torsdag den 7. januar 2021

"Ingen venner, hvad nu?" (Myntes Dagbog #1) af StineStregen

*Lånt på biblioteket*
"Ingen venner, hvad nu?" af StineStregen, af forlaget Gyldendal, udgivet i 2019.
★★★★☆

Fra bagsiden:
Ja, det her er så min dagbog. Læs den bare. Jeg har ingen smartphone og på en måde heller ingen venner. Så du vil gispe, når du læser om mit vildt dramatiske almindelighedsliv med en kat og forældre, der er lavet af 99 procent spelt. Kh Mynte. Det her er den første af Myntes dagbøger, hvor du kan få direkte adgang til en ret almindelig teenagers (ikke specielt, men så alligevel) vilde hverdag. 

Normalt er jeg ikke til dagbogsbøger, da hovedpersonerne og skrivestilen plejer at irritere mig lidt. Men der var bare noget ved StineStregens tegninger og humor der gjorde mig nysgerrig på Myntes dagbog. "Ingen venner, hvad nu?" er en rigtig god, sød og sjov bog, som overraskede mig og fik mig til at små grine flere gange, imens jeg læste. 

Mynte er en skøn hovedperson, som er meget relaterebar. Hun er flyttet til Jylland, men gider ikke rigtig de andre børn i hendes klasse, hun vil bare tilbage til København og hendes gamle veninder. Hun har de mest pinlige forældre, der ingenting fatter og hendes kusine er bare den værste, fordi hun både er sød, pæn og populær. Mynte er dog lidt ensom, selvom hun ikke gider de andre, men heldigvis begynder der en ny pige i klassen som måske kan blive hendes ven. Hun er fra Polen og kan ikke snakke dansk, men hun tegner ligesom Mynte, og det er Myntes vej ind. 
En gang imellem kunne man da godt blive ret irriteret på Mynte, da hun er ret egoistisk og ikke altid er i stand til at se, hvad der foregår omkring hende. Heldigvis udvikler hun sig igennem historien. 
Zosia er til gengæld rigtig sød, og prøver at lytte til Mynte og hjælpe hende. Det er bare ikke altid nemt når man ikke kan sproget, og den anden ikke rigtig lytter. 

"Ingen venner, hvad nu?" er opbygget som en dagbog, med korte afsnit der indledes med 'Kære dagbog', og en masse personlige tegninger, hvor Mynte illustrerer sit liv og sine oplevelser med sin familie, Pizzamis, hendes venner fra København og hendes nye ven som hun kalder Polen, da hun ikke kan udtale hendes rigtige navn. Jeg er vild med StineStregens fine streg, som er fyldt med humor. Generelt er det en meget humoristisk bog, både i teksten, men også i de fine tegninger. Det er en virkelig relaterebar historie, og selvom det er nogle år siden jeg selv var teenager, så kan jeg godt genkende nogle af Myntes frustrationer. Hvem kan ikke relatere til pinlige forældre, der stadig tror man er et lille barn, og man må ikke få en ny smart telefon. Mynte har det i hvert fald ret hårdt, hvis hun selv skal sige det. 
"Ingen venner, hvad nu?" egner sig rigtig godt til selvlæsning fra omkring 10 år og op. Måden hvorpå bogen er opbygget, og med et let forståeligt sprog, giver en overskuelig og sjov læseoplevelse, med et godt flow.

"Ingen dagbog, hvad nu?" er en rigtig sød, hyggelig og meget sjov bog om familiebånd, venskaber og hvordan man bliver venner igen efter et skænderi. Jeg hyggede mig meget under min læsning, og jeg glæder mig til at læse mere om Mynte og hendes liv. 





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar