lørdag den 19. november 2016

"De 7 Synder" af K. L. Berger

"De 7 Synder" af K. L. Berger, af forlaget Dreamlitt, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra Dreamlitt og forfatteren, men alle mine holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

Før De 7 Synder herskede syv guder over verden. Før De 7 Synder levede mennesker, elvere og dværge i harmoni. Før De 7 Synder var der intet mørke. Så kom De. Og ændrede alt. Teenageren Kane opdager først, hvilke kræfter han bærer på, da han bliver suget ud af sin kedelige gymnasieverden og ind i et magisk univers, der er på randen af undergang. Med hjælp fra magikeren Aisha må han opfylde en ældgammel profeti, finde og besejre de syv synder og vælte mørkets konge af tronen. Men undervejs må Kane sande, at den største fjende ikke altid kommer udefra. Og er han villig til at ofre det eneste, der er mere værd end livet selv?

I august var jeg så heldig, at være blevet inviteret til bogbloggerbrunch, hvor vi skulle høre om Katjas debut bog "De 7 Synder". Den lød virkelig interessant, og jeg var derfor meget spændt på at læse den. Nu er det så endelig sket, og "De 7 Synder" er rigtig god og spændende!

Jeg kunne rigtig godt lide Kane. Kane er super sød og vil gerne hjælpe der hvor han kan, men han er lidt usikker på sig selv, da han er blevet mobbet. Han vil derfor hellere holde sig for sig selv, eller være sammen med sin ven Mikkel. Gennem bogen udvikler han sig en del, han bliver mere handlekraftig, modig og får mere selvtillid. Desuden accepterer han, at det er okay nogle gange at mærke de syv synder, der er i os alle.
Aisha holdt jeg også meget af. Hun er godheden selv og alle elsker hende. Hun tror på Kane, og hjælper ham med at udvikle sig til en mere selvsikker dreng.
Jeg kom faktisk også til at holde af De 7 synder, selvom de er onde. Men de er beskrevet rigtig godt, og er meget underholdende og sjove. Desuden synes jeg de virkede meget troværdige i forhold til, hvilke synder de skulle symbolisere. 

",,Hvorfor mig?'' ,,Det spørgsmål er et af få, jeg ikke kan besvare, Kane. Det er gudernes vilje, at det netop er dig, der er udvalgt. Nogle gange pålægges der os et ansvar, en forventning, som vi ikke kan modsige eller ændre.''" 

"De 7 Synder" foregår både i Danmark, men også i 'Den nye verden', som er en verden forfatteren selv har skabt. 'Den nye verden' var meget gennemført og man kunne nemt se tingene for sig, men det kunne have været fedt med et kort, sådan at man også kunne følge med i deres jagt på De 7 synder dér.

Sproget i bogen er flydende og fyldt med humor. Der er et godt flow i bogen, da der hele tiden sker noget, men nogle gange gik det hele lidt for stærkt, og nogle ting kunne godt have varet lidt længere tid, især nogle af kampscenerne. 

"De 7 Synder" er en bog om at acceptere de følelser, som nogle gange påvirker én så som misundelse, grådighed og vrede. Det er nemlig nogle følelser som vi alle bliver ramt af i ny og næ, hvilket er helt okay, så længe vi husker ikke at lade dem styre vores liv.

"Hver synd vil kende selv den mindste sprække i din renhed."

"De 7 Synder" er en rigtig god, spændende og underholdende bog, fyldt med action, krig, kærlighed og det at ofre sig for det man tror på. Det er en bog om kampen mellem det gode og det onde, og om at leve med sine valg. Den er svær at ligge fra sig, og man flyver bare igennem den, og pludselig har man vendt sidste side. Jeg glæder mig til at læse mere fra Katjas hånd. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar