søndag den 23. maj 2021

"Darling Daniel" af Charlotte Fischer

*Lånt på biblioteket.*
"Darling Daniel" af Charlotte Fischer, af forlaget Tellerup, udgivet i 2021.
★★★★☆


Fra bagsiden:
16-årige Daniel er lige flyttet til Hellerup med sin mor og lillesøster. På den elitære privatskole, Agathe Kilde, tager smukke Ama og Mynte godt imod ham, og han forelsker sig hurtigt i Ama. Pigerne styrer skolen, og de vil ikke dele Daniel med nogen. Slet ikke Huda som er deres BFFN - best friend for never. Daniel begynder at tvivle på deres hensigter da mystiske ulykker rammer skolen. Én falder og kommer voldsomt til skade. Én bliver kørt ned. Én døde.
Han mistænker at alle tre piger skjuler noget, og snart er han selv en del af løgnene. Men hemmeligheder kan ikke holdes gemt for evigt, og det er for sent at sige fra. 'Vi gør alt sammen' er Ama og Myntes motto. Du er enten med dem eller i vejen. Og nogen kommer i vejen...

Jeg har tidligere læst en bog af Charlotte Fischer, som jeg egentlig ikke var så begejstret for. Jeg blev dog alligevel nysgerrig på "Darling Daniel" og den endte med at overraske mig positivt. "Darling Daniel" var spændende og dramatisk, og jeg var fanget fra start til slut.  

Daniel er en meget sød og venlig skaterdreng fra Jylland, der med sin mor og lillesøster flytter til Hellerup i Nordsjælland. Hans far døde, da han prøvede at redde en hest, der sad fast og det var Daniel som fandt ham. Daniel har dog stadig en kærlighed til heste og ridesport. Han har det skønneste forhold til sin mor og lillesøster, men i hans forsøg på at passe ind på privatskolen mister han sig selv.
Huda er den lidt mystiske, men virkelig søde nabopige. Hun har en del hemmeligheder, men hun er sød ved Daniels lillesøster. Hende og Daniel får hurtigt et nært forhold, selvom det ikke er lige nemt.
Ama og Mynte er ret vilde, og er vant til at få lige det de peger på. De har ikke rigtig nogle grænser, og de forstår at udnytte deres kroppe til deres fordel. Mynte følger bare efter Ama, som bestemmer det meste.
Medlemmerne af Lapin Vert er meget specielle, og det virker lidt som en slags sekt, selvom de selv ser sig som en studenterloge. Man ved ikke helt, hvor man har dem og om man reelt kan stole på dem.

"Jeg kunne ikke stoppe det. Jeg ville have det. Æren, succesen. Følelsen af at være i toppen af hierarkiet. Jeg havde begæret. Drivet. Talentet. Jeg burde have været bange. Jeg blev advaret. Men jeg kunne ikke se det. Og hun var en del af rusen. Pigen med porcelænshuden og det blonde hår."

Bogen er opbygget så man følger historien fra Daniels perspektiv. Han fortæller, hvad der skete optil den skæbnesvangre og dramatiske begivenhed, som selve bogen starter med. Det var en ret interessant måde at gøre det på og det fungerede rigtig godt. Man blev som læser virkelig nysgerrig på, hvad der har ført til det øjeblik, hvor der virkelig ikke er nogen vej tilbage, så siderne vendte nærmest sig selv. 

"Darling Daniel" er en bog om identitet, magt, stoffer, overgreb og voldtægt, grænser, gruppepres samt det at turde sige fra og stå op for sig selv uden af føle skam. Det er mange emner, men det er emner som er vigtige at tage op, både for drenge og piger. Det at historien bliver fortalt fra en drengs synspunkt, synes jeg var meget forfriskende, det er i hvert fald ikke noget jeg har oplevet før.  Jeg håber at der kommer flere bøger med denne type emner, hvor det er en dreng som er hovedpersonen. For drenge kan jo også blive udsat for grænseoverskridende adfærd og overgreb, og det er vigtigt at det bliver vist og talt højt om.

Nogle gange mindede bogen mig om en blanding af Riverdale, Pretty little liars og Jussi Adler-Olsens "Fasandræberne". Den er lidt overdrevet til tider, men det er måske også der der gør historien fascinerende og skræmmende, for kunne det egentlig ske i virkeligheden? Jeg håber ikke det foregår ude i virkeligheden, for det er rimelig fucked, men samtidig ville det overhovedet ikke undre mig, hvis det gør. Desuden var historien en gang imellem ret forudsigelige, men der var til gengæld også mange ting som jeg troede, jeg havde regnet ud, men som nogle ret vilde plottwist hurtigt ændrede på, og jeg endte alligevel med at blive overrasket flere gange.

"Darling Daniel" er en rigtig god, spændende og voldsom bog selvom den var lidt overdrevet. Det er en bog fyldt med mørke hemmeligheder, mysterier og begær. Jeg var grebet af historien lige fra første side, og jeg måtte bare læse videre. Den gav mig ondt i maven flere gange under min læsning, og til tider sad jeg nærmest på kanten af stolen af spænding. Jeg slugte den råt.

Så hvis du mangler en bog der giver dig ondt i maven, så er denne et godt bud. 


fredag den 14. maj 2021

"Bjørnen" af Tina Sakura

*Anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, men alle holdninger er mine egne.*
"Bjørnen" af Tina Sakura, af forlaget Carlsen, udgivet i 2021.
★★★★★

Fra bagsiden:
Carli er lige begyndt i gymnasiet, da hun og en håndfuld andre nye bliver inviteret til puttemiddag hos nogle drenge fra 3. g. Hun er særligt udvalgt blandt mange piger, og Carli glæder sig. Men det bliver en aften, som ødelægger noget inden i hende, og kun naturen og Carlis egne urkrafter kan få sårene til at heles igen. Bjørnen vågner. 
En stærk og sanselig historie om at mærke sine grænser og tage sin kraft tilbage.

Jeg er altid spændt på, hvad det er for en historie og oplevelse jeg går ind til, når jeg sætter mig med en af Carlsens billednoveller. Der bliver sagt om novelleserien, at det er korte historier med meget på hjertet, og det er de virkelig. Jeg er meget glad for konceptet, og jeg synes det er en smart måde at nå ud til den unge målgruppe, og især den del af målgruppen der normalt ikke læser. For her kommer en lille og overskuelig bog med illustrationer, som på trods af sin størrelse, berører hårde emner og stærke følelser. Følelser som kan være svære at sætte ord på. Men disse bøger gør det på sparsom plads, i stedet for en lang historie på mellem 300-500 sider, ja så gør de her det på knap 50 sider. Det er meget imponerende. Her kommer min anmeldelse af "Bjørnen" af Tina Sakura.

Dette er den anden bog jeg læser af Tina Sakura, og jeg er ret vild med hendes skrivestil, der virkelig beskriver stemninger på en måde, så man kan mærke det. "Bjørnen" er en rigtig god og hård historie, der gav mig ondt i maven. 

"Bjørnen" handler om Carli der er blevet inviteret til puttemiddag af nogle smarte drenge fra 3. g. De har fået af vide, hvordan de skal se ude, både uden på, men også inde under tøjet. Til middagen tvinger drengene dem til at servicere dem, men de tvinger dem også til mere grænseoverskridende ting, for hvis de gør de ting, så er de godkendt og seje i drengenes øjne. Efter puttemiddagen trækker Carli sig mere og mere ind i sig selv, og pjækker fra skole. Rygter spredes og billeder deles på nettet. Carli kæmper for at finde sig selv igen, for hun føler sig ødelagt og magtesløs. Man føler virkelig med Carli hele vejen igennem bogen, og man ønskede virkelig at hun var i stand til at sige fra, selvom det ikke er så let som det lyder. For det kan virkelig være svært, og især når man er ny, og bare gerne vil passe ind et sted, og gerne hos de populære. 

"Bjørnen" er en rigtig vigtig og meget relevant bog, som sætter fokus på samtykke, og det at turde stå ved sine grænser og sige fra. Jeg har godt hørt om puttemiddage, men jeg har heldigvis aldrig været til en eller kendt nogle som har deltaget, for jeg synes virkelig det lyder klamt. Jeg fik virkelig ondt i maven da jeg læste denne bog, og blev faktisk rigtig sur. Sur over at dette faktisk finder sted i virkeligheden, og trist over at de unge ikke siger fra, men samtidig forstår jeg det godt, og kan sagtens følge dem. Her handler det ikke kun om dem som bliver udnyttet og udsat for grænseoverskridende adfærd, men også dem som overvære det og ikke siger stop. "Bjørnen" sætter lys på det, og viser os hvor svært det kan være at sige fra, selvom man egentlig godt kan mærke at det der sker er forkert. Det er ikke så simpelt, og for nogle kan et nej være virkelig svært at få frem, det har jeg selv kæmpet meget med. Denne bog viser os, at det er så mega vigtigt at snakke med vores børn og unge om samtykke, og at mærke sine egne grænser, men også at lytte til andre og deres grænser, og at det er okay at sige fra. Det er faktisk mere end okay, det er vigtigt!

Jeg er vild med den urkraft Carli finder frem, efter hun søger hjælp i naturen. Hun bliver helt dyrisk og rå, og lige pludselig tager hun magten tilbage, og ingen skal nogensinde styre hende igen. Hun får virkeligt pisset sit territorie af. Gennem sin styrke, viser hun at vi alle kan tage kontrollen tilbage efter en håbløs tid, hvis vi finder en måde at bearbejde de traumer vi har været igennem. Vi er alle stærke, og der findes en kraft i os alle som vil hjælpe os og beskytte os. 

"Et menneske på 15 år, et menneske på alle år, bålet er ikke mere bål, stjernerne er stjerner endnu, jeg lægger mig i soveposen med bjørneskindet over og findes."

Sproget i "Bjørnen" er let forståeligt, men det er også en lidt hektisk tekst, forstået på den måde, at der ikke er voldsomt mange punktummer i starten af bogen. Dette gør dog at man føler Carlis lidt hektiske og forvirrede sind, og hvor svært det er at finde ro i det hvirvl af ord. Hen mod slutningen kommer der dog flere punktummer. Carli finder så småt sig selv, og hun genfinder kontrollen. Jeg synes det er en sjov og anderledes måde, at vise en sindsstemning på, men det fungerede rigtig godt. 
Signe Kjærs flotte illustrationer, supplerer og komplementerer historien på fineste vis. Jeg kunne rigtig godt lide, at det er naturen og dens farver som er i fokus i illustrationerne, for det giver fin mening i forhold til Carlis brug af naturen som terapi, samt den urkraft og vildskab hun finder frem. 

"Bjørnen" er en virkelig rørende, god og barsk historie om grænser, samtykke og metoo. Billednovellen rørte mig, gjorde mig sur og gav mig ondt i maven. Tina Sakura og Signe Kjær har gjort det godt, og har fået skabt stemninger, man virkelig kan mærke. "Bjørnen" er meget aktuel, og jeg tror den vil være god som undervisningsmateriale i udskolingen. Derudover burde både børn, unge og voksne læse den, da samtykke er vigtigt hos alle. 

Jeg kan rigtig godt lide Carlsens Billednoveller, og glæder mig til at blive rørt og provokeret af de forhåbentlig kommende noveller. 





søndag den 2. maj 2021

"Gurli Gris' store billedordbog" og "Gurli Gris' opgavebog" af Neville Astley & Mark Baker

*Overraskelsespakke/ anmeldereksemplarer fra forlaget Alvilda, men alle holdninger er mine egne.*
"Gurli Gris' store billedordbog" og "Gurli Gris' opgavebog" (org. titel "Peppa Pig - Bildwörterbuch" og "Peppa Pig - Rätseln, Stickern, Basteln") af Neville Astley & Mark Baker, af forlaget Alvilda, udgivet i 2020. Læst på dansk (org. sprog tysk), oversat af Louise Bloch Korsemann.
Begge bøger modtager samme antal stjerner.
★★★★☆

Fra bagsiden af "Gurli Gris' store billedordbog":
Lær ord med Gurli Gris! Bogens seks flotte opslag er fyldt med ord fra hjemmet, børnehaven, parken, trafikken og meget mere. Lad dit barn sætte navn på de små billeder, og find dem så i det store billede. Den perfekte bog til en hyggestund, hvor der samtidig trænes ordforråd, forståelse og koncentration.

Fra bagsiden af "Gurli Gris' opgavebog":
Kom med ind i Gurli Gris' farverige og kreative verden! Denne bog bugner af sjov! Opfindsomme opgaver, der skal løses, fantasifulde billeder, som skal farvelægges, og flotte figurer, skilte og kroner, der skal klippes ud. Pep det hele op med de mere end 100 stickers, der følger med!

Mine drenge er vilde med Gurli Gris, og disse to bøger blev taget i brug lige med det samme. De har siddet og bladret især billedordbogen igennem, og vi har snakket meget om de forskellige billeder og farver. Både "Gurli Gris' store billedordbog" og "Gurli Gris' opgavebog" er nogle flotte og spændende bøger, der stimulerer børnenes ordforråd og øver deres koncentration. 

"Gurli Gris' store billedordbog" er en papbog, med seks opslag med ord fra hjemmet, parken, børnehaven, supermarkedet, stranden og trafikken. Hvert opslag rummer et stort billede, hvor der sker mange forskellige ting. På billederne er de velkendte figurer fra Gurli Gris' univers. Til hvert opslag er der 15 små billeder med ord, som man kan øve med sit barn. Derefter kan man prøve, om man kan finde de forskellige ting på det store billede, og på den måde skabe sammenhæng, mellem ordene og det store billede. Hvert opslag har desuden forskellige farvenuancer af rød, grøn og blå, hvilket er med til at skabe endnu mere blikfang, men man kan også snakke om de forskellige farver. Det hele er med til at stimulere barnets sprogudvikling og udvide dets ordforråd.

"Gurli Gris' opgavebog" er en rigtig fin opgavebog med sider med klistermærker, klippe klistre og andre aktiviteter som billedsudoku, ordlege, labyrinter, prik til prik og meget andet. Den ser rigtig flot ud, og der er klart til flere timers sjov. Nogle af opgaverne er stadig for svære for Njord på 3 år, men han er begyndt at vise interesse for den, og vil gerne kigge mere og mere i den. Han er også vild med klistermærkerne. Vi vil tage bogen mere frem, så han kan øve det, for jeg er sikker på den vil blive et hit. Den vil i hvert fald være god som lidt ferieunderholdning. 

"Gurli Gris' store billedordbog" og "Gurli Gris' opgavebog" er nogle fine bøger, med inspirerende og genkendelige billeder fra børnenes hverdag og fra Gurli Gris' universet. De velkendte figurer fra Gurli Gris er med til at skabe genkendelse, hvilket børn godt kan lide, og så får de samtidig stimuleret børnenes sprog. Mine drenge har i hvert fald hygget sig meget med at kigge i dem, og vi har snakket både om ordene, fundet tingene på billedet samt talt om, hvad det er der sker på det store billede. De kan klart anbefales, og så vil vi glæde os til at tage opgavebogen mere i brug.