torsdag den 8. oktober 2020

"Walt Disney Klassikere - MADS OG MIKKEL og DEN LILLE HAVFRUE" af Walt Disney Studio

*Anmeldereksemplarer fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Walt Disney Klassikere - MADS OG MIKKEL" baseret på Walt Disneys tegnefilm fra 1981, og "Walt Disney Klassikere - DEN LILLE HAVFRUE" baseret på Walt Disneys tegnefilm fra 1989. Begge bøger er af Walt Disney Studio, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020. Begge bøger modtager samme antal stjerner.
★★★★☆

Fra bagsiden af "Walt Disney Klassikere - MADS OG MIKKEL":
Ræveungen Mikkel og hundehvalpen Mads bliver gode venner, første gang de mødes, og de leger sammen hver dag. Men en dag tager Mads af sted med sin ejer, og da de vender tilbage til gården, er Mads blevet en fuldvoksen jagthund. Kan en jagthund og en ræv være venner?

Fra bagsiden af "Walt Disney Klassikere - DEN LILLE HAVFRUE": 
Havfruen Ariel lever i havet med sin familie og sine venner, men hun kan ikke lade være med at drømme om, hvordan det må være at leve på land. Da hun redder en flot prins fra at drukne, bliver hendes ønske endnu stærkere, og hun kontakter den eneste, der kan hjælpe hende: havheksen Ursula. I et kapløb med tiden må Ariel nu både vinde prinsens kærlighed og redde sin fars kongerige.

Herhjemme elsker vi Disney, og Den lille havfrue er en af mine yndlings tegnefilm. Mads og Mikkel har jeg faktisk kun set et par gange. De fleste kender nok historierne, og jeg glædede mig også til lidt gensynsglæde med disse flotte billedbøger. "Mads og Mikkel" og "Den lille havfrue" gjorde mig nostalgisk, og jeg hyggede mig med at læse disse gode og søde historier, som dog også kan være lidt uhyggelige for de små.

Mange af os er måske vokset op med historien om den lille ræveunge og hundehvalpen der imod alle odds bliver bedstevenner, og historien om havfruen Ariel der drømmer om at få ben, så hun kan få sin prins. Historierne er her forkortet ned til billedbogsformat, hvilket også gør at der mangler lidt her og der. I "Mads og Mikkel" gik det meget stærkt, og man missede det meste af deres barndom, og så mere den konflikt der opstår imellem dem, da de er blevet voksne. I "Den lille havfrue" gik det også lidt stærkt, og der var nogle enkelte detaljer jeg savnede, og som sagtens kunne have fyldt mere. Jeg tror det ville have klædt begge bøger at være lidt længere, så det ikke blev så forhastet. "Mads og Mikkel" er en lidt uhyggelig historie i forvejen, fordi der er meget jagt, fjendskab og en uhyggelig bjørn i den, og når man så haster over det som er sødt og hyggeligt, så kan den godt være lidt barsk.

Begge billedbøger er på ca. 25 sider, med et sprog der er holdt let. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, til gengæld er der en fin illustration på alle sider, som supplerer historien rigtig godt. Illustrationerne viser scener fra historien med de velkendte figurer, som giver noget genkendelse, og gør det hyggeligt for de små at få læst historien. Personligt synes jeg dog godt begge bøger kunne have indeholdt lidt flere billeder, og i lidt kraftigere farver.

"Mads og Mikkel" og "Den lille havfrue" er gode, søde og rørende billedbøger om håb, venskab, kærlighed og drømme. Billedbøgerne er lavet i en virkelig lækker kvalitet, med et rigtig flot omslag og med kraftige sider inde i bogen. Mængden af tekst og de mange illustrationer gør billedbøgerne oplagte til både selvlæsning for de lidt større, men også til en hyggelig højtlæsningsstund, efterfulgt at et kram, da de som sagt godt kan være lidt uhyggelige. Min søn på knap 3 år, spurgte i hvert fald meget ind til havheksen og de to åle, og hvorfor ham manden prøver at skyde ræven. Når det så er sagt, så hyggede vi os under læsningen, og vi fik nogle gode snakke, men tekstmæssigt er de lige på grænsen til ham, så jeg vil anbefale dem for de 3,5-4 årige og op efter, alt efter, hvad de er vant til tekstmæssigt, for at de vil få mest ud af historien.

Serien Walt Disney Klassikere er nogle af Disneys største tegnefilmsklassikere omdannet til billedbøger, men med respekt for tegnefilmen. Mange af dem er jeg jo selv vokset op med, og jeg bliver derfor helt nostalgisk, når jeg læser dem sådan her. Jeg glæder mig til, at læse mange flere Disney klassikere, og dele den magi Disney kan skabe, med mine drenge.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar