onsdag den 28. december 2016

Boglige gaver #4 Jule Edition



Endnu en gang er december gået alt for stærkt, og lige om lidt går vi ind i et nyt år. December har for mit vedkommende budt på eksamensskrivning, hvor min computer døde en uge før aflevering, og travlhed på arbejdet. Det har betydet, at der desværre har været lidt stille herinde, da jeg ikke har haft så meget overskud til at læse, så har kun læst en lille smule. I år har jeg til gengæld juleferie, min første eksamen ligger først i midten af januar, og er en femdags opgave, så der skal kun læses lidt op her i ferien, så det er til klare. Jeg håber derfor også, at jeg kan være lidt mere aktiv herinde. 

I år holdt jeg jul sammen med min mor, søster, mormor og bedstefar, min onkel, hans kæreste og mine kusiner og fætre. Det var en rigtig hyggelig aften, fyldt med and, flæskesteg, julegodter og dansen rundt om juletræet, hvor vi bl.a. sang Lille Peter edderkop, da min fætter på 3, gerne ville synge den. Jeg fik en masse skønne gaver bl.a. nogle tallerkner, gavekort til IKEA og Matas, sengetøj og chokolade og meget andet godt. Derudover var jeg så heldig at få fire bøger, et bogmærke og en Funko Pop figur. 

Jeg fik "En Flamme i Natten" og "Fantastic Beasts and Where to Find Them" af min mand, og jeg er så glad for dem. Jeg har nemlig længe kigget efter dem. Især "Fantastic Beast" har jeg sukket efter siden jeg så filmen, for hold nu op, hvor er filmen bare god og bogens cover er bare så flot!
"The Tales of Beedle the Bart" og bogmærket fik jeg af min kusine. Bogmærket har hun købt i Berlin, og det er bare så fint. "The Tales of Beedle the Bart" har jeg længe gerne ville læse, da jeg er helt vild med historien om de tre brødre, som de nævner i "Harry Potter og dødsregalierne". 
"Harry Potter og halvblodsprinsen" fik jeg af mine to svogre, og jeg er så glad, for nu mangler jeg kun bog 7 og så er samlingen komplet. Funko Pop figuren fik jeg af min søster og hendes kæreste, og den forestiller Harry Potter fra "Harry Potter og fønixordenen", hvor han holder profetien i sin hånd. Jeg er så glad for den, den er så fin og passer perfekt til min samling. 

Alle bøgerne er bare så flotte, og jeg elsker forsiderne og detaljerne på hver og én. Men især "Fantastic Beast and Where to Find Them" er smuk, med dens gulddetaljer og skriften, og med Niffler der gemmer sig under dustcoveret. Jeg glæder mig til at kaste mig over dem alle sammen, og komme på en masse eventyr.

Jeg håber I alle havde en helt fantastisk jul og at I fik, hvad I ønskede jer. Har du fået nogle bøger i julegave?











fredag den 9. december 2016

"Vejen til Panteon" (Panteon-Sagaen #1) af Boris Hansen

"Vejen til Panteon" af Boris Hansen, af forlaget Tellerup, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra Tellerup, men alle holdninger er mine egne. 4/5 stjerner. 

"Vejen til Panteon" handler om Lucas, der gerne vil finde sin veninde Cassandra der er forsvundet. I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke. Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Hans eneste ledetråd er de kryptiske noter hun skrev før hun tog afsted: "Juvelen. Brylluppet. Husk på tallet 12!" Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig. Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne...

Jeg var ret spændt på at læse "Vejen til Panteon", da jeg har fuldt lidt med i processen, når Boris Hansen har lagt billeder på Instagram, og af den grund var jeg blevet ret nysgerrig. Desuden lød den bare rigtig spændende, og det var den virkelig også. "Vejen til Panteon"er virkelig god og medrivende!

Jeg holdt meget af Lucas. Nogle gange irriterede han mig dog lidt, da han godt kan virke lidt ynkelig, og ikke kan forstå at Cassandra tager nogle valg, som ikke stemmer overens med hans fremtidsplaner for dem, så derfor tror han, han skal redde hende. Men samtidig var det også en af de ting jeg godt kunne lide ved ham, for han er ikke den typiske hovedperson, han ønsker bare at finde sin veninde, hjælpe hende og få hende med tilbage til Zonen, alt det andet er ikke så vigtigt for ham, selvom han synes det er lidt spændende. Han er modig, sød og sjov.

Saida og Mardelus holdt jeg også meget af, de er engle, der bare prøver at gøre deres pligt. Saida er den der er mest pligtopfyldende, mens Mardelus laver lidt mere ballade og stiller spørgsmålstegn ved ting, han ikke må vide noget om. De er et makkerpar, og selvom de ikke altid er enige, fungerer de rigtig godt sammen.

Og så er der Ron, som er lidt en rod og en badboy, som Lucas og hans venner ikke kan lide. Han er nemlig ikke særlig sød, men han udvikler sig en del gennem bogen. Han er vildt flabet, men det er ret sjovt, og selvom han er skide irriterende, kommer man til at holde lidt af ham.

"Jeg er nødt til at være nådesløs. Jeg er nødt til at blive en anden end jeg i virkeligheden er."

Bogen foregår i vores verden i en nær fremtid, hvor de forældreløse børn og gamle mennesker bor i et område kaldet Zonen. Men derudover foregår den også i en fremmed verden, som er mere som et fantasy univers, et magisk univers. Både Zonen og verdenen på den anden side er virkelig godt beskrevet, og man kunne virkelig se tingene for sig. Derudover synes jeg det var rigtig fedt at der var et kort i bogen, sådan at man kunne følge med i deres rejse, og få en bedre fornemmelse af, hvordan tingene kunne se ud, og jeg endte med at bruge det rigtig meget. 

"Vejen til Panteon" er bygget op sådan at kapitlerne skifter mellem at være fra Lucas' og Saidas perspektiv. Det fungerede rigtig godt, og jeg kunne godt lide, at man fik to forskellige historier som kører sideløbende med hinanden, og jeg er meget spændt på at finde ud af, hvordan de hænger sammen. Derudover er det altid fedt at komme lidt ind i hovederne på dem som fortæller historien, da det både giver lidt mere dybde til karakterende, men også til selve historien.

En anden ting jeg rigtig godt kunne lide ved "Vejen til Panteon" var henvisningerne til en masse kendte forfattere og litteratur, så som Tolkien med "Ringenes Herre" og Lewis med "Narnia". Jeg synes det var en sød og sjov detalje, der gav lidt ekstra til bogen, og jeg kunne ikke lade hver med at smile lidt af sammenligningerne med dem og det karakterende oplever på deres eventyr.

"Selvfølgelig siger du det. Det skal du jo sige. Det er præcis som i de bøger jeg snakker om. Der er altid nogen der er skeptiske og nægter at tro på det åbenlyse. Og først når de selv ser det med deres egne øjne, begynder de modvilligt at acceptere sandheden."


"Vejen til Panteon" er utrolig velskrevet, og både karakterende og de forskellige verdener virker meget troværdige. Det er en rigtig god og spændende bog, fyldt med action, stridigheder, venskab, kærlighed og det at kæmpe for det man tror på og beskytte dem/ det man elsker. Der sker hele tiden noget og man bliver revet med i karakterendes eventyr i den anden verden, og man bliver nødt til at læse kapitel efter kapitel, og før man ved af det har man vendt sidste side. Derudover ender den et ret irriterende sted, så kan næsten ikke vendte på at den næste bog udkommer, og det må meget gerne ske snart!

Har du læst "Vejen til Panteon"?