søndag den 8. januar 2017

Året der gik og 2016's bøger



Så er år 2016 allerede slut, og endnu en gang gik december måned alt for stærkt. 2016 har været et stressende, men helt igennem fantastisk år. Meget af året er blevet brugt på bryllupsplanlægning, hvilket godt nok tager tid, for hold nu op hvor er der mange ting man skal tænke på, men det resultat vi endte ud med var bare helt perfekt, og vi havde en vidunderlig dag med familie og venner. Af samme grund fik jeg også lov til at føle mig som en prinsesse, da jeg sammen med min mor, søster og barndomsveninde var ude og finde min brudekjole i en super hyggelig brudekjolebutik i Taastrup, det var næsten ligesom i Amerikanske film. Jeg fandt min drømmekjole, og heldigvis var min mand også vild med den.
Desuden var det året, hvor jeg fik en praktikplads hos forlaget Carlsen, hvor jeg starter her til februar, og det bliver bare så fedt og spændende, og jeg glæder mig virkelig meget!

Men nu skal det handle om bøgerne. Mit læsemål for 2016 var 30 bøger, da jeg i 2015 fik læst 25 bøger synes jeg det virkede realistisk. Men her ved årets udgang havde jeg kun nået at læse 27 bøger. Jeg er da lidt ærgerlig over at jeg ikke nåede mit mål på 30 bøger, men samtidig er jeg også ret stolt, jeg har nemlig været meget stresset og har ikke altid lige haft overskud til at læse, så at jeg alligevel har nået 27 bøger er mega fedt.

De 27 læste bøger, svarer til 9323 læste sider i 2016. Den længste bog jeg læste var "Ravnenes Hvisken" af Malene Sølvsten, der er på 707 sider. Den korteste bog jeg fik læst var "Søvn og Torne" af Neil Gaiman, der er på 72 sider.

Igen i år er det svært at sige, hvilken eller hvilke bøger der har været den bedste i 2016, da der virkelig har været mange gode læseoplevelser. Men hvis jeg skal vælge bliver det "Ravnenes Hvisken" af Malene Sølvsten, da den simpelthen er så velskrevet, derudover er den vildt spændende og jeg elskede den. Den bog der rørte mig mest i 2016 var "Monster" af Patrik Ness, den er bare så flot, og jeg tudede stort set fra start til slut. Desuden var jeg glad for at være tilbage hos Diana og Matthew i "Livets Bog" og endelig fik jeg den afslutning på Deborah Harkness skønne serie, som jeg havde ventet på i to år. Disse bøger er også blandt dem jeg har givet 5 stjerner i årets løb, men jeg har læst en masse andre skønne bøger, og kommet med på en masse vilde eventyr. Faktisk er den laveste stjerne jeg har givet i 2016 på 3 stjerner, og det var fordi det enten ikke var en genre jeg brød mig om, men blev overrasket over, eller fordi der var nogle ting der irriterede mig. Jeg har altså været utrolig heldig med mine valg af bøger for 2016, da der ikke er nogle der har været rigtig dårlige, og jeg håber 2017 bliver et lige så godt bogår.

De bøger der overraskede mig mest i 2016 var "Ofrene" af Morten Brask, da jeg ikke troede den ville være noget for mig, da den var langt væk fra min comfort zone, men den er bare så velskrevet, og sætter virkelig tankerne i gang. Derudover overraskede Christina Ingerslevs digtsamling "Elsk min knækkede glorie" mig, da jeg normalt ikke er til digte, men der var alligevel en del af hendes digte og prosa der rørte noget i mig og som jeg kunne relatere til. Den er dog ikke med på billederne, da den i øjeblikket er udlånt til en veninde.

Igen i år deltog jeg i bogbloggertræffet i Aalborg, og ligesom sidste år var det super hyggeligt, og fedt at møde en masse forfattere og bogelskere, og få snakket med de bogbloggere, jeg igennem bloggen har lært at kende. Derudover var jeg i foråret til foredrag om Jane Austen hos Perch Tesalon. Arrangementet blev afholdt af LOVEBOOKS i forbindelse med København Læser, og det var simpelthen så hyggeligt, og så elsker jeg bare Jane Austen. I sommers var jeg til forfatter arrangement hos både Politikkens forlag, til en snak med Morten Brask, og senere hos Dreamlitt til brunch med Katja Berger. Begge arrangementer var så hyggelige og spændende. Jeg var også til forfatter arrangement på Københavns Hovedbibliotek, med min vendinde Louise, hvor Siri Pettersen og Kenneth Bøgh Andersen skulle fortælle om deres nye bøger og forfatterskab, hvilket var vildt spændende. Desuden var jeg til Bogforum med Louise, hvor jeg fik hilst på Nicole Boyle Rødtnes, Lucinda Riley og Patrick Ness, det var super fedt, og jeg fik signeret bøger af dem alle.

2016 var alt i alt et godt år, både privat men også på bogfronten. Året har været fyldt med skønne læseoplevelser og boglige begivenheder, og jeg er meget spændt på, hvad 2017 bringer med sig.

For 2017 har jeg sat mit læsemål til 30 igen, så må vi se om det lykkes denne gang.

Tak til alle jer der læser med på bloggen, det betyder rigtig meget for mig, at I har lyst til at læse med, og jeg nyder sådan at læse jeres kommentarer og tanker. Desuden tak til alle de søde forlag og forfattere, der har givet mig en masse skønne oplevelser i årets løb.

Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år, og at I alle får et rigtig dejligt læseår! :-D





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar