mandag den 31. oktober 2022

"Fra nørd til ninja!" og "Flyvende ninja!" (Ninja Kid #1 og #2) af Anh Do

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Fra nørd til ninja!" og "Flyvende ninja!" (org. titel "From nerd to ninja" og "Flying ninja") af Anh Do, af forlaget Alvilda, begge bøger er udgivet i 2022 (org. udgivet i 2018). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Thomas Maintz.
★★★★★

Fra bagsiden af "Fra nørd til ninja!":
Nelson er en nørd. Han er kikset og klodset... en kæmpe KATASTROFE! Men da han vågner på sin 10-års fødselsdag, opdager han, at han er NINJA! DEN SIDSTE NINJA I VERDEN! Men Nelson kan ikke engang tage sine underbukser ordentligt på, så det der med at REDDE VERDEN er ikke lige ham... også selvom han har fået superkræfter.

Fra bagsiden af "Flyvende ninja!":
Nelson er en ninja. Han er ikke den flotteste eller den mest cool. Men han er verdens mest NØRDEDE ninja! Og nu skal han stoppe en flok vilde dyr, der går AMOK i byen! Derfor har han brug for sin JET-PACK og sine NINJA-EVNER! Men Nelson har HØJDESKRÆK, så det der med at flyve er ikke lige ham... også selvom han har fået superkræfter. 

Jeg er ikke den store læser af bøger i kategorien 'sjov', da det ofte er lidt for plat til min smag. Men bøgerne om Ninja Kid endte med at overraske mig positivt. "Fra nørd til ninja!" og "Flyvende ninja!" er virkelig gode, sjove, og hæsblæsende, og generelt bare vildt underholdende.

Nelson er en sød, lidt nørdet dreng, som er meget klodset. Men da han fylder 10 år, finder han ud af, at han er Ninja. Han er lige pludselig ikke så klodset mere, men han er stadig ret nervøs. Han finder ud af at med sine nye Ninja skills følger et stort ansvar, som han ikke føler sig helt klar til.
Kenny er Nelsons fætter. Han er en sjov fyr som altid er sulten. Han synes det er mega fedt at Nelson er Ninja, og vil gerne hjælpe ham. Så han bliver hans sidekick.
Jeg er vild med deres bedstemor. Hun er skør og sjov, men også virkelig genial. Både som karakter, men også som person, hun er nemlig noget af en opfinder. Hun bygger en masse ting ud af skrot, som hun finder på skrotpladsen, hvor de bor. Hun hjælper med at lave Ninja gadgets, som er mere eller mindre smarte.

Bøgerne om Ninja Kid er fyldt med action, kæmpe edderkopper, solcellestyret jetpacks, elektronik der går amok, seje Ninja skills og en ond skurk i en helikopter, men også akavede tweens. Det er bøger om venskab, familie, hemmeligheder og den første forelskelse. Men det er også bøger om at tro på sig selv, og at man kan mere end man regner med.
I “Fra nørd til Ninja” opdager Nelson at han er Ninja, og at hans mor og bedstemor har holdt hemmeligheder for ham. Han er ikke meget for det ansvar der følger, men snart bliver han tvunget til at redde byen fra en ond skurk og hans kæmpe edderkopper.
I “Flyvende Ninja” går al elektronik i byen amok, og Nelson og Kenny må finde ud af, hvad der foregår, før alle dyr i zoo stikker af.

“Fra nørd til Ninja” og “Flyvende Ninja” passer perfekt til en hyggelig højtlæsningsstund for de ca. 5-6 årige. Der sker hele tiden noget, og de bliver aldrig kedelig. De er spændende og sjove hele vejen igennem, og får virkelig smilende frem.
Bøgerne kan også bruges til selvlæsning, fra omkring 9 år og op.

Bøgerne er illustreret af Jeremy Ley, hvis illustrationer er fyldt med personlighed og humor. De fine sort/ hvid illustrationer supplerer historierne virkelig godt, og giver lige lidt ekstra til læseoplevelsen.

“Fra nørd til Ninja” og “Flyvende Ninja” er nogle virkelig gode, spændende og meget sjove bøger, som jeg virkelig har hygget mig med. Jeg læste dem højt for mine drenge, og særligt Njord på 4,5 år blev fanget af dem. Ja, så fanget at vi faktisk allerede har læst dem flere gange. Da jeg spurgte ham, hvor mange stjerner bøgerne skulle have, ville han fylde hele stuen med stjerner, så der er ingen tvivl om at Ninja Kid er et hit herhjemme, og klart er kommet på favoritlisten. Vi glæder os i hvert fald til næste bog, og til at høre mere om skurken og de eventyr drengene kommer ud på.

Anbefales til fans af blandt andre Opdagerklubben, Wimpy Kid og andre dagbogsbøger.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar