tirsdag den 19. januar 2021

"Sallys far er en dårlig taber" af Thomas Brunstrøm

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Sallys far er en dårlig taber" af Thomas Brunstrøm, af forlaget Carlsen, udgivet i 2020. 
★★★★★

Fra bagsiden:
Sallys far kan overhale enhver, når han er ude at cykle. Han er også den hurtigste, når de løber om kap, og den, der kan have flest flødeboller i munden. Og hver gang han vinder, blærer han sig helt vildt. Det er ret irriterende! Men når Sally brokker sig, så kalder far hende bare for en dårlig taber. Det er på tide, at Sallys far kommer ned med nakken. Men først skal Sally jo vinde over ham, og det viser sig faktisk at være ret svært.

Herhjemme er vi rigtig glade for historierne om Sallys far, og denne er bestemt ingen undtagelse. "Sallys far er en dårlig taber" er en virkelig sjov og god billedbog, som fik mig til at grine flere gange under min læsning.

Sallys far kan rigtig godt lide at konkurrere og meget gerne om alt. Hvem kan cykle hurtigst, hvem vinder i dåseskjul og hvem kan have flest flødeboller i munden. Han er dog ikke en særlig god vinder, for han blærer sig og føre sig frem, og kalder Sally en dårlig taber. 
Sally er knap så overbærende i denne bog, for hun er godt irriteret på sin far, og vil bare gerne have ham ned med nakken og hovere, så han kan se, hvor nederen han har været. Det er dog ikke så nemt, og Sally må trække det tunge skyts frem som matador og vendespil. 
Eddie er lige så skøn og tosset som han plejer, og det er sjovt at se, hvad han finder på i løbet af bogen.

"Sallys far er en dårlig taber" er på ca. 30 sider, med en del tekst på siderne. Sproget er holdt let og fyldt med humor, og den er derfor sjov at læse for både børn og voksne, og jeg vil anbefale den fra 4 år og op. Jeg kan virkelig godt lide, at historierne om Sallys far er så relaterebare, jeg kunne i hvert fald genkende en del af mig selv og min familie i Sally og hendes far. Jeg er ikke altid den bedste taber, men tror heller ikke altid at jeg er den bedste vinder, og derfor både elsker og hader jeg konkurrencer og til tider også spil. Derudover kender vi nok alle sammen én, hvis det ikke er os selv, som er henholdsvis en dårlig taber eller en dårlig vinder. Det var i hvert fald sjovt at læse om, og jeg grinte en del under min læsning.

Billedbogen er illustreret af Thorbjørn Christoffersen, som har en fin og meget humoristisk streg, der passer virkelig godt til Sallys far, og den humor der er i historien. Illustrationerne supplerer historien virkelig godt. De er skæve, sjove og fyldt med personlighed, og karakterende er fyldt med liv, hvilket er rigtig fedt.

"Sallys far er en dårlig taber" er en virkelig god, sød og meget sjov billedbog. Den er meget relaterebar, og jeg tror de fleste vil kunne finde genkendelse i situationerne, hvilket gør den endnu mere sjov. Desuden sker der så mange skøre ting i illustrationerne, som måske ikke bliver nævnt i teksten, hvilket også er ret underholdende. Njord var især vild med at Eddie kaldte flødebollerne for flødeballer, og grinte af det. Vi er fan af Sallys far, Sally og Eddie, og vi glæder os til at læse flere skøre og pinlige historier med dem. De kan klart anbefales!

Billedbøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar