I 2018 gik december måned atter alt for hurtigt. Denne gang var det dog pga. arbejde og forberedelse af Njords første fødselsdag. Jeg kan slet ikke forstå han allerede er et år, ja faktisk 13 måneder nu, for føler jo at jeg kun lige har født. Men sådan er det, har jeg hørt, og sådan bliver det ved med at være. Så må jo nyde denne tid så længe den varer. Januar er også smuttet mellem fingrene på mig, igen pga. arbejde, og snarligt studiestart. Men forhåbentlig er jeg ved at indhente alt det, som jeg er bagud med her på bloggen.
I år holdt vi jul med mine svigerforældre, og Rasmus' brødre. Det er første gang jeg ikke var sammen med min egen familie til jul, hvilket var lidt underligt. Men det var smadder hyggeligt, og en rigtig god aften, med lækker mad, Disney's juleshow, og gode gaver. Njord sov mens vi pakkede gaver op, så da han vågnede fik han alle sine gaver på en gang, og det synes han vidst var meget sjovt. Jeg fik mange lækre gaver i år, bl.a. en lækker strik trøje, en masse Royal Copenhagen julestel, en masse mumi kopper, en hjemmelavet karklud og så var jeg så heldig at få to bøger. Det var dog to eksemplarer af "Ravnenes hvisken - 3", så måtte ud og bytte den anden, og det kom der to andre bøger ud af.
Jeg fik "Ravnenes hvisken - 3" og byttede den anden til "Rosie Hopkins' søde jul" og "Mægtigere end sværdet". Jeg var helt vild med "Ravnenes hvisken - 1", så derfor skulle den tredje bog i serien selvfølgelig på min ønskeliste, og nu hvor jeg har alle bøgerne, har jeg ingen undskyldning for ikke at få dem læst. Og jeg glæder mig. "Rosie Hopkins' søde jul" glæder jeg mig også til at få læst, den lyder simpelthen så sød og hyggelig, og lige som en fluffy bog til de søde december dage. Desuden har jeg aldrig læst en julebog, udover forskellige julekalenderbøger, så det glæder jeg mig til. Så må vi se om det bliver i år.
Derudover byttede jeg over til "Mægtigere end sværdet", da jeg er ret vild med Jeffrey Archers Clifton Krønike, selvom jeg også her kun har læst den første. Jeg glæder mig dog rigtig meget til at fortsætte denne utrolig medrivende serie.
Jeg håber I alle havde en rigtig god jul, og et rigtig godt nytår, og at I fik lige det I havde ønsket jer. Har du fået nogle gode gaver, evt. nogle nye spændende bøger? 😊
"Ravnenes hvisken - 3" (Ravnenes hvisken #3) af Malene Sølvsten:
Fimbulvinteren hærger, sygdom og sult breder sig. Intet ser ud til at kunne forhindre Vølvens spådom i at gå i opfyldelse. Men måske har Anne misfortolket tegnene? For at forstå den skæbne der truer alle, må Anne tæmme sine kræfter, og hun må lære at kende forskel på ven og fjende. Jo tættere hun kommer på sandheden om Ragnarok, jo mere står det klart, at en af hendes nærmeste modarbejder hende. Vil hun nå at afsløre forræderen, inden tiden rinder ud? Hvis Ragnarok kan afværges, er Anne parat til at betale selv med sit liv. Men prisen er højere, end hun aner...
"Rosie Hopkins' søde jul" (Rosie Hopkins' sweet shop #2) af Jenny Colgan:
Tag med Rosie Hopkins tilbage til den lille hyggelige by Lipton, hvor hun forbereder sig på at skulle holde en ganske særlig jul. Rosie Hopkins glæder sig til julen. Hendes slikbutik er propfyldt med rød- og hvidstribede sukkerstokke, turkish delight, fyldte chokolader og sukkerklistrede børn. Hun ser frem til at skulle tilbringe juledagene med sin kæreste, Stephen, og gense sin familie fra Australien, som også har meldt sin ankomst. Men midt i alle juleforberedelserne rammes den lille by af en tragedie, og med den spoleres Rosies planer. For vil hun og Stephen egentlig det samme? Og er det helt sikkert, at hendes fremtid ligger i Lipton? Mens sneen daler, og julen nærmer sig, må Rosie overveje, om det, der er bedst for hendes lille butik, også er det bedste for hende.
"Mægtigere end sværdet" (Clifton krøniken #5) af Jeffrey Archer:
Harry Clifton, der har etableret sig som bestsellerforfatter, starter en kampagne for at få forfatteren Anatoly Babakov løsladt fra et fængsel i Sibirien. Men bringer dermed sit eget liv i fare. En IRA-bombe eksploderer om bord på skibet MV Buckingham og størstedelen af passagererne omkommer. Harrys kone, Emma, der er bestyrelsesmedlem i Barrington Shipping, er stærkt optaget af konsekvenserne af forliset, og det skaber uro i bestyrelsen. Hun har nemlig ikke kun venner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar