"Skygger i skumringen" af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum, af forlaget Facet, udgivet i 2019.
★★★☆☆
"Skygger i Skumringen" er otte noveller, der handler om det, der ikke burde kunne ske i virkeligheden, men som måske alligevel gør det.
"Esben flår døren op og stirrer ned ad trapperne. Der er mørkt. Han kan ikke se hende dernede i skyggerne i entréen. Men han ved, hun er der. Det drypper. Han kan høre det, og han kan mærke kulden, der kommer sivende op ad trappen. Nu kommer hun."
Esben her svært ved at slippe mindet om familiens gamle nabo fru Sørensen, specielt da han en aften hører en underlig, dryppende lyd.
Sølvi forsøger at kæmpe sig gennem eksamenerne, men der er noget helt galt med hendes krop.
Og i tusmørket venter Patrick på Irma og Tobias med et gevær i hænderne.
Jeg har tidligere læst "Sprækker i virkeligheden" der ligesom denne er en samling noveller af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum, og jeg havde derfor en klar forventning om at her ville komme nogle noveller der ville gribe mig, og som rigtig ville lege med det psykologiske. Det levede den klart op til, men ligesom med den foregående savnede jeg at mærke gyset. "Skygger i Skumringen" er dog stadig en spændende, tankevækkende og gribende samling noveller, der holdt mig fast fra start til slut.
"Skygger i Skumringen" består af otte noveller, og jeg går derfor ikke i dybden med de forskellige historier, da jeg ikke vil spoile noget. Jeg kommer derimod mere til at snakke om bogen som helhed.
Der var en del af historierne som fangede mig, og rørte noget i mig. De er dog mere mystiske og spændende, end deciderede uhyggelige, og jeg blev aldrig rigtig skræmt. Der var dog nogle stykker som var ret creepy, og hvor man godt kunne blive lidt paranoid sammen med hovedpersonerne, blandt andet "Dryp, dryp, dryp". Den novelle bekræftede virkelig, hvorfor jeg hader at være alene hjemme, med alle de mærkelige lyde man kan høre, og mørket, der kan gemme på alt muligt, og det er klamt for en meget paranoid person som mig. Så den gav mig en smule kuldegysninger.
Derudover kunne jeg rigtig godt lide den mystiske og melankolske stemning der var i både "Dét søen tager" og "Husker du". De var utrolig rørende, samtidig med de leger med en masse psykologiske elementer, og leger med både hovedpersonernes og læserens hjerne, hvilket var ret interessant, og gjorde hele oplevelsen mere spændende.
Der var dog flere af novellerne, udover de førnævnte, der spiller på psyken og sætter tanker i gang hos læseren. Nogle gange var de dog ret forudsigelige, men det gjorde egentlig ikke så meget, fordi de ofte fik leget med læseren alligevel, da man godt kunne blive lidt i tvivl om, hvad der var virkeligt, og hvad der var en drøm eller en forestilling, hvilket jeg godt kunne lide.
Der er dog også flere af novellerne der endte meget brat, og jeg følte ikke altid at man fik en forløsning, og jeg sad ofte tilbage med en følelse af at mangle noget. Særligt en af novellerne sluttede meget brat, og den blev derfor lidt underlig og uklar i sin hensigt, og jeg var ærlig talt lidt forvirret. Nogle gange kan det være meget fedt med åbne slutninger, men nogle af disse noveller kunne sagtens have været længere.
En ting som de to forfattere er rigtig gode til, er at skrive om psyken, og vise hvordan vores hjerner kan, som der også står på forsiden, fucke med os. Rigtig mange af dem er nemlig meget psykologiske, og spiller en del på angst, sorg, skyldfølelse og skam, ulykkelig kærlighed, mobning og den præstations kultur vi lever i, i dag og den stress det påfører unge mennesker, som stræber efter det perfekte. Alle novellerne viser på en rigtig god måde, med eller uden overnaturlige elementer indblandet, hvordan vores sind kan være lige så skræmmende som det paranormale, og hvad det kan få os til at tro og gøre. Jeg finder det virkelig spændende og forfriskende, når man leger med gysergenren på den måde.
Novellerne er skrevet i et letlæseligt sprog og er på mellem 10 og ca. 30 sider, med et lix-tal på 22. Men da novellerne er creepy og spiller så meget på det psykologiske, vil jeg nok anbefale den til de 13 årige og op efter. Camilla Wandahl og Caroline Ørsum har hver skrevet fire noveller, og der er ikke nogle af dem som de har skrevet i fællesskab. Man ligger dog ikke mærke til det, og hvis man ikke vidste det, ville man tro de alle var skrevet af den samme forfatter, hvilket jeg synes er rigtig fedt. De skriver begge rigtig godt og fængende, og man bliver grebet af deres beskrivelser og de sindsstemninger de får skabt i deres noveller.
"Skygger i Skumringen" er en god, mystisk, små creepy og rørende samling noveller, der giver stof til eftertanke. Samlingen kommer med en masse temaer, som man vil kunne tage op til diskussion i forhold til mentalsundhed. Så selvom den ikke skræmte mig fuldstændig og nogle gange endte lidt for brat, så gjorde den mig paranoid, og den greb mig og rørte mig, på en måde jeg ikke havde regnet med, at en samling gysernoveller ville kunne. Så hvis du er glad for historier der leger og fucker med din hjerne, så er "Skygger i Skumringen" et godt bud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar