søndag den 27. december 2015

Boglige gaver #2 Jule Edition



Hold nu op, hvor er december bare gået hurtigt! Jeg synes knap nok, jeg lagde mærke til at det blev d. 1. december, før det lige pludselig var juleaften. Meget af min december måned er gået med at skrive eksamensopgave, hvilket også er grunden til at der har været lidt stille herinde, desværre. Juleferien bliver også brugt på eksamensopgave, som skal afleveres d. 4. januar, så der er ikke så meget ferie og afslapning til mig i år. 

Men det var ikke eksamen dette indlæg skulle handle om, men derimod jul og julegaver. Jeg holdt jul med min far, hans kæreste og min storesøster. Det var en rigtig hyggelig dag og aften, hvor der selvfølgelig blev set julekalender og Disneys Juleshow, spist flæskesteg og and og sunget julesange. Jeg har fået en masse skønne gaver, bl.a. nogle flotte tekopper, billeder og billetter til balletten Sylfiden af min kæreste, som jeg glæder mig rigtig meget til at se. Derudover gav mine svigerforældre mig disse to Harry Potter bøger, som også er de eneste bøger jeg har fået i denne omgang, men er så glad for dem. Min søster og jeg er ret store Harry Potter fans, så hun gav mig denne søde halskæde, der forestiller Dødsregalierne, den er lidt sjov, min kæreste ryster lidt på hovedet af os. Haha. 

Håber I alle har haft en god jul. Har I fået nogle gode gaver?  








onsdag den 16. december 2015

"Som en skygge" (Night Angel #1) af Brent Weeks


"Som en skygge" (org. titel "The way of shadows") af Brent Weeks, af forlaget Tellerup, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2008). Læst på dansk (org. sprog engelsk). Anmeldereksemplar fra Tellerup, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner.


"Som en skygge" handler om drengen Azoth der bor i slummen, men som drømmer om mere, han vil nemlig gerne være blodsvend. For Durzo Blint er snigmord en kunstart, og han er byens mest talentfulde kunstner. For Azoth er overlevelse en daglig kamp. Han er opvokset i Slummen, og har lært på den hårde måde at bedømme folk hurtigt og at tage chancer. Chancer som at bede Durzo Blint om at tage ham i lære som blodsvend. Men for at blive antaget må Azoth lægge sit liv bag sig, skifte identitet til Kylar Stern og lære at navigere i blodsvendenes verden af politiske intriger og mystisk magi. Og først og fremmest må han lære at udvikle sans for drab.

Jeg kendte ikke noget til denne forfatter eller bog, før den udkom på dansk i år, men jeg blev hurtig nysgerrig efter at vide mere, da den lød virkelig interessant. Den skuffede heller ikke, og jeg er glad for at jeg fik den læst, på trods af den skræmmende tykkelse. Den mindede mig om nogle af de bøger jeg læste, da jeg var 13-14 år og bare slugte alt middelalderligt fantasy, og det var skønt at komme tilbage til denne type fantasy igen. "Som en skygge" er virkelig god.

Jeg holdt meget af Azoth og Kylar som han bliver senere, som Azoth er han lidt bange af sig, men er villig til at ofre meget, for at hans venner og især Dukkepigen skal have det godt. Men som Kylar er han derimod handlekraftig og villig til at tage nogle chancer. Han er meget opsat på at tingene er retfærdige, og han finder det ikke let at dræbe. Derudover kunne jeg godt lide at man følger personerne over flere år, da vi f.eks. lære Azoth at kende som 10-11 årig og bogen slutter når han er omkring 20, hvilket er super fedt, da man kan se, hvordan de forskellige karakterer udvikler sig over en årrække.
Desuden holdt jeg også meget af Durzo og Momma K. Durzo med hans kolde tilgang til tingene, men alligevel med at strejf af humor, og Momma K der ejer en række bordeller og som hjælper Durzo og Kylar.

",,Livet er tomhed. Når vi tager et liv, tager vi intet af værdi. Blodsvende er dræbere. Det er hvad vi gør. Det er hvad vi er. Der er ingen digtere i vores triste branche," sagde Blint"

I "Som en skygge" bliver man præsenteret for rigtig mange personer, relativt hurtigt i bogen, og selvom nogle af dem ikke virker særlig vigtige, og man lidt tænker "hvorfor skulle vi lige præsenteres for denne person?" så giver det god mening senerehen, da alle de præsenterede personer man følger, kommer til at spille en rolle, af den ene eller anden slags, til sidst. Ved at man ikke blot følger Kylar, men faktisk følger flere, giver det lidt mere til fortællingen, hvilket gør at den hele tiden er interessant. Jeg var i hvert fald nysgerrig efter at lære mere om de forskellige personer, og deres rolle i historien.

Det er dog en bog, hvor man skal holde tungen lige i munden, og kunne jonglere med mange navne, noget jeg ikke var i stand til hele tiden, da jeg har haft en masse andre ting i hovedet. Men lige så snart jeg havde fået nogle ting på plads, så vendte jeg side efter side, og kunne knap nok stoppe.

"Som en skygge" er en virkelig spændende og hæsblæsende bog. Den er aldrig kedelig og det er kun lige i starten at det går lidt langsomt, men så tager den ellers fat, hvilket jeg synes er ret imponerende i forhold til hvor tyk en bog det er. Men når man først sætter sig med den, så er den også svær og ligge fra sig, og man må bare læse videre. Den føles slet ikke så lang, for der sker noget hele tiden, og nogle gange er det svært at regne ud, hvad der vil komme til at ske senere.

"Som en Skygge" er en actionspækket og god bog, fyldt med kampscener, vold, politiske intriger, magi, venskab og lidt kærlighed. Der er fart over feltet og man keder sig aldrig. Man skal ikke lade sig skræmme af tykkelsen, for den er skrevet i et ret let og flydende sprog.
Jeg glæder mig rigtig meget til at læse den næste i serien, og se hvad der videre sker med Kylar og riget Cenaria.

Derudover er det også bare et virkelig flot cover den har, med og uden dust-coveret.





onsdag den 2. december 2015

I'm a fangirl #1 (The Hunger Games Edition)



Min indre fangirl hoppede og dansede, da hun opdagede, at man kunne få Funkos POP! figurer med Hunger Games. Så jeg skulle selvfølgelig ud og anskaffe mig en med Katniss.

Jeg elsker The Hunger Games bøgerne, og læste dem alle sammen på en uges tid, da jeg simpelthen slugte dem råt. The Hunger Games er nogle af mine absolut yndlings bøger, og jeg holder meget af de fleste af karakterende i dem, især Katniss, Effie, Haymitch og faktisk også præsident Snow, Peeta har jeg nok mere et love/ hate forhold til, ofte synes jeg han er mega irriterende, men han er også bare virkelig sød samtidig..Haha..

Filmene synes jeg faktisk også er ret gode, der er selvfølgelig nogle ting der mangler, sådan er det jo altid, men synes nu at de gør det meget godt. Min kæreste og jeg var inde og se den sidste film på premiere dagen, og jeg var helt oppe og køre over den da den var slut, nøj den var god!
Nu har jeg det bare mærkeligt med at den er slut, det er lidt ligesom jeg havde det da Harry Potter sluttede, både som bog og som film, det er en meget underlig følelse. Heldigvis kan man jo altid genlæse dem og se filmene igen. Hvilket jeg helt sikkert kommer til mange gange.

Men tilbage til min søde og seje Katniss figur. Jeg havde søgt en del på nettet for at finde denne figur, men kunne kun finde den på engelske eller amerikanske hjemmesider. Så jeg besluttede at tage ind i Faraos Cigarer, inde i København, og se om det var noget de kunne skaffe. Det var det heldigvis, og to uger efter kom den hjem, og jeg forlod butikken som en meget glad pige!

Det viser sig dog at der findes fire forskellige Katniss figurer, den med buen, som jeg valgte, en hvor hun har den røde kjole på med ild i, en med hende i Mockingjay kjole, og en med brudekjole på, og de er alle virkelig søde. Derudover kan man få Effie, Peeta og præsident Snow. Jeg tænker på et tidspunkt at anskaffe mig Effie eller præsident Snow, kunne være fint med en lille samling.