mandag den 27. juli 2015

"Eliten" (The Selection #2) af Kiera Cass

"Eliten" (org. titel "The Elite") af Kiera Cass, fra forlaget Tellerup, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 
4/5 stjerner.

"Eliten" starter hvor "Udvælgelsen" sluttede, America har klaret sig igennem den indledende runde af Udvælgelsen, og er sammen med fem andre piger gået videre til Eliten. Hun er stadig forvirret over sine følelser for både prins Maxon og Aspen, og hun kæmper med at finde ud af, hvem hun vil være sammen med. Da hun endelig føler sig sikker i sit valg, vendes hele hendes verden på hovedet. Samtidig bliver angrebene fra de to oprørsgrupper voldsommere og hyppigere, og America begynder at få en mistanke om, hvad de er ude efter.

Jeg holdt meget af "Udvælgelsen" og var derfor spændt på, hvilket drama og actionniveau "Eliten" kunne komme med. "Eliten" var fyldt med flere intriger og drama end jeg havde kunne forestille mig, de er nu nede på seks piger, der alle kæmper om prinsen og tronen, så drama, drama, drama. Men det gjorde ikke noget, det tilføjede bare endnu mere til Americas kamp, om at finde ud af, hvad hun rent faktisk føler for prinsen.

Til forskel fra "Udvælgelsen" så irriterede America mig dog i denne bog. Hun er så forvirret over sine egne følelser, og kan ikke rigtig beslutte sig, så nogle gange havde jeg bare lyst til at ruske hende, indtil hun traf den beslutning, og fyr, som jeg synes var bedst for hende. Men hun havde da også sine øjeblikke fyldt med humor og det rebelske tvist, som gør at jeg holder meget af hendes karakter.

"Kunne jeg være glad uanset hvilken af delene jeg valgte? Kunne jeg lade være med at hade den pige som Maxon endte med hvis jeg valgte Aspen? Kunne jeg lade være med at hade den pige som Aspen valgte hvis jeg blev sammen med Maxon?"

I "Eliten" får man lidt mere af vide om Illéas historie, og ens nysgerrighed i forhold til de manglende historiebøger vokser. Jeg håber så meget på svar i den næste bog, for jeg er sindsyg nysgerrig nu!
Derudover hører man også lidt mere om oprørsgrupperne, og Americas idé om, hvad de er ude efter. Igen er det lige som i "Udvælgelsen", hvor man ikke hører så meget om dem, men det ligger stadig op til mere og mere.

"Kunne det være så enkelt? Skulle man bare fortælle en historie til en generation og så gentage den indtil den blev accepteret som værende fakta?"

Jeg elskede "Eliten", på trods af Americas forvirring, men den var virkelig god, og jeg blev nødt til at vende side efter side, og slugte kapitel efter kapitel. Jeg blev atter tryllebundet af omgivelserne, kjolerne, dramaet, kærligheden, og ja selv Americas tvivl. Man sidder og hepper på hvem hun vælger, man er nysgerrig efter at finde ud af mere om oprørsgrupperne og landets historie. Det var svært ikke at læse videre, og jeg kan næsten ikke vente med at læse bog 3, "Den Eneste Ene".

"Eliten" er en rigtig god bog om kærlighed, venskab, rivalisering, drama og action.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar