onsdag den 16. marts 2022

"Echo Ridge" af Karen M. McManus

*Anmeldereksemplar fra forlaget CarlsenPuls, men alle holdninger er mine egne.*
"Echo Ridge" (org. titel "Two Can Keep a Secret") af Karen M. McManus, af forlaget CarlsenPuls, udgivet i 2019 (org. udgivet i 2019). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af Dorthe Hjort Jensen.
★★★★★

Fra bagsiden:
Piger, der forsvinger i Echo Ridge, kommer sjældent hjem igen...
Echo Ridge er en lille by, og Ellery har aldrig været der før, men hun har hørt meget om den, for det var der, hendes moster forsvandt som 17-årig. Og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet. Nu skal Ellery bo der sammen med sin tvillingebror hos sin bedstemor, som hun knap nok kender. Byen er fuld af hemmeligheder, og nogen truer med at gøre årets homecoming lige så farlig, som den var for fem år siden. Efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige - og i Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv...

Jeg så En af os lyver på Netflix for en uges tid siden og blev helt hooked, og havde bare lyst til mere. Heldigvis havde jeg "Echo Ridge" af samme forfatter stående på hylden, så den gik jeg straks i gang med, og wow, sikke en bog. "Echo Ridge" er en virkelig god, intens, fængende og nervepirrende bog, hvor siderne nærmest vender sig selv.

Ellery er lidt reserveret og mistroisk overfor andre mennesker. Hun er meget fascineret af true-crime historier og kommer med mange teorier, når hun støder på et godt mysterie. Denne interesse er opstået pga. hendes familie historie, og Echo Ridges omdømme. Hun er meget nysgerrig, og kaster sig ud i forskellige situationer, uden altid at tænke over konsekvenserne. 
Ezra er en frisk type, der ikke lader nogen bestemme, hvad han skal og hvordan han skal leve sit liv. Han bliver hurtigt knyttet til andre mennesker, og har ikke svært ved at lukke andre ind.
Malcolm er en sød, lidt stille fyr, der lever i skyggen af mordanklagerne mod hans storebror. Han holder sig derfor lidt for sig selv, og er mest sammen med sin veninde Mia. Han udvikler sig dog en del igennem bogen, og bliver modigere og tør tage flere chancer. 

Bogen foregår i den lille by Echo Ridge, hvor alt på overfalden virker godt. Der er ikke sket noget mistænkeligt de sidste fem år, og den forlystelsespark der blev forvandlet til gerningssted, har skiftet navn fra Murderland til Fright Farm. Jeg ved ikke, hvorfor, men af en eller anden grund skal der være klamme forlystelsesparker og skove med i ungdoms-thrillers, det er lidt kliché, men hey, det fungerer rigtig godt. For helt ærligt, så er både skove og forlystelsesparker ret creepy når det er mørkt, og især når forlystelsesparker er lukkede, og det er selv dem som ikke har gysertema. Echo Ridge er desuden en by fyldt med hemmeligheder. Alle har noget at skjule eller en lidt mystisk og mistænksom fortid, og man skal passe på med at stille for mange spørgsmål. Jeg havde mindst lige så mange og vilde teorier som Ellery, men nøj, hvor tog jeg fejl, og det var fedt!

"'I Echo Ridge kommer forsvundne piger ikke hjem igen, Ryan,' siger hun med hul stemme. 'Det ved du godt.'"

"Echo Ridge" er bygget op sådan at kapitlerne skiftevis bliver fortalt fra Ellery og Malcolms synspunkt, skrevet i jeg-form. Jeg kan rigtig godt lide denne form for opbygning, da det giver noget ekstra til historien og dens karaktere. Man kommer ind i deres hoveder, og oplever og føler de ting de oplever, hvilket især er godt når personerne ikke befinder sig de samme steder, for på den måde går man ikke glip af noget.

"Echo Ridge" er en creepy, nervepirrende og spændende bog, som er utrolig svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang. Det er en bog fyldt med cliffhangers og plottwist, og selvom jeg havde mange teorier, blev jeg virkelig overrasket flere gange. "Echo Ridge" holdt mig fanget fra start til slut, og den havde mig siddende på stolekanten det meste af min læsning. Normalt læser jeg ikke så meget denne genrer, da jeg bliver små paranoid, men jeg endte med at læse den på få dage. For hold op den er god, og slutningen blew my mind! 

"Echo Ridge" er fyldt med hemmeligheder, intriger, begær, mord og masser af spænding. Hvis man kan lide Pretty Little Liars, Riverdale, Get Even og En af os lyver, så skal man også give sig i kast med denne. Det er bestemt ikke den sidste Karen M. McManus bog jeg læser. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar