onsdag den 2. marts 2016

"Skæbnens Kald" (Dæmonherskerens Arving #2) af H. W. Klaris



"Skæbnens Kald" af H. W. Klaris, af forlaget Tellerup, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra Tellerup, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.

"Skæbnens Kald" starter hvor "Skyggernes Bog" sluttede. Ally vågner op i skoven tidligt om morgenen, efter opgøret i kirken, og det sidste hun husker er dæmonen som greb fat i hende. Da hun genforenes med kredsen, får hun af vide at Jay, Louise og William er forsvundet. Ally er overbevist om at hullet i det hemmelige rum er en portal til en anden verden, og hun beslutter sig for at tage tilbage til kirken for at finde ud af, hvad der er sket. Snart bliver hun konfronteret med sine forfædres synder og må træffe sit livs vigtigste valg. 

Da jeg læste "Skyggernes Bog" var der nogle ting der irriterede mig, så jeg var lidt spændt på, hvordan jeg ville have det med denne bog. Men "Skæbnens Kald" endte med at overraske mig, og jeg kan faktisk bedre lide den end den første! 

Ally er stadig lidt små naiv, men man kan godt mærke at der er sket noget med hende, efter hvad der skete i kirken. Hun er blevet bedre til at holde på sine hemmeligheder, og gør ikke alt, hvad Kredsen beder hende om. Derudover prøver hun virkelig hårdt på at finde sin kæreste, Jay, der er forsvundet. Samtidig dukker der en ny fyr op, Tristan, som vækker nogle følelser i Ally, som hun har meget svært ved at forholde sig til, for hun har jo en kæreste.
Tristan er til gengæld en virkelig herlig karakter, han er sjov, charmerende og små flabet. Jeg holdt virkelig meget af ham, og kunne godt lide hans måde at være på, overfor Ally. Desuden irriterede han mig ikke nær så meget, som Tom og Jay gjorde i "Skyggernes Bog". Så jeg håber virkelig der kommer mere med Tristan.

I "Skæbnens Kald" hører man ikke lige så meget om Catherine Larchin, sådan som jeg måske havde håbet på. Men man hører dog mere om dæmonerne der bor under jorden, og om dem der vogter portalerne, for at beskytte vores verden mod dæmoner. Hvilket var virkelig spændende, og interessant at høre om.

Det er stadig en bog, hvor det hele går meget stærkt, men i "Skæbnens Kald" følte jeg ikke, at det gjorde lige så meget som i den første bog. Man har fået lidt kendskab til historien i den første bog, og nogle af de ting der ikke blev uddybet i "Skyggernes Bog", får man lidt mere information om i denne, hvilket var rigtig godt. Så det gør ikke så meget at det går stærkt i denne bog, jeg synes faktisk det giver god mening, da deres mission er en kamp mod tiden. Det hele bliver meget hæsblæsende, og man kan mærke deres desperation. 

"Hvis nogen finder ud af hvor meget du ved, går det ikke kun ud over mig. Du vil også blive straffet."

"Skæbnens Kald" er en rigtig god og spændende bog, der er virkelig svær at ligge fra sig. Mange af kapitlerne slutter på en måde, så man er nødt til at læse et mere, for at finde ud af, hvad der sker. Sproget er stadig meget let, så flowet i historien er rigtig godt, hvilket sammen med spændingen gør at siderne bare flyver forbi. Nogle gange var den dog lidt forudsigelig, men jeg var stadig godt underholdt.

Slutningen er lige som i den første bog, virkelig spændende, og man er næsten desperat efter at komme i gang med den næste i serien. Jeg glæder mig rigtig meget til den en gang udkommer!

"Skæbnens Kald" er en bog om paranomale kræfter og svære valg. Det er en bog der virkelig fanger én, og når man først er i gang med den, så er den svær at ligge fra sig. Der sker hele tiden noget og man er underholdt hele vejen igennem. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar