onsdag den 22. april 2020

"Walt Disney Klassikere - ALADDIN og LØVERNES KONGE" af Walt Disney Studio

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Walt Disney Klassikere - ALADDIN" baseret på Walt Disneys tegnefilm fra 1992, og "Walt Disney Klassikere - LØVERNES KONGE" baseret på Walt Disneys tegnefilm fra 1994. Begge bøger er af Walt Disney Studio, af forlaget Carlsen, udgivet i 2019. Begge bøger modtager samme antal stjerner. 
★★★★☆

Fra bagsiden af "Walt Disney Klassikere - ALADDIN":
Prinsesse Jasmin har alt, man kan ønske sig. Undtagen frihed. En nat flygter hun fra paladset og møder den fattige dreng Aladdin. Snart er de på vej ud på deres livs eventyr, hvor de finder både et flyvende tæppe og en magisk lampe - og møder lampens ånd Genie. Men sultanens ondskabsfulde rådgiver, Jafar, er lige i hælene på dem... 

Fra bagsiden af "Walt Disney Klassikere - LØVERNES KONGE":
En dag skal løveungen Simba overtage tronen fra sin far, Mufasa, som Løvernes Konge, men den lumske Scar har andre planer. En dag er Mufasa væk - og inden nogen ved af det, har Scar overtaget tronen. Simba tvinges til at flygte, og langt borte fra sin familie møder han Timon og Pumba, som hjælper ham med at blive klar til at vende tilbage til Kongesletten for at indtage pladsen som den rigtige løvekonge.

Både Aladdin og Løvernes Konge er to af Disneys tegnefilm der har fulgt mig hele livet. Aladdin udkom det år jeg blev født og Løvernes Konge to år efter, men nu har de fået en lille genopstandelse med de live-action udgaver der er kommet de sidste par år. Jeg har set begge tegnefilm utallige gange, og jeg glædede mig derfor til at læse disse flotte billedbøger. "Aladdin" og "Løvernes Konge" gjorde mig nostalgisk, og jeg hyggede mig med at læse disse gode og søde historier.

De fleste af os kender nok historierne om den kække gadedreng Aladdin og den nysgerrige og modige løveunge Simba. Historierne er her forkortet ned til billedbogsformat, hvilket også gør at der mangler lidt her og der, hvilket var tilfældet med "Aladdin". Jeg savnede i hvert fald scenen, hvor Raya bider den arrogante prins i numsen, men generelt manglede jeg bare Raya. Det hele ender med at gå lidt for stærkt, og en del ting bliver sprunget lidt for hurtigt over.
I "Løvernes Konge" får man næsten hele historien fortalt, og da der er en historie, hvor der sker ret meget, så virker det hele lidt forhastet i billedbogsformat, og det ville derfor have klædt den at være længere.

Begge billedbøger er på ca. 25 sider, med et sprog der er holdt let forståeligt, og med replikker der næsten er som taget ud af tegnefilmene. Nogle sider er mere teksttunge end andre, hvor der i kontrast næsten ikke er noget tekst, men der er til gengæld en flot illustration på de fleste af siderne, som fint supplerer historien undervejs. Illustrationerne viser forskellige scener med de velkendte figurer, som også passer godt til motiverne i tegnefilmene, hvilket skaber noget genkendelighed hos læseren, og dermed gør det lidt hyggeligt at læse bogen. Jeg savnede dog en illustration fra scenen, hvor Simba synger Jeg bliver meget snart majestæt, samt lidt mere fra hans tid hos Timon og Pumba.

"Aladdin" og "Løvernes Konge" er rigtig hyggelige, søde og gode billedbøger, om mod, kærlighed og turde tage chancer. Billedbøgerne er lavet i en virkelig lækker kvalitet, med et rigtig flot omslag og med kraftige sider inde i bogen. Mængden af tekst og de mange illustrationer gør "Aladdin" og "Løvernes Konge" oplagte til hyggelige højtlæsningsstunder, men de kan også sagtens fungere som letlæsning for de lidt større, og hvis man har set filmene vil der være noget genkendelighed i historierne. Jeg hyggede mig under min læsning, men tekstmæssigt er de stadig lidt for lange til min 2 årige, så jeg vil anbefale dem for de 3-4 årige og op efter, for at de vil få mest ud af historien.

Serien Walt Disney Klassikere er nogle af Disneys største tegnefilmsklassikere omdannet til billedbøger, men med respekt for tegnefilmen. Mange af dem er jeg jo selv vokset op med, og jeg bliver derfor helt nostalgisk, når jeg læser dem sådan her. Desuden kan jeg godt lide at det ikke kun er de helt gamle klassikere der er blevet valgt, men også nogle af Disneys nyere tegnefilm, for så er der lidt til alle. Jeg glæder mig til, at læse mange flere Disney klassikere, og dele den magi Disney kan skabe, med mine drenge.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar