"Lille Myr" (org. titel "Tad") af Benji Davies, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk).
★★★★☆
Fra bagsiden:
Mød Lille Myr. Hun er den mindste haletudse i den store dam. Og hun er ikke bange for Gavflab. Over. Hovedet. Ikke. Men da hendes brødre og søstre bliver større og begynder at forsvinde, bliver Lille Myr alligevel bekymret. For nu er der kun hende og Gavflab tilbage i mørket.
Dette er mit første møde med Benji Davies, og jeg må sige, hvilket møde. "Lille Myr" er en virkelig sød, rørende og fin billedbog, som både Njord og jeg nød at læse.
Myr er en sød lille haletudse, ja den mindste i flokken, og så er hun lidt nervøs omkring den store stygge fisk, Gavflab. Hun forsøger dog at være snedig, sådan at hun ikke ender i Gavflabs mave. Men selvom hun er lidt nervøs, er hun egentlig også ret modig, når hun prøver at finde ud af, hvad der er sket med hendes brødre og søstre, men det er svært når man er en lille næsten-frø, som de også bliver kaldt.
"Lille Myr" er på 32 sider, hvor der er en smule tekst på hver side. Siderne er fint illustreret af Benji Davies selv, der med en sød streg viser lille Myr, og den forskel der er på hende og hendes søskende, samt den udvikling hun gennemgår både indvendigt og udvendigt, i hendes forvandling fra haletudse til frø. Derudover kan jeg rigtig godt lide farverne, og hvordan de bliver mere og mere kraftige og farverige gennem bogen, for igen at vise denne udvikling. Desuden kan jeg godt lide den fine detalje, at illustrationerne til historien, allerede begynder når man åbner bogen, og man ser de mange æg, inden den egentlige historie starter.
"Lille Myr" er en rigtig god og sød historie, om familiebånd, forskellighed, kærlighed og om at være modig både i forhold til farer, men også i forhold til at tage chancer. Det er også en mystisk og spændende billedbog, især hvis man er en lille en, for den kan godt være lidt uhyggelig, når Gavflab dukker op. Billedbogen bliver af samme grund også anbefalet til de ca. 3 årige og op efter, men Njord på knap 2 år nød også at få den læst højt og se på de flotte illustrationer, og han talte ivrigt med, når der skete noget nyt, og de sider hvor der tælles, tæller han også med. Så den kan sagtens læses med en 2 årig, men for at de skal få mest ud af historiens handling, er den lidt bedre til de lidt større børn. Men den er så fin og hyggelig, og klart værd at læse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar