tirsdag den 3. december 2019

"Tal-Atlet" af Lotte Salling

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Tal-Atlet" af Lotte Salling, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019.
★★★★☆

Fra bagsiden:
I "Tal-Atlet" lærer du tallene fra 0-9 samt masser af sjove former at kende. Du lærer dem endda at kende med hele kroppen! Hvert tal og hver form vises med en lille remse og idéer til, hvordan man kan danne tallet eller formen med sin krop. På den måde arbejder det sproglige og det kropslige sammen i et optimalt møde mellem alle sanser. I kan også være flere om det, så det bliver en endnu sjovere aktivitet at lære tallene og formerne at kende. 

Jeg er aldrig før set, at der er blevet lavet rim og remser til tal og former, på samme niveau som med alfabetet, men jeg synes det er en rigtig god idé. "Tal-Atlet" er en god bog, der indeholder mange søde og underholdende rim og øvelser, som man kan hygge sig med.

Jeg kan rigtig godt lide at "Tal-Atlet", udover at bestå af de klassiske rim og remser, også består af kropslige øvelser. Til hver remse finder man nemlig forskellige stillinger man kan prøve og forme med sin krop, enten stående eller liggende, og enten alene eller med andre, sådan at man kan forme det pågældende tal eller form. Det er en rigtig god måde at få øvet både tallene og formerne på, da det giver en anden fornemmelse af tingene, som måske også vil gøre det nemmere for de fleste børn at huske dem på, i stedet for bare at lave udenadslæren, som at skrive dem ned gentagende gange eller ved at se dem i en bog. På den her måde er det med til at gøre det lidt mere håndgribeligt, og kan måske give børnene mere ejerfornemmelse af tallene og formerne, samtidig med at remserne og deres rim også er med til at udvikle børnene sprogligt, samt øve deres hukommelse. 

Dina Gellert har illustreret denne fine bog, hvilket hun gør på en rigtig god måde, der passer godt til stilen. For på en måde er hendes udtryk meget klassisk i sin udformning af remserne, da de minder en del om de tegninger vi havde oppe i skolen med alfabetet. Hendes illustrationer er dog også meget originale, og den lidt barnlige streg, med de søde og sjove figurer, passer som sagt rigtig godt til stilen og de forskellige remser. 

Sproget i "Tal-Atlet" er let og flydende, da det består af rim og remser. De fleste af rimene er enderim, hvilket giver dem en rigtig god rytme og et godt flow. Det er en bog som man både kan læse og hygge sig med derhjemme, men det er helt klart også en som kan inddrages i undervisningen i f.eks. 0. og 1. klasse, hvor man er i gang med at lære de forskellige tal og former at kende. På den her måde får børnene nemlig tingene ind under huden, på en sjov og anderledes måde. 

"Tal-Atlet" er en samling søde og sjove remser og øvelser, som bliver rigtig fint komplementeret af illustrationerne. Den er hyggelig at læse, og man kan ikke undgå at smile lidt en gang i mellem, over nogle af de lidt fjollede tal eller former. Jeg glæder mig til at Njord bliver lidt ældre, så vi kan prøve og lege lidt med formerne og tallene, sådan som de gør i bogen, men for nu så hygger vi os bare med remserne og øver sproget, og lidt tallene. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar