mandag den 18. marts 2019

"Egtvedpigens rejse" af Karin Margarita Frei

*Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof, men alle holdninger er mine egne*
"Egtvedpigens rejse" af Karin Margarita Frei, af forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2018. 
★★★★★

"Egtvedpigens rejse" er en næsten biografisk bog, omhandlende Egtvedpigen og forskeren Karin M. Frei, der opdagede at Egtvedpigen kom langt herfra. Lige siden Egtvedpigen blev fundet i 1921, har hun været anset for noget af det mest ærkedanske i vores historie. Men ny forskning har vist, at den unge pige fra Egtved kommer langvejsfra, og at hun har rejst over lange afstande flere gang i sit korte liv for over 3300 år siden. Bag opdagelsen står Karin Margarita Frei, professor i arkæometri ved Nationalmuseet. I denne bog tager hun læseren med inde i laboratoriet, hvor nye fortællinger om vores fortid afsløres. Hun fortæller også sin egen historie om at vokse op i Argentina, men længes mod sine danske rødder. Det er en beretning om identitet og om vigtigheden af at krydse grænser, også fagligt, for at forstå vores fælles historie. 

Den store historienørd i mig hoppede og dansede da hun så at denne bog ville udkomme. Og jeg glædede mig helt vildt til at læse den, for det er vidst snart ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker historie og arkæologi, og især den forhistoriske arkæologi, som bronzealderen er en del af. Nu har jeg endelig fået den læst, og siderne vendte nærmest sig selv. Jeg er vild med denne bog!

Bogen er en biografisk fagbog, to ting jeg normalt ikke anmelder på min blog, men den her måtte jeg bare eje. Jeg ved til gengæld også, at der er nogle historieinteresserede der læser med her, så måske denne anmeldelse ikke falder helt ved siden af.

"Egtvedpigens rejse" bliver indledt af et meget fint forord af Rane Willerslev, Direktør for Nationalmuseet, hvor han snakker om nysgerrighed, og vigtigheden af den, samt det at turde følge sine drømme, som Karin M. Frei har gjort med sin forskning.

I denne bog får vi både noget af vide om, hvor og hvordan Egtvedpigen blev fundet, og hvorfor hun har været interessant lige siden. Derudover fortæller Karin M. Frei om sin families fortid og deres rejse til Argentina, og jeg må sige at det er en ret sej oldemor hun har haft sig. Desuden fortæller hun om sin opvækst, og hvordan hendes forældre tog hende og hendes søskende med på en masse ture, og fortalte dem om stederne og deres geologi og biologi. Dette blev også starten på hendes nysgerrighed og lyst til at lære mere om disse ting, hvilket hele tiden har været drivkraften i hendes liv og forskning, nemlig nysgerrigheden og viljen til at gå efter det man synes er spændende. Til slut hører vi om selve forskningen, hvordan hun udtog de mange, men små prøver, og hvordan hun efterfølgende fandt resultaterne, der senere ville overraske dem alle, og starte et større projekt end først antaget.

Identitet og nu dobbeltidentitet er blevet en bærende del af Karin M. Freis forskning. Både Egtvedpigens identitet, Karins egen identitet, og den vi som nation har givet Egtvedpigen, ved at gøre hende til noget ærkedansk. For hvordan skal vi så forholde os til Egtvedpigen, når det nu viser sig hun ikke er fra Danmark? Karin M. Frei får rodet lidt ved det billede vi havde af bronzealderfolket, og får udvidet det til et folk dér også rejste over længere distancer, end først antaget, og det var ikke kun envejs rejser, men frem og tilbage, hvilket jeg synes er rigtig spændende.
Desuden deler hun en dobbeltidentitet med Egtvedpigen, ved at de begge er dansk og noget andet. Karin M. Frei er f.eks. både argentinsk, spansk og dansk, derudover har hun også en dobbeltidentitet indenfor sit forskningsfelt, da hun er geolog og arkæolog, hun er som hun selv siger "både-og".

Jeg synes det hele er mega spændende, og især hvordan Karin M. Frei har kombineret geologien og arkæologien i sin forskning af Egtvedpigens tekstiler og hår. Jeg synes det er vildt interessant, at man kan kombinere de to studier på en tværfaglig måde, og benytte sig at geologiske metoder til at finde ud af noget om/ af tekstiler.

"Egtvedpigens rejse" er skrevet på en måde så den er let at forstå, selvfølgelig er der nogle enkelte akademiskfaglige ord, men jeg synes de ord bliver godt forklaret, sådan at man ikke bliver hægtet af.

"Egtvedpigens rejse" er en virkelig god og meget spændende bog, jeg slugte den i hvert fald råt. Jeg synes det var spændende både at høre om Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden, og om Karin M. Freis liv, forskning og den videre forskning der nu følger de nye oplysninger. Jeg er i hvert fald meget spændt på at høre, hvad de videre finder ud af om bronzealderfolkets identitet og færden rundt i landet, og jeg vil helt klart følge med på sidelinjen.

Så hvis du ligesom jeg er meget interesseret i bronzealderen, dens folk og samfund, eller generelt bare historie, vores historie, så er denne bog klart værd at læse.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar