"Pigen og Mørkningen" (org. titel "Shadow and Bone") af Leigh Bardugo, af forlaget Alvilda, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.
"Pigen og Mørkningen" handler om Alina, der finder ud af, at hun er grisha. Skyggehavet - en ørken af livsfarligt, uigennemtrængeligt mørke - har delt nationen Ravka i to. Det engang så stolte rige er på randen af kollaps. Alina Starkov - en bleg, forældreløs pige - opdager en enestående evne, da hendes bedste ven såres livsfarligt under en rejse gennem mørket. En evne, der giver Alina adgang til grishaernes overvældende verden. Mørkningen - en fascinerende, forførende og ubegribeligt farlig mand - er grishaernes hemmelighedsfulde leder. Med Alinas hjælp vil han oplyse Skyggehavet og genrejse riget. Men intet er, som det ser ud til, og mens rigets skæbne hviler på Alinas skuldre, er hun tvunget til at se sandheden om grishaerne i øjnene - og om sit eget forhold til deres dragende leder.
Jeg havde hørt en del om "Pigen og Mørkningen" inden jeg fik den i hånden, og var egentlig i tvivl om, hvorvidt det ville være en bog for mig. Men hold nu op, hvor tog jeg bare fejl. Denne bog er nemlig rigtig god og jeg var fanget helt fra start af!
Jeg kunne rigtig godt lide Alina, selvom hun en gang imellem irriterede mig. Hun er lidt den typiske forvirrede teenage pige, der gerne vil have opmærksomheden fra den fyr hun godt kan lide. Derfor har hun gjort nogle ting ubevidst, for at blive hos ham, men da hun opdager han ikke føler det samme, giver hun slip og bliver lidt mere badass, hvilket klædte hende. Hun skal dog stadig skubbes en del for at komme igang, men forhåbentlig bliver hun mere viljestærk og handlekraftig i den næste bog, for modig er hun allerede.
Mørkningen både elskede og hadede jeg, for hold nu op, hvor er han charmerende, men nej hvor er han også bare en nar!
Bogen foregår i en verden forfatteren selv har opfundet. Det er en verden fyldt med ørken, skove og bjerge, og forkastningen som er et stort mørkt krater, med klamme væsener der angriber alle, der prøver at krydse den. Jeg kunne godt lide denne verden, og den var tydelig at se for sig, og jeg er meget spændt på, at lære mere om stedet.
"Pigen og Mørkningen" er skrevet i jeg-form, hvor vi følger Alina. Jeg synes det fungerede rigtig godt, at man kun hørte historien fra hendes synsvinkel, da det gav mere til Alina som karakter. Derudover synes jeg det kan være nemmere at relatere til personerne og deres oplevelser og følelser, når det bliver fortalt i jeg-form, da tingene bliver beskrevet mere detaljeret.
"Jeg havde altid været svag og skrøbelig. Jeg havde altid skullet kæmpe mig gennem dagene. Hvis Baghra havde ret, så ville alting blive anderledes, så snart jeg lærte at bruge mine grisha-kræfter. Hvis jeg altså nogen sinde lærte det. Og indtil da sad jeg bare fast."
Sproget i bogen er let, det er mest bynavnene og nogle af personernes navne der kan være lidt besværlige. Kapitlerne er på omkring 20-30 sider, men fordi sproget er let og spændingen er høj, så flyver man bare igennem, og vender side efter side.
"Pigen og Mørkningen" er en god og spændende bog, fyldt med magi, hemmeligheder, bedrag, kærlighed og venskab. Den er rigtig svær at ligge fra sig når man først er kommet igang, og før man ved at det er den slut. Jeg glæder mig så meget til at læse den næste bog i serien, og se hvad der videre skal ske med Alina og den mystiske Mørkning.
Har du læst "Pigen og Mørkningen"?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar