lørdag den 15. december 2018

Bogforum køb 2018


Som lovet kommer her et lille indlæg, med de bøger jeg fik købt på dette års Bogforum.

Bogforum er et rent slaraffenland for en bogelsker som mig. Stemningen er i top, man er omringet af folk som alle elsker bøger, om det er børnebøger, krimier, romance, fantasy eller sågar kogebøger, ja så er vi der for det samme, bøgerne! Og igen i år havde alle de skønne forlag en masse tilbud, der virkelig lokkede. I modsætning til de sidste par år, havde jeg dog givet mig selv lov til, at forkæle mig selv lidt mere. Jeg havde jo fået et tilskud til bøger i fødselsdagsgave, så de skulle selvfølgelig bruges på Bogforum. Jeg endte med at købe fire bøger, og så var jeg så heldig at få et gratis forhåndseksemplar af "Kære Evan Hansen" fra CarlsenPuls.

Jeg er virkelig glad for den lille bunke bøger, jeg kom hjem med, og jeg glæder mig helt vildt til, at få tid til at læse dem en dag. Jeg købte "Kampen for Valianien" af Christina Bonde, det er andet bind i serien Izola, det var også den eneste bog jeg vidste fra start af, skulle med mig hjem. Jeg var nemlig helt vild med den første som jeg læst i sommers, og jeg glæder mig så meget til at kaste mig over den. Derudover købte jeg "Hvis bare du var min" af Jenny Han, da jeg efter at have set filmen bare må læse bogen. For hold nu op en skøn film, og bøgerne er jo ofte bedre, så det kan kun blive godt. Jeg købte også "Flosset" af Cecelia Ahern, da den var på et super godt tilbud, og så har jeg hørt meget godt om den. Jeg er dog lidt spændt på den, da det er forfatteren til "P.S. Jeg elsker dig", så jeg er spændt på, hvordan hun klarer denne genre. Desuden købte jeg "Carrie" af Stephen King. Jeg har indtil videre kun læst "Knogler" af ham, men han skriver helt vildt godt, så han var klart én jeg skulle læse mere af, og jeg har længe været nysgerrig på at læse en af hans gysere/ thrillers, og så faldt valget på "Carrie", da jeg altid har fundet telekinese spændende.
Sidst men ikke mindst var jeg så heldig, at modtage et gratis forhåndseksemplar af "Kære Evan Hansen" af Val Emmich med Steven Levenson, Benj Pasek og Justin Paul. Jeg kender ikke rigtig noget til den, udover at den er lavet over en populær Broadway musical. Så det bliver spændende at se, hvordan det er grebet an.

Jeg købte:
  • "Flosset" (Flawed #1) af Cecelia Ahern.
  • "Kampen for Valianien" (Izola #2) af Christina Bonde.
  • "Hvis bare du var min" (To all the boys I've loved before #1) af Jenny Han.
  • "Carrie" af Stephen King.

Gratis forhåndseksemplar:
  • "Kære Evan Hansen" af Val Emmich med Steven Levenson, Benj Pasek og Justin Paul.


Var du afsted på Bogforum i år? og fik du købt noget godt?


 "Flosset":
I Celestines verden er alt perfekt, og alt skal være perfekt. Celestine er smuk, får gode karakterer og har en kæreste, Art, der elsker hende. Flosset foregår i en tid ikke langt fra vores, i en verden hvor det perfekte efterstræbes af alle. Arts far, dommer Creven, leder et korstog mod de svage, de moralsk forkerte, mod alle dem, der forbryder sig mod reglen om at være en perfekt borger. Det er ham, der dømmer og bestemmer, hvem der skal mærkes med det frygtede F, hvis de falder uden for normen. Da Celestine ser en ældre Flosset mand komme i problemer, tøver hun ikke med at hjælpe ham. Beslutningen om at hjælpe en Flosset stiller Celestine over for hendes livs valg: hun må enten benægte, hvad hun har gjort eller stå fast på sine principper med fare for, at hun dermed må vinke farvel til det perfekte liv, hun hidtil har levet - inklusive Art … 



"Kampen for Valianien":
Izola er kommet hjem fra Falkien og opsøger Casper, men han vil ikke tro hendes fortælling om den fremmede verden og forsøger at holde Izola hen når hun taler om sine oplevelser. Morfar har foruroligende oplysninger om Mai der sætter Izolas overbevisning på prøve, men samtidig er hun desperat efter at vende tilbage og kæmpe for Falkiens undergang. Men missionen bliver håbløs da Jorian falder i kong Falkes hænder og omgivelserne bliver barskere end nogensinde. Hjælpen viser sig at komme fra den dybeste og mest magiske del f Hjertet. Fra en ven som har hjulpet Izola før.



"Hvis bare du var min":
Lara Jean skriver hemmelige breve til de drenge, hun har været forelsket i - for at komme over dem. Især ham, som hendes storesøster blev kæreste med, for ham må hun aldrig tænke på igen. Brevene gemmer hun i en hemmelig æske - indtil nogen en dag sender dem alle. Pludselig er hendes hemmeligheder ikke så hemmelige længere, og hendes kærlighedsliv er ude af kontrol.



"Carrie":
Folk forbedrer sig ikke, de bliver bare klogere. når du bliver klogere, holder du ikke op med at rive vingerne af fluerne, du får bare lettere ved at begrunde det. Carrie White er ikke nogen helt almindelig pige. Hun besidder telekinetiske evner. Mens hun kæmper med at forstå omfanget af sin paranormale kunnen, udsættes hun for massiv mobning af sine klassekammerater på den lokale high School. Men da Tommy Ross inviterer hende til skolens afslutningsbal, går en drøm i opfyldelse for Carrie; måske er det første skridt mod at blive accepteret af de andre på skolen, som tidligere kun har haft hån tilovers for hende. Men tingene er heller ikke denne aften, som de ser ud på overfladen, og Carrie tvinges til at udøve sine frygtelige evner over den by, der foragter hende … 



"Kære Evan Hansen":
Evan har altid følt sig alene, men da et brev havner i de forkerte hænder, bliver han trukket ind i en families sorg over tabet af deres søn. Nu får han muligheden for ikke længere at føle sig alene. Pludselig har den angstramte Evan et nyt formål. Og et website. Han er selvsikker, og han går viralt. Alle dage er fantastiske. Indtil alt er i fare for at falde sammen omkring ham, og han bliver konfronteret med sin værste fjende: sig selv. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar