lørdag den 18. januar 2020

"Ismanerne fra Tild" (Isens Hjerte #1) af Ida-Marie Rendtorff

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Ismanerne fra Tild" af Ida-Marie Rendtorff, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019.

★★★★☆

Fra bagsiden:
Aira og Ulk bor i en verden fuld af is og magi. Aira er ismaner. Ulk er fanger. Tilsammen er de modige. Og mod får de brug for. En dag kommer Ulk hjem fra en rejse mod syd og fortæller, at byen Tild er begyndt at smelte. Byens ismanere er sporløst forsvundet, og ingen ved hvorfor. Men så får Airas bedstemor et frygteligt syn. Onde kræfter er på spil, og Aira og Ulk er de eneste, der kan gøre noget. De skal forhindre, at al isen smelter.

Jeg kendte ikke rigtig noget til denne bog eller dens forfatter, men min nysgerrighed blev vakt af den spændende bagside tekst, der lover magi, spænding og action. Nu har jeg så læst "Ismanerne fra Tild", og den var rigtig god og fængende, og en virkelig god start på en serie!

Aira er ismaner, og direkte efterkommer af Nuul, lyn guden og is gudindens datter, hvilket gør at hun, lige som sin mormor, er den eneste der kan træde ind i Nuul-bjerget og få spådommen om, hvad der vil komme. Aira er en rigtig sød og nysgerrig pige, som er modig, selvom det ikke altid er let for hende.
Ulk er Airas bedsteven, og har været det siden de var små. Han er sød og loyal, og vil gerne hjælpe Aira, på trods af, at deres situation ser lidt håbløs ud.

"Ismanerne fra Tild" foregår i en verden dækket af is. Den verden de lever i, mindede mig lidt om en slags moderne istid, blandet med de grønlandske fanger samfund, her er husene og møblerne bare lavet i is. Deres verden er dog ved at smelte, og ingen ved, hvorfor. Desuden findes der mennesker med skarpe tænder, som besidder magiske kræfter, kaldet ismanerne. Jeg synes det var en rigtig spændende verden at komme ind i, og bogen er rigtig god til at få præsenteret hele historiens univers og hovedpersoner. Jeg håber bare der bliver fortalt lidt mere om både universet og Aira, samt manden med det røde skæg, i de næste bøger. Derudover kunne det være interessant at høre mere om forholdet mellem lyn guden og is gudinden, da de var ret spændende.

"Aira ved, hvad hun skal gøre. Hun er den næste i rækken. Derfor er det hende, som skal smelte isen foran indgangen. Hun træder frem og rækker far flasken med den grumsede drik. Så går hun hen foran isblokken. Hun lukker øjnene og blæser luft ud gennem sine takkede tænder. Melodien er dyb og rungende - helt modsat de skærende toner fra tidligere. Hun retter luftstrømmen mod isen. Ganske langsomt begynder den at smelte."

Bogen er på ca. 70 sider, sproget er let og mængden af tekst er overskuelig, så den er oplagt til selvlæsning for de omkring 8-9 årige og op. Kapitlerne er korte, men Ida-Marie Rendtorff skriver på en medrivende måde, som gør historien spændende og man keder sig derfor aldrig, da der hele tiden kommer nye spændende informationer og detaljer frem. Derudover indeholder den nogle fine illustrationer, lavet af Emil Landgreen. Illustrationerne passer rigtig godt til historien, og de supplerer handlingen super fint, uden at de dog fylder alt for meget. Men de er sammen med de korte kapitler med til at skabe et godt flow i bogen, så man flyver igennem den.

"Ismanerne fra Tild" er en rigtig god og spændende bog, som jeg slugte råt, og ikke lagde fra mig før sidste side var vendt. Den er fyldt med venskab og magi, og er en god og spændende fantasy serie for de yngre læsere, i overgangen til de lidt længere bøger. Det er desuden en rigtig god start på en serie, og det tegner virkelig godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre, og lære meget mere om ismanerne, og se historien rigtig udfolde sig.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar