lørdag den 14. marts 2020

"Kom" af Marianne Iben Hansen


*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Kom" af Marianne Iben Hansen, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020
★★★★★


"Kom" handler om to veninder der har været bedste veninder siden de små klasser i folkeskolen. De begynder dog lige så stille at glide fra hinanden, da de starter i gymnasiet, og hvad gør man så, når ens venskab ikke er så enkelt mere?

Jeg var ret spændt på at læse Carlsens billednoveller for unge, da jeg synes det er et virkelig fedt koncept, som jeg tror kan blive meget populært. Det er i hvert fald en smart måde, at nå ud til den unge målgruppe, og især den del af målgruppen der normalt ikke læser. For her kommer en lille og overskuelig bog med illustrationer, som på trods af sin størrelse, berører hårde emner og stærke følelser. Følelser som kan være svære at sætte ord på, for mange unge mennesker. Men disse bøger gør det på sparsom plads, i stedet for en lang historie på mellem 300-500 sider, ja så gør de her det på knap 50 sider. Det er sgu meget godt gået. Der er blevet sagt om novelleserien, at det er korte historier med meget på hjertet, og det er de virkelig. Her kommer min anmeldelse af "Kom" af Marianne Iben Hansen.

"Kom" er den første bog jeg læser af Marianne Iben Hansen, så jeg var meget spændt. Men hvor skriver Marianne Iben Hansen altså godt, man kan virkelig mærke alle følelserne der er på spil i historien. "Kom" er en utrolig rørende og fin historie, om et emne de fleste af os højst sandsynligt kan relatere til, nemlig at glide fra sin gode veninde eller ven, blot med et 'lille' twist. 

Det er en historie om to piger, der har været bedste veninder siden de var helt små. Deres venskab bliver dog sat på en hård prøve da de starter på gymnasiet, for nu skal de begge prøve at finde deres plads og dem selv i disse forandringer. Veninde 1 føler at hendes veninde svigter hende, i forhold til at veninde 2 finder nye venner uden veninde 1 rigtig passer ind i den gruppe. Veninde 1 savner alt det de havde sammen før gymnasietiden, og hun er ærgerlig over at deres venskab og dem selv behøver at ændre sig pga. gymnasiet.
Veninde 2 føler hun bliver holdt lidt tilbage af sin veninde, og at det hele tiden er hende som skal tage initiativ til ting, samtidig med at hun prøver at passe ind i deres nye gymnasieliv, og det sociale samspil der er der. Oven i alt det, sker der noget meget dramatisk og alvorligt i historien, som kommer til at påvirke de to piger på en meget voldsom måde, og især veninde 2 kæmper med en stor ansvarsfølelse og skyldfølelse i forhold til den situation de havner i.

Sproget i "Kom" er let forståeligt, med korte sætninger der er skrevet på rim. Jeg har ikke prøvet at læse en ungdomsbog på rim før, men det fungerer super godt, da det giver en god rytme i læsningen, og den bliver overskuelige og hurtig at læse. Men selvom den er let at komme igennem, så er der stadig utrolig meget dybde i historien og man bliver meget rørt og bevæget af den. Den formår at få mange følelser frem, og nogle af dem kan man godt selv genkende, f.eks. hvordan tingene kan ændre sig i et venskab når man bliver ældre, og hvordan det er at skændes eller komme i konflikt med sin bedste veninde. 

"Det var fedt,
og selvfø'lig ku' jeg li'
den dér ja-vi-ved-at-fyrene-de-kigger-energi,
så jeg glemte, vi sku' følges hjem,
men var det bare mig,
der sku' sørge for, det blev til noget?
Vel var det da ej!"

Bogen starter med at man følger veninde 1, og ser hendes perspektiv og hendes minder fra deres venskab fra de var helt små. Derefter skifter det og man følger nu veninde 2 og får indblik i hendes minder, bare i et nutidigt perspektiv og altså, hvordan deres venskab og dem selv ændrede sig da de startede i gymnasiet, samt hendes følelser og de tanker hun kæmper med efter den dramatiske begivenhed. På intet tidspunkt i bogen får man deres navne af vide, hvilket jeg egentlig godt kunne lide, fordi det i princippet kunne handle om os alle, og vores venskaber. Der er heller ikke en helt tydelig overgang når historien skifter perspektiv, men ud fra hvad de siger og hvis man er opmærksom på illustrationerne så kan man godt regne det ud. Jeg kan godt lide når man oplever en historie fra flere personers perspektiver, da man på den måde får en bedre forståelse for situationen og de følelser der er på spil. Denne historie kunne sagtens være lavet fra kun en af pigernes perspektiv, men så havde den også haft et helt andet fokus. Historien ville stadig være interessant, da de fleste kan relatere til en af de to piger. Men derfor er det også spændende, på så få sider, at få begge sider af samme sag præsenteret, for der er altid to sider til historien. Her fungerer det rigtig godt, og man bliver både rørt og lidt irriteret over de to piger, for man synes jo bare at de burde snakke om tingene.

Lilian Brøggers flotte, men meget mørke illustrationer supplerer og komplementerer historien på fineste vis. De dystre farver og lidt dystre motiver passer godt til stemningen i bogen, og man kan virkelig se og mærke alle de følelser der er på spil hos de to piger.

"Kom" er en virkelig rørende og sød historie om venskab og hvor kompliceret det kan være, men det er også en historie om identitet, svigt, skam og tilgivelse. Billednovellen gav mig en smule ondt i maven under min læsning, men alligevel ville jeg gerne have mere og vide mere om de to piger og deres forhold, og hvordan det kommer til at gå dem. For min skyld kunne historien sagtens have udfoldet sig på mange flere sider, for den er god, spændende, rørende og meget velskrevet.

Jeg kan rigtig godt lide Carlsens Billednoveller, og glæder mig til at blive rørt og provokeret af de forhåbentlig kommende noveller. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar