mandag den 5. august 2019

"E.T." Baseret på filmen skrevet af Melissa Mathison og instrueret af Steven Spielberg

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne*
"E.T." (org. titel "E.T. - The Extra-Terrestrial") bearbejdet af Jim Thomas men baseret på filmen skrevet af Melissa Mathison og instrueret af Steven Spielberg, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
★★★★★

"E.T." handler om drengen Elliot, og den dag han finder rumvæsenet E.T., og det specielle bånd de får skabt. 

Mange af os kender nok historien om drengen Elliot og hans ven E.T., da vi så filmen, da vi var børn. Men nu er historien om det umage venskab altså kommet i billedbogsformat, og glæden var stor da jeg så det. Billedbogen om E.T. er så fin, rørende og god, og er helt klart værd at læse.

Bogen er på knap 40 sider. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, men sproget er let, og den kan derfor sagtens læses som selvlæsning/ letlæsning, men den er også rigtig fin til en hyggelig højtlæsningsstund. Derudover er alle siderne illustreret af Kim Smiths rigtig flotte illustrationer, som passer godt til historien, og giver den et sødt, lidt barnligt udtryk. Jeg er vild med illustrationerne, og at historien i princippet allerede starter når man åbner bogen, da illustrationerne der fint indleder historien om E.T., inden den egentlige historie begynder. Illustrationerne er også meget troværdige og genkendelige i forhold til filmen, hvilket er fedt.

"E.T." holder sig rigtig godt til filmudgaven, og formår på meget lidt plads, og med meget lidt tekst at få alle de vigtige aspekter af filmen og historien med. Der mangler ikke noget til historien, men den er selvfølgelig forkortet og med meget minimale ændringer. Desuden er tempoet højt, da der som sagt skal nås meget, på meget lidt plads, da det jo skal passe til billedbogsformatet, men det fungerer bare super godt.

"E.T." er en virkelig god, flot og hyggelig billedbog, om venskab, mod og at kæmpe for det man tror på. Folk i alle aldre kan læse den, både store og små, fans af kultfilmen, folk der vil introducere sine børn til historien eller store som små, der endnu har historien om Elliot og rumvæsenet E.T. tilgode. Billedbogsudgaven af E.T. er helt klart værd at læse, om det så er for at forkæle én selv eller sine børn. 

Jeg er vild med idéen om at lave kultfilm om til billedbøger, da det er en rigtig god og hyggelig måde, at introducere ens børn for de film man selv voksede op med, og måske endda elskede, også inden de er helt gamle nok til at se filmen. Foreløbig er der udkommet to billedbøger i denne serie med filmklassikere, nemlig "E.T" og "Tilbage til Fremtiden".



Ingen kommentarer:

Send en kommentar