Så blev det 1. søndag i advent og december måned lurer lige rundt om hjørnet. Dette betyder at man nu kan hygge sig med æbleskiver, pebernødder, konfekt og jule te. I den anledning vil jeg gerne vise nogle super fine og søde julekalenderbøger frem, som man kan hygge sig med, mens man nyder de andre ting.
"Hyggen - Historien om en gårdnisse" fik jeg gennem Den Faktyrlige Bogklub tilbage i 2000. Jeg elskede den, og det første år fik jeg læst den højt. Året efter fik jeg "Santa Claus - Historien om Julemanden" gennem Den Faktyrlige Bogklub. Det er en tegneserie og jeg var helt vildt med den. Det blev derfor hurtigt en tradition for mig at skifte mellem at læse de to bøger, sådan at jeg det ene år læste "Hyggen" og det næste år "Santa Claus", og sådan kørte det i mange år, men da jeg nåede gymnasiet, og fik mere travlt, fik jeg ikke holdt fast i denne tradition, hvilket er en skam, da det var rigtig hyggeligt. Derfor vil jeg prøve at gøre noget ved det i år, og læse nogle lidt mere julede bøger i december måned.
"Havenisserne flytter ind" købte jeg på sidste års bogforum, da jeg mødte Josefine Ottesen. Jeg begyndte på den sidste år, men nåede ikke så langt i den, da jeg havde travlt med eksaminer, og derfor ikke kunne finde tid til den, men de kapitler jeg fik læst, var rigtig søde. "Troldeliv - Julekalenderbogen" købte min mand for ikke så lang tid siden, da han er vild med Peter Madsens illustrationer, og jeg har bladret lidt i den, og den er bare så fin.
De forskellige bøger er inddelt i kapitler, "Hyggen - Historien om en gårdnisse" og "Havenisserne flytter ind" indeholder begge 24 kapitler, mens "Troldeliv - Julekalenderbogen" indeholder 26 kapitler, den starter nemlig allerede d. 30. november og slutter d. 25. december, hvilket jeg synes er en ret god idé, da man så kan hygge sig med bogen længere. "Santa Claus - Historien om Julemanden" er som sagt en tegneserie, og er derfor ikke delt op i kapitler, men jeg plejede at læse et par sider om dagen, og på den måde få den til at strække til flere dage. Desuden er jeg helt vild med alle illustrationerne i de forskellige bøger, de er bare så flotte og stemningsfulde, men min personlige favorit er nok Flemming B. Jeppesen, der har illustreret "Hyggen".
I år vil jeg læse "Santa Claus - Historien om Julemanden", da jeg ved, at jeg vil kunne overskue at læse den, samtidig med at jeg skriver eksamensopgave. De andre julebøger må derfor desværre vente lidt endnu.
Fra bøgernes bagside:
- "Hyggen - Historien om en gårdnisse" af Lars-Henrik Olsen. Den udgave jeg har er som sagt fra en bogklub, men jeg ved den sælges i en anden udgave i boghandlen, og den har de samme illustrationer som min, de er bare i farver. Fra bagsiden: "Hyggen er ingen julenisse. Han er en gårdnisse. En gårdnisse er en sagnfigur, man troede på i gamle dage. Man mente, han boede på høloftet, og at han var med til at passe gården, især dyrene i stalden. Han sov om dagen og var vågen om natten. Som løn for arbejdet skulle han have en skål grød, helst hver aften og med en klat smør. Gårdnissen var lunefuld. Han var ikke til at spøge med!"
- "Havenisserne flytter ind" af Josefine Ottesen. Fra bagsiden: "Kort før jul vælter en storm Brede Æbletræ, hvor havenisserne Knort, Kærne og Persille bor med deres bedstemor. Det er koldt, og deres forråd er væk. De har hørt historier om, at der er ly og mad i Det Røde Hus i den anden ende af haven. Mon der er plads til en lille nissefamilie derinde? Men hvordan kommer man overhovedet ind, og hvad med Svingvom og Knækhår, husets store katte? De kan godt lide havenisser, men helst som mad!"
- "Troldeliv - Julekalenderbogen" af Sissel Bøe og Peter madsen. Fra bagsiden: "Menneskene tror ikke på Nisse Nik længere, og den lille gårdnisse har sat sig ud i sneen for at dø. Men i troldehøjen tror de på nissen, og Pajko mener, at han og Paja sagtens kan hjælpe Nik med at lære menneskene god, gammeldags nisseskik. Men er mennesker ikke farlige for små trolde?
- "Santa Claus - Historien om Julemanden" af Michael G. Ploog. Jeg tror ikke man kan købe denne bog længere, hvilket er en skam, for den er rigtig god. Men jeg ved dog at den er at finde på de fleste biblioteker. Fra bagsiden: "Historien om Julemanden tager sin begyndelse i Trylleskoven, hvor kæmpen Ark finder et lille drengebarn, der kommer til at vokse op hos skovnymferne. Her møder den lille purk en mængde fabelvæsener - orker, trolde, nisser, tomter, vætter og alfer - som alle er med til at forme den mand, der hvert år bringer glæde til alle børn og voksne med barnesindet i behold.
Kan du anbefale nogle julebøger?
Jeg ejer også 'Hyggen' og 'Troldeliv', og jeg er generelt helt vild med julekalender-bøger. Dog har min 'Hyggen' en anden forside, hvilket er lidt pudsigt...?!
SvarSletJulekalenderbøger er også bare rigtig hyggelige :) Jeg tror det måske er fordi min er lavet til Den Faktyrlige Bogklub, og det er derfor forsiden er anderledes, men er ikke sikker :)
SletHvor er det et hyggeligt indlæg! :)
SvarSletJeg havde også en julekalender bog, da jeg var yngre, hvor jeg læste et kapitel hver dag i december. Jeg savner den.. :D hihi
Tak Louise :) Det er også bare så hyggeligt :) har du den ikke et eller andet sted? :)
SletGodt indlæg! Jeg burde få købt Troldeliv - elsker Peter Madsens tegninger :-)
SvarSletBlandt mine julefavoritter er 'Letters from Father Christmas' og 'The Nutcracker'.
Mvh.
Den lille Bogblog
Mange tak :) Den er også bare super fin, og ja hans tegninger er skønne :) Men så vidt jeg ved er den vidst nok i restordre lige nu, men måske du er heldig :D
SletDem har jeg også hørt meget godt om, og har selv luret lidt på "The Nutcracker" elsker nemlig balletten, så tror den kunne være rigtig hyggelig at læse :)
Jeg har aldrig selv forsøgt mig med en julekalender-bog, men jeg elsker elsker elsker idéen om det! Jeg købte en sidste år, som jeg dog aldrig fik begyndt, men som jeg helt sikkert vil forsøge at begynde på i dag :-)
SvarSlet//Caroline - www.mitbogunivers.dk
Julekalenderbøger er så hyggelige, så kan klart anbefale dig at prøve det af :) håber du vil synes om det :)
SletHej Amalie,
SvarSletJeg er faldet over din blog via din kære mand Rasmus :-) Vi har arbejdet sammen i Arnold Busck i Roskilde for snart mange år siden :-)
Jeg har to julebøger jeg kan anbefale dig som jeg synes er helt vildt skønne.
Den første er "Nissernes Bog: Et leksikon af eventyrlig art kun for nisser". Den er skrevet af Nete Harsberg og Tina Sakura Bestle og er for Danmarks Radios' forlag. Den er vist fra julekalenderen Pagten. Den har jeg dog ikke set tror jeg. Men bogen er et fantastisk opslagsværk om nisser og alt det der har med julen at gøre. Jeg Knuselsker den faktisk.
Den anden bog er fra Forlaget Carlsen og hedder "Nissernes hemmelige bog". På dansk af Vagn Simonsen og tegninger af Rien Poortvliet. Det er en skøn historie om nisser beskrevet af to forfattere som også har skrevet bogen "Nisser i hverdag og fest" (Den er rimelig svær at få fat på.) Illustrationerne er på deres egen måde meget fine.
Jeg er lidt vild med nisser og har lige på BogForum køb en lille kalenderbog "24 låger +1 til Den Danske Jul" fra Den Gamle Bys Lommebibliotek. Købte også bogen "Julenissens kulturhistorie" fra Den Gamle By. Har kun læst lidt i kalenderbogen, men den er meget sjov og fuld af interessante oplysninger. Nr. 2 bog har jeg slet ikke fået gange i endnu, men det skal nok komme inden jul tror jeg.
Hils din søde mand og I ønskes en rigtig Glædelig Jul fra førderen på Bornholm :-)
Med julehilsner fra
Ingrid aka
Medic
http://medicdk.blogspot.dk/
Hej Ingrid, hvor hyggeligt at du kigger forbi, tror vi har hilst på hinanden en enkelt gang nede i butikken :) og jeg skal hilse igen :)
SletDet lyder godt nok også som nogle hyggelige bøger :) Er selv ret glad for den slags bøger, hvor det bliver gjort som opslagsværker, det er lidt hyggeligt synes jeg :)
Har godt hørt om "Nisser i hverdag og fest", synes den er ret fin også med dens illustrationer, så er sikker på at den bog du har fået er lige så fin :) Men de andre lyder da i hvert fald også som nogle, der kunne være et kig værd :) Mange tak for tips :)
Rigtig god jul til dig også, fra min kære mand og jeg, og sne nu ikke inde på Bornholm ;) hihi