"Mig før Dig" af Jojo Moyes

"Mig før Dig" (org. titel "Me before You") af Jojo Moyes, af forlaget Cicero, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 5/5 stjerner.

"Mig før Dig" handler om Louisa Clark, og den handicappede mand Will Traynor, hvis liv krydses ved et tilfælde. Bogen starter i år 2007, hvor vi møder Will, en frisk ung mand der har styr på sit liv, han har et godt arbejde og en lækker kæreste, og nyder ekstreme aktiviteter. Men en regnfuld dag, bliver han kørt ned af en motorcykel, og han bliver lam, han kan kun lige løfte sin ene arm få centimeter. To år senere møder vi Louisa, også kaldet Lou, som sidder lidt fast i sit liv, hun er 27 år, bor hjemme hos sine forældre, som hun hjælper med at forsørge økonomisk, hun har en kæreste, som hun ikke helt ved, hvad hun føler for mere, og hun har et job på en café som hun holder meget af. Men da hun pludselig mister sit job, finder hun ud af, et det ikke er så nemt at få et nyt, og slet ikke uden en uddannelse. Hun har ikke råd til at være kræsen, så da hun ser et opslag om at blive medhjælper hos en handicappet mand, bliver hun nødt til at søge. Hun får jobbet, men indser hurtigt at hun ikke kun er der for at underholde Will, men at der er meget mere på spil. 

Da jeg sad med "Mig før Dig" i hånden, inden jeg begyndte at læse, troede jeg, at det ville være en klassisk kærlighedshistorie jeg trådte ind i, men det var det ikke. "Mig før Dig" er mere en historie om skæbner, og hvordan ens liv kan forandre sig på et split sekund. Den handler om at finde ud af, hvad der er det rigtige for én selv, og tage kontrol over sit eget liv, selv i det mest mørke perioder af ens liv. Jeg siger jer, jeg kunne ikke stoppe tårene fra, at trille ned af mine kinder, og det er ellers ikke særlig tit, at jeg græder på den måde til en bog. Men "Mig før Dig" ramte mig dybt i hjertet. 

Lou og Will, er to karakterer man kommer til at holde rigtig meget af, selvom de begge er lidt egocentrerede. Lou på grund af hendes gode humør, hendes spraglede tøj, som hun nogle gange selv designer, og hendes gåpåmod. Will er herlig, når han driller Lou, med et eller andet hun har sagt eller hendes kæreste, han er dybt sarkastisk og til tider lidt grov. 

I starten af bogen kan de ikke rigtig lide hinanden, Will fordi han kender grunden til, at hans mor har ansat hende, og Lou fordi hun synes han er grov. De finder dog hurtigt ud af det sammen, og tingene udvikler sig, og de kommer til at forandre hinandens liv for altid. 

Will prøver at få Lou til at leve livet, og få så meget ud af det som muligt, mens hun stadig har chancen, mens Lou prøver at overbevise Will om, at han sagtens kan have et godt liv, selvom han sidder i kørestol.

"Du sagde, at jeg selv kunne afgøre, hvem jeg var. Men så behøver du jo heller ikke at lade den ... den kørestol dér afgøre, hvem du er."

"Mig før Dig" satte mange tanker i gang hos mig, både i forhold til det at acceptere sin skæbne, men også i forhold til at nyde livet så længe man har det, livet er en gave, og nogle gange bliver man nødt til, at træde ud af sin egen comfort zone, og tage nogle chancer, sådan at man ikke kan fortryde alt det man ikke gjorde.  

"Jeg vil aldrig nogensinde fortryde de ting, jeg har foretaget mig. For når man er tvunget til at sidde i sådan én her, så har man for det meste ikke andet end minderne at drage hen til..Så hvis du spørger mig, om jeg hellere vil tænke tilbage på udsigten op til slottet nede fra kiosken, eller den yndige række butikker nede ved rundkørslen, så nej. Mit liv var lige præcis sådan, som det skulle være, tak."

Bogen er bygget op, sådan at du ser det hele fra Louisas perspektiv, men en gang imellem kom der et kapitel, fra Wills forældres perspektiv, Louisa søster og Nathan, Wills sygeplejerske. Jeg kan godt lide, at se fortællinger fra flere vinkler, men jeg savnede et kapitel fra Wills persektiv, da jeg nogle gange var ret nysgerrig efter, at finde ud af, hvad der foregik i hans tanker. 

Jeg græd så tårene trillede, da jeg nåede slutningen af "Mig før Dig". Jeg tror ikke en bog har ramt mig så dybt, siden jeg læste "The Fault in Our Stars", men det gjorde denne. Den er sjov så man griner, den er trist så man græder, men mest af alt er den sød og hjertevarmene. Jeg elskede den!