som 13-årig begyndte jeg at skrive på min første bog.

3. Jeg har læst to af dine bøger indtil videre, hvoraf den ene var ”XY” som er realisme, og så ”Ilttyv -1” som er fantasy. Begge bøger er skrevet virkelig godt, og man bliver virkelig grebet af dem, men er der en genre som du føler dig bedst tilpas i?
Jeg havde svært ved at lære at læse som barn. Da jeg endelig brød læsekoden var det med fantasy-bøger. Derfor vil den genre, altid betyde noget særligt for mig. Men faktisk så kan jeg godt lide at veksle mellem forskellige genrer. På den måde undgår jeg at komme til at kede mig.

4. Hvordan kom du på ideen til ”Ilttyv”?
I forhold til Ilttyv var det en af de ideer, der kom som et lynnedslag i hjernen. Jeg ved ikke, hvordan det skete. Pludselig tænkte jeg bare på ordet ”Ilttyv”. Jeg synes, det var et helt vildt spændende ord. For hvad var det for en verden, hvor man kunne stjæle ilt? Det satte en masse tanker i gang og jeg begyndte at brainstorme på historien.

5. Hvor lang tid tog det at skrive ”Ilttyv”?
Jeg kan ikke huske præcis, hvornår ideen opstod, men i 2011 præsenterede jeg den første gang for en forfatterkollega. Inden da havde jeg nok tænkt på den i et par år. Så den har været mange år undervejs 😊

6. Hvordan holder du styr på plottet til ”Ilttyv”? Og har du en klar idé om, hvordan historien skal starte og slutte inden du går i gang med skriveriet, eller er det noget der kommer hen ad vejen?
Jeg bruger typisk mindst et år, nogen gange flere år, på bare at tænke på plottet, inden jeg skriver. Når jeg føler at historien er faldet på plads, laver jeg et arbejdspapir, plotter den ved hjælp af berettermodellen og laver en kapiteloversigt. Så når jeg går i gang med at skrive ved jeg, hvor den skal ende. Der kan selvfølgelig ske ændringer undervejs, men jeg har en klar ide. Jeg ved også sådan nogenlunde hvad der kommer til at ske i de næste bøger.

7. Hvad var den største udfordring ved at skrive ”Ilttyv”?
At få skabt et troværdigt univers. Det var vigtigt for mig at folk kunne forestille sig verdenen. En anden udfordring var, at få Troy og Shays kapitler til at passe sammen. Når man har flere fortællere, er det på en måde som at skrive to forskellige bøger, som man så skal ”flette” sammen.

8. Er der nogle af personerne i ”Ilttyv” som du ser noget af dig selv i?
Jeg ser mig selv i både Troy og Shay. Og faktisk i alle personer i alle mine bøger. De er aldrig 100 % mig, men der er altid lidt.

9. Hvor meget researcher du, inden du begynder at skrive?
Når jeg skriver realistiske romaner, så researcher jeg meget. Min bog XY, fik jeg ideen til, da jeg var 15 år. Bogen udkom dog først, da jeg var 29 år. Så der endte med at gå 14 år, før bogen blev klar. Det var på grund af research. Bogen handler om XY-piger (piger der er født som piger, men genetisk set faktisk skulle være født som drenge) og det var meget vigtigt for mig at jeg fik portrætteret det korrekt. Så jeg læste og læste og læste om emnet og fandt interview med XY-piger. Jeg lokkede endda min søster, der læste medicin, til at skrive bachelorprojekt om emnet, sådan så jeg havde en ekspert på området. Det er nok det største researcharbejde, jeg har lavet til en bog. Som regel researcher jeg det, der er nødvendigt. Nogen gange er det mange og store ting, andre gange er det småting, som jeg slår op for at tjekke, at der ikke sniger sig fejl ind.

Når jeg skriver dystopi og fantasy, så er det jo fiktive verdener, så der researcher jeg ikke på samme måde. Men bruger i stedet år på at udvikle universet, så det hænger sammen og der ikke er logiske brister.

10. Hvilke forfattere har inspireret dig igennem dit forfatterskab?
Jeg er kæmpe Harry Potter-fan, så J.K. Rowling har været en stor inspirationskilde. Det samme har Lene Kaaberbøl og Kenneth Bøgh Andersen, der også begge har lavet fantastiske bøger.

11. Hvad er det bedste og det værste ved at være forfatter?
Det bedste er at kunne få lov at lave det jeg elsker hver dag. Jeg er forfatter på fuld tid så jeg planlægger selv mine dage, uger og måneder. Og det er fantastisk at kunne få tiden til at fordybe sig fuldstændig i et bogprojekt uden hele tiden at blive afbrudt af job eller uddannelse. Det værste er uden tvivl den økonomiske usikkerhed. Jeg får jo ingen fast løn. Mine penge kommer i klatter hen over året og så er det bare om at lægge til side. Både til skat. Men også så du kan give dig selv løn de næste par måneder. Min hovedregel er at jeg skal have nok penge på min opsparing til at jeg kan betale mine leveudgifter 1 år frem. Det lyder af meget, men det er nødvendigt, da der som professionel forfatter sagtens kan være flere måneder, hvor der ingen indtægt er. Jeg sagde først mit job op, da jeg havde sparet sammen til at kunne leve det første år.

12. Hvilke bøger anbefaler du oftest til folk? Hvorfor den/ dem?
Det kommer lidt an på hvilken genre, det er.
Skønlitteratur: Lunatia af Julia Butchskow. Det er en roman, der er skrevet i en lang sætning. Det er en lang stream of consciousness, historien er poetisk og rørende. Og så opdager man rigtig meget om, hvad sproget faktisk kan.
Børnebøger: Harry Potter af J.K. Rowling, fordi universet er så fantastisk og udviklet at det er en historie, man aldrig glemmer.
Unge: En flænge i himlen af John Green. Fordi historien er smuk og rørende og karaktererne er så fantastisk levende beskrevet.
Faglitteratur: Slug frøen af Brian Tracy. Det er en fantastisk bog om, hvordan man når sine mål og den har ændret mit liv. Det lyder som en kliche, men det har den virkelig. Den har lært mig at nå mine mål, frem for at udskyde ting igen og igen.

13. Hvad læser du lige nu?
Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten. Jeg har hørt så meget godt om den, så nu var det på tide at jeg kom i gang med den 😊

14. Og så lige her på falderebet. Har du så et godt råd til sådan en som mig, og måske en del af dine læsere, som går og drømmer om at blive forfatter?
Jeg har tre:
  1. Skriv så meget du kan, så holder du sproget frisk og ideerne i live.
  2. Tag nogle skrivekurser eller læs bøger om, hvordan man skriver bøger. På den måde får du værktøjskassen på plads.
  3. Giv aldrig op. Hverken når du sidder og skriver på bogen, og det hele føles uendeligt svært eller når du har sendt den ind til et forlag og har fået et afslag. Det handler om at blive ved uanset hvad. Det er ikke nødvendigvis de dygtigste, der bliver forfattere, det er de stædigste. Dem, der aldrig giver op.


Du kan desuden følge Nicole Boyle Rødtnes på forskellige sociale medier.
Hjemmeside: www.nicoleboyleroedtnes.dk/
Facebook: Nicole Boyle Rødtnes – Forfatter
Instagram: nicoleboyleroedtnes

Du kan læse min anmeldelse af "Ilttyv - Over sløret" her.

2 kommentarer:

  1. Gode spørgsmål du har fundet på, og dejligt at læse sådan et indlæg på din blog. :) Noget lidt anderledes end ellers, men rigtig godt. Har selv haft tanken, om man skulle lave sådan interviews til bloggen. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak skal du have :D Jeg har også selv gået og tænkt længe, at det kunne være sjovt og spændende at lave nogle forskellige forfatterinterviews, da jeg synes det er ret interessant :) Så er også bare rigtig glad for, at jeg måtte interviewe Nicole og at hun var så sød at svare på mine spørgsmål :D Jeg synes bare du skal kaste dig ud i det, man skal bare lige finde forfatternes mails, sådan at man kan skrive til dem :) Og det værste der kan ske, er jo at man får et nej, men så har man jo prøvet :) Jeg vil i hvert fald gerne lave flere indlæg af denne type :D

      Slet