onsdag den 18. oktober 2017

I'm a fangirl #3 (Harry Potter 20 års jubilæums edition)


I morgen starter Harry Potter festivalen i Odense, en festival som jeg vildt gerne ville deltage i, men som jeg ikke har mulighed for i år. Men i den anledning har jeg lavet et lille Harry Potter fan indlæg, da det vidst ikke er nogen hemmelighed at jeg er kæmpe Harry Potter fan.

I år er det 20 år siden, at "Harry Potter og de vises sten" udkom på engelsk, hvilket jeg synes er ret vildt at tænke på! Det er 20 år siden, drengen der levede kom ind i vores verden, og fik mange til at drømme om et brev fra Hogwartz, mig selv inklusiv. Mit første møde var i år 2001, da den første film kom i biografen. Min storesøster havde allerede læst den og elskede den, men jeg var lidt bagud. Jeg kan huske at min daværende klasselærer, læste op fra den, og jeg elskede dens magi, og da filmen så kom senere det år, blev jeg bare endnu mere forelsket i universet og figurerne.

Jeg forsøgte også selv at læse den det år, men da jeg ikke kunne udtale navnene ordentligt, så gav jeg op. Jeg fik derfor først læst dem i år 2009, selvom jeg troligt havde set de nye film hvert år, og mange gange efterfølgende. Men efter at have læst dem selv, blev det noget helt særligt. Der kom pludselig mange flere dimensioner til historien og karakterende, og det var bare super fedt! Det er en af mine absolut yndlingsserier, og er en jeg altid vender tilbage til, både som bøger og som film, selvom de nogle gange bare ender med at køre i baggrunden som baggrundsstøj. Men det er bare hyggeligt!

Jeg har dog været lidt skeptisk overfor alle de nye ting, der er kommet de sidste par år. Jeg var især skeptisk overfor bogudgivelsen af "Harry Potter og det forbandede barn", da det er skrevet i manuskriptform, og at det ikke er J.K. Rowling der er forfatteren bag det. Jeg er lidt nervøs for om den vil kunne hamle op med de andre bøger, eller om den ville ende med at ødelægge det lidt. Jeg har dog næsten kun hørt godt om den, så håber også at den kommer til at overraske mig. Jeg har nemlig ikke fået den læst endnu, selvom jeg fik den af min mand på udgivelsesdagen, og at den virkelig kalder på mig.

Så blev "Fantastiske skabninger og hvor de findes" filmatiseret, og igen var jeg lidt nervøs for, hvad det ville bringe, men jeg vidste, at jeg selvfølgelig skulle ind og se den, for hallo det var jo i det magiske univers jeg elskede. Og hold nu op, hvor er det bare en fantastisk film, og hvor giver den bare meget til de karaktere man hører lidt om i Harry Potter bøgerne, som faktisk har ret stor betydning for handlingen. Jeg var dog ikke helt sikker på, at jeg ville have bogen med filmmanuskriptet, indtil jeg så hvor flot et cover den havde, og så måtte jeg bare have fingrer i det. Den er bare så flot! Den har jeg heller ikke fået læst endnu, men jeg glæder mig, for den var så skøn den film, og jeg venter utålmodigt på at den næste kommer i biografen. Skuespillerne gør det virkelig godt, og så er den bare virkelig flot lavet, med en magisk og dyster stemning.

En af de ting jeg drømmer allermest om, er at komme ind og se Harry Potter studierne i London, og se kulisserne og kostumerne, og bare suge stemningen til mig. Og selvfølgelig købe mig fattig i Harry Potter merchandise. Som I kan se, er min samling vokset lidt siden sidst, jeg har både fået flere bøger, men også flere Funko Pop figurer, og jeg har endelig fået Luna, Neville og Dobby, og jeg er bare så glad. Nu vil jeg bare vildt gerne have mig en Niffler og Newt. Desuden drømmer jeg om at købe en af de nye jubilæums edition af "Harry Potter and the sorcerer's stone", med Hufflepuffs farver. Den er så fin og det er det hus jeg hører til. Desuden har jeg på Pottermore fundet ud af, at min patronus er en delfin, hvilket er lidt hyggeligt, da det faktisk var mit yndlings dyr da jeg var yngre.

Jeg kunne som sagt også godt tænke mig, at tage til Harry Potter festival i Odense, da det ser virkelig hyggeligt og sjovt ud. Det ser nemlig ud som om det er virkelig gennemført, og jeg synes det lyder som en god måde at samle folk og fans på, og dele den glæde Harry Potter har givet folk de sidste 20 år. Men det bliver desværre ikke i år, men måske det kan lade sig gøre næste år.

Harry og hans venner er nogle jeg altid vil vende tilbage til, og jeg glæder mig sådan til at introducere bøgerne og filmene til min lille baby, sådan at den også kan få glæde af det magiske univers.

Har du læst nogle af de nye Harry Potter bøger? hvad synes du om dem (ingen spoilers, vil gerne overraskes)? Har du været i enten Harry Potter studierne i London eller festivalen i Odense, og kan det anbefales?







2 kommentarer:

  1. Gør dig selv den tjeneste at tage til HP-festivalen næste år. Det er simpelthen så magisk <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor lyder det bare godt :D Håber det lykkes til næste år, kunne være så fedt :) <3

      Slet