torsdag den 13. august 2015

"En plus en" af Jojo Moyes

"En plus en" (org. titel "The One Plus One") af Jojo Moyes, af forlaget Cicero, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 4/5 stjerner. 

"En plus en" handler om den unge singlemor Jess, der med to børn, to jobs og en hund, forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, selvom det er svært alene.  Jess' datter Tanzie er mere end almindeligt godt begavet når det gælder tal, men for at hun kan få lov til at udvikle sit potentiale, må Jess skaffe penge til at sende hende på en bedre skole. Jess' stedsøn Nicky bliver konstant banket af bøller, men hvordan skal hun hjælpe en teenage dreng, der lukker sig ind i sig selv. Jess' veje krydses dog med businessmanden Ed Nicholls. Han liv er et kaos og hans fremtid i hans firma er usikker. Ed tilbyder at hjælpe Jess, og køre hende og børnene til Matematik olympiaden, som Tanzie skal deltage i. 

"En plus en" var faktisk den første bog af Jojo Moyes jeg læste. En af mine veninder havde anbefalet hendes bøger, så jeg gav mig i kast med denne. Mine forventninger til denne fine lyserøde bog var, at jeg ville træde ind i en super sød kærlighedshistorie, og det var bestemt også det der mødte mig, da jeg begyndte at læse. "En plus en" er en virkelig sød, hyggelig og sjov bog, om at se de positive ting i livet, kæmpe for sig selv og det man har kært, og at finde sig selv igen, når man er faret lidt vild i livet, og så handler den selvfølgelig også om kærlighed. 

Jeg holdt virkelig meget af Jess og Ed. Jess er en ung, stædig og omsorgsfuld mor, der bare ønsker det bedste for sine børn, på trods af at faren bare skred, uden at give lyd fra sig. Hun kæmper for at give sine børn deres bedste chance, og glemmer lidt sig selv hen af vejen. Derudover er hendes børn bare så herlige. Ed derimod er lidt mere egoistisk, han har aldrig rigtig har gjort noget for andre, før han beslutter at hjælpe Jess. Men her viser han sig også at blive en rigtig sød og rar mand.
Til at starte med kan Jess og Ed ikke fordrage hinanden, men de bliver ført sammen under højest usædvanlige omstændigheder, og de kommer til at forandre hinandens liv.

"Jess' mormor havde tit sagt, at nøglen til et lykkeligt liv er en dårlig hukommelse. Det var ganske vist, inden hun blev dement og begyndte at glemme, hvor hun selv boede, men Jess kunne godt se, hvad hun mente."

"En plus en" er ret forudsigelige i sit plot, og man gennemskuer derfor hurtigt, hvad der kommer til at ske. Men det gjorde ikke så meget, jeg nød at læse om både Jess og Ed, og hvordan deres liv, forhold og ikke mindst dem selv, udviklede sig igennem bogen. Det er en virkelig hyggelig og sød bog, som man rigtig kan slappe af og koble fra med. 

Bogen er bygget op sådan, at der skiftevis kommer et kapitel med Jess' perspektiv og derefter et kapitel med Eds perspektiv, og så en gang imellem kommer der et kapitel, hvor det enten er Tanzie eller Nicky der fortæller. Denne måde at dele fortællingen op på, synes jeg er virkelig god, da jeg godt kan lide at se, hvad og hvordan de forskellige karakterer oplever, hvilket jeg synes er med til at give lidt mere dybde til personerne. 

"En plus en" er en bog der vil få dig til at grine og smile, det er en super sød feel-good bog. Jeg læste den meget hurtigt, da jeg bare måtte vide, hvad den endte med. 

Hvad synes I om "En plus en"? og har I en favorit blandt hendes bøger?




Ingen kommentarer:

Send en kommentar