tirsdag den 22. marts 2022

"Elverprinsen" (Amulet #5) af Kazu Kibuishi

*Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Elverprinsen" (org. titel "Prince of the Elves") af Kazu Kibuishi, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk (org. sprog engelsk), oversat af John Lysmand.
★★★★★

Fra bagsiden: 
Emily har overlevet de dramatiske prøver på akademiet hos Stenvogternes Råd. Men Max har stjålet moderstenen. Ved hjælp af den kan elverkongen lave nye amuletter og tiltvinge sig magten over resten af Alledia. Emily og hendes venner sætter alt ind på at forhindre det - men pludselig lyder stemmen i hendes egen amulet langt mere ildevarslende og dyster end før, og hun frygter, at den er ved at overtage kontrollen fuldstændig...

Jeg burde læse den her graphic novel serie meget hurtigere efter hinanden, end jeg har gjort. For hold op, hvor er de bare gode, og hvor har jeg bare savnet universet og dets karaktere! "Elverprinsen" er en helt vildt god, spændende og medrivende bog, som jeg slugte råt!

Emily er en viljestærk og modig pige, men hun kæmper stadig med at modstå fristelsen fra sin amulet, der bliver mere og mere lokkende.
Navin får mere ansvar i denne bog, men han er modig og kaster sig ud i ting, selvom han er lidt usikker. 
Både Emily og Navin har virkelig udviklet sig meget igennem de sidste par bøger. De har taget deres opgaver og skæbne på sig, selvom det er et kæmpe ansvar at ligge på to børns skuldrer. Derudover bliver de hele tiden nødt til, at stole på det de bliver fortalt og de folk de møder på deres vej.
Trellis har fået en lidt større rolle i denne bog, og det var rigtig spændende, at følge ham og hans kamp med både sin amulet og sin familie.  

I "Elverprinsen" får vi mere baggrundsviden om Max og Trellis. Man hører mere om Max' fortid, og hvad hans motivation og bevæggrunde er. Man får næsten medfølelse med ham, og man kan måske også godt forstå lidt, hvorfor han gør, som han gør. 
Desuden hører man om Trellis og hans familie historie samt hans forfædre. Vi hører f.eks. en smule om Erle Kongen, som desværre ikke var helt god, og måske endda var besat. 
Herudover lærer man mere om stemmen i stenen, og den magt den kan få over én, hvis man ikke passer på. 
Det var spændende at høre om, og jeg glæder mig til at høre meget mere om det hele, især om Erle Kongen og hans arv. 
Kampen for at beskytte riget mod elverkongens magt og krig fortsætter og det er ikke en nem kamp, da Max har sluppet en bjerg gigant løs, samtidig med at han har styrken fra sin sten. Plottet udfolder sig mere og mere, og der kommer twist her og der, som gør historien endnu mere spændende.

"'Somme tider kan selv de klareste hjerner blive formørket af personlige længsler.'"

Bogens sprog er holdt let, og der er ikke meget tekst på siderne, hvilket gør den overskuelig at komme igennem. Kazu Kibuishi har selv illustreret den, og hans illustrationer er så utrolig flotte. De er dragende, detaljerede og stemningsfulde. Man kan virkelig gå på opdagelse i dem, og kigge på alle deres fine detaljer. Mængden af tekst og bogens illustrationer, fungerer rigtig godt sammen, og jeg følte aldrig, at jeg manglede noget under min læsning. Amulet anbefales fra ca. 8-9 år og op.

"Elverprinsen" er en virkelig god, spændende og nervepirrende bog, som jeg læste ud i en køre. Jeg er vild med denne serie, og de bliver mere og mere spændende, for hver bog. Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre. Jeg kan virkelig ikke anbefale denne serie nok, for helt ærligt, så burde alle læse den!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar