mandag den 20. juni 2022

"Simon - Jeg vil ikke i skole" af Stephanie Blake

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Simon - Jeg vil ikke i skole" (org. titel "Je veux pas aller a L'école") af Stephanie Blake, af forlaget Alvilda, udgivet i 2022 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk (org. sprog fransk), oversat af François-Eric Grodin.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Det er Simons første skoledag. Men han vil ikke starte i skole. Han er nemlig lidt nervøs for alt det nye, han skal lære. Men så er det godt, at Simon er Superkanin og meget modig!

De fleste med små børn, som er hyppige brugere af Ramasjang, kender nok til den viljestærke kanin Simon og hans lillebror Kasper. Nu er der udkommet endnu en bog i serien om Simon, så man også kan hygge sig med ham i bogformat. "Simon - Jeg vil ikke i skole" er en god og sød historie, om det svære ved at skulle noget nyt. 

Simon er en lille stædig kanin, som normalt har masser af gåpåmod. Han kan dog også blive bange og ret nervøs. I denne bog skal Simon starte i skole, hvilket gør ham ret nervøs og usikker. Han skal hen et ukendt sted, med en lærer han aldrig har mødt og børn han ikke kender. Når hans forældre prøver at fortælle ham om skolen, og at han skal lære alfabetet og få nye venner svarer Simon bare 'Hvad snakker du om?'. Han kan dog ikke sove om natten, og han har virkelig ikke lyst til at tage afsted om morgenen. Men afsted kommer han, og måske er det faktisk slet ikke så skræmmende at starte i skole. Måske er det faktisk ret sjovt. 

"Simon - Jeg vil ikke i skole" er en sød og humoristisk historie, der tager en genkendelig hverdagssituation som skolestart op, og viser børnene at det ikke behøver være skræmmende. Billedbogen viser noget relaterebart for børnene, hvilket mange børn godt kan lide, da de kan spejle sig i de ting der sker i bogen og de følelser Simon har. Det endda på trods af at han er en kanin og ikke et menneskebarn. Det er derfor også nemt at tale med børnene om, hvad der sker i historien og på billederne. Mange børn er nervøse når de skal starte i skole, det hele er nyt og der bliver krævet noget andet af én, end der gjorde i børnehaven. Derudover er det ikke sikkert man skal gå i klasse med nogle af sine venner, og så skal man finde nye venner. Det kan godt virke skræmmende og overvældende, og det viser denne billedbog på fineste vis.

Billedbogen er på ca. 32 sider. Der er ikke meget tekst på siderne, men skrifts størrelsen er stor. Stephanie Blake har selv illustreret denne meget farvestrålende bog, der har store illustrationer, der viser Simon, hans hverdag og det han oplever i skolen. De store illustrationer og farverne skaber blikfang, og børnene bliver draget af det. Jeg savnede dog stadig, at de mindede mere om tegnefilmsudgaven. 

"Simon - Jeg vil ikke i skole" er en sød, hyggelig og fin billedbog om det at starte i skole, og den nervøsitet der kan følge hos børnene. Den er god til at sætte ord på usikkerheden i forhold til alt det nye, og den er oplagt til højtlæsning fra ca. 5 år, til de store børn i børnehaven, der skal til at starte i skole og til dem som lige er startet i skole. Man kan dog sagtens læse den for yngre, mine drenge har i hvert fald hygget sig med den. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar