"Farvernes bog om farver" og "Farvernes bog om tal" (org. titel "The Crayons' Book of Colors" og "The Crayons' Book of numbers") af Drew Daywalt, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2016). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Begge papbøger modtager samme antal stjerner.
★★★★★
Fra bagsiden af "Farvernes bog om farver":
Viktor og hans farver har haft rigtig travlt. Kender du alle farverne?
Fra bagsiden af "Farvernes bog om tal":
Viktors ti farvekridt er pist forsvundet! Kan du finde dem og tælle med undervejs?
Jeg er vild med Oliver Jeffers fine, lidt barnlige streg, og derfor blev jeg så glad, da jeg modtog disse to skønne papbøger. Jeg har dog ikke læst Drew Daywalts billedbog "Den dag farverne fik nok", som disse papbøger er baseret på, men det er helt klart en bog jeg skal have fat på, for hold op, hvor er det nogle søde og sjove farver Drew Daywalt og Oliver Jeffers har fået skabt. Papbøgerne er søde og sjove, og så kan de tåle lidt af hvert.
I den ene papbog bliver vi præsenteret for Viktors forskellige farver, og ser nogle af de ting som de primært bliver brugt til at farvelægge, samt deres tanker om det, og hvad de inderst inde gerne vil farve. Jeg kan specielt godt lide den lidt triste beige, som ikke bliver brugt til så meget andet end at farvelægge korn, den lidt bitre lyserøde som bare gerne en gang imellem ville farvelægge en dinosaur eller en cowboy, og den meget nedslidte blå, som er Viktors yndlingsfarve.
I den anden papbog er farverne blevet væk, og vi skal finde og tælle dem alle. Endnu en gang bliver det gjort på en rigtig sød måde, hvor man lærer lidt om farverne og de konflikter og drømme de har.
Papbøgerne er på 18 sider. Der er næsten ingen tekst, men alligevel er de så fyldt med humor og personlighed, at man ikke kan andet end at holde af farverne og Viktor for den sags skyld også, da man lærer ham at kende gennem hans tegninger. Samspillet mellem Drew Daywalts tekst og Oliver Jeffers illustrationer er fantastisk, og humoren og den barnlighed der er i tegningerne skinner virkelig igennem, og jeg nød virkelig at læse dem og de fik flere gange bragt et smil frem på læben.
"Farvernes bog om farver" og "Farvernes bog om tal" er to søde, hyggelige og skøre papbøger som både børn og voksne vil nyde. De fik mig til at smile og fnise, men humoren er nok mere henvendt til den voksne læser, da helt små børn der læser papbøger, nok ikke vil fange de kommentarer farverne kommer med. Men det gør det sjovt for de voksne. Njord er i øjeblikket meget optaget af farver, og han er meget glad for at kigge dem igennem og fortælle, hvad billederne forestiller og hvad det er Viktor har tegnet, samt at finde ud af, hvad de forskellige farver hedder. Derudover kan de holde til at blive kastet med, og er dermed en god måde at præsentere de mindre børn for farverne på, men også for nogle figurer, som de måske vil støde på i billedbøgerne, eller som deres ældre søskende måske allerede kender. Jeg skal i hvert fald ud og finde billedbøgerne om disse farver, for hold op, hvor er de skønne.
Kender du farverne? eller billedbøgerne om de hårdt arbejdende farver?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar