tirsdag den 11. december 2018

Bogforum 2018 - Dag 2

Min weekendbillet var venligst sponsoreret af Bogforum

Lørdagen på Bogforum var mere stille og rolig for vores vedkommende. Hverken Louise eller jeg havde planlagt det store, da vi havde hørt de fleste af de forfattere vi gerne ville om fredagen. Så denne dag skulle mest af alt bruges på at suge indtryk til os, og gå rundt og se på alle de flotte og spændende bøger, der var ved de forskellige stande.

Vi mødtes lidt senere end det først var planlagt, men fordi vi var så trætte fra dagen før, ja så blev det altså sådan. Min mobil drillede mig dog, og vi kunne derfor ikke finde hinanden, så jeg missede desværre uddelingen af forhåndseksemplarer af "Og havet var vores himmel" af Patrick Ness, men sådan er det, skal jo nok få fingrende i den en dag. 

Derefter gik vi lidt rundt, og endte ovre ved Spotscenen, hvor Teri Terry skulle fortælle lidt om sin trilogi Mørkt stof. Jeg har aldrig læst noget af hende, men jeg har hørt meget godt om hendes forfatterskab, så var ret nysgerrig. Hun fortalte om sin inspiration til serien, i forhold til den udvikling der sker rundt om i verden, både teknologisk og med naturen. Det er en historie, hvor en frygtelig epidemi bryder ud, og den er næsten umulig at flygte fra. Hun leger lidt med etik og moral i sine bøger, for hvor langt kan man gå i den gode sags tjeneste, og hvem bestemmer i de tilfælde, hvad der er rigtig og forkert. Den og hendes anden serie ved navn Slettet, lyder virkelig spændende, og jeg er blevet endnu mere nysgerrig efter at læse dem efter at have hørt hende. "Slettet" handler om en pige, som har fået slettet alle sine minder. Desuden fortalte hun også om, hvorfor hun hedder det samme til for- og efternavn, og det er simpelthen fordi hendes mand hed Terry til efternavn, så hun har giftet sig til det.

Efter interviewet med Teri Terry skyndte vi os hen til Lindhardt og Ringhofs stand, hvor CarlsenPuls ville dele forhåndseksemplarer af "Kære Evan Hansen" ud. Denne gang lykkes det, og jeg glæder mig meget til at læse denne bog, der bygger på en Broadway Musical, det bliver lidt interessant.

Efterfølgende gik vi bare lidt rundt og kiggede på de forskellige stande. Vi gik forbi Rasmus Klump over i Børnebogforum, hvor der også var en kæmpe LEGO figur af Hagrid, mega sejt altså! Vi fik købt lidt bøger, som jeg viser frem i et andet indlæg. 

Derefter tog Louise hjem, og jeg blev lidt længere, da jeg lige skulle høre Signe Fahl fortælle om sin kommende bog, nemlig "Elleskudt", der er andet bind i serien Tågespind. Men jeg havde god tid, så smuttede lige forbi Tellerups stand, da jeg så at flere af deres forfattere stod der, og så fik jeg lige nogle signeringer i mine medbragte bøger. Jeg har længe ville have haft signeret Panteon Sagaen af Boris Hansen og "Skyggernes bog" af Haidi Wigger Klaris, men det var ikke lykkes mig at finde dem på Herlufsholm sidste år, så det var dejligt det lykkes denne gang. Desuden fik jeg en lille krusedulle i "Izola" af Christina Bonde, hvilket også var skønt. De var virkelig søde alle sammen. 

Så var det også blevet tid til at gå mod Ulven og Uglens stand, hvor Signe Fahl skulle til at fortælle. Signe Fahl fortalte lidt om sin inspiration til bøgerne og sin fascination af de gamle folkesagn. Derudover læste hun et lille stykke op fra bogen, og den lyder bare så god. Jeg glæder mig virkelig til at få fingrene i den. Da hun havde fortalt færdig fik jeg en krusedulle i min bog og en snak med hende og hendes søn, om bøgernes forsider, da det er ham der har illustreret dem. Han var ret spændt på et se den trykte bog, da træerne i baggrunden af bog et, går igen på bog to. Jeg er derfor også ret spændt på at se det, for de sagde nemlig den virkede lidt mørkere end det var tiltænkt, så det bliver spændende.

Da vi havde talt færdigt tog jeg hjem. Mættet af indtryk, og godt træt i fødderne. Så alt i alt havde jeg en skøn weekend i bøgernes tegn. Det er så skønt at opleve den atmosfære der er, når man samler så mange læseglade mennesker et sted, og jeg synes simpelthen det er så hyggeligt, både at hilse på de mange forfattere, men også at hilse på folk fra forlagene som man skriver med, samt at få en god snak med sine medbloggere. Så hvis du endnu ikke har været på Bogforum, så synes jeg virkelig du skulle overveje at gøre det til næste år, det er noget helt specielt. Jeg glæder mig i hvert fald til næste år!

Var du på Bogforum i år? hvis ja, hvad synes du så var det bedste?




















Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar